Som ANC's nye partileder og afløser for den skandale- og korruptionsramte Jacob Zuma bliver Cyril Ramaphosa sandsynligvis også snart Sydafrikas næste præsident.

Stenrige Ramaphosa vil dog næppe gøre hverdagen lettere for landets mange fattige.

Jeg husker stadigvæk den dag i marts 1997, da Cyril Ramaphosa på Københavns Universitet fortalte om sin rolle i kampen imod apartheid og arbejdet med at skrive verdens nok mest progressive forfatning.

Han gik fra at være erklæret kommunist til at blive en af Sydafrikas rigeste mænd.

Ramaphosa var denne dag en bredt smilende, charmerende og folkelig mand, der havde et imponerende CV fra kampen imod et af det tyvende århundredes mest frastødende og forhadte regimer, apartheidstyret i Sydafrika.

I 1970'erne sad han et år i isolationsfængsel på grund af sin kamp imod apartheid. I 1980'erne ledede han landets største og mest magtfulde fagforening igennem langvarige strejker imod styret.

Og i 1990'erne var han ANC's chefforhandler under overgangen til demokrati i Sydafrika, samt hovedarkitekten bag landets første demokratiske forfatning.

Men efter at have tabt kampen om at efterfølge Nelson Mandela som præsident for Sydafrika til Thabo Mbeki foretog Ramaphosa en ideologisk kovending.

Et hamskifte

Han gik fra at være erklæret kommunist til at blive en af Sydafrikas rigeste mænd, godt hjulpet af det Black Economic Empowerment (BEE)-program, som han selv var en af arkitekterne bag.

Han gik fra at kritisere kolonialt tankegods, være fortaler for sort selvbevidsthed og medlem af Bikos Black Consciousness-bevægelse til selv at blive indlemmet i en forholdsvis uændret økonomisk magtstruktur - styret af mange af de samme hvide ansigter og firmaer som under apartheid.

Hvis målet er andet og mere end et status quo, så er Ramaphosa og den nuværende ANC-elite ikke løsningen.

Og han gik fra at være en anset og succesfuld fagforeningsleder for Sydafrikas største fagforening og chefforhandler i afskaffelsen af apartheid til at lægge pres på regeringen og politiet for at stoppe en strejke i Lonmin Platin-minen i Marikana.

Her var han selv bestyrelsesmedlem og aktionær. Årsagen til strejken var farlige arbejdsforhold, samt elendige boligforhold og lønninger.

Politiet skød 34 af de strejkende minearbejdere, som Ramaphosa overfor to ministre havde omtalt som "kriminelle". Mange af dem blev skudt i ryggen, mens de flygtede eller var lagt i håndjern.

Under undersøgelsen af Marikana-massakren, blev Ramaphosa mødt med vrede tilråb fra minearbejdere. "Du har blod på hænderne", råbte de.

Amnesty International kaldte massakren det værste tilfælde af vold begået af den sydafrikanske stat siden apartheid.

I 2014 udtalte Ramaphosa i en hyldesttale til Nelson Mandela, at "der er noget grundlæggende forkert i verden, når så mange har så lidt, når så få har så meget", og at ANC "altid har været på de undertrykte og marginaliseredes side".

Og så sent som i november påstod han, at ANC's Freedom Charter - partiets pejlemærke for et fremtidigt samfund under kampen mod apartheid-regimet - stadigvæk er udgangspunktet og hjertet i den økonomiske frihedskamp, som ANC sagde skulle komme i kølvandet på den politiske sejr i 1994.

Men hverken ANC eller Ramaphosa selv, som tidligere generalsekretær i ANC og vicepræsident siden 2012, har levet op til charterets krav om omfattende jordreformer, økonomisk omfordeling og omfattende nationalisering af ikke mindst Sydafrikas miner og minedrift.

Fra race- til klasse-apartheid

Sydafrika er et af verdens allermest ulige lande. Landets tre rigeste personer ejer det samme som de fattigste 50 procent. 16,6 procent lever for under 12 kroner om dagen. 

ANC er således kun lykkedes med at omfordele forholdsmæssigt lidt af landets enorme jord- og pengeresurser til de mange fattige (især sorte) sydafrikanere. Kun nogle få sorte – som Cyril Ramaphosa – er blevet rige undervejs.

Ramaphosa er på denne måde et slags symbol på, hvad der er gået galt i Sydafrika i de seneste tyve år.

Mest af alt, fordi ANC skiftede fokus fra vækst gennem omfordeling til en omfordeling gennem vækst. En vækst for de få, og et fokus på privatiseringer og offentlige nedskæringer, der ikke har hjulpet det store flertal.

Denne politik blev måske til dels presset igennem af IMF og Verdensbanken.

Men at Ramaphosa og ANC-ledelsen ikke er lykkedes med at ændre Sydafrika mere, skyldes i mindst lige så høj grad, at de selv har ændret sig og profiteret mere end det samfund, de lovede at ville ændre grundlæggende.

Så hvis målet er andet og mere end et status quo, hvor store dele af befolkningen snart 25 år efter afskaffelsen af apartheid fortsat lever i den yderste fattigdom, så er Ramaphosa og den nuværende ANC-elite ikke løsningen.

ANC er stadigvæk populær i store dele af befolkningen. Ikke mindst fordi livet trods alt føles bedre for de fleste sydafrikanere end under apartheid, og fordi der endnu ikke er et fornuftigt politisk alternativ.

Men antallet af protester imod brugerbetaling og privatiseringer (som "FeesMustFall-bevægelsen") og antallet af strejker som den i Marikana er hastigt stigende.

Så var det nyliberale samfund, som Sydafrika er i dag, virkelig hvad Ramaphosa havde i tankerne, den dag på Københavns Universitet for tyve år siden?

Da Nelson Mandela holdt sin første tale til sydafrikanerne i 1990, efter at være kommet ud af fængslet, sagde han følgende: "Vi skal fundamentalt omstrukturere vores politiske og økonomiske system. Vi har ventet alt for længe på vores frihed, og vi kan ikke vente længere".

Måske skulle manden, der holdt mikrofonen for Mandela dengang, have taget noter. Det var nemlig ingen ringere end Cyril Ramaphosa.