af Ole S. Larsen
Blekingegade-sagen er nu næsten 20 år efter dens afslutning blevet PET`s vigtigste alibi for den udemokratiske spion- og stikkeraktivitet mod borgernes politiske arbejde.
Det er i realiteten det, Peter Øvig Knudsens Blekingegade-bog 'Den danske celle', handler om. Bogen udkom, efter hvad man kunne kalde et tæt samarbejde med PET. Knudsen har fået ubegrænset adgang til PET`s arkiver, hvor sortlistningen af hundrede tusinder af danskere og deres politiske aktiviteter er dokumenteret. Det sker, samtidig som PET-kommissionen - nedsat af Folketinget for ni (!) år siden - ikke har kunnet offentliggøre eller afsløre en eneste sag.
Kommissionen skal især undersøge PET`s registrering efter 1968, hvor Folketinget forbød registrering af folks politiske tilhørsforhold. Men PET fortsætter registreringen, og den politiske og politimæssige forfølgelse af især borgere fra 'muslimske miljøer' - nu under de nye terror-love, som giver politiet og efterretningstjenesten vide liberale rammer.
Derfor er utilfredsheden med PET og den 'sandheds'-kommission, som skulle undersøge PET`s politiske registrering, udbredt langt ud over den revolutionære venstrefløjs rækker.
Derfor har PET og Øvig arbejdet på højtryk for at præsentere historien om de hvad der i de borgerligt-reformi-stiske medier kaldes de 'røde', 'kommunistiske' og 'venstreorienterede bankrøvere og politimordere i Blekingegade-banden'.
Knudsens bog om Blekingegade-gruppen, som udpeges som 'maoistiske bankrøvere' i Arbejderen (den 29.marts), er sket i tæt samarbejde med PET. Og den skal nu bruges til at forsvare PET`s fortsatte spionaktiviteter mod lovlige politiske organisationer. Derfor er der brugt millioner på at reklamere for bogen på gader og veje og i medierne.
At Øvigs forfalskning af Blekingegade-gruppens politiske og klassemæssige baggrund er led i et større politisk fremstød, ses også af, at der til næste år kommer både en spillefilm fra Zentropa og en bog, skrevet af den 'islam-kritiske' ideolog Lars Hedegaard, som tidligere har skrevet historie udfra Trotskis revanchistiske konspirations-teorier.
Peter Ø.Knudsens bog bliver slået stort op i den borgerligt-reformistiske presse - med den skjulte bagtanke, at vi så måske 'glemmer' og 'tilgiver' PET`s kriminelle og dybt udemokratiske aktiviteter: Krænkningen af måske flere hundrede tusinde menneskers 'grundlovssikrede' rettigheder, da PET registrerede disse mennesker i politiske registre.
Registreringen var samtidig et brud med den borgerlige stats egen lovgivning fra 1968, hvor det blev forbudt for PET at registrere folk, som var medlemmer af lovlige politiske organisationer.
Hverken Fogh-regeringen eller den socialdemokratiske 'opposition' har reelt gjort noget for at afdække PET`s åbenlyse kriminelle aktiviteter.
Den PET-kommission, som Folketinget nedsatte for ni (9) år siden, har vist sig at være en sovepude, som holder PET`s arkiver lukkede undtagen for folk som Peter Ø. Knudsen.
PET nægter stadig at give folk adgang til deres personlige akter og vil end ikke give folk et svar på, om de overhovedet er registrerede.
Derfor er PET og undersøgelseskommissionen i krise. At dømme ud fra omfanget af den politiske markedsføringskampagne af Øvig/PET`s bog om 'Blekingegade-banden' er gruppen sandsynligvis de eneste virkeligt kriminelle i PET`s politiske registre, hvis vi ser bort fra muligheden af, at PET overhovedet har holdt øje med de kriminelle elementer i de fascistiske dækorganisationer og terror-netværk.
Det borgerlige, antikommunistiske fremstød retter ikke hovedstødet så meget mod de isolerede 'maoistiske bankrøvere og politimordere', men snarere mod hvad de kalder 'kommunistiske ditto', for Blekingegade-folkene kom jo fra en 'kommunistisk arbejdskreds', som venstre-opportunisten Gotfred Appel kaldte sin gruppe.
Det bliver dermed en forlængelse af de sorte professorers ideologiske felttog mod arbejderklassen, kommunismen og den sovjetiske revolution, hvor ikke bare den statsstøttede professor Bent Jensen fører an i et felttog, som ligefrem får religiøse toner i Dagbladet Information, da avisen i en leder konkluderer at 'Kommunismen er den levendegjorte ondskab', og kommunisterne er 'Lenins og Stalins sataniske efterfølgere' (Leder den 28.december 2002). Blekingegade-sagen skal kanoniseres som et eksempel på 'socialistisk vold og terror'.
Det er vigtigt at understrege, at den kommunistiske bevægelse afviser og fordømmer den individuelle terror, som den kom til udtryk hos Blekingegade-gruppen, RAF, Røde Brigader og tusinder af andre småborgerlige 'aktivistgruppers' 'aktioner'. En del af dem ligefrem opbygget og infiltreret af politiet. Selv om Blekingegade-folkenes og 'RAF`s' retorik smagte lidt af 'Rød Revolution', var deres handlinger dybt skadelige for arbejderklassens og kommunismens sag, og disse 'Røde Arme'-folk kastede endnu mere benzin på de borgerlige mediers antikommunistiske propagandabål, hvor kommunismen og den proletariske revolution er udpeget og dømt på forhånd som kættersk, 'udemokratisk, terroristisk og undertrykkende, med mere.'
Men hverken Øvigs Blekingegadebog eller den kommende spillefilm vil løse PET`s krise. PET bør åbne arkiverne og lade kommissionen og de tusinder af politisk registrede få adgang til deres akter. Det er den eneste vej for PET.
Om Blekingegade-gruppens klassebaggrund: Det er muligt, at den venstreopportunistiske Blekingegade-gruppe kan kaldes 'maoistisk', 'rød' eller 'venstreorienteret', men deres klassemæssige baggrund er den samme som RAF`s, (Ulrike Meinhof og andre), som bagmændene til 11. september (Osama bin Laden med flere) og London-bomberne (den 7. juli 2005), nemlig middelklasen (mellemlagene) og den kapitalistiske overklasse. Ingen af dem kommer fra arbejderklassen. Som 'Stemmen', et af medlemmerne, siger til Øvig: 'Alle i gruppen er vokset op i borgerlige, velfungerende familier . . .'. Den småborgerlige maoisme blev teoretisk og politisk afdækket og afsløret først og fremmest af DKP/ML gennem Forlaget Arbejderen`s udgivelse af bogen: 'Imperialismen og revolutionen' (1), men også de mere dagbogslignende 'Betragtninger over Kina' gav en vigtigt bidrag til forståelsen af den småborgerlige opportunistiske udvikling i Kina under Mao Zedongs ledelse.
Maoismen spiller en lige så minimal rolle som den småborgerlige trotskisme i Danmark i dag eller de, som mener, at socialismen eksisterede i Sovjet og Polen i 1989.
Derimod ser man i systemtro kredse med 'bekymring' på den kommunistiske indflydelse med rod i arbejderklassen.
Og det bliver selvklart ikke de 'maoistiske bankrøvere og politimorderes' borgerlige klassebaggrund, som PET`s og deres forfatter Peter Ø. Knudsen vil rette hovedskytset imod. Gennem bogen forsøger PET og de borgerligt-socialdemokratiske forsvarere af spion- og stikkertjenesten at forsvare dens eksistens som et værn imod 'kommunistiske bankrøvere og politimordere'. Det viser også, hvor skadelige Blekingegade-gruppens 'aktiviteter' var.
Så skadelige, at de i dag udgør det vigtigste forsvar for PET`s udemokratiske stikkeraktiviteter. Derfor rettes det politiske skyts fra både borgerlige og socialdemokratiske forsvarere af PET`s virksomhed mod de revolutionære, kommunistiske organisationer og den folkelige palæstinensiske befrielsesfront PFLP, som aldrig har angrebet mål, som ikke var forbundet med den zionistiske kolonistat Israel, som sammen med US-Army er Mellemøstens største og farligste terrororganisationer fra 1948 til i dag. At politiet havde mulighed for at stoppe de 'maoistiske bankrøvere' langt tidligere, fremgår også af bogen 'En højere sags tjeneste' (2), som udkom i januar. Politiet kendte til deres kriminelle aktiviteter, og var ifølge politiets egne optegnelser allerede i november 1976 i hælene på gruppen. Men man forholdt sig passivt. (3) Hvorfor? Hvad ventede man på? Ventede man på at finde forbindelser/kontakter til revolutionære kommunister og i solidaritetsorganisationer? Forbindelser, som ikke fandtes.
Ingen af de borgerlige anmeldere tør komme med et troværdigt svar, men det står klart, at myndighederne (politiet og PET) har strikket en (bort)forklaring sammen. I medierne videregives PET/politiets 'sandheder'. Men som Politiken skriver: 'Politiets Efterretningstjeneste gjorde flere gange politiet opmærksom på, at Blekingegadebanden stod bag en række grove røverier'. Hvorfor blev 'banden' ikke stoppet tidligere?
De 'maoistiske bankrøvere' blev først stoppet i november 1988, da en ildkamp efter postrøveriet i Købmagergade gjorde dem til politimordere. Nu var der kommet 'lig på bordet', som man siger.

Noter:
(1) 'Imperialismen og revolutionen' og 'Betragtninger over Kina I + II' begge af Enver Hoxha, Forlaget Arbejderen, København 1979 og 1980
(2) 'En højere sags tjeneste - PET under den kolde krig' Hans Davidsen-Nielsen, Politikens Forlag 2007
(3) DR: dr.dk/Nyheder/Indland/ 2007/01/21/020602.htm