I føljetonen om Iraks historie er vi i dag nået til den periode, hvor Baath-partiet kommer til magten.

af Omar Dhahir
Begivenhederne efter 14. juli 1958 viste, at de politiske kræfter i Irak på den tid kunne deles op i to kategorier - de demokratiske kræfter (patrioter og kommunister) på den ene side og de arabiske nationalister på den anden.
En tredje kategori, islamister, var der også, men de optrådte ikke selvstændigt. Islamismen blev på det tidspunkt opfattet som et aspekt af den arabiske nationalisme.
Briterne og amerikanerne ville for enhver pris eliminere kommunismen i Irak og svække Sovjetunionens indflydelse i hele Mellemøsten. Hvorvidt de var klar over, at dette ville føre til en arabisk-nationalistisk dominans i landet, er uklart.

Den arabiske nationalisme
Qassems fald viste, at der i kernen af de antikommunistiske kræfter, som på overfladen omfattede en bred vifte af nationalistiske og religiøse grupper, kun var ét velorganiseret, arabisk-nationalistisk parti, Baathpartiet.
Andre arabiske nationalister var ikke særligt organiserede, men bestod af enkelte entusiastiske officerer, som beundrede Nasser og ønskede en umiddelbar enhed med Egypten.
Af islamistiske grupper var der en svag filial af De muslimske Brødre, men ellers ingen organiseret islamitisk bevægelse eller parti. Baathpartiet kom frem som den dominerende del af kupmagerne.
Baathpartiets position i Irak blev yderligere forstærket af et kup i Syrien 8. marts 1963, hvorved Baathpartiet i Syrien overtog magten. De nye regimer i Irak og Syrien indgik 17. april 1963 officielt en enhedsaftale med Egypten.
Det var en samarbejdsaftale på flere fronter, og landenes suverænitet blev bevaret. Aftalen blev aldrig ført ud i livet, først og fremmest på grund af store forskelle mellem Nassers og Baathpartiets opfattelse af, hvad arabisk nationalisme gik ud på.
Baathpartiet var ikke et homogent parti. Kort efter kuppet blev denne manglende homogenitet tydelig, da uenigheden kom op til overfladen om beskaffenheden af den såkaldte arabiske nationalisme.
For første gang dukkede en retning i partiet op, som gik ind for, at kampen for arabisk nationalisme skulle forenes med kampen for socialisme med udgangspunkt i marxismen.
De chokerende tanker medførte en splittelse, som på partiets 6. kongres i oktober samme år nåede så vidt, at stifteren af partiet og andre blev anklaget for at være reaktionære og blev smidt ud af partiet.
Men følgerne af denne splittelse nåede ikke at blive ført ud i livet, fordi der derefter udbrød blodige konflikter internt i partiet og mod nationalistiske officerer i regeringen. Konflikterne endte med, at general Abdul-Salam Aref, en tilhænger af Nasser, 18. november 1963 udførte et vellykket kup og væltede Baathpartiets regime.

Politisk vold
I 9 måneder, fra 8. februar indtil regimets fald, var der på den irakiske scene ikke andet end vold, først mod kommunisterne, så mod nogle kupmagere, der blev skuffet af Baathpartiets dominans, og så intern vold i selve Baathpartiet.
Under kuppet blev mange medlemmer af partiet slået ihjel, men kuppet udgjorde alligevel ikke et knusende slag mod partiet på samme måde, som det var sket med kommunisterne. Splittelsen i partiet fortsatte under jorden.
Aref havde været den anden nøgleperson i revolutionen 14. juli 1958. Hans entusiasme for 'den arabiske enhed' gjorde, at han umiddelbart efter 14. juli insisterede på, at Irak skulle tilslutte sig Nassers Forenede Arabiske Republik, en tanke, som kategorisk blev afvist af Qassem, hvilket medførte konflikter og endte med, at Aref blev anklaget for at have planlagt et attentat mod Qassem og sat i husarrest indtil 8. februar 1963.
Den dag kom han ud af husarresten direkte til præsidentpaladset og blev udnævnt som præsident. Men igen blev hans interesse for Nasser ignoreret, hvilket medførte, at han ledte kuppet mod Baath-partiet 18. november 1963.
Arefs førsteprioritet var at genoplive Nassers Forenede Arabiske Republik. Tanken blev nu afvist af Nasser selv. Aref havde intet politisk parti bag sig. Han ledte derfor landet ved hjælp af tilhængere i militæret, og det lykkedes ham at opbygge et bureaukrati af officerer med afstamning i de arabiske sunni-stammer i Vestirak.
Men i 1964 dannede han en politisk organisation i Irak med navnet Den Arabiske Socialistiske Union, et tegn på, at socialismen efterhånden blev moderne i Irak.
Aref ville underbygge sin arabiske socialisme med konkrete handlinger. Samme år indførte han for første gang i Iraks historie en overraskende lov om nationalisering af mange virksomheder, banker og forsikringsselskaber, hvorved virksomheder konfiskeret fra private personer blev offentlig ejendom.
Dette blev især af kommunisterne betragtet som et skridt på vejen mod socialisme, hvilket skabte splittelse i partiet over, hvorvidt partiet skulle støtte Arefs socialistiske` regime.
Splittelsen var så voldsom, at en del af partiets ledelse foreslog, at partiet skulle opløse sig selv og blive integreret i Arefs Arabiske Socialistiske Union.
Aref huskes også for, at han i september 1965 - i strid med militærets ønske - udnævnte Abdul Rahman Al-Bazaz som statsminister.
Al Bazaz var professor i jura, og han gik stærkt ind for bedre relationer mellem Irak og Vesten, i så høj grad, at han blev anklaget for spionage og efter 14. juli-revolutionen blev fremstillet for Folkets Domstol.
Al Bazaz var klar over, at det ikke var nemt at reparere på forholdene i Irak, men han begyndte på et meget ømt sted, nemlig med det kurdiske spørgsmål. Det lykkedes ham at få en aftale i hus med kurderne 29. juni 1966, hvorved alle militære aktioner i Nordirak blev bragt til ophør og fredsforhandlinger sat i gang for at løse det kurdiske problem.
I april 1966 omkom Aref i en flyulykke. Årsagen til flyulykken blev ikke fundet, men det lykkedes hans bror, general Abdul Rahman, at få kontrol over landet, og han fulgte sin bror på præsidentposten.

Baathpartiets vej til magten
1967 var på mange måder et vendepunkt i Iraks moderne historie. Resultatet af seksdages-krigen mellem Israel og araberne chokerede irakerne på samme måde, som det chokerede hele den arabiske verden.
En alvorlig følge af den krig var, at islamister og de arabiske nationalister gav den manglende sovjetiske støtte en del af skylden for arabernes nederlag. Sovjetunionens og dermed de pro-sovjetiske kommunistiske partiers indflydelse i den arabiske verden blev svækket.
Russerne mistede, med rette eller urette, deres troværdighed blandt masserne, og der blev nu rejst spørgsmål om, hvorvidt Sovjetunionen var en supermagt eller overhovedet var interesseret i at støtte araberne.
Med andre ord blev der stillet følgende spørgsmål: Er vores kamp mod imperialismen og dens frontbase i Mellemøsten, Israel, en international kamp, hvor vi irakere og arabere er i samme båd som russerne, arbejderklassen i Vesten og befrielsesbevægelser i resten af verden? Eller står vi som arabere og muslimer alene mod imperialismen?

Kommunistpartiet splittes
Der rullede derfor en anti-sojetisk bølge gennem Mellemøsten. Denne bølge var stærkest blandt kommunisterne selv. Det var i forlængelse af denne bølge, at Kommunistpartiet fx i september 1967 oplevede en historisk splittelse.
Irak fik to kommunistpartier - det oprindelige pro-sovjetiske og et nyt revolutionært parti, som tog stærk afstand fra den sovjetiske linie og i stedet identificerede sig med Che Guevara. Allerede det år begyndte så småt en guerillakrig i marskområdet i Sydirak.
Også splittelsen i Baathpartiet kom til overfladen. Irak fik nu to Baathpartier, et venstrefløjsparti med marxismen som ideologi og et højrefløjsparti, som holdt fast i de oprindelige, uklare tanker om arabisk enhed. Men begge Baathpartier hed selvfølgelig Det Arabiske Socialistiske Baathparti.
Følgerne af denne udvikling i landets mest kendte og vigtigste partier blev straks mærkbar. For første gang i mange år var der demonstrationer og strejker på Bagdad Universitet. En bred venstrefløjsalliance var på tale. Den udvikling var tiltagende hele året til juni 1968.
Som tidligere nævnt havde Arefs regime ikke en folkelig base. Heller ikke Den Arabiske Socialistiske Union fungerede. Regimet støttede sig til enkelte generaler i nøglepositioner i staten. En ting var sikker: Regimet kunne umuligt overleve de dramatiske udviklinger i 1967, det var dødsdømt.
Det er svært at se, om venstrefløjen var i en situation, som ville kunne muliggøre en overtagelse af magten i Irak. Men dens aktivitet var tiltagende og truende, og det var klart, at andre holdt øje med situationen.

Baath-partiets højrefløj sejrer
Den 17. juli 1968 blev Abdul Rahman Aref væltet ved et 'hvidt kup', som blev udført af to generaler: Abdul Rahman Al-Dawood, chefen for præsidentpaladsets garder, og Abdul Razzak Al-Najif, chefen for militærets efterretningstjeneste.
De to satte Aref og hans familie på et fly og sendte dem ud af landet, til Tyrkiet. I sådan en situation var det oplagt, at den ene af dem blev præsident og den anden statsminister. Men de to generaler gjorde noget meget atypisk, idet den ene af dem, Abdul Razzak Al-Najif, blev statsminister, men til præsidentposten fik de fat i en pensioneret general, Ahmad Hassan Al-Bakr, som havde været blandt kupmagerne 8. februar 1963. Efter 18. november blev han pensioneret, men bevarede et stærkt politisk engagement i Baathpartiets aktiviteter.
To uger efter, 30. juli, kom der et nyt kup. Nu var det den nye præsident, Al-Bakr, der satte prikken over i`et. I en meddelelse i radioen afsatte han statsminister Al-Najif og general Al-Dawood og anklagede dem for at være spioner og agenter for den britiske efterretningstjeneste!
Han erklærede også, at Baathpartiet var organisator af, hvad han kaldte 'den hvide revolution'. De to generaler blev sendt i eksil. General Najif blev senere snigmyrdet i London i 1985, og Al-Dawood bor nu i eksil i De Forenede Arabiske Emirater.
Baathpartiets højrefløj kom således til magten. Ingen ved, hvor mange medlemmer partiet havde, eller hvorvidt de havde været i stand til at overtage magten uden den komedie, der blev udført i samarbejde med Al Najif og Al Dawood. Men det var klart, at partiet af briterne og amerikanerne blev udvalgt for at herske over det nye Irak.

Mafia-metoder
På en mafiaagtig måde gik partiet i gang med at eliminere sine modstandere.
Især den revolutionære venstrefløj blev udryddet en gang for alle. Det nyfødte revolutionære kommunistparti blev elimineret totalt i april 1969, da lederen af partiet, Aziz Al Haj, blev arresteret. Han blev ikke likvideret, eftersom han valgte at samarbejde med Baathpartiet. I stedet blev han sendt til Frankrig.
Baathpartiet var også mafiaagtigt i sine metoder til at rekruttere medlemmer. Partimedlemskabet blev en stor fordel, det gav adgang til stillinger i det offentlige og magt i samfundet, men det forpligtede også medlemmerne til at sætte partiet højest i tilværelsen.
Mafiatænkning og mafiaadfærd manifesterede sig især i, at meldte man sig én gang ind i partiet, var det forbudt at melde sig ud igen.
Partiet manglede åbenbart opbakning eller rettere sagt en pålidelig magtbase i militæret. Sådan en base ville det straks skabe. I løbet af få måneder blev der pumpet et stort antal nye, unge officerer i militæret. For at tage en officersuddannelse måtte man tidligere have en studentereksamen, og selve officersuddannelsen varede 4 år. For medlemmer af Baathpartiet blev det nu muligt at blive uddannet officerer på tre måneder, og studentereksamen var ikke nødvendig.

Kapitlet er hentet fra bogen 'Irak- er freden brudt ud?', Forlaget Klim.
En del af mellemoverskrifterne er indsat af Arbejderen.

---

Om Omar Dhahir:
*Født i Irak i 1951, i en lille by nord for Bagdad.
*I 1974 fik han en bachelorgrad i engelsk og russisk i Bagdad.
*I 1981 flygtede han sammen med sin kone og datter fra Irak til Damaskus. I 1985 flygtede familien til Danmark.
*Har i mange år arbejdet som tolk, og undervist i tolkning på Handelshøjskolen i København, ligesom han har lavet PHD-afhandling om kommunikationsproblemer mellem danskere og arabisktalende flygtninge.
* Er i Danmark uddannet som cand.negot. I dag arbejder han på Århus Universitet på Institut for religionsvidenskab.
* Dhahir er forfatter til bøgerne 'Hjemme igen' og 'Nutidens paradis'.