Selv om advarslerne fra ”Det hvide Hus” imod ”snigende socialisme” er vildt overdrevne, er det en kendsgerning, at et ideologisk skift synes at være på vej.
I bogen The Great Transformation udviklede Kal Polanyi begrebet ”den dobbelte bevægelse”. Dermed mente han den dialektik, hvormed markedsgørelsen af samfundsøkonomien fremkalder en modstandskamp.
Den nuværende verdensorden er ved at blive erstattet af en multipolær magtdeling. Konfrontationen mellem disse to geopolitiske projekter kan skabe en verdensuorden der kan føre til en global konflikt. Kampen imod krig og militarisme burde stå højest på den progressive agenda.
Da Sovjetunionens kollapsede, var USA's andel af verdensøkonomien blevet reduceret til cirka 25 procent. På den ideologiske front gav ”sejren” anledning i Vesten til spekulationer om den fremtidige verdensorden.
Vesten fordømmer Rusland for at blande sig i Ukraine og Kina for at undertrykke Tibet, men anerkendte Kosovo, selvom det krænkede det daværende Jugoslaviens suverænitet, og accepterer Israels besættelse af Palæstina.
I modsætning til andre politikere erkendte Præsident Donald Trump under valgkampen landets problematiske situation. ”Make America Great Again” betød implicit, at USA havde mistet en del af sin økonomiske og politiske magt.
Ifølge den amerikanske Rusland-kender Stephen Cohen befinder vi os i en farligere situation nu end under Den Kolde Krig. Hvilken strategi, der kan bidrage til en fredelig, radikal forandring af de herskende internationale strukturer, er af afgørende betydning for progressive.
Den britiske statsmand Winston Churchill, der fik kommandoen over de 250.000 udnelandske tropper, der skulle bekæmpe den russiske revolition, udtalte, at det var afgørende ”at kvæle det bolsjevikiske barn i sin vugge”.
Den gamle verdensorden udfordres af USA's hegemoniske krise: Interne politiske opløsningstendenser og svækkelse af dets økonomi. I denne geostrategiske forandringsproces skal venstreorienteret politik navigere. Men venstrefløjen synes at have overtaget russofobiens diskurs og tilpasset sig den herskende ideologi og praksis.
Lande, der udsættes for atomafpresning, kan enten opgive deres suverænitet og risikere regimeskift eller kan søge at udvikle tilsvarende våbensystemer og forsvare deres selvstændighed.
Sider