- Republikanerne sloges til den bitre ende - Moralen blandt os var meget høj. Det er i virkeligheden den afgørende faktor, når man skal slås, siger Michael O Riordan, tidligere formand for Irlands Kommunistiske Parti

af Erik Pedersen
- Min mor var katolsk - meget katolsk. Hun plejede at sig til os unger: Hvis I nogensinde skulle komme i fare for at blive kørt over af en bil eller sådan noget, så skal I huske at sige: Jesus, Maria og Joseph - vær nådige mod mig syndige skyldner, fortæller Michael O Riordan, tidligere generalsekretær for Det Irske Kommunistiske Parti.
Nu er jeg aldrig blevet kørt over af en bil, men jeg kan huske at dengang fascisterne forsøgte at storme os, begyndte jeg helt automatisk at mumle Jesus!, men så jeg tog mig i det og tænkte ved mig selv: Nåh ja - hva` fa`en! Jeg vil hellere dø, som jeg har kæmpet! Og jeg døde jo heller ikke, vel?
- Fascisterne erobrede ganske vist en masse af de bakker, vi skulle forsvare, men de standsede ved foden af vores.
Michael O Riordan blev født 12. november 1917 og voksede op under den irske uafhængighedskrig. Familien boede i Cork City, lige over for den engelske hærs hovedkvarter og O Riordan begyndte at lege sammen med nogle af soldaternes børn.
- Da min mor opdagede det, gav hun mig nogle rap med et bælte: Hvad bilder du dig ind, knægt, hvordan ku` du finde på sådan noget!

Meget religiøs by
- Cork er en meget religiøs by, og vores hjem lå fire opgange fra en dominikansk kirke. Da jeg begyndte i skolen, blev jeg også meldt ind i kirkens spejderkorps, som gud hjælpe mig hed 'Angelic Warfare' (Himmelsk Krig)
O Riordans far arbejdede i Cork Steam Packet, på et værksted tilknyttet skibsfarten til England. Hans interesse for arbejderhistorie smittede af på sønnen, der selv blev republikaner, men med hjertet til venstre.
- Jeg hørte om den spanske borgerkrig, dengang det hele startede - men fra fascisterne! Kirken i Cork havde stor indflydelse og var tilhængere Franco. I deres kirker samlede penge ind til noget, de kaldte 'Festen for Jesus, vor Konge' - og de fik samlet omkring 40.000 pund ind. De påstod, at pengene gik til mennesker, som forsvarede den sande tro i Europa.
- Samtidig var der Den Kristne Front, som ikke var ledet at præster, men hvis medlemmer var tilhængere af Franco. De samlede også ind - sådan var det politiske miljø i Cork på den tid. Havde de vidst, hvad jeg mente om dem, så ville jeg være blevet lynchet på stedet.
Michael O Riordan tog til Spanien i 1938. Han kontaktede det kommunistiske parti i Dublin, om hvordan han kunne komme af sted via London.

Paris kogte
- I London fik jeg udpeget den havneby i Frankrig, som jeg skulle tage til. Man skal lige huske, at det hele skulle foregå i hemmelighed, fordi det var ulovligt at deltage i den spanske borgerkrig.
- På hvervekontoret i London sluttede jeg mig til fire andre, en englænder fra Labour og tre skotske kommunister. De forklarede, hvordan man kunne slippe over til Frankrig. Dengang kunne britiske statsborgere til Frankrig på weekendture uden at vise pas.
- Ved billetlugen skulle vi opgive vores navne. Jeg kunne ikke opgive mit rigtige navn, O Riordan, som er meget irsk og derfor kunne vække mistanke. Derfor måtte jeg finde på noget andet. Det mest engelske navn, jeg kunne komme i tanke om, var 'John Smith' - og den røg de s`gu på! Jeg fik min billet og slap til Frankrig, hvor vi ankom til Paris 1.maj.
Hele byen kogte af aktiviteter til støtte for den spanske republik. Overalt stødte vi på folk, der indsamlede penge og våben. På Place de Combat lå det internationale hvervekontor for de frivillige. Derfra blev alle internationalister sendt af sted. Mens jeg blev udspurgt om mine grunde til at tage til Spanien, kom den ansvarlige for kontoret ind. Det viste sig at være den senere jugoslaviske præsident Tito.

Forsvar for irlands gode navn
- Jeg fik forklaret hvorfor, jeg ville til Spanien - og vi irere havde en årsag, som var helt speciel for os. Vi var næsten nødt til at tage af sted for at støtte Republikken, for at forsvare Irlands gode navn!
De frivillige blev transporteret til kysten i Sydfrankrig, hvorfra baskiske guider hjalp dem over Pyrenæerne. Derfra blev de sendt videre mod Barcelona.
- På turen fik jeg lejlighed til at danne mig et indtryk af det spanske samfund. Noget, som gjorde stort indtryk, var den voldsomme modstand mod de religiøse. Ikke at jeg så nogen overgreb, og der blev meget hurtigt sat en stopper for det, men det virkede stærkt at se de nedbrændte kirker i Barcelona. Nu er det jo ikke første gang man har hørt om afbrænding af kirker, det skete jo også før borgerkrigen. Skylden var til dels også kirkens egen, for den har aldrig været i stand til reelt at forbedre forholdene for folket. Men jeg så ingen nedbrændte kirker på turen gennem Baskerlandet, for der var kirkens position anderledes. Her var den faktisk meget folkelig.

Enorm fattigdom
- Det, som virkede overvældende, var fattigdommen og sulten i Spanien. Vi fik heller ikke for meget at spise, og jeg var stadig i voksealderen.
- En anden ting, jeg aldrig glemmer fra Spanien, er at jeg holdt min 21-års fødselsdag i Barcelona. Traditionelt er det jo dén dag, hvor man officielt bliver voksen - men man kan også sige at jeg blev født i dér. En søn af borgerkrigen.
- Jeg blev sendt videre til et slags træningslejr et sted i Katalonien, som vi kaldte 'Chiboula Valley'. Her fik vi udleveret vores første geværer. Det var russiske våben - men vi blev bedt om ikke at fortælle, hvor de kom fra, så vi kaldte dem 'Mexicanskis'.
- Jeg kommer for resten i tanke om en anekdote fra før, vi tog ud til fronten ved Ebro. Én af vores spurgte, om der monstro ville være en præst til stede ude i felten. Det måtte have været for, at han kunne få den sidste olie, hvis han nu skulle komme ud for noget. Vi andre grinede lidt af det, for vi kendte godt fyrens historie: Han var teologistuderende og var egentlig taget til Spanien for at slutte sig til Franco, men kom til at gå fejl og havnede hos os, 'de forkerte'. Desværre blev han senere taget til fange af fascisterne og endte i én af deres koncentrationslejre, hvor han blev torteret på det grusomste.

To måneders træning
Riordans første erfaringer med våben fik han i Irland, som medlem af IRA, I Spanien blev han maskingeværskytte i ét af de britiske kompagnier.
- De næste to måneder, brugte vi hver dag på at træne, for eksempel hvordan man skulle krydse floden Ebro, hvor republikanerne ganske kort tid før var blevet tvunget til retræte i noget, der udviklede sig til totalt kaos.
- Vi fra den Britiske Bataljon krydsede Ebro-floden. Bataljonen var sammensat af walisere, skotter, irere, englændere og en lille gruppe cubanere, som talte engelsk, der var bataljonens 'officielle' sprog.
- Lige før vi drog af sted, sagde vores kommandant var Sam Wilde: 'Det ville være rigtig flot, når vi krydser floden, hvis vi sammen med det spanske flag bærer det katalanske, for vi er jo på katalansk territorium'. Han pegede på mig: 'Du skal bære det katalanske - du er irsk og ved hvad det nationale betyder!'
- Det katalanske flag er meget iøjnefaldende med gule og røde farver, jeg skulle altså gå i spidsen for bataljonen, men Sam Wilde sagde til mig: 'Lige så snart vi støder på den første katalaner, så giv dem flaget - han vil sikkert være pavestolt over at kunne bære det!'
- Så da vi var kommet over floden, fik jeg det afleveret til den første, vi stødte på. 'Det her er dit flag, kammerat', sagde jeg - og han så meget glad ud. Jeg var bare lykkelig for at slippe for at skulle bære det - det var rigeligt at slæbe rundt på gevær, ammunition og andet udstyr.

Moralen afgørende
- Moralen blandt os var meget høj. Det er i virkeligheden den afgørende faktor, når man skal slås. I traditionelle hære, forsøger man alt muligt for at sikre den nødvendige moral, men næsten altid uden større succes - men os faldt det naturligt.
- Vi skulle bekæmpe fascismen, og antallet af desertører hos os var minimalt - selv ved Ebro. Vi vidste, vi kæmpede det sidste slag mod fascisterne, for repulikanernes muligheder for at forsvare sig blev dagligt ringere og ringere. Derfor kom det ikke som en større overraskelse, da vi fik besked om, at de Internationale Brigader skulle trækkes ud og sendes hjem.
- Den spanske regering tilbød, at hvis Tyskland og Italien standsede deres hjælp og trak deres styrker ud, så ville de Internationale Brigader også blive sendt hjem. Resten måtte blive afgjort af spanierne indbyrdes. Ideen faldt ikke i god jord blandt os, vi følte, at vi lod vores spanske venner i stikken. Men vi kunne selvfølgelig ikke gøre andet end at rette os efter ordrerne. Vi blev trukket op nordpå, til Repoll ved Barcelona. Her tilbragte vi en måneds tid, før vi begyndte hjemrejsen.
- Vi fik først at vide på selve dagen, hvornår vi skulle hjem. Men vi vidste godt, hvad der foregik, for pludselig dukkede der repræsentanter fra det, som dengang hed Folkeforbundet, blandt andet en britisk generalmajor og en fransk general, som skulle kontrollere os.
- Vi blev 'tvunget' til at defilere forbi dem, og man bad os om at ikke at provokere. Det gjorde vi heller ikke - men det var et held, de ikke kunne høre hvad vi hviskede, da vi marcherede forbi dem!

Tung afsked
- Det værste - men på en måde også det bedste - ved at skulle forlade Spanien, var afskedsceremonien. Før vi tog fra Repoll, kom indbyggerne for at give os mad, brød og vin for at vi ikke skulle sulte på vej op til grænsen. 'Det er så trist at I forlader os', sagde de. Men vi bestemte os til ikke at tage mod maden.
De efterlod maden til byens mange sultne unger i byen. De spaniensfrivilige blev stoppet i kvægvogne på stationen. Inden afgangen holdt kommandanterne afskedstale.
- Efter ganske kort tid standsede toget ved en lille by, hvor ceremonien udspilledes på ny. På vejen til Barcelona stoppede vi mindst 12 gange, for at spanierne kunne sige farvel. De græd ikke, de sagde farvel ved at vise deres glæde for det, vi havde gjort.
I Frankrig blev de modtag et med tonsvis af mad og drikke.
- Kun ved en station tog vi ikke mod noget. Her var det Frelsens Hær, der uddelte maden. 'Nej tak, vi beder ikke om almisser - vi vi have retfærdighed for Spanien!'
I London var velkomsten enorm. Der var flere mennesker til at tage imod de frivillige end dengang, soldaterne kom hjem fra Første Verdenskrig, fortæller O Riordan.
- Velkomsten hjemme i Dublin var endnu varmere. Vi var en halv snes fra De Internationale Brigader, vi var forhutlede, syge og udmattede. I havnen havde man opført en lille scene, hvor fire af vores hjemsendte sårede kammerater fra Spanien ventede på os. Der var også en sækkepibemusiker, der spillede da vi marcherede til Dublins centrum, mens regnen pissede ned.

For lidt våben
- Jeg mener at republikanerne tabte, fordi vi ikke havde nok udstyr. Sovjet sendte ganske vist fly til forsvaret af Madrid, men meget af den russiske hjælp kom med skib, der i stort tal blev sænket af italienske ubåde. Det er der ikke mange, der husker i dag. Vores geværer, mexicanskierne, var rundt regnet det eneste, vi havde, bortset fra mod krigens slutning, da der kom nogle tjekkiske rifler. De fleste af disse våben blev i øvrigt også taget af italienerne.
- Desuden var der hverken mad eller mandskab nok. Mod slutningen var republikanerne simpelt hen så udmattede - det var simpelthen ingen kræfter tilbage.
- Så var der selvfølgelig de interne problemer i den spanske regering, først og fremmest med anarkisterne og måske især POUM, der havde hjemmebane i Barcelona. De efterlod simpelthen den frontlinie, de skulle have forsvaret, helt åben, så fascisterne bare kunne vade ind i byen.
- Vi kommunister kæmpede til det sidste, og det var ikke bare os. Republikanerne sloges også til den bitre ende og betalte prisen. Det var kun ganske få af dem, som overlevede krigen. Nogle endte i Francos kz-lejre, andre lykkedes det at komme til Frankrig.
- Madrid blev overgivet til italienerne, som resultat af forhandlinger, hvori der ikke deltog republikanere, kommunister, anarkister eller internationalister. Fra det tidspunkt blev republikanerne drevet på flugt, og man blev vidne til de meste gruopvækkende scener, hvor endeløse grupper af mennesker forsøgte at komme over Pyrenæerne, sammen med deres børn og gamle, mange af dem sårede.
Jeg husker tydeligt den dag, Franco erklærede krigen for overstået. At det netop skulle være d. 1.april var en utrolig dårlig vits.