I dag bringer Arbejderen anden del af Omar Dhahirs grundige gennemgang af Iraks historie, helt frem til USA`s militære besættelse af landet i 2003. Omar Dhahir er selv iraker, og har boet i Irak frem til 1985, hvor han måtte flygte

af Omar Dhahir

Konflikten mellem det irakiske folk og briterne kunne i lang tid have drejet sig om en central akse - den muslimske befolkning og de kristne briter.
Men i 1920`erne opstod der en ny akse. Irak begyndte at få dets første politiske partier.
De vigtigste partier, der blev dannet i 1920`erne, var: 1) Al-Hizb Al-Watani (Det patriotiske Parti), 2) Hizb Al-Sha`b (Folkets Parti) og Hizb Al-Taqaddum (Fremskridtspartiet).
Samtidig begyndte små grupper af kommunister deres aktivitet, åbenbart med støtte fra Det patriotiske Parti. Dannelsen af Iraks kommunistiske Parti 31. marts 1934 blev et vendepunkt i det irakiske politiske liv. Partiets ideologi faldt i frugtbar jord, således at det på kort tid kom til at dominere den politiske scene.
I april 1949 indrømmede Bahjat Al Attaya, formanden for de irakiske sikkerhedsstyrker, at 'kommunismen er blevet så populær i storbyerne, at partiet i den seneste tid har tiltrukket ca. 50% af de unge i alle samfundsklasser.'
Der blev undervejs dannet mange andre politiske partier, vigtigst blandt dem var det panarabiske Baathparti.
Baathpartiet blev dannet i Syrien i 1944. Syrien havde indtil 2. Verdenskrig været en fransk koloni og blev uafhængigt af Frankrig i 1946. Stifterne af Baathpartiet var syriske intellektuelle uddannet i Frankrig. Blandt dem var den græskortodokse kristne Michel ÔAflaq, som blev kendt for at være partiets tænker.
Det officielt erklærede formål bag dannelsen af partiet var at kæmpe for at befri Syrien fra Frankrig, men der er nogen, der hævder, at det i virkeligheden var franskmændene, der stod bag dannelsen af partiet, måske i et forsøg på at opveje kommunismens indflydelse i Syrien og resten af Mellemøsten.
Partiet blev i hvert fald dannet omkring nogle uklare tanker og ideer om arabisk enhed. Det tiltrak tilhængere blandt entusiastiske unge i Syrien og spredte sig efterhånden til Vestirak, hvor kommunisterne var mindst populære.
I 1957 var partiet i Irak blevet så betydningsfuldt, at Kommunistpartiet sammen med to andre partier - Det patriotisk-demokratiske Parti samt Istiqlal-partiet (Uafhængighedspartiet) - dannede en koalition med det.

Kommunistartiet populært
Men Kommunistpartiet overskyggede alle disse partier.
Sluglett & Sluglett skriver: 'Dog, som vi har set, repræsentative legale politiske partier havde ikke været tilladt før revolutionen, og de, som har fået tilladelse til at fungere fra tid til anden, som Istiqlal eller Det national demokratiske Parti, var endda aldrig i stand til at teste eller sprede deres indflydelse i velorganiserede valg, med det resultat at den effektive opposition til monarkiet er blevet tvunget under jorden. Da Baathpartiet og nationalisterne/nassertilhængerne var temmelig nye på den politiske scene, er denne opposition blevet organiseret næsten udelukkende af Kommunistpartiet, som også kontrollerede de fleste masseorganisationer og fagforeninger.'
Briterne oppiskede paradoksalt nok Kommupartiets popularitet ved at stemple alle anti-britiske politiske aktiviteter som kommunistiske.
Udviklingen af uddannelsessystemet, den gradvise eliminering af analfabetismen samt de politiske partiers indsats skabte efterhånden en ny elite i det irakiske samfund, som var på vej til at afløse den religiøse elite.
Der var en ny middelklasse under udvikling, baseret på to vigtige faktorer: uddannelse og arbejde for begge køn. Selvom Kommunistpartiet erklærede sig som arbejderklassens og bøndernes (proletariatets) parti, understregede det, at det havde en dyb forståelse af den historiske virkelighed i Irak.
Der var stort set ikke en arbejderklasse i Irak, eller den var kun i støbeskeen. Partiet havde som et patriotisk og demokratisk parti mange andre opgaver: at kæmpe for uafhængigheden, at demokratisere samfundet, at forene de anti-imperialistiske kræfter m.m.
Derfor appellerede partiet til de veluddannede unge, samtidig med at det henvendte sig til de etniske minoriteter og de fattige.
Partiets moderne tanker om social retfærdighed, ligestilling, demokrati, frihed og selvbestemmelse for de etniske minoriteter vandt specielt de unges hjerter. Enhver skoleelev eller universitetsstuderende var under mistanke for at være kommunist. Partiet blev specielt populært blandt kurderne, de kristne og shiamuslimer. Det var mindst populært i det rige Vestirak, briternes traditionelle allierede.
Kurderne, landets største minoritet, begyndte allerede i 1950`erne at bane sig vej op til partiets ledelse; shiamuslimerne på den anden side forsynede partiet med den kanonføde, det havde brug for i kampen mod imperialismen og de pro-britiske regeringer.
Kommunistpartiet stod dermed i spidsen af de demokratiske kræfter i Irak. Det formåede at forandre irakernes holdning til konflikten med Storbritannien fra at være en konflikt mellem muslimer og kristne til, at den var en konflikt mellem de rige imperialister på den ene side og de fattige og de undertrykte i resten af verden på den anden side.

Sovjet - en allieret
Sovjetunionen var de undertryktes store håb. I kampen mod de imperialistiske briter havde de undertrykte irakere således Sovjetunionen, arbejderklassen i de vestlige lande og befrielsesbevægelserne i den tredje verden ved sin side, selvom alle disse ikke var muslimer.
Kommunismen havde en historisk fremgang i årene frem til 1959. Det 'vandt frem i styrke og popularitet og det i den grad, at partiet kontrollerede Bagdads gader, det var en kraft, man måtte regne med. Partiets appel var så stærk, at det var tvunget til at annoncere i januar 1959, at det ikke kunne optage nye medlemmer, da det manglede administrativ kapacitet til at forholde sig til dem.' (Fodnote)
Partiet styrede således Studenter- og Ungdomsorganisationen, Kvindernes Liga, Foreninger for Advokater, Ingeniør- og Lærerforeninger, Organisationen for Fredspartisanerne osv.
Alligevel kunne partiet ikke cementere kommunismen som samfundets grundlæggende ideologi. Partiet stod alene mod den måske ubevidste alliance mellem imperialisterne på den ene side og islamisterne og de arabiske nationalister på den anden side.
Partiet blev svækket yderligere ved, at det uforbeholdent fulgte russernes linier i alle henseender og forsømte den irakiske og arabiske virkelighed, selvom det udmærket kendte til den. Det formåede dog at plante og sprede tanker og ideer om demokrati, frihed og lighed.
Kampen mod den britiske kolonialisme var så hed og voldsom, at Storbritannien gang på gang måtte aflyse planer og justere sin politik over for Irak. Der var uafbrudte demonstrationer, strejker på virksomheder, universiteter og gymnasier, og blodige konfrontationer mellem demonstranter og politiet førte flere gange til, at pro-britiske regeringer faldt. Mellem 1948-1958 faldt fx ca. 20 regeringer på grund af disse konfrontationer.

Akilleshæl
Kommunistpartiets akilleshæl var, at den kommunistiske ideologi var baseret på ateismen.
Partiet forsøgte forgæves at dæmpe betydningen af dette så meget som muligt. Men i forlængelse af ateismen blev de kommunistiske aktiviteter i Irak igangsat og partiet oprindeligt dannet, af kristne og jøder.
Og det var netop denne svaghed, som briterne spillede på i deres kamp for at udrydde kommunismen, da de stemplede alle former for modstand mod dem som kommunistisk aktivitet. Det gjorde de for at afskrække de religiøse kredse i samfundet.
Briternes hykleriske politik fremgår af følgende:
Den britiske efterretningsofficer B.B. Ray skrev 20. april 1949 et brev til direktøren for de irakiske hemmelige sikkerhedsstyrker, hvori han siger: 'Vi kan ikke udrydde kommunismen helt med de såkaldte politimetoder alene, og sikkerhedsstyrkerne kan kun gøre lidt for at udrydde kommunismen. Vi kan ikke gøre andet end at vente og se den vokse eller foretage 'korrigerende' foranstaltninger.
Blandt de 'korrigerende' foranstaltninger, som Ray foreslog, var, hvad han kaldte for 'den religiøse behandling'. Dette blev defineret mere detaljeret i hans udsagn: 'Kommunismen er oprindeligt imod religion ... og selvom kommunisterne har gjort alt, hvad de kan, for at dæmpe sagen om religion, synes det, at denne sag kan hjælpe regeringen mod dem'.
Det er åbenbart i forlængelse af denne linie, at den britiske ambassadør i Irak, Sir John Troitik senere, 6. oktober 1953, direkte kontaktede den religiøse leder sheik Mohammad Hussain Kashif Al-Ghita.
Han besøgte sheiken i hans skole i Najaf, og ifølge sheiken diskuterede de 'den fælles fjende', som begyndte at sprede sin sorte propaganda ... den hellige by, som er islams centrum.

Militæret
Samme år briterne dannede den irakiske stat, 1921, gik de i gang med at oprette de første divisioner af en irakisk hær. På dette område havde briterne som udgangspunkt, at hæren skulle være lille og kun være i stand til at håndhæve orden i landet, og at officererne skulle komme fra det loyale Vestirak.
Det blev ikke opnået helt. Hæren fik alligevel opgaver, som krævede meget mere end en lille sikkerhedsstyrke. Den skulle fx være kvalificeret til at deltage i Storbritanniens militære alliancer i området.
Og det kunne efterhånden ikke undgås, at officererne også blev udvalgt fra middelklassens unge i alle storbyer, unge mænd med gymnasial- eller universitetsuddannelse. Etniske minoriteters unge blev også optaget i hæren.
Kommunistpartiet og de andre partier blev derfor i stand til at sikre sig et ståsted i militæret. Der blev dannet kommunistiske celler i hæren på trods af, at politisk aktivitet dér var absolut forbudt. Briterne kunne heller ikke undgå, at de menige soldater blev rekrutteret fra underklassen, især shiamuslimske unge.
Briterne skabte derfor med hæren et farligt middel, som blev stillet til det irakiske folks rådighed i kampen mod Storbritannien. Det irakiske militær spillede en markant rolle i det politiske liv. Det udførte en række statskup eller kupforsøg, det første i oktober 1936, under den kurdiske general Bakr Sidqi, som i en kort periode satte den pro-britiske regering ud af spillet. Han blev dog snigmyrdet.
Det vigtigste kup blev udført i 1941 af general Rashid Ali al-Gailani. Al-Gailani - der blev kendt for sine gode relationer til Nazityskland, overtog magten i Bagdad i få måneder og fik stor opbakning fra irakerne på grund af hans anti-britiske holdning. Men det overlegne britiske militær kunne efter 30 dages blodige kampe mod den irakiske hær i maj 1941 knuse hans regering. Al-Gailani flygtede til Tyskland, hvor han blev resten af sit liv.
Den 14. juli 1958 lykkedes det en håndfuld officerer under ledelsen af oberst Abdul Karim Qassem at vælte kong Faysal II og den pro-britiske regering og at erklære Irak for en selvstændig republik.
De fleste af officererne var ikke kommunister, men de havde tilsyneladende planlagt aktionen i samarbejde med Kommunistpartiet. Et statskup kunne det hedde, men sådan blev det ikke kaldt. Lige så snart officererne udsendte deres første meddelelse i radioen, udviklede aktionen sig til en folkelig revolution.
Millioner af irakere (på det tidspunkt var befolkningstallet steget til ca. 7 millioner) gik på gaden for at udtrykke deres støtte til det nye regime.
Nøglepersonerne i det gamle regime, herunder statsministeren Nuri al-Sa`id43 og kong Faysal II`s onkel, Abdul Ilah, som i mange år havde været kongens værge, blev anholdt, og nogle af dem blev straks dræbt. Al-Sa`ids og Abdul Illahs lig blev slæbt ud på gaderne.

Friheden
Det nye regime blev straks anerkendt, først af Egypten, så af Sovjetunionen og andre.
Briterne blev chokerede. Planlægningen af kuppet var så gennemtænkt, at de britiske tropper i mange militære baser i Irak blev paralyseret og sat ud af aktion. Ingen af de foranstaltninger, som var blevet foretaget i forventning om den slags udvikling i Irak, fungerede.
Ingen nøgleperson nåede fx at søge beskyttelse i den britiske, amerikanske eller andre vestlige ambassader i Bagdad. Ingen af de loyale divisioner i det irakiske militær nåede at gøre modstand.
Men amerikanerne og briterne gjorde sig klar til intervention. Amerikanske tropper blev sendt til Libanon og britiske tropper til Jordan, men de foretog sig ikke noget. Det var måske på grund af en stærk advarsel fra Sovjetunionen, men Majid Khadduri mener, at amerikanerne og briterne havde kontaktet Qassem via diplomatiske kanaler og indgået en aftale; ingen intervention, men til gengæld havde Qassem lovet ikke at skade de to landes interesser i Irak.

Revolution
De følgende måneder viste, at der virkelig var tale om en revolution i det politiske, sociale og økonomiske liv i landet. For første gang blev de politiske partier, som under kongedømmet var undergrundspartier, offentlige og lovlige. Det samme blev de forskellige fagforeninger.
På det sociale område var der et konkret fremskridt, især i kampen for kvindernes og den voksende arbejderklasses rettigheder. På det økonomiske område rettede det nye regime et hårdt slag mod briternes monopol på produktion og eksport af irakisk olie.
Ved den berømte ÔLov Nr. 80 af 1961` erklærede den nye regering al fremtidig søgning og produktion af olie for en national ret. Det vil sige, at briterne og de andre multinationale olieselskaber ikke længere kunne søge eller producere olie nye steder i Irak. Regeringen pressede hårdt på disse selskaber for at øge Iraks andel af olieindtægterne.
Udenrigspolitisk fulgte den nye regering dels en neutral politik og understregede samarbejdet med de alliancefri lande og dels et samarbejde med Sovjetunionen, især militært. Irak blev kunde nummer et for sovjetiske våben i Mellemøsten.
Desuden indgik regeringen mange såkaldte kulturaftaler med Sovjet og de andre socialistiske lande. Men Qassem slog fast, at han ikke var kommunist, og at Irak ikke kunne blive et kommunistisk land.
Qassem gjorde det også klart, at han var irakisk patriot, dvs. han tog afstand fra tankerne om en panarabisk enhed. Dermed viste han ingen interesse i at tilslutte Irak til den egyptiske præsident Jamal Abdul Nassers Forenede Arabiske Republik.
Qassem var yderst populær, især blandt shiamuslimer. Hans popularitet byggede på de umiddelbare fordele, som befolkningen oplevede. Vand og elektricitet blev forsynet selv til landsbyer, gennemførelsen af en landbrugsreform umiddelbart efter revolutionen, støtte til industrisektoren, bekæmpelse af arbejdsløsheden og igangsættelse af byggeri.
For eksempel byggede Qassem en hel ny bydel i Bagdad, med mange tusinde rækkehuse efter moderne standard, hvor en halv million shiamuslimer, der boede i marskområder omkring Bagdad, blev bosat.
Bydelen blev kaldt ÔMadinat Al-Thawrah` (Revolutionsbyen) og har siden skiftet navn to gange. Under Saddam Hussein hed den ÔSaddams by`, og for nylig blev den omdøbt til ÔAl-Sadr-byen` efter den shiamuslimske leder Mohammad Baqr Al-Sadr, som blev henrettet i 1979.
Qassem gjorde en god indsats for at rette op på underudviklingen i Sydirak, men nåede ikke så meget, idet han kun blev ved magten i fire et halvt år.
Selvom befolkningen fik gratis lægebehandling, og der blev indført skolepligt, og staten med kommunisterne i spidsen gjorde en stor indsats for alfabetisering af befolkningen, forblev Sydirak et underudviklet område, der manglede hospitaler og skoler. Mange steder var der én skole til mange landsbyer, og der var typisk én lærer i skolen, som både fungerede som leder og underviser i alle fag.
Qassem udtalte sig aldrig om diskussionerne mellem shiitter og sunnitter, og hans tilhørsforhold blev aldrig kendt, men han blev opfattet af shiamuslimerne som en shiitisk leder.

Alternativet til militær intervention
En direkte militær intervention mod revolutionen 14. juli 1958 var åbenbart ikke mulig.
Briterne og amerikanerne måtte derfor gå en omvej for at kunne vælte Qassem. Den vej gik igennem at spille på modsætningerne i det irakiske samfund og manifesterede sig i et stort antal kupforsøg og attentater mod revolutionens leder General Abdul Karim Qassem.
I september 1959 blev Qassem udsat for et attentat og alvorligt såret. Forsøget blev udført af to unge mænd fra Vestirak, den ene blev dræbt på stedet og den anden, den 22-årige Saddam Hussein, formåede at flygte. Det lykkedes endeligt briterne og amerikanerne at vælte hans regime den 8. februar 1963, hvorved Qassem også blev dræbt.

Konflikter
Den første konflikt, der opstod i det irakiske samfund i Qassems tid, var konflikten mellem de arabiske nationalister på den ene side og Qassem og kommunisterne på den anden.
Kort tid efter 14. juli gik alliancen mellem kommunisterne og Baathpartiet i opløsning. Ikke nok med det, de to partier gik også ind i et voldeligt rivaliseringsforhold.
Denne konflikt spredte sig i alle mulige retninger. Mens kommunisterne fx støttede Qassems irakiske patriotisme, mente Baathpartiets tilhængere og de andre nationalistiske grupper, at 14. juli-revolutionen oprindeligt havde haft til formål at indlemme Irak i Den Forenede Arabiske Republik.
Qassem blev af disse nationalistiske grupper anklaget for at have forrådt revolutionen. Uenigheden udviklede sig allerede i september 1958 til en alvorlig konflikt mellem Qassem og general Abdul-Salam Aref, som både var vicestatsminister og indenrigsminister.
I november samme år blev Aref anklaget for at have planlagt et kupforsøg mod Qassem. Han blev stillet for Folkets Domstol og dødsdømt, men i februar 1959 blev han benådet og sat i husarrest.
Snart kom der et nyt kupforsøg, som blev udført i den nordlige by Mosul af officerer, som havde været med i revolutionen 14. juli. Det blev først og fremmest kvalt af kommunistiske militser. Selvom Qassem og kommunisterne sørgede for at dæmpe mediedækningen af begivenheden, kom der mange beretninger om grusomheder og drab både på kommunisterne og kupmagerne og deres tilhængere. Kort tid efter gentog det sig i en anden nordlig by, oliebyen Kirkuk.
Det var ikke kun de arabiske nationalister, der havde et problem med Qassem. Kurderne havde lige så stort et problem. I 1961, kort tid efter hans tilbagevenden fra eksilet i Rusland, erklærede den kurdiske leder Mulla Mustafa Al-Barzani væbnet kamp for kurdisk selvstyre i de bjergrige områder i Nordirak.
Det var ikke briterne, der havde skabt disse konflikter, men briterne spillede på dem alle og kunne udnytte alt, der kunne destabilisere landet og Qassems regime.

Uafgjorte sager
Qassem blev af briterne opfattet som en alvorlig fare. Det var ikke kun Irak, som smuldrede mellem deres hænder, men Qassem begyndte at true de britiske interesser i hele regionen.
I 1961 fremsatte han en påstand om, at det lille olierige naboland Kuwait var en del af det irakiske territorium, og han krævede det tilbage.
Kuwait var på det tidspunkt ikke en suveræn stat, men et britisk protektorat. Kuwait blev samme år erklæret som en selvstændig stat og blev optaget i Den Arabiske Liga og i FN.
Qassems krav skabte panik i de konservative, pro-britiske Golfstater. Selvom kravet om, at Kuwait skulle være en del af Irak, ikke udviklede sig videre på det tidspunkt, bidrog affæren til Qassems isolation i regionen.
Irak var i realiteten isoleret i regionen og omringet af fjender. I nord lå Tyrkiet, NATO`s vigtigste base i området. I øst var det provestlige shah-regime i Iran. I syd lå de provestlige oliestater. Og i vest lå Jordan, hvis konge, Hussain bin Talal, var fætter til den dræbte irakiske konge Faysal II.
Briterne havde tegnet Iraks grænser således, at der når som helst kunne provokeres konflikter mellem landet og nabolandene. Der var forskellige territoriale problemer med alle disse lande. Der var uudtalte stridigheder mellem Irak og Tyrkiet om to irakiske byer i nord, Mosul og oliebyen Kirkuk. Der var en neutral zone mellem Irak og Saudi-Arabien, hvis status ikke var klar. Kuwait var et problem i sig selv.
Kort tid før revolutionen havde Jordan og Irak indgået den såkaldte Hashimit Union. Den jordanske konge havde ud fra denne union krav på den irakiske trone. Han havde også efter gamle arabiske traditioner pligt til at tage hævn over irakerne, især på Qassem for mordet på sin fætter.
Shahen af Iran krævede nogle irakiske territorier, allervigtigst grænsefloden Shat-Al-Arab.
Det var nu åbenbart et sammenfald mellem flere parters interesser i at lægge pres på Qassem, ikke mindst et sammenfald i briternes, shahens og kurdernes interesser.
Under det tidligere regime havde Irak og Iran haft en form for samarbejde på to fronter: inden for CENTO-pagten og på det 'kurdiske problem'. Kurderne havde adskillige gange ført bevæbnet frihedskamp, bl.a. i 1919, 1937-38 og 1946.
I 1946 havde Irak og Iran - denne gang også i samarbejde med Tyrkiet - knust den kurdiske bevægelse under Mulla Mustafa Al-Barzani, som flygtede til Sovjetunionen. Men det samarbejde ophørte efter 14. juli-revolutionen.
Shahen af Iran, som også var bekymret for, at den irakiske revolution skulle smitte af på det iranske folk, så nu den kurdiske bevægelse i Nordirak som en gylden chance for at lægge pres på det nye regime for at opnå territoriale fordele ved grænsen. Han ydede støtte til kurderne.

Modsætninger
Der var også mange modsætninger i de interne politiske forhold i Irak i den periode.
Qassem begyndte efter de tragiske begivenheder i Mosul og Kirkuk i 1959 at tage skarp afstand fra kommunisterne, og han begyndte at 'rense' staten og militæret for kommunistiske elementer. Kommunisterne begyndte på ny at opleve fængsling og tortur.
Paradokset var, at kommunisterne alligevel støttede Qassem, næsten uforbeholdent. Der var måske mere end én grund til denne modsætningsfyldte holdning. For det første var kommunisterne ikke i tvivl om Qassems patriotisme og antiimperialistiske holdninger.
Det var derfor nødvendigt at støtte ham, især når han stod over for mange alvorlige trusler fra imperialismen og mange irakiske grupper, som mere eller mindre allierede sig med den.
For det andet var det formentlig russernes ønske, at kommunisterne skulle støtte Qassem på grund af de gode forhold mellem den irakiske stat og Sovjetunionen.
For det tredje var alternativet til at støtte Qassem at vælte ham, overtage magten og etablere et kommunistisk regime i Irak. Kommunistpartiet var muligvis i stand til at vælte Qassem, men kun for at skabe en kritisk situation.
Det var rigtigt, at imperialisterne var imod Qassem og ville vælte ham, men de var trygge ved, at han ikke var kommunist og heller ikke arabisk nationalist, og for den sags skyld udviste han heller ikke en klar entusiasme for shiismen i det irakiske samfund.
At vælte Qassem og etablere et kommunistisk regime ville uden tvivl udløse en engelsk-amerikansk intervention. Det var russerne helt sikkert ikke interesseret i.
Den anden modsætning var, at kommunisterne samtidig med, at de støttede Qassem, havde gode relationer i hvert fald med nogle fraktioner i Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDP) under Mustafa Al-Barzani, som erklærede guerillakrig mod Qassems regime.
Kommunisternes støtte til kurdernes bestemmelsesret var et principielt spørgsmål, men alliancen med det shah-støttede KDP var et paradoks. Det kunne begrundes med, at kommunisterne havde brug for gode relationer til den kurdiske bevægelse, idet Kurdistan var et sikkert område, hvori de i nødstilfælde kunne søge flugt.
Det kan også begrundes med, at den største del af Kommunistpartiets ledelse på det tidspunkt var kurdere. Det kan også måske forklare, hvorfor partiet gik meget op i kampen for kurdernes selvbestemmelsesret, herunder kurdernes ret til deres egen selvstændige stat.
Kommunistpartiets holdning og støtte til kurderne havde stor indflydelse på den arabiske del af befolkningen, især i Sydirak, hvor kommunisterne var populære. Der var en uforbeholden støtte til kurdernes ret til selvbestemmelse.
At Kommunistpartiet støttede kurdernes selvbestemmelsesret på et rent ideologisk grundlag, kunne over for de arabiske nationalister ikke forklare, hvorfor partiet ikke samtidig ydede samme støtte til det palæstinensiske folk.
Kommunistpartiet fulgte Sovjetunionen i anerkendelsen af Israel og havde også relationer med det israelske kommunistparti, en uforsvarlig holdning og utilgivelig 'fejl' i det daværende Mellemøsten.
Om denne holdning også havde noget at gøre med den overordnede entusiasme for irakisk patriotisme og afstandtagen fra tanken om arabisk enhed, kan diskuteres, men kommunisterne burde have været klar over konsekvenserne. Denne holdning provokerede de arabiske nationalister.
Sidst, men ikke mindst, havde kommunisterne et problem med religionen. Selvom kommunisterne forsøgte at dæmpe betydningen af, at kommunismen var i strid med islam, kunne de ikke ændre på, at deres støtte til kvindernes ligestilling provokerede mange muslimer og dermed gav briterne en gylden chance for at udøve deres hykleriske politik.

Antikommunistisk alliance
Der var således et grundlag for en bred alliance mod Qassem og kommunisterne mellem islamisterne og de arabiske nationalister.
I slutningen af 1959 blev der for første gang dannet en bred alliance direkte mod kommunismen og indirekte mod Qassem. Slagordet var 'Kommunismens fjender foren jer'.
I den brede alliance indgik Baathpartiet, andre arabisk nationalistiske grupper (især tilhængere af Egyptens Jamal Abdul Nasser), religiøse grupper og den menige del af befolkningen, som kommunisterne provokerede ved deres fremførelse af sociale kampagner for især kvindernes rettigheder.
Alliancen voksede og brugte vold på et uhørt og hidtil uset niveau mod kommunisterne.
Batatu skriver: 'Et vigtigt resultat af disse aktiviteter var, at Bagdads gader langsomt kom ud af Kommunistpartiets kontrol og blev slagplads for de to parter. I 1961 rapporterede generalsekretæren for Kommunistpartiet, at 286 partimedlemmer og sympatisører var blevet myrdet af nationalistiske bander, og at tusinder af familier var blevet tvunget til at forlade deres hjem i nationalistiske kvarterer som et resultat af trusler og anden form for intimidering.' (note)

8.februar-kuppet
Alliancen formåede endelig at udføre et vellykket kup den 8. februar 1963. Kommunisterne satte sig straks imod kuppet og opfordrede deres medlemmer, tilhængere og folket til at gøre modstand.
Kupmagerne svarede igen med at opfordre befolkningen ved Meddelelse nr. 13, som blev udsendt i radioen den 8. februar 1963, til at udrydde kommunisterne.
Qassem blev anholdt og henrettet allerede dagen efter. Kommunisterne kæmpede intenst, desperat og modigt i mange dage, derefter mere sporadisk. De blev dræbt på stedet, hvor de blev anholdt eller tortureret og henrettet, ikke kun i store fængsler, men også på lokale politistationer.
Beretninger om alvorlige grusomheder - især voldtægt af flere tusinde kvinder - chokerede befolkningen. Kommunistpartiets ledelse blev elimineret på nær de, der nåede at flygte til det kurdiske område.
Hvorvidt briterne eller amerikanerne var indblandet i alle de kupforsøg, især kuppet 8. februar, kunne man i starten ikke bevise, men kun argumentere logisk for. Hvem kunne være mest interesseret i sådan en udvikling?
Svaret på spørgsmålet om briternes og amerikanernes rolle blev senere kommenteret af Ali Saleh Al-Sa`di, formand for Baathpartiet (1960-1963) og medlem af det ledende revolutionære råd, som blev dannet 8. februar 1963.
Bogstaveligt sagde Sa`di: 'Vi kom til magten 8. februar om bord på et amerikansk tog.'

Kapitlet er hentet fra bogen 'Irak- er freden brudt ud?', Forlaget Klim.
En del af mellemoverskrifterne er indsat af Arbejderen

** note:**
Marion Sluglett & Peter Sluglett: Iraq since 1958. From Revolution to Dictatorship, 1987.

---

Om Omar Dhahir:
*Født i Irak i 1951, i en lille by nord for Bagdad.
*I 1974 fik han en bachelorgrad i engelsk og russisk i Bagdad.
*I 1981 flygtede han sammen med sin kone og datter fra Irak til Damaskus. I 1985 flygtede familien til Danmark.
*Har i mange år arbejdet som tolk, og undervist i tolkning på Handelshøjskolen i København, ligesom han har lavet PHD-afhandling om kommunikationsproblemer mellem danskere og arabisktalende flygtninge.
* Er i Danmark uddannet som cand.negot. I dag arbejder han på Århus Universitet på Institut for religionsvidenskab.
* Dhahir er forfatter til bøgerne 'Hjemme igen' og 'Nutidens paradis'.