Dette møde er ikke alene et møde til minde om de uforglemmelige internationale brigader - som i år for 70 år siden - side om side med det spanske folk, kæmpede med livet som indsats for det spanske demokrati mod fascismen.

af Anton Nielsen, formand for Horserød Stutthof Foreningen

Men det er også tænkt som et møde om kampen mod fascisme, undertrykkelse og krig i år 2006.
Den beklagelige kendsgerning er jo, at kampen for freden mod krigen og krigsanstifterne ikke er mindre vigtig i dag - ikke mindre nødvendig - end den var dengang fascisterne myrdede den spanske republik.
Den 17. juli 1936 startede den spanske borgerkrig, da et militæroprør - anført af general Francisco Franco - brød ud i Spansk Marokko. Samme Franco blev snart efter den officielle leder af Falangen - den spanske fascistbevægelse.
Oprørerne fik hurtigt fuld kontrol over den nordafrikanske besiddelse. De iværksatte øjeblikkelig en grusom terror og hævnaktion mod alle, som støttede den lovlige spanske republik. De, som blev taget til fange, blev øjeblikkelig henrettet.
Samtidig hermed opfordrede Franco garnisonerne i Spanien om at tilslutte sig det fascistiske oprør mod republikken, og de marokkanske tropper blev overført til det spanske Hovedland i italienske og tyske fly.
Det fascistiske Italien - såvel som det nazistiske Tyskland - var fra første færd på oprørernes side. Det var alene deres tropper og militært materiel, som - sammen med de vestlige stormagters såkaldte neutralitet eller ikke-indblandingspolitk - som i sidste ende sikrede fascisterne sejren.
Dagen efter kuppet opfordrede den samlede spanske venstrefløj og de faglige organisationer regeringen til at give arbejderne våben til oprettelse af arbejdermilitser. Det nægtede regeringen, og det blev dens endeligt. Der blev dannet en ny folkefrontsregering - denne gang med kommunistisk deltagelse. Nu blev der uddelt våben til arbejderne i Madrid, som allerede den 20. juli sikrede sig den fulde kontrol med Madrid.
Det samme skete i mange andre byer og distrikter. Hermed begyndte et nyt kapitel i den spanske republiks historie. Og det var i sidste øjeblik.
Efter landsættelsen indledte de fascistiske oprørere umiddelbart et stormangreb på den spanske republiks styrker. En række byer faldt hurtigt for det fascistiske overraskelsesangreb.
Her blev den fascistiske terror øjeblikkelig sluppet løs på arbejderkvartererne, som det f.eks. skete i Sevilla, hvor de mandlige indbyggere blev drevet ud på gaderne, hvorefter de fik halsen skåret over af de spanske fremmedlegionærer.
Sevilla blev et levende helvede. Flodens vande - den flod, hvorfra Columbus i sin tid drog ud for at finde en ny vej til Indien - farvedes nu rød af indbyggernes blod. En gennemtrængende ligstank bredte sig over byen - 'man bliver syg på sjæl og legeme', lød meldingerne fra den ulykkelige by.
Det var en forløber for den rædsel - den terror - som i årene efter ramte land efter land. Den spanske borgerkrig var fra starten en advarsel om det, der var på vej. Generalprøven på det mareridt, som skulle ramme hele den menneskelige civilisation. Barbariets genkomst. Umenneskeligheden sat i system.
I løbet af krigens første måneder blev omkring 50.000 mennesker dræbt.
Men i en række andre store byer store holdt de republikanske forsvarere - på dette tidspunkt af krigen - skansen. I juni forsøgte den fascistiske junta at indtage Barcelona. Men den lokale garnison var loyal over for republikken og sammen med byens bevæbnede arbejderklasse, slog de fjenden tilbage. Det samme skete i Valencia.
Hovedmålet for fascisternes offensiv var Madrid. Og allerede i november 1936 stod fascisterne foran Madrids porte.
'No pasarán' - 'de kommer ikke igennem' - lød kampråbet fra Madrids befolkning. Forsvaret af Madrid blev republikanernes første sejr og de internationale brigaders ilddåb. Mellem 40.000 og 60.000 frivillige fra 55 lande kæmpede i brigaderne fra deres oprettelse den 17. oktober 1936 til brigadernes hjemsendelse i oktober 1938.
En ung englænder, Sam Russel, fik sin ilddåb ved Madrid. Han lå længe i skyttegravene i universitetsområdet i den nordlige del af Madrid:
'--- det var på det tidspunkt, de russiske geværer begyndte at ankomme. En del af ammunitionen passede ikke til geværerne, og der lå vi og kæmpede mod Franco mellem fakultetsbygningerne. Midt i december var vi kun seks tilbage af de oprindelige 30. Nogle var blevet såret, men de fleste var døde. Tabet var lige så stort i den franske bataljon.
Trods de store tab, tiltagende mangel på alt fra fødevare til våben og jævnlige bombardementer fra tyske og italienske fly, holdt byen dog stand', slutter Sam Russel.
No Pasarán - De kom ikke igennem!
På to-årsdagen for krigsudbruddet skrev Arbejderbladet:
'Det er nu to år siden de forræderiske spanske generaler, understøttet og ledet af den fascistiske italienske regering og den nazistiske tyske regering, rejste det blodige oprør mod den lovlige spanske regering og det spanske folks store flertal.
For at fremme den barbariske fascismes og den blodige nazismes krigsplaner kastede man sig ved indenlandske forræderes hjælp over det spanske folk, for i en håndevending at forsøge at undertrykke det og derigennem skabe brandstifterne ny basis for den verdenskrig mod demokrati og frihed, som så febrilsk forberedes.
Tyskland er faldet, Østrig er faldet, Italien er faldet for fascismen forræderiske morderdolk, hvorfor man troede, at det ville være en let og hurtig sag at underlægge sig det fattige spanske folk og derved klemme det kæmpende franske demokrati op i en krog.
To år er gået! Den kendsgerning fortæller, at de fascistiske krigsbrandstiftere og deres lejesvende og forræderiske generaler har forregnet sig!
Ganske eftertrykkeligt endda!
Man havde glemt at regne med den kendsgerning, at det var det spanske folk, under folkefrontens ledelse, skabt af det kommunistiske parti, man her kom til at kæmpe mod! I alle tidligere tilfælde havde fascisterne og deres forræderiske lejesvende stået over for et splittet folk, her mødte de et enigt folk, der hellere ofrede livet end veg en fodsbred jord, eller opgav den møjsommeligt tilkæmpede menneskelighed og frihed. ... Franco og hans fæller er i dag længere fra målet end for to lange, blodige år siden.'
'I to lange og bitre år', slutter Arbejderbladet, 'har det spanske folk, understøttet af antifascistiske frivillige fra alle lande holdt stand i den mest barbariske, den mest grusomme og hensynsløse interventionskrig, verden har set!!'
Herom skrev forfatteren Webb Miller i 1937:
'Jeg var dybt rystet, da jeg forlod Spanien, ved den atmosfære af blod, tårer og terror jeg havde levet i, og fuldkommen modløs ved tanken om, hvad der forestod Europa.
Hvad jeg så og hørte af udviklet terrorisme som et nyttigt våben i krigstid var til at få kvalme af.
Aldrig før havde man i nyere tid hørt om lignende massemyrderier og koldblodige nedslagtninger af fanger, sårede og hjælpeløse gidsler i tusindvis.
Voldshandlingerne mod befolkningen ved samvittighedsløse luftbombardementer havde næsten udslettet skellet mellem militære og civile. ... 'Vi bekæmper en livsanskuelse,' sagde en officer til mig. 'Livsanskuelsen sidder i hjernen, derfor må vi dræbe mennesket for at komme livsanskuelsen til livs. Vi må dræbe alle, som har den 'røde' livsanskuelse'. En elskværdig, charmerende, intelligent ung officer blandt fascisterne fortalte mig, at han personlig havde henrettet enoghalvfjerds mand,' skrev Web Miller dengang i 1937.
Den 26. april 1937 angreb tyske og italienske fly den lille baskiske by Guernica. Som den første journalist nåede G.L. Steer frem til Guernica: 'Klokken fire, lige før markedet lukkede, kom der mange flyvemaskiner,' fortalte en midaldrende mand. 'De kastede mange bomber. Nogle kom flyvende ganske lavt og skød kugler ned i gaderne.'
'... de fleste af byens gader begyndte eller mundede ud ved torvet. Det var umuligt at komme igennem dem, for de var omdannet til hele mure af flammer. Murbrokkerne tårnede sig op. Jeg kunne se nogle skyggeagtige former, nogle var store, andre bare askedynger. Alle kunne berette den samme historie om flyvemaskiner, kugler, bomber og ild.
Mens tyskerne bombede fra stor højde for at se, hvilken effekt ødelæggelserne havde på civilbefolkningens moral, øvede de italienske fly præcisionsbombning. 75 procent af byen lægges i ruiner. Flere end 2.500 af den lille bys indbyggere blev dræbt. Byen var uden strategisk betydning, og angrebet på civilbefolkningen helt unødvendigt - ren terror.
'Mindre end et døgn efter denne grusomme beretning var nået ud til omverdenen', skrev Steer, 'havde Franco stemplet disse chokerede, hjemløse mennesker som løgnere. Flere uger senere kom de såkaldte 'britiske eksperter' til Guernica, men da var stanken af brændt menneskekød trukket bort og erstattet af benzin, der blev hældt ud hist og her af Molas folk (fascisterne), og de britiske 'eksperter' afgav deres pompøse dom:
'Det var de røde, der med fuldt overlæg satte ild til Guernica.'
'Det var beklageligt, men vi kunne ikke handle på anden måde. For på det tidspunkt kunne de erfaringer ikke opnås på anden måde,' sagde chefen for Luftwaffe, Hermann Göring under Nürnberg-processen i 1946, da han blev spurgt om angrebet på Guernica - generalprøven på de store bombardementer under anden verdenskrig.'
Få måneder efter den spanske borgerkrigs afslutning fik man brug for 'erfaringerne fra Guernica'. Denne gang i Polen. Den anden verdenskrig var brudt ud.
Hvad er det, der får mennesker til at gøre noget sådan? Uvilkårligt sprang tankerne frem til vor nære fortid - til Vietnam-krigen. Til den amerikanske terror mod et fattigt men stolt folk, som heller ikke lod sig kue af en brutal overmagt. Til tæppebombardementerne af Hanoi og Haifong og til massakren i Mylai:
'Hvad mig selv angår,' sagde den amerikanske løjtnant Calley dengang, 'plager den tanke mig ikke, at jeg slog de mennesker i Mylai ihjel. Jeg gjorde det ikke af lyst - jeg kunne ikke slå ihjel af lyst. Vi var faktisk sådan set ikke i Mylai for at dræbe mennesker. Vi var der for at dræbe en ideologi, der repræsenteres af ! tja, jeg ved ikke. Skakbrikker. Figurer. Kødmasser. Men jeg var ikke i Mylai for at udslette tænkende væsener. Jeg var der for at tilintetgøre en uhåndgribelig idé. For at tilintetgøre kommunismen. ... jeg så på kommunismen som en sydstatsmand ser på en neger, regner jeg med: Den er skadelig og den er ond.'
Calley`s udsagn førte videre til tidligere morderes og terroristers stupide 'undskyldninger' for deres misgerninger. De var alle påfaldende ens. Som Auschwitz` kommandant Rudolf Höss for eksempel, der i Nürnberg erklærede, at han aldrig havde gjort sig skyldig i nogen grusomhed - endnu mindre i noget mord. Han havde kun handlet efter ordre. Ordre som han gav videre til eksekutionskolonnen:
'Jeg gav dem et vink,' sagde han. Bare et vink - et helt uskyldigt vink - hvorefter sigøjnerbørnene blev sendt ind i gaskammeret.
Fra Spanien over Auschwitz, Majdanek, Neuengamme og Stutthof til Nürnberg - og videre til Korea, Vietnam, Irak og Afghanistan - altid det samme.
Fra den unge spanske fascistofficer og Göring og Höss - til den amerikanske løjtnant William Calley. Samme uvidenhed, samme himmelråbende dumhed - samme afgrundsdybe stupiditet og menneskeforagt. Samme bagvedliggende ideologi. Hadets og undertrykkelsens ideologi. Det tredje Riges - såvel som den såkaldt Nye Verdensordens - ideologi.
Voldens, barbariets og undertrykkelsens vej er lang og brolagt med blodige tragedier. Fra Guernica, til kløften ved Babi-Jar. Fra Oradur Sur Glane til Lidice og ghettoen i Warszawa. Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Massakren på de koreanske fanger på øen Koje. Fra de franske torturkamre i Algeriet til mordet på Patrice Lumumba og massakren i Sharpeville. Fra Svinebugten til mordet på Salvador Allende. Fra Mylai til Fallujah. Frygtelige milepæle på terrorismens lange blodige vej.
Omkring 500 unge danske tog til Spanien for at kæmpe for demokratiet og den spanske republik. De skånede ikke sig selv men kæmpede modigt mod fascisterne i de forreste linier.
I en lille duplikeret frontavis - 'Offensiv' - kunne man således i september 1937 læse om de voldsomme kampe ved Quinto den 23. august, hvor danskerne var i forreste linie:
'Hårdest gik kampen dog ud over danskerne i første kompagni. Vores tidligere sårede, ukuelige kompagnichef Jørgen Nørup såredes tidligt på dagen i skulderen, men fortsatte ledelsen af kompagniet til en fascistkugle gik igennem et stykke af tindingen. Kuglen gik ind under stålhjælmen, og såret var farligt, men vore sidste oplysninger går ud på, at Jørgen Nørup er uden for fare.
Så snart Nørup var gået ud af kampen, overtog vor kloge og urokkelige politkommissær Villy Fuglsang kommandoen over kompagniet. Det varede ikke længe, før også han fik en kugle gennem skulderen, men Fuglsang overgav sig ikke til sygebærerne, før han havde ført kompagniet helt frem til en gunstig stilling.
Under kampen faldt vore danske kammerater Eggert Annfeldt, Jeppe Pedersen, Georg Lundkvist og Kaj Rasmussen, mens Bernhard Larsen, og hans broder Svend, Karl Rasmussen, Kaj Jensen, Kurt Ørsted, Jørgen Nørup og Villy Fuglsang blev såret.'
220 unge danske fandt deres grav i Spaniens jord.
I oktober 1938 blev de internationale brigader hjemsendt. I november led republikanerne et afgørende nederlag i slaget ved Ebro. I januar 1939 indtog fascisterne Barcelona. Og måneden efter anerkendte såvel England som Frankrig Francos fascistiske styre. I marts faldt Madrid, og den 29. marts 1939 fejrede Franco den fascistiske sejr ved en stor militærparade.
Derefter blev den fascistiske terror sluppet løs på det spanske folk.
Over 600.000 mennesker havde mistet livet under krigen, andre hundredetusinder var flygtet til udlandet, hvor de fristede en uvis skæbne. Fra 1939 og frem til 1944 blev flere end 200.000 mennesker henrettet i det fascistiske Spanien.
Henrettelserne fortsatte i hele den fascistiske periode. Så sent som den 20. april 1963 blev Julian Grimau - medlem af det fortsat illegale spanske kommunistiske partis centralkomite - garrotteret af de fascistiske bødler. Kun få måneder før Francos død henrettedes fem unge baskiske frihedskæmpere.
I 36 år sad Franco på magten. Han døde den 20.november 1975. 'Verdens mest ubegrædte lig', skrev aviserne.
Det Danmark, de spaniensfrivillige vendte tilbage til, var et splittet Danmark. En samlet front fra nazisterne over heilende KU-ere til Socialdemokratiet havde udpeget kommunisterne - ikke fascisterne - til fjenden..
Kommunistiske opfordringer til Socialdemokratiet om enhed i kampen mod fascismen blev hånligt afvist af den socialdemokratiske ledelse.
I stedet oprettede Socialdemokratiet i 1935 HIPA - Hovedorganisationernes Informations- og Propagandaafdeling - hvis opgave udtrykkelig var at bekæmpe kommunisterne med alle til rådighed stående midler. Man skulle udsprede antikommunistisk materiale, afholde kurser med mere samtidig med, at man oprettede sit eget kartotek til registrering af kommunister.
Man betalte postvæsnet for at få navne og adresser på dem, der holdt Arbejderbladet, samtidig oprettedes et stikkerkorps, hvis opgave var at rapportere til HIPA om kommunisternes gøren og laden på arbejdspladserne. HIPA havde fra starten til huse i 'De Samvirkende Fagforbund' - i dag LO.
Kun fem måneder efter fascismens sorte nat havde sænket sig over Spanien, brød den anden verdenskrig ud, da nazi-Tysklands angreb Polen.
Og da Hitler-Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940, anså kartoteksbestyrerne i HIPA - helt i den officielle samarbejdspolitiks ånd - det som særdeles vigtigt, at udlevere navne og adresser på de tidligere spaniensfrivillige til tysk politi.
'De spaniensfrivillige var jo både våbentrænede, og - formodede man - villige til at yde modstand mod fascismen, som de havde gjort det i Spanien'.
Registreringen og den landsforræderiske udlevering af navne og adresser på de spaniensfrivillige, var for øvrigt ikke første gang, man havde forsøgt at underløbe disse modige mennesker, som havde kæmpet for det spanske demokrati.
Ved deres hjemkomst blev mange arresteret, og anklaget for at have kæmpet i et andet lands hær. Arrestationerne skete i henhold til en lov vedtaget til lejligheden:
'Som et led i Kontrolforanstaltningerne, som den internationale ikke-indblandingskomité iværksatte omkring Slutningen af Februar1937, har en Række europæiske Stater gennemført forbud mod frivilliges Deltagelse i den spanske Borgerkrig. Forslag herom blev fremsat i Folketinget den 23. Februar og gennemført i Løbet af de to efterfølgende dage.
Forbuddet omfatter Udrejse og Gennemrejse for saavel danske som fremmede Statsborgere til Deltagelse i Borgerkrigen i Spanien og spansk Marokko. ... for Overtrædelse fastsættes Hæftestraf indtil tre Maaneder, eventuelt Bøder. Loven bortfalder af sig selv ved Borgerkrigens ophør.'
Anderledes da de frivillige fra Finlands-krigen vendte hjem. Alle gode kræfter kæmper for det 'hvide Finland', erklærede de toneangivende politiske kredse i landet. Det hvide Finland, som i 1918 - efter den finske borgerkrig - lod 18.000 finske arbejdere stille op ad muren og henrette.
Disse Helte - med Schalburg og andre nazistisk inficerede officerer i spidsen - blev modtaget med hyldestfanfare fra det officielle Danmarks side. De blev ikke fængslet eller forfulgt for at kæmpe for fremmed magt.
Mange af dem gik efter Danmarks besættelse ind i Frikorps Danmark, Schalburg-korpset og andre nazistiske støttekorps.
De spaniensfrivillige gik ind i modstandsbevægelsen, hvor mange af dem mistede livet i kampen for Danmarks frihed.
Vi skriver nu 2006. Danmark er ikke længere besat - men er selv en besættelsesmagt. Under foregivelse af at ville bekæmpe terrorismen er terroren blevet sluppet løs på de afghanske og irakiske folk. Myrderierne synes uden ende. Det samme synes det afgrundsdybe hykleri, som vi dagligt udsættes for.
Propagandatrommerne buldrer. Bush, Blair og Fogh - demokratiets ypperste stridsmænd. Frihedens forsvarere. Den nye Verdensordens profeter.
Begreberne vendes på hovedet. Man fremmaner et vrangbillede af vor verden. Det er som at se i et troldspejl - intet er, hvad det giver sig ud for at være. Krig er fred. Et røvertogt, som har til formål at stjæle andres resurser, forvandles til en 'befrielseskrig' - et opgør med en skruppelløs diktator og gammel allieret.
Den nye verdensorden proklamerer krig mod terrorismen - en krig der aldrig ender. 'The never ending war' som man kalder den på nydansk. Magthavernes og våbenproducenternes ultimative og indtil dato mest profitable opfindelse - krigens evighedsmaskine.
Og den danske regering og dens racistiske støtteparti synger med i koret. Terrorismen skal bekæmpes med alle midler, så derfor indføres politistaten i Danmark. Foreningen Oprørs talsmand slæbes for retten for sin kamp for bevarelse af demokratiet og et folks ret til at kæmpe for sin frihed, mens den nazistiske morder Søren Kam slippes ud af fængslet i Tyskland. Der er ikke meget nyt under solen.
Krigen startede med en løgn. Der er kun tale om kort tid, så har Saddam atombomben. Det var ganske vist. Irak er en trussel mod verdenssamfundet. Irak var - påstod treenigheden Bush, Blair og Fogh - en trussel mod USA`s sikkerhed og strategiske og nationale interesser - og altså også mod Danmarks, skal man tro Fogh og co. Men Irak - og for den sags skyld også Afghanistan - har aldrig truet - endsige angrebet vort land. Unge danske mænd sendes i krig på en løgn. De kæmper ikke for demokratiet. De er brikker i et beskidt spil. De første er kommet hjem i en kiste - flere vil følge. De døde i Irak og i Afghanistan. Men morderne sidder på Christiansborg!
Kampen om historien - såvel som kampen om fremtiden - bliver stadig mere intens og nødvendig. Den historiske løgnagtighed er sat i system, og har i dag nærmest form af en industri - en meningsindustri - som har til formål at omskrive og manipulere historien, så magthaverne fremstår hvide som sne, mens modstanderne tillægges de mest usle motiver og sværtes til ukendelighed. Statsautoriseret hjernevask - bl.a. i form af en 'historisk kanon' - som alene har til formål at kanoniserer den bestående samfundsorden som den eneste rigtige, mens folkets kampe for en bedre og mere retfærdig verden for evigt er dømt til at forsvinde i nationens store glemmebog.
Tanken falder umiddelbart på Hitlers propagandaminister, Göbbels, som i sin tid systematisk brugte løgnen i den nazistiske hjernevask af det tyske folk. Som Göbbels, sådan også nutidens magthavere: Gentag løgnen i en uendelighed, og til sidst vil den fremstå som den 'skinbarlige og uigenkaldelige sandhed'.
Man skyer intet middel i denne propagandakrig. Og nogen falder da også for dette ideologiske felttog og den falske agitation.
Tidligere progressive mennesker føler en tilsyneladende ubændig trang til at afsværge deres fortid. Trængslen ved den politiske håndvask har i de sidste 10-15 år været - og er desværre fortsat - tæt. Man gnubber og gnubber, men lige fedt hjælper det. Man er stemplet - man bliver aldrig stueren i dagens småborgerlige, indeklemte racistiske og småfascistiske Danmark. Hvad gør man så, når man nu så gerne vil inden for i varmen?
Man fornægter sin ungdoms idealer, mens man offentligt ruller sig i den politiske mudderpøl - til glæde og almindelig moro for den sorteste reaktion. Andre opgiver i bogstaveligste forstand ånden og overlader deres skæbne til højere magter. 'Det starter i revolution men ender i gudelighed', som Scherfig engang udtrykte det.
I øjeblikket er mange såkaldte historikere sat på hårdt arbejde. De sprøjter afhandlinger og mere eller mindre velunderbyggede påstande ud på samlebånd. De er i gang med at omskrive historien, så den politisk kommer i overensstemmelse med dagens reaktionære magthavere og krigsmagere. Ikke mindst er det historien om optakten til og forholdene under den anden verdenskrig, som kommer en tur igennem den politiske pletrenser - herunder også historien om den spanske borgerkrig.
Det skal ikke lykkedes dem. Det skal de ikke få held med! Kampen for fred og frihed mod krig og fascisme sluttede ikke med Det tredje Riges nederlag i 1945. Kampen går videre. Vi overgiver os aldrig. NO PASARAN!

Tale holdt ved offentligt møde den 28. oktober i anledning af 70-året for udbruddet af den spanske borgerkrig.