Charlie Company, 11. brigade, 1. American Division ankommer til Vietnam i december 1967. I den første måned er soldaterne ikke i kamp. Under Tet Offensiven i januar 1968 kommer kompagniet i kamp med den vietnamesiske befrielsesbevægelse, FNL`s 48. bataljon i Quang Ngai provinsen.

Den militære efterretningstjeneste mener, at 48. bataljon har trukket sig tilbage og søgt tilflugt i landsbyen Son My. Omkring den ligger nogle mindre landsbyer, som amerikanerne kalder My Lai 1, 2, 3 og 4. Den sidstnævnte hedder i virkeligheden Tu Cung. Det er den, dagens historie handler om.
15. marts om aftenen bliver Charlie Company briefet om morgendagens opgave. De får at vide, at klokken syv næste morgen vil indbyggerne i My Lai tage til markedet. Tilbage vil der kun være Viet Cong'er og sympatisører. Opgaven er at ødelægge landsbyen. Kaptajn Ernest Medina bliver spurgt, om det også betyder, at kvinder og børn skal elimineres. Svaret er uklart.
Om morgenen den 16. marts rykker 1. delings soldater under kommando af løjtnant William Calley ind i Tu Cung, My Lai 4.
De finder ingen Viet Cong'er . Alligevel dræber de alle i landsbyen, hovedsagelig kvinder, børn og gamle. Det rigtige tal bliver aldrig opgjort, men ligger mellem 347 og 504. Nogle af dem bliver tortureret, og flere kvinder bliver udsat for massevoldtægt. Den ældste af de dræbte er 82 år, den yngste endnu ikke fyldt ét år.
Hæren forsøger at dysse sagen ned, blandt andet ved den unge major Colin Powells indsats. Men pressen er meget aktiv, og i marts 1970 indledes en retssag mod William Calley som ansvarlig for 1. delings handlinger.
I 1971 bliver han idømt livsvarigt fængsel, men præsident Nixon ændrer dommen til 20 år. Efter tre og et halvt års husarrest bliver William Calley løsladt. Ingen andre bliver dømt for massakren i Tu Cung. Colin Powell fortsætter sin velkendte karriere. I 2004 siger han i et talkshow:
- Altså, i en krig sker den slags forfærdelige ting igen og igen, men selvfølgelig skal de beklages.