Selv om detaljerne i analysen af de store forandringer, som finder sted i den historiske udvikling, kan diskuteres, bliver overgangen fra den amerikansk dominerede uorden til en multipolær verdensorden tydeligere hvert år.

Problemet med denne påstand er, at de statsautoriserede eksperter har tendens til at fokusere på træerne og overse (eller misfortolke) skovens tilstand.

På den geopolitiske scene har Rusland genoptaget sin plads som politisk-militær stormagt. Takket være Vestens sanktionspolitik er landets økonomi blevet stabiliseret og diversificeret.

En grund for denne metodiske svaghed hænger nok sammen med den kendsgerning, at eliternes ideologiske positioner er blevet formet på et grundlag, som svarede til en anden tid end den nuværende virkelighed. Vestens ledere i dag har vanskeligt ved at tilpasse sig denne begrænsning. Denne generations beslutningstagere er opvokset i en tid, hvor USA var supermagten nummer ét.

Ikke alene havde landet et stort nuklear arsenal (som blev anvendt imod civilbefolkningen i Hiroshima og Nagasaki), USA kontrollerede også cirka 50 procent af den globale økonomi efter Anden Verdenskrig. Politisk, intervenerede USA i andre landes interne forhold imod nationalistiske og socialistiske kræfter. I forbindelse med den nuværende situation i Mellemøsten skal det huskes, at CIA var aktivt indblandet i kuppet i Iran (1953) imod en socialdemokratisk regering.

Da Sovjetunionens kollapsede, var USA's andel af verdensøkonomien blevet reduceret til cirka 25 procent. På den ideologiske front gav ”sejren” anledning i Vesten til spekulationer om den fremtidige verdensorden.

En tese (”Historiens afslutning”), der fik en del genklang ikke kun i Vesten, blev lanceret af den amerikanske politolog Francis Fukuyama, hvis vision var en global liberal kapitalistisk fremtid. Set med nuværende øjne forekommer dette budskab fra 1992 endnu mere useriøst og mangelfuldt.  Han skrev, at med afslutningen på den Kolde Krig var vi nået til ”endepunktet for menneskers ideologiske udvikling og universialiseringen af vestlig liberal demokrati som menneskehedens sidste regeringsform.”

Med andre ord var der intet at komme efter!

I dag kan man konstatere, at millioner af mennesker, ikke alene i Europa, men i selve USA, har oplevet vanskelige tider på grund af globalisering. Tilliden til politik er blevet svækket. Dette har også udløst en international højredrejning, som giver sig udtryk i tiltagende xenofobi.

I den ikke-vestlige verden har den mest bemærkelsesværdige udvikling været Kinas anvendelse af en variant af statskapitalisme som et vækstinstrument. For cirka 40 år siden levede 90 procent af landets befolkning i fattigdom. Den anvendte statsdirigerede strategi har siden denne periode løftet over 500 millioner ud af fattigdom. Økonomisk er Kina ved at overhale USA.

På den geopolitiske scene har Rusland genoptaget sin plads som politisk-militær stormagt. Takket være Vestens sanktionspolitik er landets økonomi blevet stabiliseret og diversificeret.

I 1992 advarede en nykonservativ gruppe om, at ”vores strategi må nu genfokusere på at forhindre fremkosten af potentielle fremtidige globale konkurrenter.”  Faktisk er det USA’s udenrigspolitik, der selv har bidraget til skabelsen af den strategiske alliance mellem Kina og Rusland, hvis formål synes at være skabelsen af en verdensorden, der bygger på flere magtcentre og respekt for nationernes suverænitet samt neutraliseringen af USA's dominans og misbrug af magt.

Dramaet i denne tid er, at USA ikke synes at ville tilpasse sig denne nye fremtid. I sin tid skrev Mao, at USA forsøger at fange 10 lopper med 10 fingre!