I de næste måneder udnytter nazisterne deres fastere greb om magten til, for det meste fuldt lovligt, at afskaffe den tyske republiks demokrati

Den 27. februar 1933 klokken 21:14 modtager en brandstation i det centrale Berlin et alarmopkald: Rigsdagsbygningen står i flammer!
Selv om brandvæsnet hurtigt er fremme på stedet, er branden fuldstændigt ude af kontrol efter en eksplosion i selve Rigsdagssalen. Rigsdagen bliver totalskadet ved branden, der nærmest udhuler bygningen.
Ved den efterfølgende undersøgelse af bygningen finder det tyske politi adskillige beviser på, at branden har været påsat så mange som 21 steder i bygningen. Allerede på aftenen for branden er en hovedmistænkt blevet arresteret på stedet. Det er en 24-årig hollænder ved navn Marinus Van Der Lubbe, der er blevet fundet, i bar overkrop, ved rigsdagen på aftenen for branden.
Brandattentatet kommer som sendt fra himlen for den nye tyske rigskansler, Adolf Hitler, der netop den 30. januar er blevet taget i ed af præsident Hindenburg.
Hitlers samlingsregering er umådeligt svag og hviler kun på Hindenburgs velvilje, da den ikke har flertal i rigsdagen. Som sin første handling som rigskansler udskriver Hitler nyvalg til den 5. marts, et valg nazisterne er sikre på at vinde efter rigsdagsbranden.
Den nazistiske propaganda gør et stort nummer ud af at fremstille branden som startskuddet til et kommunistisk kup i Tyskland, en idé som især bygger på det faktum, at den hovedmistænkte, Van Der Lubbe, har været medlem af det hollandske kommunistparti. For at bakke historien om det kommunistiske plot op, arresterer nazisterne desuden tre bulgarske kommunister, deriblandt lederen af Kominterns aktiviteter i Vesteuropa: Georgi Dimitrov.
Dimitrov fører dog et glimrende forsvar for sig selv og sine to kammerater, der klart beviser deres uskyld. Ved flere lejligheder får Dimitrov endda gjort indenrigsminister Hermann Göring offentligt til grin i retssalen. Retssagen ender med, at Van Der Lubbe bliver dømt og halshugget, men Dimitrov og hans kammerater frit kan rejse til Sovjetunionen, til Hitlers store ærgrelse.
Følgerne af branden bliver ikke desto mindre meget alvorlige. I de følgende måneder udnytter nazisterne deres fastere greb om magten til, for det meste fuldt lovligt, at afskaffe den tyske republiks demokrati og skabe Det Tredje Riges undertrykkelsesapparat. Blandt andet oprettes der en 'folkedomstol' til erstatning for det retssystem, der frikendte Dimitrov.
Den dag i dag hersker der stadig tvivl om, hvem der egentlig stod bag Rigsdagsbranden. De fleste er enige om, at Van Der Lubbe var involveret, men han har næppe handlet alene. Om nazisterne selv stod bag, få vi nok aldrig at vide.