Den 2. november 2017 er det 100 år siden, at Storbritannien offentliggjorde Balfour-erklæringen og dermed demonstrerede sin støtte til den zionistiske bevægelses planer om at oprette en jødisk stat i Palæstina. Eller med et forskønnelsesord: Et nationalt hjem for alverdens jøder.
Forfatteren Arthur Koestler skrev om Balfour-erklæringen, at ”i dette dokument lovede en nation højtideligt en anden nation en tredje nation”.
Zionismen
Zionismen var en national bevægelse, der opstod omtrent samtidigt med den europæiske og arabiske nationalisme, dvs. i midten af 1800-tallet. Dens forbillede var den europæiske kolonialisme og de europæiske imperier, især Frankrig og Storbritannien.
De britiske styrker forsøgte sammen med de zionistiske militser at slå oprøret ned.
Zionismens grundide var, at alle jøder, uanset hvor i verden de bor, er ét folk i politisk nationalistisk forstand, og at løsningen på jødeforfølgelserne (antisemitismen) var skabelsen af ”et nationalt hjem for alverdens jøder”. Dette ’nationale hjem’ skulle oprettes i Palæstina, hvortil jøderne ’skulle vende tilbage’”.
Med det sidste henvistes til bibelens fortælling om, at jøderne for cirka 2000 år siden, i forbindelse romernes ødelæggelsen af templet i Jerusalem, blev fordrevet fra Eretz Israel (landet Israel), hvorfor de har en bibelsk ret til at vende tilbage. Derfor taler jøder over hele verden om ”næste år i Jerusalem”.
Der var dog det problem, at der i Palæstina allerede boede et folk. Det forsøgte de zionistiske ledere at skjule ved at opbygge myten om ”et land uden folk til et folk uden land”. Da to rabbinere blev sendt til Palæstina i starten af 1900-tallet for at undersøge det land, som zionisterne havde udpeget til en kommende jødisk stat, vendte de tilbage med beskeden: ”Bruden er smuk, men hun er gift med en anden mand”.
Theodor Herzls bog ” Der Judenstaat” (jødestaten)
I zionistisk historieskrivning regnes Theodor Herzl for zionismens grundlægger. I 1896 udkom hans bog ”Der Judenstaat” – udgivet på dansk under titlen: ”Den jødiske stat”. Det epokegørende ved Herzl var, at han som den første skitserede en handlingsplan for ”en tilbagevenden til Zion” (Zion er et bjerg i Jerusalem og symbol på det bibelske Israel).
I bogen beskrev han den antisemitisme, som jøderne var udsat for i og uden for Europa og argumenterede for, at kun hvis jøderne fik deres egen stat, kunne de blive fri for antisemitismen. Antisemitismen blev af Herzl og andre ledende zionister på den tid betragtet som noget, der var indlejret i menneskers natur, og som jøderne derfor kun kunne beskytte sig imod ved at samles i en rent jødisk stat.
Zionismen – en gren af imperialismen
De zionistiske ledere indså fra begyndelsen, at de ikke ville kunne gennemføre deres koloniseringsprojekt i Palæstina uden opbakning fra en vestlig stormagt.
I Theodor Herzls bog Der Judenstaat ligger der en forsikring om alliancen mellem zionismen og den europæiske imperialisme: ”For Europa ville vi (…) gøre tjeneste som kulturens forpost mod barbariet. Vi ville som neutral stat forblive i sammenhæng med Europa, der måtte garantere vor eksistens”. Zionistiske ledere sammen med rige jødiske familier som Rotschild-familien indledte et intenst lobbyarbejde i forhold til datidens førende imperialistiske magt, Storbritannien
Balfour-erklæringen
Arthur James Balfour blev i 1916, midt under Første Verdenskrig, udnævnt til britisk udenrigsminister og kom om nogen til at tegne Vestens holdning til zionismen og Palæstina. Han gav navn til Balfour-erklæringen, der blev offentliggjort den 2. november 1917.
Den israelske historiker Ilan Pappé kalder Israels fordrivelse af 750.000 palæstinensere i 1948 for etnisk udrensning.
I Balfour-erklæringen, der var stilet til Lord Rothshild, formanden for Forbundet af Britiske Zionister, lød det blandt andet:
”Den britiske regering ser med velvilje på dannelsen af et nationalhjem i Palæstina for det jødiske folk og vil gøre sit yderste for at lette opnåelsen af dette mål, idet det skal gøres klart, at der ikke må foretages noget, som kan skade eksisterende ikke-jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder i Palæstina eller de rettigheder og den politiske status, som jøder i et hvilket som helst andet land har…” .
Første afsnit af citatet blev af den zionistiske bevægelse set som en britisk forpligtelse til at oprette en jødisk stat i Palæstina. Andet afsnit blev af palæstinenserne set som en britisk forpligtelse til at støtte palæstinensisk uafhængighed, eftersom palæstinenserne udgjorde et klart flertal, nemlig 92 procent af befolkningen. Formuleringerne var et forsøg på fra britisk side at fremtræde ’neutralt’.
Balfour-erklæringen kom til at signalere alliancen mellem den zionistiske bevægelse og den britiske imperialisme og blev afgørende for det senere britiske Palæstinamandat og zionismens kolonisering af Palæstina.
Balfour-erklæringen indskrives i det britiske Palæstinamandat
Efter Første Verdenskrig blev Folkeforbundet (forløber for FN) oprettet, og man indførte begrebet mandatmagt. Det skete på San Remo-konferencen i 1920. Her fik Frankrig tildelt mandat over Syrien og Libanon, mens Storbritannien fik tildelt mandat over Mesopotamien (Irak) og Palæstina. Balfour-erklæringen blev ’kanoniseret’, da den blev indskrevet i mandatet for Palæstina. Altså en koloniseringsklausul, som betød, at Storbritannien var forpligtet til – under Palæstinamandatet – at støtte zionisternes bestræbelser på at kolonisere Palæstina.
Zionisterne opkøbte jord, de oprettede bosættelser, opbyggede statslignende institutioner og undergrundshære.
Efter Balfour-erklæringens offentliggørelse tog den jødiske immigration til Palæstina fart. Nu havde den zionistiske bevægelse jo verdens stærkeste imperium i ryggen. Palæstinenserne anede snart uråd og forstod, at zionisterne var ude på at kolonisere deres land. Det satte skub i den palæstinensiske nationalisme og førte til palæstinensiske oprør i 1922, 1929, 1936 og i 1948. Oprør som var rettet både imod zionismens og Storbritanniens koloniseringspolitik.
Det britiske Palæstinamandat (1923-1948)
I 1923 blev det britiske Palæstinamandat etableret. Storbritannien arbejdede i begyndelsen af mandatperioden aktivt for at indfri Balfour-erklæringens løfte om en jødisk stat i Palæstina. Man indsatte en zionistisk jøde som den første højkommissær i Palæstina. Storbritannien anerkendte de zionistiske organisationer The Jewish National Fund og World Zionist Organization og tillod zionisterne at opbygge egne institutioner som led i deres statsopbygningsprojekt.
Storbritannien trænede de zionistiske undergrundshære. Det gælder blandt andet Stern og Irgun, der få år senere skulle komme til at jage Storbritannien ud af Palæstina. Det palæstinensiske flertal fik langt fra samme positive behandling fra briternes side.
Balfour-erklæringen signalerede alliancen mellem den zionistiske bevægelse og den britiske imperialisme.
Men udviklingen gik hurtigere frem, end briterne havde regnet med. Jøder indvandrede i tusindvis. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 steg den jødiske indvandring til Palæstina kraftigt. I 1939 var der cirka 470.000 jøder i Palæstina, fordelt på 218 bosættelser. I 1947 var antallet steget til 660.000 jøder, hvilket skal ses i forhold til 1,2 eller 1,3 millioner palæstinensere.
Zionisterne opkøbte jord, de oprettede bosættelser, opbyggede statslignende institutioner og undergrundshære. The Jewish National Fund indsamlede penge blandt jøder i hele verden til at finansiere statsopbygningen, hvoraf det vigtigste var opkøb af jord fra palæstinensiske godsejere i og uden for Palæstina.
Det førte ikke kun til konfrontationer mellem zionistiske jøder og palæstinenserne, men også i stigende grad til sammenstød mellem zionisterne og briterne. Når zionisterne gik for hurtigt frem, trak briterne i håndbremsen. Storbritannien indså at med den zionistiske bevægelses hastige erobring af Palæstinas jord, ville briternes tilstedeværelse inden længe blive uønsket. Anden Verdenskrig fremskyndede styrkeprøven, som i sidste ende førte til, at Storbritannien overdrog Palæstinamandatet til det nystiftede FN.
Det store oprør (1936 – 39)
Allerede fra begyndelsen af 1920’erne organiserede palæstinenserne protestdemonstrationer imod den jødiske immigration og imod det britiske mandatstyre, som palæstinenserne opfattede som klart prozionistisk.
Sammenstødene voksede og førte i 1936 til Det Store Oprør, som var et palæstinensisk oprør vendt ikke kun mod den zionistiske bevægelse og den jødiske immigration, men også imod den britiske kolonimagt og dens støtte til det zionistiske projekt.
Det bemærkelsesværdige ved Det store Oprør var, at det ikke blev indledt af de traditionelle palæstinensiske magthavere, det feudale borgerlige lederskab, men af fedayingrupper (guerillagrupper), der var oprettet af arbejdere, bønder og fattige palæstinensere. En af de første og stærkeste fedayingrupper var Izz al-Din al-Qassam-bevægelsen som mobiliserede arbejderne og bønderne og dannede hemmelige celler i hele Palæstina. Den 14. november 1935 udkæmpede al-Qassam og hans gruppe et slag mod de britiske styrker ved Jenin, hvor han blev dræbt. Hans død blev begrædt i hele Palæstina, og han betragtes som en af Palæstinas store martyrer.
Fedayingrupperne dannede i 1936 en fælles ledelse under navnet The Arab Higher Comittee, der organiserede strejker og oprør (Nasser, 1991: 12). Oprørerne gennemførte en seks måneder lang generalstrejke og en omfattende boykot af de britiske mandatmyndigheder
Allerede fra begyndelsen af 1920’erne organiserede palæstinenserne protestdemonstrationer imod den jødiske immigration.
De britiske styrker forsøgte sammen med de zionistiske militser at slå oprøret ned, men det lykkedes dem ikke. De britiske myndigheder henvendte sig til de arabiske regimer og opfordrede dem til at tvinge revolutionens ledere til forhandlingsbordet med henblik på en fredsaftale med Storbritannien. De arabiske regimer var positive, men deres udspil blev afvist af de revolutionære. På trods af dette opfordrede The Arab Higher Committee til stop for strejker og uro den 12. oktober 1939. Men kampene fortsatte.
Kampene stoppede først da The Arab Higher Commitee i London deltog i forhandlinger med den britiske regering i november samme år. Konferencen mundede ud i den såkaldte Hvidbog fra 1939.
Oprøret blev således skudt ned ved fælles bestræbelser fra det britiske kolonistyre, den zionistiske bevægelse og de reaktionære arabiske regimer.
Ghassan Kanafani , forfatter og medstifter af PFLP, har skrevet en omfattende analyse af Det store Oprør, der skulle indgå i hans historiske projekt over Palæstinas historie. Det nåede han ikke at gøre færdig, da han i 1971 blev dræbt af Israel. Han mente, at årsagen til nederlaget i 1936 var manglen på revolutionær arbejderklasseledelse.
FN’s delingsplan – 1947
FN nedsatte i foråret 1947 en undersøgelseskommission, UNSCOP, United Nations Special Committee on Palestine, som skulle finde en løsning på Palæstinaspørgsmålet. Komiteens arbejde førte senere på året til, at FN fremsatte delingsplanen for Palæstina, FN-resolution 1981. USA førte i perioden op til afstemningen om resolution 181 intenst lobbyarbejde for et ja til delingsplanen. Og USA’s bestræbelser lykkedes!
Den 29. november 1947 blev delingsplanen vedtaget. For resolutionen stemte 33 lande (blandt andet USA, Frankrig, Sovjetunionen, Danmark, Sverige og Norge, Indien, Filippinerne). Imod stemte 13 lande (blandt andet Cuba, Grækenland og de arabiske lande), mens 10 undlod (Jugoslavien, de fleste latinamerikanske lande og Storbritannien).
Zionistiske terrorgrupper fordrev op til og efter maj 1948 omkring 750.000 palæstinensere, og 400 palæstinenserne landsbyer blev ødelagt.
Ifølge delingsplanen skulle 55 procent af Palæstina tildeles en jødisk stat, 43 procent gå til en arabisk (palæstinensisk) stat og knap to procent til Jerusalem, der skulle under international administration.
Zionisterne accepterede delingsplanen, selvom det ifølge Golda Meir ”ikke lige var, hvad vi havde ønsket os”. Zionismens egent-lige mål var et Storisrael, der omfattede hele Palæstina og dele af Libanon, Egypten, Syrien og Jordan. Palæstinenserne og de arabiske lande afviste planen og mente ikke, at FN havde nogen bemyndigelse til at dele Palæstina. Palæstinenserne opfattede delingsplanen som en krigserklæring.
Al-Nakba (Katastrofen) – 1948
Den 15. maj 1948 blev staten Israel oprettet. Zionistiske terrorgrupper fordrev op til og efter maj 1948 omkring 750.000 palæstinensere, og 400 palæstinenserne landsbyer blev ødelagt. Disse begivenheder kalder palæstinenserne al-Nakba (Katastrofen). Det kom snart til krig mellem den nye stat Israel og de omkringliggende arabiske stater. En krig som endte med våbenhvile i 1948. Israel havde da udvidet sit territorium med 22 procent og kontrollerede nu 77 procent af Palæstinas jord. Vestbredden blev besat af Jordan, og Gaza kom under egyptisk administration.
Den israelske historiker Ilan Pappé kalder Israels fordrivelse af 750.000 palæstinensere i 1948 for etnisk udrensning. Han henviser her til flere massakrer, som fandt sted i 1948, heriblandt Israels massakre i Deir Yassin den 9. april 1948, hvor 93 palæstinensere brutalt blev skudt ned. Herefter spredte Israel bevidst denne grusomme nyhed for at drive palæstinenserne på flugt.
I junikrigen 1967 besatte Israel resten af Palæstina: Vestbredden og Gaza. Det arabiske nederlag i junikrigen betød, at palæstinenserne mistede troen på, at de arabiske lande ville eller kunne befri Palæstina og indså, at de selv måtte stå i spidsen for befrielseskampen. Det førte til dannelsen af en række palæstinensiske fedayingrupper og til den palæstinensiske revolution. Den israelske kolonisering af Palæstina er fortsat op til i dag, og det samme er modstandskampen. Balfour-erklæringen fra 1917 lagde grunden til denne udvikling.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
