´Ned med Christian´, gjaldede det i Københavns gader og foran Amalienborg, da tusindvis af arbejdere demonstrerede i påsken 1920.

Danmarks nuværende dronning, Margrethe, er en meget fredelig en af slagsen. Hun nøjes med at give danskerne en opsang i sin nytårstale. Men sådan har det ikke altid været med de kongelige. Vi skal ikke længere tilbage i historien end til Margrethe's farfar, for at finde det seneste eksempel på, at kongedømmet tilsidesatte demokratiet og afsatte en folkevalgt regering.
I påsken 1920 fyrede kong Christian den 10. med et pennestrøg den radikale regering, der havde Socialdemokratiet som parlamentarisk grundlag.
Forud for sit statskup havde kongen lange samtaler med erhvervsmanden N. H. Andersen og borgerlige medlemmer af Folketinget, der var utilfredse med den radikale-socialdemokratiske regering.
Store dele af erhvervslivet og konservative kredse i Folketinget var godt tossede på regeringen. Efter flere måneders arbejdskonflikt med strejker og lockout'er, var otte-timers arbejdsdagen blevet indført overalt i landet med virkning fra den 1. januar 1920. Det var en vældig sejr for arbejderbevægelsen - men erhvervslivet rasede.
Samtidig blev der også forhandlet nye overenskomster. Forhandlingerne begyndte i slutningen af 1919. Arbejdsgiverne afviste at arbejderne skulle have så meget som én eneste ekstra krone, og krævede direkte forringelser på nogle områder.
Fagbevægelsen derimod krævede et dyrtidstillæg på grund af de forsatte prisstigninger. Desuden krævede arbejderne ferie med løn.
I marts 1920 brød forhandlingerne sammen.
Situationen blev ikke meget bedre af, at de radikale og socialdemokraterne havde tænkt sig, at respektere resultatet af den netop afholdte folkeafstemning om hvorvidt Slesvig skulle vende tilbage til Danmark. Kongen, store dele af erhvervslivet og de borgerlige i Folketinget var godt tossede over, at en del af Slesvig-Holsten havde stemt sig til Tyskland.
Endelig planlagde de radikale og socialdemokraterne at gennemføre en ændring af valgloven. På grund af nogle særligt udemokratiske stemmeregler fik Venstre og Konservative nemlig mange flere mandater end de var berettiget til.
Det var altså en kombination af folketingspolitik, faglige stridigheder, fordelingsøkonomiske og territoriale stridigheder, der førte til statskup i påsken 1920.
Da Folketinget gik på påskeferie, benyttede Christian den 10. og hans rådgiver N. H. Andersen lejligheden til at afskedige hele regeringen og indsætte sit eget forretningsministerium med advokat O. Liebe i spidsen.

Ned med Christian
Arbejdere og fagbevægelse reagerer prompte. Folk strømmer ud på gaden. 'Ned med Christian!', lyder råbene i de københavnske gader.
På fælleden samles op mod 100.000 mennesker. Og selveste Amalienborg Slotsplads må flere dage i træk lægge brosten til massive protester og taler, der kræver republikken indført.
Avisen Socialdemokraten opfordrer under overskriften 'Kongen begår statskup' arbejderne til at gå i generalstrejke.
Kongens nye Liebe-regering henter tropper ind fra provinsen, fordi man ikke er sikker på, om det lokale politi vil være loyale hvis de for alvor bliver beordret til at gå løs på arbejderne.

Til kamp for råds-republikken
'Arbejdere! Stands det kapitalistiske samfunds produktion. Forvandl den højresocialistiske reformistiske minister-generalstrejke til en virkelig socialistisk aktion til en kamp for: 1) Kongedømmets øjeblikkelige afskaffelse og indførelse af en socialistisk republik. 2) Oprettelse af arbejderråd for alle arbejdspladser. 3) Løsladelse af alle af politiske grunde arresterede arbejdere.'
Sådan lød opfordringen lørdag den 3. april 1920 fra forsiden af Arbejderbladet, der blev udgivet af Danmarks Venstresocialistiske Parti (der senere blev til DKP).
Som modsvar på de omfattende strejker oprettedes 'Samfundshjælpen' - en organisation af frivillige skruebrækkere der, under militær beskyttelse, var klar til at udføre strejkeramt arbejde.
Da konflikten er på sit højeste forhandler Socialdemokratiet og de radikale med kongens nyindsatte forretningsministerium og de to borgerlige partier.
Den gamle folkevalgte regering blev ikke genindsat. Der blev udskrevet valg. Venstre kom ud af valget som sejrherre og kunne danne ny regering. Den nye regering gik straks i gang med systematisk at ophæve mange af de prisregulerings-ordninger, som der trods alt fandtes. Faglige protester blev modarbejdet med øget brug af 'Samfundshjælpen'.
Efter påskekuppet bevarede kongen sin politiske magt uindskrænket.

Kan det ske igen
På trods af Påske-kuppet beholdt de kongelige deres grundlovssikrede magtprivilegier. Grundloven slår fortsat fast, at 'Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt (regeringsmagten, red.) er hos kongen...' (paragraf 3)
Det er fortsat kongedømmet, der skal underskrive samtlige love inden de kan træde i kraft. Det er op til kongen at udnævne og afskedige statsministeren og de øvrige ministre. Også i dagens Danmark kan de royale 'til enhver tid' udskrive nyvalg udenom de folkevalgte politikere.
For at der ikke skal være den mindste tvivl tilbage, fastslår paragraf 12, at kongen har den øverste myndighed over rigets anliggender.
Grundloven garanterer altså kongen den højeste myndighed, men sikrer ikke med et ord borgerne de samme rettigheder. Det er ikke for ingenting, at vi lever i et monarki.