I anledning af 50-året for det, der den gang straks blev døbt "Cubakrisen", har de danske medier lavet opkog på datidens hengemte koldkrigsretorik, ofte uden at grave i den senere fremkomne viden om hvad der egentlig skete.

I virkeligheden var det en magtkrise mellem den kapitalistiske og den socialistiske verden, hvor Cuba blev kraftigt eksponeret.

Nu er det så heldigt, at den tidligere cubanske præsident, Fidel Castro, stadig har en klar og ærlig hukommelse og de originale sagsakter ved hånden. Dette er samlet op i en ægte perle af en bog, udgivet af Dansk-Cubansk Forening, redigeret af Sven-Erik Simonsen. En bog samtlige redaktører og journalister i de borgerlige medier, der beskæftiger sig med emnet, burde have som pligtlæsning, inden de næste gang sætter pennen til papiret. Dertil et skatkammer af oplysninger for os andre.

Den borgerlige version går på, at det var Sovjets beslutning om at placere missiler med atomsprænghoveder i Cuba, der var årsagen til krisen i de 13 dage den stod på, fra den 16. til den 28. oktober 1962.

Det, højrekræfterne diskret ”glemmer”, er, at det faktisk var USA’s trussel om at bombe og invadere Cuba for at vælte det revolutionære styre, der kom først. USA's trussel fik Sovjet og Cuba til at træffe aftale om, i politisk og militært fællesskab, at imødegå invasionstruslen. 

Forviklinger

I et dybdegående interview med Fidel Castro i 1998, gennemført af det amerikanske nyheds-tv CNN, afdækkes i detaljer de afgørende timer og minutter, der blev afgørende for verdens skæbne.

Som altid medfører dramatiske situationer mellem verdens supermagter og det lille, men kampdygtige Cuba, risikoen for såvel sproglige som politiske og militære forviklinger. Dertil kommer tidszoneforskellene, der yderligere komplicerer forløbet og bidrager til at forpeste forholdene mellem de involverede stater langt ud i fremtiden. 

Den kolde krig rasede, men i Cuba var det landets nyvundne frihed for kapitalistisk udbytning, der stod i centrum og måtte forsvares for enhver pris. Sovjets dagsorden var præget at chancen for at få opstillet tropper og mellemdistanceraketter tæt på USA som modvægt til USA's placering af sådanne i Tyrkiet og Italien. 

USA følte truslerne vokse og havde stærke spændinger mellem den politiske og den militære ledelse om, hvad vej det skulle gå. Erfaringerne med fiaskoen i Svinebugten var ydmygende.

Det, der skete i kriseperioden, skabte skarp kritik i Cuba overfor Sovjets egenmægtige rolle, hvor Krushchevs forhandlinger med John F. Kennedy uden om Cuba blev opfattet som nærmest forræderi, og i mange år kølnede relationerne mellem Cuba og Sovjet.

Cuba havde selv fem klare krav til USA, men de kom aldrig til forhandling (afslutning af den økonomiske blokade, USA's rømning af Guantanamobasen, afslutning af den beskidte krig og af piratangrebene). Derimod fik Sovjet, uden Cubas medinddragelse, de amerikanske atommissiler fjernet fra Italien og Tyrkiet mod Sovjets tilbagetrækning fra Cuba.

Historisk dokumentation

En del af årsagen til misforståelserne kan have været fejloversættelser fra spansk til russisk, i en grad der fik Kruschchev til at hævde, at Castro ønskede en atomar krig, endda som førsteslagsstrategi. Det har den altid fredsvenlige Fidel konsekvent benægtet med henvisning til hans egne skriftlige, her offentliggjorte, materialer. 

I interviewet, der er spændende som en kriminalgyser, fortæller Castro også om Cubas støtte til Angola og bekæmpelsen af apartheidstyret i Sydafrika. 

Fidel uddybede i et interview i 2005 med en fransk-spansk journalist forhold omkring missilkrisen i 1962, hvor bogen også får rettet en del direkte fejloversættelser i en tidligere bog om emnet.

Korrespondancen mellem Havanna og Moskva i 1962 er med i bogen for de væsentligste breves vedkommende som historisk dokumentation.

Som et nyt informationselement er bogens redaktør kommet i besiddelse af en førstehåndsberetning af en sovjetisk løjtnant, der var med i Havanna i 1962. Han bor nu i Hviderusland og har mange interessante observationer omkring troppe- og materieltransporterne til og sidenhen fra Cuba samt den cubanske civilbefolknings aktiviteter ved forberedelsen til en invasion og totalkrig med USA.

 Samtaler med Fidel

Den canadiske professor Michel Chossudovsky gennemførte i 2010 en lang række samtaler med Fidel Castro, der omhandlede en række emner som den globale krise, men også kommer omkring dagens farer for atomkrig og behovet for stærke og aktive fredsbevægelser verden over.

Fidel viser her det enorme overblik, han fortsat har over hele verdenspolitikken og med skarpe og klare holdninger. Især USA's vedvarende krigsprovokerende adfærd bekymrer han dybt, og han peger på de farer, den medfører for hele kloden.

Ved ensidigt at omdefinere visse typer kernevåben, således at de ændres til at være ”konventionelle” våben til brug for ”almindelig” krigsførelse, øges faren for radioaktiv forurening og eskalation af krige til større, taktiske kernevåben.  Fidels bekymringen over at de reelle krigsforbrydere i verden ikke straffes ved de internationale domstole er stor. Domstolene og dommerne bliver på denne måde medskyldige. 

En række kortere kapitler, blandt andet omkring snigmordet på John F. Kennedy og hvordan den tidligere USA-forsvarsminister Robert McNamara fortryder sine gerninger, er umådeligt informative og viser, hvor lidt de danske meningsdanner egentlig ved om kæledæggen USA, og den måde Danmark på usmagelig vis er skødehund for denne gennemkorrupte og krigeriske stat.

Denne lille, men meget indholdstunge bog til en beskeden skilling, kan varmt anbefales alle til læsning og derefter handling.