PFLP blev formelt grundlagt i slutningen af 1967.

Seksdageskrigen signalerede afslutningen på ANM’s indledende strategi med forsøget på at fremprovokere konflikt mellem en forenet arabisk verden og Israel, og den sluttede sig sammen med to andre palæstinensiske organisationer, the Heroes of Return og Ahmed Jibril’s Palestine Liberation Front.

Da vi fløj ind over Tel Aviv, da jeg så Palæstina for første gang, glemte jeg, at jeg var midt i en operation, jeg glemte det fuldstændig.

I de tidlige dage var organisationen, ligesom ANM, plaget af indre konflikter. Nayef Hawatmeh, en af dem, som George Habash regelmæssigt havde haft sammenstød med i ANM, forlod PFLP i 1969 for at danne The Popular Democratic Front for the Liberation of Palestine (senere droppede de ordet ”Popular” og blev til DFLP). Ahmed Jibril forlod PFLP, også i 1970, i protest mod partiets marxistiske politik, og, lød anklagen, den utilstrækkelige militære tilgang, og dannede PFLP-General Command, som udførte omfattende angreb op gennem 1970’erne og 1980’erne.

Men på trods af tidlige splittelser og tilbageslag repræsenterede PFLP sammen med Fatah og mindre palæstinensiske revolutionære grupper som fx Saika i 1967 en ny måde at ”udføre” palæstinensisk politik på. De byggede på deres egne erfaringer som fedayeen (frihedskæmpere, bogstaveligt, ”dem, der ofrer (sig selv)”). Andre indflydelseskilder inkluderede Che’s og Castro’s skrifter om guerillakrig og også Frantz Fanon, som understregede betydningen af den væbnede magt, voldelig aktion for at genoprette stoltheden og værdigheden blandt koloniserede folk og disse folks behov – som i Fanon’s egen nation, Algeriet – for at tage kampen i egne hænder.

Siden 1948 havde handlinger, rettet mod at genvinde det palæstinensiske folks rettigheder, begrænset sig til lovlige tiltag og til lobby-arbejde eller var en del af en større panarabisk kamp, som gennem 1950’erne ganske rigtigt indeholdt væbnede fedayeen angreb ind over den jordanske og den egyptiske grænse, men hvor palæstinensisk frihed som sådan ofte indtog andenpladsen på den politiske dagsorden.

Nogle lod som om, de gik ind for ideen om palæstinensisk uafhængighed, mens de havde skjulte planer for deres områder eller for kontrol med deres egne bevægelser. Lederne af de arabiske stater, som ikke havde formået at yde ordentlig støtte i 1948, kunne ses bruge Palæstina som en politisk platform, fra hvilken de kunne prale over for hinanden eller aflede opmærksomheden hos utilfredse i deres egne stater uden udsigt til et virkeligt engagement, politisk eller militært.

Khaled huskede bittert i 1973, at ”de ærefulde præsidenter og de noble konger ni år tidligere uden at konsultere det palæstinensiske folk eller overveje andre kandidater havde udpeget Ahmed Shukairy som formand for PLO. Shukairy var deres mand. Ham kunne man stole på ville komme med de nødvendige floromvundne udtalelser for at holde de palæstinensiske masser i ro uden hovedkulds at forårsage krise eller uden at organisere palæstinenserne som en kæmpende styrke.”

Forfærdet over af de arabiske hæres rungende nederlag til Israel, var Khaled ubøjelig opsat på, at hun ville i træning som frihedskæmper i det nyligt dannede PFLP. Til at begynde med fik hun at vide af organisationen, at hun skulle være tålmodig: hvis hun kunne rekruttere ti nye medlemmer på et år, kunne hun komme i træningslejr. Hun rekrutterede 20 medlemmer på bare ti måneder, siger hun.

Der var også modstand fra hendes familie forståelig nok, eftersom hun var hovedleverandør til familiens underhold. Hendes mor ville have hende til at tage tilbage til Kuwait, hvor hun kunne opretholde et respektabelt liv og sende penge hjem til sine mindre søskende. ”Lad dine brødre om at være frihedskæmpere”, sagde de. Men hun afslog og tog to af sine brødre med til træning sammen med hende.

Kamptræning i bjergene

Endelig fik hun lov til at gennemgå den militære træning, hun havde drømt om, og hun rejste til en lejr nord for Amman. Der lærte hun, hvordan man bruger våben og granater, studerede militær taktik og trænede kamp mand-til-mand. Leila Khaled var i sit rette element. Hun mødte en af sine kvindelige helte, Rashida Obeida, som havde været undergrunds PFLP fighter og ”vidste, hvordan man håndterer våben.”

”Lejren var i bjergene, og træningen var hård,” fortalte hun til Eileen MacDonald. ”Det er meget koldt selv om sommeren, og vi boede i telte spredt ud over bjergsiden. Jeg lagde ikke mærke til strabadserne; jeg var så lykkelig over, at min drøm om at blive frihedskæmper var blevet til virkelighed. Jeg var så glad i de første tre dage, at jeg ikke kunne sove.”

Hun trænede sammen med både andre palæstinensiske fraktioner og internationale militante. Selvfølgelig blev dette radikalismens væksthus jagtet, og gennem hele sommeren blev lejren flyttet fra sted til sted, og den blev bombet af israelske fly. Men Khaled blev.

Khaled’s vedholdenhed kom hende til gode. Da hun havde fuldført sin basis militære undervisning, blev hun udvalgt til specialtræning, og endelig blev hun kaldt hjem.

Jeg lærte gaderne udenad, busstoppesteder, bygninger, hvor jeg skulle være den eftermiddag. Hver lille detalje.

”Afdelingen for eksterne operationer blev ledet af Dr Wadi’a Haddad, og så en dag blev jeg sendt af sted for at besøge ham i Libanon. Jeg blev udpeget af chefen for træningslejren, fordi han vidste, hvordan jeg arbejdede, og fordi jeg allerede var kendt af Dr. Haddad.” Selvom hun burde føle sig sikker, troede hun endnu ikke, at hun var blevet udvalgt.; selv, da hun modtog våben, som hun skulle transportere med hjem til Beirut, var hun overbevist om, at det var et nummer for at få hende tilbage til sin mor.

Da hun kom til Beirut, blev hun spurgt, om hun var klar til at gå i fængsel og blive torteret uden at bryde sammen, og dø? Hun svarede bekræftende og blev sendt hjem for a sige farvel til sin familie og sige til dem, at hun tog tilbage til Kuwait. Men den følgende dag, som hun fortalte Eileen MacDonald i 1991, gik hun næsten glip af den mission, hun havde håbet så meget på, at hun kom til at fnise. ”Jeg havde et billede i mit hoved af mig selv, der bar et fly på ryggen, og alle kom løbende for at tage det væk,” sagde hun. Flykapring var ikke nogen spøg, fik hun at vide med alvor og tog sig så sammen. Så blev hun sendt til endnu mere træning med instruktion i mindste detalje om flyet, en TWA Boing 707 på ruten Rom-Athen-Tel Aviv, som var den, hun skulle forberede at kapre.

Khaled’s søskende kendte allerede Wadi’a Haddad på grund af deres årti lange engagement i ANM, som Haddad havde hjulpet George Habash med at grundlægge i starten af 1950’erne. Nu skulle han og Leila Khaled arbejde tæt sammen både på denne og efterfølgende missioner. ”Han var meget præcis, han så altid detaljer,” siger hun. ”Han ville følge op på alting, alle de små ting, som du ikke kan kontrollere.”

En ny taktik

At kapre fly, en taktik, der for pressen i 1970’erne skulle blive ensbetydende med palæstinensisk modstandskamp, var i 1969 en ganske ny praksis. Det var ikke palæstinenserne, der fandt på denne taktik, som blev brugt første gang af peruvianske revolutionære helt tilbage i 1931. Den allerførste palæstinensiske flykapring blev ledet af Wadi’a Haddad i 1968, da to PFLP-kommandosoldater beordrede et israelsk passagerfly til at ændre rute til Algiers lufthavn. Flyet blev udvekslet med palæstinensiske fanger i israelske fængsler.

Khaled tog på mindst en rekognosceringstur til Rom for at forberede sin 1969 flykapring. Haddad sendte hende dertil for, at hun skulle se på den slags detaljer, som hun siger, han altid overvejede i sine operationer:

”Jeg lærte gaderne udenad, busstoppesteder, bygninger, hvor jeg skulle være den eftermiddag. Hver lille detalje,” beskriver hun.

”Men da jeg købte noget tøj, sagde han, at det ikke var passende, gå ud og køb noget andet. Selv sådanne detaljer. Når han tænkte over så stor en aktion som denne, tænkte han ikke på den kun som en pakke, han tænkte på alle detaljer, hvordan man skulle manøvrere, hvordan komme igennem hver og en af dørene.”

Khaled nåede frem til et sæt med hvide bukser, som fik Haddads godkendelse. Sættet inkluderede en hvid hat, som Khaled til trods for, at hun insisterede på, at hun ikke var interesseret i tøj, indrømmede at hun elskede. ”Jeg lavede et bånd til den, så jeg, hvis den blev skubbet af under kapringen, ikke ville miste den, fortalte hun til Eileen MacDonald.

Kapringen

Leila Khaled fløj alene fra Beirut til Rom på sin aktuelle mission, hun fortalte den venlige amerikaner, der gerne ville konversere hende i flyet, at hun skulle møde sin forlovede. Hun tilbragte to dage med at gå rundt i Rom på egen hånd upåvirkelig af de historiske steder. Hun havde for travlt med at gentage detaljerne i sin kommende operation for sig selv.

Khaled mødte først sin rejsefælle på missionen, en PFLP kommandosoldat med navnet Salim Issawi, kort tid før kapringen skulle finde sted. Han var palæstinenser også fra Haifa men opvokset i Syrien.

”Han havde været frihedskæmper på en base i Libanon nær ved grænsen, hvor han samarbejdede med andre frihedskæmpere,” siger Khaled. ”Han var klar til at gøre dette arbejde, allerede før han trænede med henblik på denne mission. Han var en meget pålidelig person, meget høj.”

Khaled og Issawi havde booket pladser på første klasse, valgt for at bringe dem tæt på flyets cockpit. Men de optrådte ikke som et par, så den attraktive Khaled i sit modetøj fik en beundrer, en mand som hun beskriver i sin selvbiografi fra 1973 som en græsk-amerikansk – fra Chicago – og i sit senere interview med Eileen MacDonald som en ”meget munter” græker som prøvede at få en samtale i gang med hende i afgangsloungen.

Khaled gjorde sig hård og gik om bord i flyet.

Hun følte sig beroliget af hans gæt på, at hun var sydamerikaner eller fra middelhavsområdet, fordi det antydede, at hendes forklædning som international turist virkede. Men han pirkede ved hendes samvittighed, da han fortalte, at han var på vej tilbage til Grækenland efter at have arbejdet i USA i 15 år, og at han i al den tid ikke havde set sin mor. Som Khaled beskriver mødet for MacDonald, ”jeg var chokeret. Jeg var lige ved at sige til ham, at han skulle gå sin vej og finde et andet fly. Jeg huskede, da min far tog til Jerusalem i 1964 for at møde sin mor. Han fik tilladelse til at møde hende ved (Mandelbaum) Porten, og han ventede tre dage, men hun kom ikke. Hun kom dagen efter han var taget af sted i fortvivlelse. Hun aldrig så meget som hørte om hans død. Jeg var godt klar over, hvad det betød at være væk hjemmefra, fra din mor og dine søstre …” Efter kapringen, ”gik hun hen til ham, hvor han sad og græd og sagde til ham, ’Du er ok nu. Vi sender et telegram til din mor, så hun kan møde dig’”

Khaled benægtede, at hun og Issawi havde valgt det fly, fordi den israelske general, Yitzhak Rabin skulle være om bord. Men andre passagerer, som det beskrives i hendes 1973 fortælling, bestod også af to ældre kvinder og to små piger, hvoraf den ene bar et ”bliv venner” badge, som nu også var ved at smelte Khaled’s beslutsomhed. Men Khaled gjorde sig hård og gik om bord i flyet.

Hun sad på den modsatte side af Issawi, hun ville gerne have kaffe og han en øl, men ellers sagde de nej tak til andre tilbud om forfriskninger. Så fortalte Khaled stewardessen, at hun var forkølet og havde mavesmerter og fik et ekstra tæppe, som hun brugte til at få placeret sin håndgranat og pistol under, så hun nemt kunne nå dem. Salim udnyttede besætningens distraktion, da de begyndte at servere mad til at springe hen til cockpittet og fortælle dem, at ”de skulle lytte til den nye pilot.”

Han fortalte besætningen og passagererne, at deres nye kaptajn var ”Shadiah Abu Ghazaleh,” navnet på en PFLP-aktivist, organisationens første kvindelige martyr, som var blevet dræbt, da hun lavede granater til kampen.

Khaled afdækkede imens granaterne i sit skød og fulgte efter ham, hvad der fik en af stewarderne til at tabe sin bakke og skrige.

Bevægelsen var ikke just fejlfri – Khaled var nødt til at kæmpe med sin pistol, der var gledet ned under hendes løse rem om livet. Hun ville gerne virke agtpågivende og havde derfor ikke spist den dag, og den nervøse ophidselse over endelig at være i gang med at udføre sin mission fik hende til at le, mens hun rystede sin pistol ud af buksebenet.

Hun og Issawi beordrede besætningen og førsteklasses passagererne til at rykke tilbage til økonomiklassen, så de ikke kunne se, hvad der foregik i for enden af flyet. ”Men jeg hørte ikke nogen skrige og sådan noget,” fastholder hun.

Det lå mig allermest på sinde, siger hun, ”at gennemføre min mission perfekt.”

Beodrede piloten til at flyve ind over Haifa

Hendes rolle var at kommunikere med piloten og trafikkontrollen, og at styre situationen om bord på flyet – i korthed, at udføre det meste af kapringen selv. Hun søgte at holde passagerer og besætning væk, ”flypersonalet opførte sig roligt, fordi jeg bad dem give passagererne mad, og hvad de ellers behøvede, og det gjorde de. Selvfølgelig reagerede folk, der udbrød panik, er jeg sikker på, men jeg hørte ingen skrige” gentager hun.

Khaled holdt også politiske taler for passagererne, som en stewardesse oversatte til fransk, af hvilket kaprerne kunne forstå, at mange af passagererne ikke forstod engelsk og ikke havde forstået deres instruktioner om at forblive rolige og siddende, og slet ikke deres revolutionære udtalelser. Issawi var imidlertid sprængstofsekspert, som i hovedsagen var involveret for at sprænge flyet i luften, efter det var landet og tomt.

I starten beordrede Khaled piloten til at flyve mod Lod, nuværende Ben Gurion, lufthavn, Israels største lufthavn, som var bygget der, hvor PFLP’s grundlægger og den første generalsekretær George Habash’s var født. På et tidspunkt søgte teknikeren at snyde hende ved at fortælle hende, at der ikke var nok brændstof til at flyve så langt, men med den tekniske træning, hun havde gennemgået og Haddad’s besættelse af detaljer, så hun tricket og blev vred.

I israelsk luftrum satte israelerne tre Mirage jagere i luften og lod dem flyve tæt på det kaprede fly hvilket, fastholder Khaled, gjorde passagererne mere panikslagne end den første overtagelse – selvom dette kunne have mere at gøre med, at hun fortalte dem, at de med israelerne var i større fare end med hende og hendes kammerat.

Khaled kommunikerede direkte med Lod’s fly trafikkontrol, og, siger Eileen MacDonald, hun havde stor fornøjelse af at tvinge dem til at kalde hende ikke flyrute TWA 840 men flyrute PFLP frit arabisk Palæstina. Til at begynde med havde de afslået at gøre det men bøjede sig, da den rædselsslagne anden pilot råbte til dem om at gøre, hvad de blev bedt om, fordi der var en granat i cockpittet.21 Ifølge de notater, Khaled gjorde i syrisk varetægt efter flykapringen, frygtede israelerne, at hun ville sprænge flyet i luften i Lod eller over israelsk territorium.

På trods af hændelserne med de israelske jetfly og Lod’s kontroltårn og frygten og hadet, hun mærkede fra anden-piloten, som hun bad om ikke at se på sig, fordi hun ikke ville se udtrykket i hans øjne, er Khaled’s erindringer om flykapringen, at den var bemærkelsesværdigt begivenhedsløs. ”Jeg var meget rolig. Selv piloten talte om det på sin pressekonference,” fastholder hun. ”Det gik glat i fire timer. Jeg talte med passagererne for at berolige dem, fortalte dem vores historie. Jeg fortalte dem, at vi vidste, at de ikke havde del i dette, det bliver ok for jer. Vi var tvunget til at gøre det, men I vil tage tilbage til jeres lande. Så det beroligede dem i et stykke tid.”

Instruktionen om at flyve mod Lod var imidlertid bluf, og efter at være fløjet hen over lufthavnen, hvor de kunne se de israelske tanks og tropper linet op for at tage sig af dem, beordrede Khaled flyet til at flyve til Damaskus.

På vejen beordrede hun imidlertid piloten til at flyve en omvej hen over sit fødested, Haifa. Det er, når hun beskriver det at se Haifa fra en flyvers cockpit, at Leila Khaled virkelig får glød.

”Det er meget klart for mig,” siger hun ”dette er ting, som er forskellige fra alt andet, der kan ske i livet.” I 1973 skrev hun, at ”jeg så min far for mit indre øje, og jeg kunne høre hans stemme sige, hvornår skal vi tage hjem? Hele min verden blev ét.”

Selv i 2008 spærrer hun øjnene op, og taler mere livligt: ”Uanset, hvornår jeg bliver stillet det spørgsmål, kan jeg ikke sige de ord, jeg kan ikke sige, hvordan jeg virkelig følte i det øjeblik. Da vi fløj ind over Tel Aviv, da jeg så Palæstina for første gang, glemte jeg, at jeg var midt i en operation, jeg glemte det fuldstændig. Jeg ville bare se det med mine egne øjne. Og så, da jeg så Haifa … altid, når jeg kommer i tanke om det, mit hus, går der en lille smule tabt af mig, det var som at bruge mit eget livs alfabet. Det var et meget følelsesfuldt øjeblik. Jeg havde bare lyst til at ringe til min bedstemor, mine tanter, alle dem, der stadig var der, og sige til dem, at vi kommer tilbage. Selv piloten sagde på sin pressekonference, ’jeg kunne mærke, hvor engageret hun var, selv hårene i hendes ansigt rejste sig…’ fordi jeg stod over ham, og han kiggede på mig.”

En taktik, ikke en strategi

De skrækslagne passageres situation på kaprede fly er et forhold, der ofte, selvfølgelig, bliver glemt af dem, der idealiserer frihedskæmpere som Leila Khaled.

Civile rejsende, der udfører deres daglige arbejde, bliver brikker i et spil, som de er uden viden om. ”Vi blev instrueret om ikke at såre nogen”, fastholder Khaled. ”For det første er du der ikke for at dræbe nogen, disse mennesker har intet at gøre med denne konflikt. For det andet skal du beklage over for dem og kun komme med lettere trusler mod besætningen. Det var mig, der var rædselsslagen. Jeg var nødt til at tale med dem, tale med trafikkontrolstationerne. Salim var der bare, hans rolle var at beskytte mig.”

Vi vidste på forhånd, at passagererne ikke havde noget at gøre med konflikten. Men før det var der ingen der hørte vores skrig fra teltene. Ingen hørte dem, der blev tortureret i fængslerne.

Her er Leila Khaled måske ikke ganske ærlig. PFLP – og Khaled selv – retfærdiggjorde flykapring som en midlertidig taktik for at bringe det palæstinensiske folks vanskelige stilling til verdensoffentlighedens kendskab, at ændre det internationale perspektiv fra en ubestemt bevidsthed om en ulyksalig befolkning af flygtninge til at forstå, at det var et spørgsmål om jord, politik, national befrielse og fordrivelsen af et helt folk i hemmelig forståelse med de vestlige magter.

Som Khalil Meqdisi – en nutidig PFLP-talsmand formulerer det: ”Uden for Palæstina og den arabiske verden var det palæstinensiske spørgsmål ikke til at få øje på. Palæstinensiske frihedskæmpere døde i deres operationer, og palæstinenserne er underlagt alle mulige slags massakrer og undertrykkelse af den israelske besættelse, men verden vender det blinde øje til og på stats- og medieniveau ønsker de ikke blot at nævne det palæstinensiske spørgsmål.” Flykapring var store teatralske stunt, som tiltrak sig denne opmærksomhed, åbnede debatten og fremkaldte en ny international forståelse for situationen.

I en verden efter 9/11 er det svært at fatte, i hvilken grad betydningen af flykapring og kaprede passageres reaktioner har forandret sig. David Raab, en teenage passager på et af de fly, som blev kapret af Khaleds kammerater, husker et år efter som han skriver i sin dagbog: ”Den første følelse – i hvert fald for mit vedkommende – var ophidselse. Jeg havde læst om flykapringer i de seneste par år, og jeg troede, at det altid var noget, der skete for de andre. Det ville aldrig ske for dig. Og så der sad jeg der midt i en af disse kapringer. Så – jeg vidste ikke, hvem der havde kapret os og med hvilket formål – jeg følte mig først blot ophidset.” Ingen ville reagere sådan i dag, faktisk kan man sige, at flykapring nu er en i det store hele overstået taktik. I dag, med tvillingetårnene som arketypen på en flykapring i folks hoveder, må det være antagelsen, at det at blive kapret er det sammen som døden - og at passagererne derfor ikke har noget at tabe ved at udfordre deres angribere.

Men i 1969 var flykapringer noget relativt nyt, og passagererne i et kapret fartøj blev for hovedpartens vedkommende afleveret rystede men uskadte til deres ambassader. De havde ingen grund til at tro, at de skulle dø.

Alligevel er flykapring pr. definition en taktik, som bygger på frygt - for skader på passagerer eller besætning, frygt for, at piloterne vil gå i panik , blive sårede eller få et hjerteslag og flyet styrte ned. Eller at løsesum eller politiske krav fra kaprerne ikke vil blive imødekommet, og at de vil begå yderligere vold og forøge indsatsen. Eller at en af granaterne vil gå af ved et uheld og sprænge hul i skroget. Uanset, at der udstedes mange undskyldninger – eller, som David Raab noterer sig i sin fortælling om begivenhederne i 1970, uanset, at der distribueres meget gratis whisky rundt om i flyet, er kapringer stadig afhængig af terroren mod passagererne og besætningen for at virke.

Der er for mange ofre i dette billede: de jødiske samfunds lidelser gennem århundreder med europæisk antisemitisk forfølgelse, som palæstinenserne ikke spillede nogen rolle i; det palæstinensiske folk massakreret og fordrevet fra deres eget land for at dulme vestlig skyldfølelse for holocaust; passagererne og besætningen på et civilt fly skræmt fra vid og sans af et par mennesker med håndgranater og skydevåben. Hver især kan argumentere for, hvorfor de føler sig kaldet til af påtvinge ethvert mindre magtfuldt led i kæden deres vilje.

Mange, der støtter den palæstinensiske sag, især dem, der ser Leila Khaled som en betagende heltinde, tror på, at målet at bringe global opmærksomhed på palæstinensernes vanskelige stilling, retfærdiggør midlet flykapring.

Khaled siger, at flykapring var ”en taktik, ikke en strategi. Efter den sidste PFLP flykapring koncentrerede vi os om operationer i det besatte Palæstina og om at forsvare os selv i Libanon mod den libanesiske hær og mod israelerne.” Og, insisterer hun, lidenskabeligt og nogle gange med tårer i øjnene, en taktik der var både retfærdiggjort og effektiv: ”Jeg har altid og i alle mine udtalelser fastholdt, at vi var tvunget til at gøre det. Det var ikke, fordi vi nød at gøre det, vi vidste på forhånd, at de mennesker, passagererne, ikke havde noget at gøre med konflikten. Men før det var der ingen der hørte vores skrig fra teltene. Ingen ønskede at lytte eller at lære noget om vores lidelser. Ingen hørte dem, der blev tortureret i fængslerne. Eller, selv om de kendte til det, ønskede de ikke at gøre noget ved det. Så vi kunne ikke se andre udveje, og vi brugte det i et kortere tidsrum bare for at råbe verden op. Vi følte, at vi blev behandlet uretfærdigt, og at ingen ønskede at høre om det. Faktisk blev ingen dræbt i PFLPs flykapringer bortset nogle af vores egne. Vores folk har været udsat for mange år med lidelser under besættelse og i diaspora, og alligevel ønskede ingen at vise den side af sagen.”

Fængsel og sultestrejke

Ved landingen i Damaskus lufthavn, som PFLP betragtede som venligtsindet område, gik Salim Issawi i gang med sin hovedopgave; han kastede eksplosiver ud i TWA flyets cockpit og – efter nogle forgæves forsøg – sprang det i luften med resten af skroget stående på asfalten, ”som en fisk med afhugget hoved”, som en avis udtrykte det.

Det var lykkedes, troede de, med deres første mål, at henlede verdens opmærksomhed på palæstinensernes vanskelige situation. Khaled og Issawi blev så, til rædsel for passagererne, som lige var løbet væk fra det kaprede fly, bragt om bord i den samme lufthavnsbus som dem selv. Bange, i chok – nogle havde våde bukser – det sidste, de ønskede var at blive fulgt af deres kaprere hen til lufthavnsbygningen. Og, siger Eileen MacDonald fra sit interview med Khaled i 1991, kaprerne var åbenbart overraskede over at blive mødt med frygt og fjendtlighed fra nogle af deres fanger, som afslog slik og cigaretter, som hun havde delt ud af i bussen fra den samme taske, som hun havde båret granaterne i. Men, siger MacDonald, Khaled fandt sig retfærdiggjort i en udtalelse fra en kvindelig passager, hun mødte på bussen. Hun ”sukkede og rystede på hovedet.” ’Jeg forstår ikke. Hvem er palæstinenserne?’ spurgte hun.”

”Vi blev afhørt først i lufthavnen,” siger Khaled, ”og derefter blev vi bragt til kontorer i en del af sikkerhedsapparatet og anbragt under jorden hver i sin egen celle. De lå forskellige steder, og vi vidste ikke, hvor den anden var.” Det indledende forhør var fjendtligt, en soldat fortalte Khaled, at ”denne aktion er ikke modstandskamp. Det er terrorisme.”

Syrernes holdning var mere afslappet den følgende morgen. ”Den næste dag hentede de mig, og jeg blev mødt af omkring 20 officerer i et rum med et bord. Jeg sad på den ene side af bordet og officererne på den anden, og de talte til mig, ikke som om de ville afhøre en kriminel, men som om de ønskede at drøfte sagen. Senere tænkte jeg, at det var, som om de værdsatte, hvad jeg havde gjort, men de skulle gøre det. Men jeg var meget nervøs, jeg ville gerne vide ’hvorfor udspørger I mig’?”

Ifølge nogle kilder var syrernes første reaktion vrede, fordi de antog at Khaled og Issawi var agenter fra den ægyptiske efterretningstjeneste, som ville angribe Syrien som konsekvans af den fjendtlighed, der var opstået efter, at den Forenede Arabiske Republik faldt fra hinanden i 1961. Da det viste sig, at de faktisk var fra PFLP, blev de behandlet - som Khaled beskriver det - mere som frække og uopdragne børn. De blev bebrejdet, at de bragte Syrien i ”forlegenhed,” og at de satte landet under internationalt pres for at udvise kommandosoldater, som Syrien, i teorien, støttede.

Khaled og Issawi blev tilbageholdt i en uge, de gik så i sultestrejke, noget de gentog flere gange gennem de følgende seks uger. Ved en lejlighed, efter de havde afslået mad, besvimede Khaled og vågnede op på et hospital med drop i armen men med besøgende – hendes mor og søstre.

På trods af hendes modstand mod, at Khaled var blevet PFLP-fighter fortalte Khaleds mor til pressen, at hun var stolt af sin datter.

Men Khaled fik at vide, at hun og Issawi ville blive tilbageholdt, indtil forhandlingerne om de israelske passagerer fra flyet var tilendebragt. Khaled fastholder også, at de syriske myndigheder fortalte, at de var nødt til at sige til hende, at de ikke officielt kunne acceptere hendes aktiviteter, og derfor var nødt til at tilbageholde hende, ”men det var ikke overbevisende for mig”. To israelske kvindelige passagerer var allerede blevet løsladt, men syrerne, som teknisk set stadig var i krig med Israel, fastholdt, at der stadig var udeståender med to israelske mænd. Israelerne var blevet adskilt fra resten af passagererne straks efter, de var blevet identificeret af de syriske myndigheder i Damaskus.

Endelig blev de sidste to gidsler løsladt i en udveksling med to af det syriske luftvåbens piloter, som blev holdt fanget af israelerne, og flere fængslede guerillasoldater. Og endelig blev også Khaled og Issawi fri efter seks uger først i politiets celler og derefter i husarrest.

Frihedskæmper eller terrorist?

Flykapringerne, som palæstinensiske grupper udførte i slutningen af 1960erne og de tidlige 1970ere, betød helt sikkert, at kun få mennesker i USA og Europa fortsat kunne fastholde, at de ikke havde nogen som helst ide om, hvem palæstinenserne var.

Men det er tvivlsomt i hvor høj grad denne viden havde en positiv virkning. For medlemmer af bevægelsen, som Leila Khaled, gjorde flykapringer verden opmærksom på det palæstinensiske folk, og det er rigtigt, at det vakte interesse hos nogle få at læse yderligere, anskaffe sig bøger som Khaleds egen selvbiografi fra 1973 og sætte disse rædselsvækkende og ødelæggende handlinger ind i en eller anden slags politisk sammenhæng. Men for mange blev palæstinenserne fra at have været en gruppe mennesker, de aldrig havde hørt om ændret til en gruppe mennesker, som uigenkaldeligt blev forbundet med ordet ”terrorrist.” Som antropologen Rosemary Saigh udtrykker det i sin bog, The Palestinians: From Peasents to Revolutionaires:

Modstandsbevægelsens opkomst efter 1967 affødte en ny stereotyp: i stedet for flygtninge blev palæstinenserne nu terrorister. Kun få avislæsere huskede, at palæstinenserne selv var ofre for terrorisme. Kun få kunne forestille sig de forhold (politiske og materielle) som modstandskampen rejste sig fra. Endnu færre afviste den falske forskel på stats terrorisme (militær aktion) og revolutionær terrorisme. Palæstinensisk vold blev, og bliver fortsat, fordømt af de samme medier, som trækker et slør hen over mænd som Begin, Allon eller Lahis (israelsk politikere, der medvirkedei 1948-krigen, og, hvad Begin og Lahis angår, blev beskyldt for at være direkte medvirkende i massakrer som Deir Yassin).

For Lina Makboul, en filminstruktør af palæstinensisk oprindelse, der som teenager tilbad Leila Khaled som en heltinde, var hendes film Leila Khaled: Hijacker i nogen grad et spørgsmål om at finde ud af, hvordan Khaled forholdt sig til den tanke, at hun i høj grad kunne være medansvarlig for den stereotype stempling som terrorist, som Makboul og mange andre palæstinensere er blevet mødt med og for de lidelser, som tusindvis af almindelige palæstinensere oplevede under begivenheder som Sorte September i 1970, da den jordanske hær drev den palæstinensiske modstandsbevægelse ud af landet. 

Men på det tidspunkt resulterede flykapringer sjældent i tab af menneskeliv, og for de vestlige medier, som var fascineret af nyheden, var ”pige-flykaprer” en stor del af historien.

Allerede før hun blev løsladt omtalte pressen ”en ung, meget smuk og attraktiv pige … hun var elegant klædt” og i et tilfælde blev der henvist til Khaled som en ”sild.”

Ifølge Khaled var hendes fremtræden endog et diskussionsemne på pilotens pressekonference efter flykapringen. ”Han sagde, at hun var smuk og meget tiltrækkende,” siger hun. ”Mine søstre fortalte min mor, at det er Leila, og fordi der var ikke offentliggjort noget foto endnu sagde hun, ’jeg kender min datter, giv mig billederne, hun er ikke, som de siger, alt det med skønhed og så videre.’ De lavede fis med det. Senere var det ikke PFLP, som offentliggjorde de første billeder af mig. En af lærerne, jeg arbejde sammen med i Kuwait, gav, da hun hørte navnet, som de havde fra oplæsningen af manifestet på flyet, billederne til medierne.” 

Laila Khaled havde ikke forudset den voldsomme opmærksomhed, hun ville vække, da hun forlod syrisk varetægt.

Hun bliver ofte tilskrevet at være den første kvindelige flykaprer, selvom nogle kilder mener, at hun blev slået med tre år – at en fra gruppen, som kaldte sig Kondorerne, som kaprede et fly til Falkland Øerne i 1966 for at erklære dem for argentinske, var en kvinde.

Hun var ikke den første kvindelige PFLP-guerillasoldat, der gennemførte en højprofileret international operation: Amina Dhahbour var deltager i en enhed, som angreb et El Al fly i Zürich lufthavn i februar 1968 og dræbte tre passagerer og en pilot. Men hun var helt sikkert den første unge, tiltrækkende, meget Audrey Hepburn-lignende, der optrådte på Reuters foto med et hårdt greb om en kalashnikov foran et fly. (selvom disse foto ifølge Khaled blev taget i Libanon noget senere).

Oprørets ansigt

Naturligvis var nogle af de første virkninger af eksponeringen negative. Khaled kom tilbage fra Syrien til Libanon for at besøge sin familie og opdagede, at hendes bror Walid var blevet gennemtævet af libanesisk gendarmeri, så snart hendes navn kom ud.

PFLP havde ikke forberedt sig ordentligt på at håndtere den omfattende opmærksomhed. Khaled mente ikke ”det var forudset, at jeg ville blive eksponeret. Som medlemmer af Folkefronten ønskede vi ikke at udstille mig i medierne. Det var en ny epoke, og vi tænkte ikke på medierne som et redskab i kampen. Der var hverken satellitter, internet, du ved, alt var lokalt. Vi lyttede mere til radio end vi så tv.”

Hvis dette virkelig var tilfældet og Khaled, ”flykaprer-pigen,” kun blev udstillet i offentlighedens søgelys ved hjælp af et par snapshot fra en tidligere kollega, synes det som om PFLP hurtigt tilpassede sig situationen. Ifølge Macdonald:

Var PFLPs ledelse henrykte for publicityen og sendte deres stjerne-kammerat på en omfattende Mellemøsten-tour. De forsynede hende med eget følge af bodyguards, de var udmærket klar over, at hun var på toppen af israelernes liste over folk, der skulle myrdes eller kidnappes. For den arabiske verden var hun en heroisk figur: studenter på AUB stimlede sammen om hende, selskaber og middage blev afholdt til hendes ære. En britisk forretningsmand, som blev præsenteret for hende ved et ambassadeselskab i Qatar kommenterede: ”hun blev fejret som en besøgende astronaut.”

Khaleds version af turen var mindre fortryllende: ”Jeg var på en tre måneders tur til den Arabiske Golf og Irak med et team af revolutionære supermænd … formålet med turen var at sprede revolutionær propaganda. Vi henvendte os ikke kun til og kommunikerede med de arabiske masser, men lærte også en hel del om, hvad de var optagede af især deres ønske om at smide briterne ud af den Arabiske Golf.”

Andre kommentatorer bemærker, at PFLP åbenbart lige efter touren modtog en større gave fra den kongelige familie i Abu Dhabi.”

Khaled syntes at være ambivalent i forhold til sine første medieerfaringer. ”Vi lærte af det, at vi ikke skulle eksponere alle og enhver, at det er nok, at en person gør det og så er det det,” siger hun beslutsomt og lidt trist. Og efter hendes anden og endnu mere spektakulære flykapring forblev selv andre kvindelige guerillaer anonyme – delvist, siger Khaled, fordi en af dem var fra de besatte områder og nødvendigvis måtte beskyttes mod gengældelse fra de israelske myndigheder og delvist, fordi ”det var PFLPs opfattelse, at ikke flere mennesker skulle udstilles.”

Efter at være blevet fejret i flere måneder, indså Khaled, at det at være så nemt genkendelig kunne have indflydelse på hendes fremtidige frihed til at handle, som hun gerne ville. Hun ønskede at vende tilbage til Wahdat lejren i Amman, hvor PFLP stadig havde sin basis. PFLPs ledelse var imidlertid ikke specielt sympatisk indstillet over for hendes nye skyhed, hun siger: 

”En italiensk tv-gruppe ankom til huset i Jordan, hvor jeg boede. Jeg åbnede døren, og de sagde ’hvor er Leila Khaled?’ Jeg sagde, at hun ikke var hjemme, og at hun måske var i lejren, og de tog til lejren og sagde, hun er ikke her. Så tog de af sted tilbage til Beirut. 

Men Dr. George Habash blev meget vred, og han ringede til mig og sagde, at de gerne ville mødes med mig. Jeg sagde, at de ville jeg ikke, og han spurgte hvorfor. Jeg sagde, at jeg var bange, jeg ville ikke tale med dem. Jeg græd. Men han sagde, du skal tage ud til dem, så vaskede jeg mit ansigt og tog af sted. 

Kamerateamet var chokeret, de spurgte, hvorfor jeg havde gjort det. Jeg sagde, at jeg var bange og de sagde, ’hvad, du skræmte hele verden, og så er du bange for os?’ Jeg sagde ja, jeg er træt, jeg svarer ikke på nogen spørgsmål, det lo de af og alle grinede…”

Hvad Leila ikke kunne sige, heller ikke til George Habash, var, at Wadi’a Haddad allerede havde lovet hende endnu en højprofileret mission. Hun havde indset, at hendes efterhånden meget kendte ansigt kunne ødelægge den. På trods af PFLPs nye smag for publicity, som deres fejrede flykaprer havde fremkaldt, så tog Khaled, siger hun, mere hensyn til det at være guerilla end til at være en berømthed.

---

Hvordan gik det med Leila Khaleds anden mission?

>> Tegn abonnement her og få hele bogen om den legendariske PFLP-guerilla med gratis!