Han var ganske ung, da han af gode og garvede tillidsfolk som Jakob Rasmussen og Svend Petersen blev sat i spidsen for den strejke, søfolkene iværksatte i 1956

af Jørgen Tved
Torsdag den 11. september fik vi besked om, at 'sømandsbossen' Preben Møller Hansen var afgået ved døden. Ikke uventet, de sidste år af Prebens liv havde været en kamp mod svigtende helbred.
Med Prebens bortgang er en af de helt store fakler i fagbevægelsen og i det politiske liv blevet slukket. Han var ganske ung, da han af gode og garvede tillidsfolk som Jakob Rasmussen og Svend Petersen blev sat i spidsen for den strejke, søfolkene iværksatte i 1956. Søfolkene var ikke indstillet på at slutte deres strejke, selv om et forkastet overenskomstforslag var blevet ophøjet til lov. Hans utraditionelle måde at lede strejken på kostede ham ti dage i Vestre Fængsel, før sømændenes advokat Mogens Glistrup fik ham frigivet.

Utraditionel
Preben var utraditionel. Det fik danske skibsredere at mærke, da han og kommunisterne overtog roret i Sømandsforbundet. Søfolkene fik hurtigt både betydelige lønforhøjelser og ordentlige arbejdsforhold.
Preben blev også medlem af Danmarks Kommunistiske Parti i 1956 og i løbet af få år medlem af partiets ledelse. Da DKP røg ud af Folketinget, var det i høj grad hans og andres organisatoriske og politiske talent, der igen fik partiet i Folketinget.
Preben spillede på mange strenge, så Sømandsforbundet fik blandt andet både en kultur- og uddannelsesfond, naturligvis betalt af skibsrederne. Det betød køb og opbygning af Tidens Højskole ved Hørsholm, som ikke kun var beregnet for søfolk, der dog på helt særlige og favorable betingelser kunne få undervisning her, inden de blev sendt på studierejser til Cuba og andre socialistiske lande.
Husket vil Tidens Højskole også blive af de flere hundrede ældre, der gennem årene kom på de særlige pensionistkurser, der blev holdt i julen med Preben selv i 'kabyssen'. Og vel for den store Leninstatue, der blev rejst, så Lenin kunne kigge ud over Hørsholm. Kulturfonden betød også, at danske kunstnere som for eksempel Karen-Lise Mynster, Herluf Bidstrup, Viktor Brockdorff med flere kunne belønnes og støttes fra denne fond.
Ukendte kunstnere som for eksempel 'plattedamer', der kunne tegne på paptallerkener, eller et sangkor af havnearbejdere, som var oprettet i forbindelse med en strejke, fik støtte fra Sømændenes Kulturfond.
Prebens utraditionelle optræden og facon førte til et meget beklageligt brud med DKP.

Klassekamp
Preben forstod, at klassekamp ikke kun var noget, der foregik mellem arbejdsgivere og arbejdere gennem fagbevægelsen. Den faglige og den politiske kamp var to sider af samme sag. Det betød oprettelse af Fælles Kurs, der til stor overraskelse også kom i Folketinget.
Preben og Sømandsforbundet gjorde sig også gældende internationalt i det faglige arbejde og i solidaritetsarbejdet med for eksempel frihedsbevægelsen i Sydafrika. Med Cuba og Nordkorea. Han gik aldrig i små sko.
Preben var sine venners ven, hvilket ikke blot sømænd fik mange beviser på. Det er rigtig mange, der på forskellig vis har fået en hjælpende hånd af Preben.
Vi vil huske ham som fagforeningsmanden, der gennemførte, at en faglig tillidsmand i hans forbund ikke skulle have en højere løn end den, kammeraterne havde på søen. Vi vil huske ham som en trofast og aldrig svigtende kammerat. Vi vil komme til at savne folk, der som Preben kunne føre faglig klassekamp på en utraditionel måde. Og som kunne skabe resultater.
Æret være han minde.