Under Franco blev terroren sluppet løs på en forsvarsløs befolkning. Det anslås, at cirka 200.000 personer blev henrettet i årene 1939 til 1944

af Anton Nielsen
Umiddelbar efter Francos sejrsparade i Madrid den 29. marts 1939, sænkede fascismens sorte nat sig over Spanien.
Franco - støttet af hæren, den fascistiske Falange og den katolske kirke - befæstede deres magt med alle til rådighed stående midler.
Terroren blev sluppet løs på en forsvarsløs befolkning. Mere end 600.000 mennesker havde mistet livet under borgerkrigen, andre hundredetusinder var flygtet til udlandet, hvor de fristede en uvis skæbne.
Man gik grundigt til værks. Den lovgivning, som var blevet til ved Republikkens fødsel i 1931, blev øjeblikkelig ændret.
Som det første blev jordreformerne ophævet og jorden givet tilbage til godsejerne, der hvor der havde fundet beslaglæggelser sted.
Religionsundervisning blev gjort obligatorisk i skolerne. Det kommunistiske Parti blev forbudt, det samme blev Det Socialistiske Arbejderparti og fagforeningerne. I stedet oprettedes nye fascistiske 'fagforeninger', hvor arbejdere og arbejdsgivere var medlem af den samme organisation. (En model som siden - om end under andre omstændigheder - er blevet adopteret af andre - for eksempel Kristelig Fagforening i Danmark).

Terroren sætter ind
Samtidig satte en hård undertrykkelse af de separatistiske bevægelser ind. Især Katalonien og Baskerlandet ramtes, og de to områders autonome status blev ophævet.
Lovgivningen blev fulgt op med en fysisk undertrykkelse af de tilhængere af republikken, som var blevet tilbage. Det anslås, at cirka 200.000 personer blev henrettet i årene 1939 til 1944, og i det tal er ikke indregnet det store antal summariske mord, der blev begået som private hævnakter, eller folk som ganske enkelt forsvandt.
Samtlige funktionærer fra den tidligere administration blev fyret øjeblikkelig. I uddannelsessystemet gjorde man også rent bord. Seks tusind lærere blev henrettet under og efter borgerkrigen og yderligere syv tusind blev fængslet.
Samtidig med dette blodbad konsoliderede Franco sin personlige magt blandt sine støtter. Eventuelle rivaler blev elimineret. Det gik formentlig hårdest ud over Falangens ledelse. Flere af dens topledere blev fjernet, og som verdenskrigen udviklede sig, og Hitlers nederlag blev stadig tydeligere, blev de mest tyskvenlige erstattet med andre, som hældede mere til de allieredes side.

Efter 1945
Da Anden Verdenskrig sluttede, stod Franco-Spanien isoleret. Mexico fik i FN vedtaget, at Spanien ikke kunne optages i den nye verdensorganisation. Over hele Europa demonstreredes der i solidaritet med det spanske folk mod blodhunden Franco. Den europæiske arbejderklasse havde ikke glemt den spanske borgerkrig og mordet på den spanske republik.
På den baggrund fik Franco vedtaget en ny grundlov, som skulle overbevise omverdenen om, at det fascistiske Spanien var på vej mod en form for demokrati. Det var dog - kikkede man nærmere på indholdet af den nye lov - klart, at det såkaldte demokrati havde særdeles snævre rammer. For eksempel stod der i paragraf 12 'Enhver spanier kan frit udtrykke sine ideer, hvis de ikke angriber statens fundamentale værdier.'
Situationen ændredes først i midten af 50`erne, da USA indgik et militært samarbejde med Spanien. Resultatet blev, at USA oprettede flere store baser på spansk jord, hvilket i realiteten betød, at Spanien blev en del af NATO`s og USA's koldkrigsstrategi.
En anden gammel allieret meldte sig igen på banen - paven i Rom. Sammen indgik de et såkaldt konkordat, som blandt andet fik til følge, at der blev plads til flere katolske gejstlige i den fascistiske regering.
Økonomisk gik det derimod ikke så godt. Landet var på fallittens rand. Det tvang Franco til at ændre sin regering. En såkaldt 'teknokratisk' regering skulle forsøge at få landet økonomisk tørskoet i land.
Man begyndte en ændring af landet fra et helt overvejende landbrugsland til et moderne industrisamfund. Derved ændredes situationen - ikke mindst den økonomiske - sig til det bedre. 'Det spanske mirakel' blev det naturligvis kaldt. Det holdt sig frem til begyndelsen af 1970`erne, hvor den internationale krise ramte Vesteuropa og altså også Spanien.

Den illegale kamp
Under det økonomiske opsving satte undertrykkelsen voldsomt ind, især mod arbejderklassen hvis aktioner generede den økonomiske planlægning. Selv om man fra den øvrige oppositions side søgte at isolerer kommunisterne, var det PCE`s linie der var ved at slå igennem.
På Socialisternes kongres i Frankrig i 1958 forlangte de af partiets medlemmer, som arbejdede i illegalitet i Spanien (ledelsen opholdt sig i Frankrig), en tilnærmelse og aktionsenhed med kommunisterne.
Samme år gennemførtes på kommunistisk initiativ en national aktionsdag - den første siden 1939. Overalt i landet kom det til strejker, og befolkningen blev bekendt med PCE`s politik. Dette enhedsarbejde fortsatte i årene frem, og blev afgørende for opbygningen af en effektiv bevægelse mod det fascistiske diktatur.
Det var på dette tidspunkt, at opbygningen af 'Arbejderkommissionerne' tog sin begyndelse. Disse kommissioner blev et meget vigtigt led i den modmagt, som senere skulle fælde det fascistiske styre. I 1974 oprettedes på kommunistisk initiativ 'Spaniens demokratiske Junta', som med sin 'Pagt for frihed' i 12 punkter lagde op til det demokratiske Spanien, som skulle komme, når Franco og fascismen var sat på porten.

Julian Grimau
Francos svar på den voksende modstand var hans sædvanlige - vold terror og mord. Det kulminerede med henrettelsen af en af de illegale kommunistiske ledere, Julian Grimau. Trods en verdensomspændende kampagne til fordel for Grimau, blev han garrotteret af de fascistiske bødler den 20. april 1963.
Men Grimau var ikke blodhundens sidste offer. Efter han døde, blev blandt andet fem unge baskere henrettet.
Den 20. november 1975 døde Francisco Paulino Hermenegildo Teódulo Franco y Bahamondo Salgado Pardo - bedre kendt som generalissimo Francisco Franco. 'Verdens mest ubegrædte lig', skrev aviserne.

En ny tid begynder
Spanienssangen sidste vers lyde:
Ja, folkenes sejrende skareSkal følge dit blodige spor,Og frihedens blomster skal spireAf Spaniens bloddrukne jord.

Med Francos død slog Spanien portene op til en ny tid. Ingen kunne den gang vide, hvad den ville bringe. Men for første gang i mange, mange år, var der håb.
Den nu 90-årige La Pasionaria - hjemvendt fra årtiers eksil - og igen i spidsen for sit parti - Spaniens kommunistiske Parti - henvendte sig til de nye generationer, som skulle føre kampen videre:
'Til alle unge og især til vore unge kammerater vil jeg sige: Jeg ønsker jer styrke til at videreføre det, som tidligere revolutionære generationer har begyndt før jer i kampen for en bedre verden, en kamp hvori så mange prægtige mennesker har givet deres liv. Når jeg siger det, så er det ikke kun moderlige følelser der bevæger mig; jeg ønsker for jer, at det vil lykkes jer at opbygge et samfund, der svarer til jeres egen tid.
Jeg ønsker for jer, at I forbliver trofaste mod den sag, som tidligere tiders kommunister har kæmpet for, men ikke at I skal blive hængende i fortiden. Jeg ønsker for jer, at jeres higen skal være rettet fremad, at I løser problemerne på en måde, der svarer til jeres egne ønsker og til de nye krav, som en verden i uafbrudt forandring stiller.'

Kilder:
Land og Folk. August 1976.
Spanien - Arbejderkommissionerne: Politisk Revy 1976.
Dolores Ibarruri: Den eneste vej.
Tiden - Verden rundt (nr. 8/86): Interview med Dolores Ibarruri.