Den 9. november 1918 abdicerer den tyske kejser Wilhelm II og gør dermed en definitiv ende på det tyske monarki og markerer samtidig et gennembrud for den igangværende tyske revolution

Abdikationen er en direkte følge af et oprør, der har stået på siden den 29. oktober i Kiel, hvor 40.000 marineinfanterister har overdraget magten til arbejder- og soldaterrådene.
Her i de allersidste dage af Første Verdenskrig er stemningen højspændt i det slagne Tyskland, og kampen er allerede i fuld gang om, hvordan kejserriget skal omformes efter krigen.
Den 8. november begynder arbejder- og soldaterrådene over hele Tyskland at følge eksemplet fra Kiel og tager magten i de fleste større byer. I en nærmest panikagtig stemning opløser kejseren monarkiet, hvad der efterfølgende får det socialdemokratiske medlem af rigsdagen, Philip Scheidemann, til at udråbe Tyskland til 'Räterepublik' - rådsrepublik eller, om man vil, 'sovjetrepublik'.
Den revolutionære bevægelse har udfoldet sig under fødderne på Socialdemokratiet, og til socialdemokraternes store overraskelse, helt uden for deres kontrol. Den socialdemokratiske fungerende kansler Friederich Ebert bliver da også rasende over Scheidemanns udtalelse, men det er tydeligt, at socialdemokraterne er ved at miste grebet om udviklingen.
Om aftenen den 9. november accepterer Ebert en fuldstændig kapitulation til Vestmagterne i en samtale med hærens kvartermester Groener. Den socialdemokratiske regering har brug for hurtigt at trække tropperne hjem fra fronten for at kunne knuse oprøret i byerne.
Groener undertegner våbenstilstandsaftalen den næste dag, og den 11. november 1918 klokken 11 tier kanonerne for første gang i fire år på begge sider af fronten.
Krigen, der har kostet mere end 10 millioner menneskeliv er slut, men for tyskerne er prøvelserne først lige begyndt. Forude venter flere års uroligheder, inden socialdemokraterne har knust det sidste forsøg på at trække Tysklands udvikling i en socialistisk retning.