05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lockout kan ramme udfaldstruede arbejdsløse

AMU-direktør advarer

Lockout kan ramme udfaldstruede arbejdsløse

Især de, som har mistet retten til dagpenge, risikerer at komme i klemme på grund af lærerlockouten. De kan miste kontanthjælpen, hvis de ikke kommer i gang med et uddannelsesforløb.

Det er især arbejdsløse med kort eller slet ingen uddannelse som kommer i klemme når lockouten forhindre dem i at opkvalificerer sig til nye jobs. Her er det fyrede arbejdere fra Lindøværftet.
FOTO: Arbejderen
1 af 1

Finansministeriets lockout af underviserne på landets AMU- og VUC-centre gør det sværere for de arbejdsløse at komme i job. Sådan lyder kritikken fra direktør på AMU-center Nordjylland, Lars Bo Breddam.

AMU-centrene udbyder en række lovpligtige certifikater og opkvalificeringskurser, som især benyttes af arbejdsløse, som har fået et job sat i udsigt, men mangler eksempelvis et truck-bevis for at kunne besætte stillingen.

Men nu hvor Finansministeren har smidt underviserne på AMU-centrene uden for døren, står de arbejdsløse i en meget usikker situation.

Kontanthjælp i fare

- Især de af vores kursister, som tidligere er kommet i klemme, fordi de har mistet retten til dagpenge, og som derfor har fået ret til et halvt års uddannelse på kontanthjælp, kommer i klemme igen nu. Hvis ikke de kan starte på deres uddannelsesforløb senest otte uger efter, at deres dagpenge stopper, så mister de retten til kontanthjælp, siger Lars Bo Breddam til Arbejderen.

Lars Bo Breddam opfordrer derfor ministeren til at finde en løsning hurtigst muligt.

- De mennesker fortjener at få en afklaring på, hvad ministeren vil gøre, for at de ikke bliver ramt af denne her konflikt. Det kan ikke være rigtigt, at de udfaldstruede skal komme i klemme endnu engang, siger han.

Konsekvenser for jobskifte

Kommunikationschef Lucas Vagn Engell fra Uddannelsesforbundet, som organiserer underviserne på AMU-centrene, deler AMU-direktørens bekymring.

- Det vil jo betyde, at mange ledige, som har fået sat et job i vente, må opgive at tage jobbet, fordi de ikke kan tage det truckcertifikat, eller hvad det nu er, som er nødvendigt for at kunne få jobbet. Den situation er der allerede nu mennesker, som står i, siger han.

Derudover har lockouten også store konsekvenser for folk i arbejde, som står overfor et jobskifte.

- Jeg har netop snakket med en fyr, som er ansat i lufthavnen, hvor han står overfor at skulle skifte jobfunktion. For at kunne varetage sine nye arbejdsopgaver skal han gennemføre et AMU-kursus, som han skulle have afsluttet i denne uge. Han mangler fire dage for at kunne blive færdig med kurset, men det kan han jo ikke nu. Det vil betyde, at han ikke kan få den stilling, som han har fået stillet i udsigt, fortæller Lucas Vagn Engell til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. apr. 2013 - 07:30   06. apr. 2013 - 07:30

Lockout

as@arbejderen.dk