I vores føljeton om Iraks historie er vi i dag nået til perioden, hvor Saddam Hussein kommer til magten

Af Omar Dhahir
Udviklingen i 1958-70 viser, at selvom de amerikanske og britiske efterretningstjenester kan påvirke og styre bestemte grupper i et land, kan de ikke bestemme et lands og et folks skæbne.
Amerikanerne og briterne var hovedsageligt interesseret i to vigtige ting. For det første at svække eller eliminere kommunisterne og de andre venstreorienterede grupper og for det andet Iraks olie.
Baathpartiet klarede udryddelsen af venstrefløjen fint, ikke først og fremmest fordi venstrefløjen udgjorde en fare mod amerikanerne og briterne, men fordi venstrefløjen eller en hvilken som helst anden politisk gruppe ville udgøre en trussel mod selve partiet.
Men paradokset var, at den hurtige og stærke udvidelse af Baathpartiet førte til nye grupperinger inden for partiet. En ny venstrefløj blev født i selve højrefløjspartiet. Netop denne interne venstrefløj rettede et hårdt og historisk slag mod briternes og amerikanernes anden interesse, olien.
Briterne og amerikanerne tilgav aldrig Baathpartiet, at partiet i 1972 nationaliserede Iraks olie. Det var et modigt skridt, som heller ikke det patriotiske Qassem-regime havde været i stand til at foretage.
Qassem begrænsede som tidligere nævnt i 1961 kun de vestlige selskabers adgang til at iværksætte ny olieproduktion i Irak. Baathpartiet erklærede nu hele Iraks olie for en national resurse, og de vestlige selskaber blev smidt ud.
De næste 30 års udvikling i Irak kan ikke forstås uden om de modsætninger, som har eksisteret siden 1917: olien, religionen, nationalismen, de etniske gruppers problemer, Iraks uafgjorte spørgsmål om territoriale konflikter med nabolandene osv.
De sidste 90 år har briterne og senere hen amerikanerne kæmpet hårdt for at kvæle de demokratiske og moderne kræfter i Irak ved at eliminere venstrefløjen, især kommunisterne.
Da Baathpartiet fik magten i 1963 og igen i 1968, forstærkedes de arabisk-nationalistiske kræfter i landet på bekostning af demokratiet. I årene 1972-79 udviklede Baathpartiet sig til landets mest populære parti. Landet oplevede - takket være olieresurserne, som forblev under fuldstændig irakisk kontrol - en eksplosiv udvikling.
Irak så ud, som om det var på vej til at flytte sig fra et u-land til et moderne industriland. Hundredvis af udviklingsprojekter blev sat i gang. Den bedste indikator på omfanget af udviklingen var, at det irakiske arbejdsmarked pludselig måtte bruge 3-4 millioner fremmedarbejdere.
På det sociale område, især vedrørende kvindernes og arbejdernes rettigheder, virkeliggjorde Baathpartiet kommunisternes drømme og løfter. For mange kommunister blev det svært at se, hvem der var mest kommunistisk - Kommunistpartiet eller Baathpartiet.
Det var derfor ingen overraskelse, at Kommunistpartiet (nu var kun det pro-sovjetiske tilbage) indgik en koalition med Baathpartiet under det sidstnævntes ledelse. På den internationale scene blev Baathpartiets Irak af mange i den antiimperialistiske lejr opfattet som eksemplet på den vellykkede kamp for frihed og udvikling.

Saddam Hussein
1979 blev et nyt vendepunkt i Iraks historie. I juli dette år var der et internt kup i Baathpartiet. Saddam Hussein, som på det tidspunkt var vicepræsident, afsatte præsident Al-Bakr og erklærede sig selv som præsident.
I den anledning blev halvdelen af Baathpartiets ledelse anholdt og henrettet. Det gik især ud over de intellektuelle og venstrefløjen. Saddam Hussein rettede samtidig et afgørende slag mod det pro-sovjetiske kommunistparti og drev det helt ud af det politiske liv.
Udviklingen i Baathpartiet i sommeren 1979 kan måske forklares ved, at Saddam Hussein havde personlige ambitioner og diktatoriske tendenser. Men det var ikke betydningsløst, at hans bestræbelse på at koncentrere magten på egne hænder blev ledsaget af en helt overraskende regional alliance mellem ham og den pro-britiske jordanske kong Hussein.
I 1980 besøgte Saddam Hussein Jordan. Der var åbenbart noget i gære, især da besøget varede en hel uge. Kort tid efter besøget startede Saddam Hussein sin historiske krig mod nabolandet Iran.

Angreb på Iran
Der er ikke tvivl om, at Saddam Husseins regime umuligt kunne have overlevet den krig uden briternes, amerikanernes og kong Husseins støtte. Krigen mod Iran var en manifestation af, hvordan amerikanerne og briterne kunne misbruge Saddam Husseins personlige galskab og udnytte en konflikt, som Storbritannien selv havde været med til at skabe.
Som nævnt tidligere var der mellem Iran og Irak en britisk skabt konflikt over floden Shat-Al-Arab (arabernes flod). Briterne havde efter 1. Verdenskrig tegnet grænsen mellem de to lande således, at den løb langs den østlige bred af floden.
Irakerne opfattede således floden som irakisk territorium. Derimod stillede iranerne, som har deres eget navn for floden - Arwandruz - krav om at dele floden mellem de to lande. Konflikten over floden blev alvorlig efter 14. juli 1958, i takt med at den iranske shah satte sig imod det nye republikanske regime i Irak.
En måde at vise fjendtlighed over for Irak på var shahens støtte til den kurdiske bevægelse i Nordirak. Forholdene mellem de to lande blev dog ikke bedre efter Qassems fald i 1963. Shahen havde åbenbart ud over kravet på floden store ambitioner i hele Golfområdet og opfattede Irak som en rival.
En måde at svække denne rival på var igen at misbruge den kurdiske bevægelse. Det var først, da Iraks muligheder for at nedbryde den kurdiske bevægelse blev udtømt, at Baathregimet i midten af 1970`erne blev klar over, at et kompromis med shahen var uundgåeligt.
Efter den såkaldte Algier-aftale i marts 1976, indgået mellem den iranske shah og Saddam Hussein, blev grænsen mellem de to lande justeret således, at Iran fik adgang til floden. Til gengæld måtte shahen stoppe sin støtte til kurderne.
Det førte til, at den kurdiske bevægelse gik i total opløsning allerede dagen efter aftalen blev indgået, og at den irakiske stat for første gang siden 1961 kunne gendanne sit herredømme over det kurdiske område.
I september 1980 trak Saddam Hussein Irak ud af Algier-aftalen, samtidig trængte hans tropper ind i Iran. Saddam Hussein ville signalere, at han førte krig for at gendanne herredømme over tabte irakiske territorier.
Men den kendsgerning, at han - på trods af at han opsagde en fredsaftale og at indledte krigen - fik massiv støtte først fra Jordan og siden fra de provestlige, arabiske Golfstater, var et klart tegn på, at krigen havde en regional såvel som en international dimension.
Man bør ikke overse, at den iranske revolution i 1979 rettede et dødeligt slag mod amerikanske interesser i området, da det afskaffede den stærkeste, provestlige diktator i området, shahen, og i stedet indledte et skarpt modsætningsforhold til USA og Storbritannien.
Her var der et sammenfald mellem Saddam Husseins galskab og amerikanernes og briternes interesser.

Fejlvurdering
Udviklingen af krigen viste, at Saddam Hussein havde forregnet sig og misforstået iranernes psyke. Han havde højst sandsynligt regnet med en hurtig krig, der ville vare få dage eller i værste fald få uger. Iranerne, der var et folk i revolution, gjorde imidlertid hårdnakket modstand.
Det blev efterhånden svært at skjule, hvem der virkelig stod bag krigen, idet Saddam Hussein begyndte at få direkte hjælp fra amerikanerne og briterne. Den nuværende amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld kom frem i denne periode som en koordinator mellem Ronald Reagans administration og Saddam Hussein for at opbygge bedre forhold mellem de to lande.
Irak blev sløjfet fra listen over lande, der støtter terrorisme. Rumsfelds ærinde gik i virkeligheden ud på at opbygge en strategisk alliance mellem Saddam Hussein og USA.
Det er også bemærkelsesværdigt, at briterne i 1985 under Margaret Thatcher byggede Iraks første fabrik for produktion af masseødelæggelsesvåben. Krigen varede 8 år, og det er uden for diskussion, at Saddam Husseins regime umuligt kunne overleve den krig uden amerikanernes, briternes, kong Husseins og Golfstaternes ubegrænsede støtte.
Saddam Husseins irrationelle politik siden slutningen af 1970`erne satte en stopper for den eksplosive udvikling i Irak og skabte en mærkelig atmosfære, hvor vold blev praktiseret i en ufattelig stor skala.

Politisk vold
Han sørgede for, at enhver form for opposition mod hans politik blev knust. Man ved ikke, hvor mange hundredtusinder der blev dræbt, men man ved, at 2-3 millioner irakere, især de veluddannede, som udgjorde Iraks nye middelklasse, i årene efter 1980 flygtede fra landet.
Tilbage blev kun en form for opposition til Saddam Hussein, den, der hovedsageligt havde et islamistisk præg. Allerede i 1979 begyndte de islamistiske grupper, især shiamuslimske grupper, at organisere sig, fx. al-Da`wapartiet.
De svarede igen på Saddam Husseins brutalitet med voldelige midler og markerede sig dermed som en alvorlig rival. Det politiske liv i Irak har siden polariseret sig omkring to akser: islamisme og arabisk nationalisme, repræsenteret af Baathpartiet.
I 1990 indførte FN sanktioner mod Irak. Disse sanktioner har haft tragiske følger for den civile befolkning. I Vesten og hele verden hører man om, at ca. en million irakiske børn er døde på grund af mangel på mad og medicin.
Men en vigtig følge af sanktionerne, som bliver overset, er, at sanktionerne, fattigdommen, håbløsheden og undertrykkelsen har skabt en tilbagevenden til religionen blandt irakerne. Irakerne er i den seneste tid blevet et ultra-muslimsk folk. Religionen har åbenbart forsynet dem med den psykiske kraft, de har haft brug for, for at kunne overleve i en fjendtlig verden, hvor de følte sig svigtet af alle.
Sanktionerne har således forstærket grundlaget for opblomstringen af de islamistiske grupper i Irak.
Ved den nye besættelse af Irak i 2003 har briterne og amerikanerne rettet et hårdt slag mod de arabisk-nationalistiske kræfter i Irak. Baathpartiet, som indtil april 2003 havde over en million medlemmer, er i dag et illegalt parti i Irak, og det såkaldte Overgangsråd, som besættelsesmagten har dannet, består af 25 repræsentanter fra forskellige politiske grupper.
Der er ikke blandt dem én eneste arabisk nationalist. Det vil sige, at Irak, som i dag er tømt for stærke demokratiske kræfter, også udelukker de arabiske nationalister fra magten.

Islamisme vinder frem
Selvom landet under besættelsen har fået flere end 70 nyfødte politiske partier, står islamisterne som de væsentligste og stærkeste på den politiske scene. Styrelsen af det politiske liv i landet er således stort set leveret tilbage til de religiøse centre Najaf, Karbala, Kufa og andre centre under udvikling. Irak er tilbage i samme situation som i 1917-1920.
Det hører måske under de såkaldte konspirationsteorier at tro, at briterne og amerikanerne efter Sovjetunionens fald har haft brug for at skabe sig en fjende, og at de derfor fremstiller islam og islamisk fundamentalisme som den 'fjende', de har brug for.
Man bør ikke tilskrive briterne og amerikanerne en visdom, som de måske i virkeligheden ikke har. Som imperialister har briterne og amerikanerne kortsigtede mål, men de kan også sagtens have langsigtede mål. Men de fokuserer altid på opnåelsen af de kortsigtede, uden at overveje konsekvenserne på lang sigt.
I Afghanistan skabte de og støttede mujahidinerne for at bruge dem mod Sovjetunionen. De tænkte ikke på, at mujahidinerne senere kunne blive deres værste fjende.
I dag står amerikanerne og briterne også over for en virkelighed, som de måske ikke har været klar over, at deres politik kunne føre til. Den fjende, som de står over for, er ikke fiktiv, men reel.
Det er først efter, at de har væltet Saddam Hussein, at de begynder at opleve sandhedens øjeblik: Irakerne er et folk, som er under islamisternes kontrol. Et godt eksempel på, at briterne og amerikanerne endelig har fattet, hvilke problemer de har skabt sig i Irak, først ved at eliminere de demokratiske og så de arabisk-nationalistiske kræfter, er, når de i dag leder efter 'moderate' kræfter, de kan stole på.
De har lukket en repræsentant for selveste 'Kommunistpartiet' ind i det såkaldte Overgangsråd. Gårsdagens fjende, kommunisterne, skal nu hjælpe George Bush med at 'demokratisere' Irak!
Briterne og amerikanerne står over for reelle problemer med de islamistiske grupper. Amerikanerne har ikke lyst til at fortælle omverdenen, at mens de har travlt med at beskytte deres soldater i Irak mod modstandsbevægelsen, etablerer islamisterne deres magt.
Irakiske kvinder, som ikke gik med slør under Saddam Hussein, begynder i dag at gå med slør, ikke frivilligt, men på ordre fra islamisterne.
Amerikanerne fortæller ikke omverdenen, at islamisterne under besættelsen finder sig i stand til at kræve, at universiteterne skal deles op i to afdelinger, en for kvinder og en for mænd, et fænomen, som Irak aldrig har kendt, selv i 1940`erne, da irakiske piger for første gang blev optaget på universiteterne.
De vil ikke fortælle omverdenen, at bydelen Madinat Al-sadr (den gamle revolutionsby) i Bagdad med 1,5 millioner indbyggere bliver styret af en mini-ayatollah, som har sine egne militser, der sørger for, at ingen kvinde går rundt uden slør.

'Demokratisering'
Briterne og amerikanerne siger, at de vil demokratisere Irak, men de har ikke lyst til at diskutere, hvordan de vil demokratisere et land, hvor der ikke findes væsentlige kræfter, der går ind for demokratiet, først og fremmest på grund af den udryddelse, disse kræfter gennem årtier er blevet udsat for med engelsk-amerikansk støtte.
Amerikanerne og briterne havde åbenbart regnet med, at sanktionerne havde ført til, at irakerne var blevet klar til at tage imod hvem som helst, der gav dem et stykke brød. De havde slet ikke taget højde for den vrede, som sanktionerne har skabt mod dem.
De havde regnet med, at irakerne kun gav Saddam Hussein skylden for de grusomheder, de er blevet udsat for de sidste 13 år, og at de derfor ville tage imod en besættelsesmagt med roser.
Sådan forholder det sig i hvert fald ikke. Det ligger dybt i irakernes bevidsthed, at 'hvis to fisk i havet skændes, står briterne og amerikanerne sikkert bag konflikten'.
Den menige iraker kan mildest talt ikke lide at se britiske og amerikanske soldater på gaderne. Ikke kun fordi de er besættelsessoldater, men de minder irakerne om 13 års sanktioner og tragedier.
Selv de irakere, der måske har været i tvivl om amerikanernes og briternes rolle i de tragedier, landet har oplevet, er nu, efter besættelsen, blevet overbevist om denne rolle.

Modstandskamp
I de få måneder, siden briterne og amerikanerne indtog Bagdad, har irakerne gjort modstand. Amerikanerne vil bilde omverden ind, at den modstand kommer fra Saddam Husseins tilhængere. Det vil sige, verden skal tro, at modstanden vil slutte, hvis han bliver dræbt, som hans to sønner er blevet slået ihjel.
Der er to misvisende elementer i denne påstand. For det første, at Baathpartiet står bag en del af modstanden, men modstanden er i sin essens folkelig og har et patriotisk præg.
Amerikanerne er ikke kun medskyldige i over en million irakeres død under sanktionerne; de har ligeledes dræbt et endnu ukendt antal irakere under den sidste krig. Det vil være meget naivt at tro, at de dødes og de dræbtes familier vil klappe ad George Bush, når han taler om 'demokratisering' af Irak, især ikke, når de er fuldstændigt overbeviste om, at denne besættelse ikke handler om demokratisering af Irak, men om Iraks olie.
For det andet bliver modstanden indtil nu ført i sunnimuslimske områder i Irak. Shia - muslimerne er tavse. Tavsheden betyder ikke, at de har hilst besættelsen velkommen.
De fleste af de shiamuslimske grupper er skeptiske over, at amerikanerne endnu ikke har fanget Saddam Hussein. De tror, at amerikanerne gemmer Saddam Hussein til eventuel senere brug. De er derfor bange for, at en kraftig modstand mod amerikanerne muligvis kan føre til, at Saddam Hussein vender tilbage.
Den dag han bliver dræbt, vil modstanden i de shiamuslimske områder begynde for alvor. Man ved ikke, om amerikanerne har taget højde for sandsynligheden af anvendelse af selvmordsbomber, der i 1982 fik dem til at trække sig ud af Libanon, og som i 2000 fik israelerne til at trække sig fra Sydlibanon.
Det er i hvert fald, hvad de skal regne med, når et par ayatollaher udsteder et fatwa om, at kampen mod besættelsesmagten er en hellig pligt. Nogle af generalerne i Pentagon kan være stædige, men før eller senere bliver de overbevist om, at de skal forlade Irak.

Brug for anti-imperialisme
Dybest set ønsker de fleste irakere næppe et islamisk styre i Irak, på trods af at briternes og amerikanernes politik har medført en grundig islamisering af befolkningen.
Man bør huske, at mindst halvdelen af de unge irakere fra alle samfundsklasser allerede i 1950`erne blev tiltrukket af kommunistiske tanker. Irakerne har brug for nogen, der kan overbevise dem om, at kampen mod amerikanerne og briterne ikke er én mellem muslimer og kristne, men stadigvæk en kamp mellem de grådige rige på den ene side og de fattige og de undertrykte i hele verden på den anden.
Amerikanerne og briterne vil bilde dem ind, at enhver kamp mod den engelsk-amerikanske overlegne magt er håbløs: Intet Vietnam kan opstå; der er jo ikke længere et Sovjetunionen, der kan støtte befrielsesbevægelserne.
Islamisterne mener dog, at et nyt Vietnam allerede er skabt, og troen på religionen kan føre til, at besættelsesmagterne besejres. Men irakerne kan nemt overbevises om, at hele verdensbefolkningen nu er i samme båd, selvom de har forskellige religioner. Verdensbefolkningen er nu den nye supermagt, der kan dæmpe de grådige riges trang til at slå folk ihjel for olie og penge.
Men det er forkert at tro, at historien blot gentager sig. Den gentager sig i en spiralform. Irak står i dag et trin højere end det i 1917. Islamisk fundamentalisme præger hele Mellemøsten i dag, og islamisterne er de stærkeste, bedst organiserede og mest fanatiske i kampen mod imperialisterne.
Kampen synes ikke at være for demokratiseringen af området, men mellem enten amerikanisering eller islamisering.

Hermed slutter serien om Iraks historie.
Kapitlet er hentet fra bogen 'Irak- er freden brudt ud?', Forlaget Klim.
En del af mellemoverskrifterne er indsat af Arbejderen

---

Om Omar Dhahir:
*Født i Irak i 1951, i en lille by nord for Bagdad.
*I 1974 fik han en bachelorgrad i engelsk og russisk i Bagdad.
*I 1981 flygtede han sammen med sin kone og datter fra Irak til Damaskus. I 1985 flygtede familien til Danmark.
*Har i mange år arbejdet som tolk, og undervist i tolkning på Handelshøjskolen i København, ligesom han har lavet PHD-afhandling om kommunikationsproblemer mellem danskere og arabisktalende flygtninge.
* Er i Danmark uddannet som cand.negot. I dag arbejder han på Århus Universitet på Institut for religionsvidenskab.
* Dhahir er forfatter til bøgerne 'Hjemme igen' og 'Nutidens paradis'.