Intet bliver som før. Det er titlen på den bog, den internationalt berømte, canadiske journalist og forfatter Naomi Klein (NK) har skrevet om klimaet og kapitalismen.

Hun er ikke marxist, men forlader ikke desto mindre med denne bog sin tro på, at kapitalismen kan reformeres, således at den kan redde os fra den globale opvarmning. Det gør hun efter en grundig og omfattende research, hvis resultater hun gør rede for på bogens godt 500 sider.

I sin nye bog bevæger Naomi Klein sig fra sin hidtidige kritik af neoliberalismen og dens chokmetoder til direkte at undsige kapitalismen. 

Var Naomi Kleins "Chokdoktrinen" en bemærkelsesværdig bog, er "Intet bliver som før, kapitalisme versus klima" det i endnu højere grad. Her bevæger hun sig fra sin hidtidige kritik af neoliberalismen og dens chokmetoder til direkte at undsige kapitalismen. Opgøret med kapitalismen og opbygningen af et alternativt samfundssystem er blevet et overlevelsesspørgsmål.

Med den engelske titel: "This changes everything. Capitalism vs. the Climate" (Dette forandrer alt. Kapitalisme vs. klima) understreges den indsigt, hun nu er kommet frem til, og som hun gerne vil dele med andre. Dette vigtige moment er gået tabt med den danske, ret intetsigende, titel.

Kapitalismen i offensiven

De fakta, der ligger bag hendes "omvendelse" kan kort refereres som følger:

Ved indgåelsen af Kyoto-aftalen 1997 var der ifølge FN’s klimapanel chance for en moderat, gradvis afvikling af de fossile energiråstoffer, klimakrisens hovedskyldige. Det kunne ske på en måde, der lå inden for rammerne af det kapitalistiske systems muligheder. Men kapitalismen fortsatte sin neoliberalistiske offensiv, hvor den svækkede statslig regulering til fordel for markedsregulering og gassede CO2-udledningen op i stedet for ned.

Som kapitalens murbrækkere fremhæver hun de store frihandelsprojekter som EU, WTO og TTIP. Hun skriver: "Hvad vores klima har brug for, hvis det ikke skal kollapse, er mere begrænset menneskelig brug af ressourcer, men vores økonomiske model kræver omvendt uhindret forøgelse af samme for at undgå kollaps. Det er imidlertid kun lovene for det ene, der kan ændres, og det er under ingen omstændigheder naturlovene".

Hun citerer i den forbindelse et ekspertudsagn, at de rige lande fra 2017 må begynde at sænke deres CO2-udledning med nu 8-10 procent om året, hvis klodens temperaturstigning skal holdes under den af videnskaben fastlagte grænse to grader Celsius. Det kræver en gigantisk omstilling og negativ vækst. Det er uforenligt med det kapitalistiske system, hvis grundlov er voks eller dø.

Klimabenægterne

Neoliberalismens magtbasis, de store olie-, auto- mv. monopoler har også en murbrækker på området ideologi og påvirkning af opinionen. Det er klimabenægtelsens tænketanke og "forskere".

Disse finansieres i rigeligt mål af forskellige fonde med mere eller mindre direkte forbindelse til samme monopoler. Ved ikke mindst konsekvent at betvivle ethvert for dem uønsket forskningsresultat, er det med mediernes hjælp lykkedes at sprede betydelig usikkerhed om, hvad der er op og ned omkring den menneskeskabte, globale opvarmning. Det var faktisk i stand til at vende stemningen i USA i det første årti af 2000, så et flertal nu satte spørgsmål ved menneskeskabt temperaturstigning på kloden.

Hvorfor er fornægtelsen så vigtig for kapitalen? Naomi Klein skriver: "Det er gået op for dem, at så snart de indrømmer, at klimaændringerne er reelle, har de tabt vor tids ideologiske kamp - spørgsmålet, om hvorvidt det er nødvendigt at planlægge og styre vores samfund, så de afspejler vore værdier og mål, eller om man kan overlade det til markedets magi".

Alternativet til kapitalens system

Der findes kræfter, der kan danne udgangspunkt for en anden verden. Der må, ifølge hende, dannes: "en hårdfør koalition af fagforeninger, immigranter, studerende, miljøforkæmpere...". En sådan koalition er endnu ikke på benene, men millioner af mennesker er engageret i forskellige enkeltsagsbevægelser.

Hun efterlyser indtrængende, at bevægelserne koordinerer deres anstrengelser og beklager i denne forbindelse mange af bevægelsernes strukturløshed. En koalition af de nævnte kræfter, og kun en sådan, kan give os håbet om et andet samfundssystem, der er i stand til at kombinere lokalt styrede løsninger med en nødvendig økonomisk planlægning. Fagbevægelsen fremhæver hun især for indsatsen mod de store internationale frihandelsaftaler.

Naomi Kleins særlige kærlighed rettes imidlertid mod de lokale bevægelser, der kæmper for deres natur og miljø mod mine- og olieselskaber og ikke viger tilbage for civil ulydighed så som fysiske blokader trods massiv og ofte meget brutal politiindsats fra myndighedernes side.

Hun besøger aktivister i blokadekamp i Grækenland mod mineselskabet Eldorado Gold, giver flere beretninger om oprindelige folk i Nord- og Sydamerika, der i alliance med andre kræfter, for eksempel ranchejere, går i kamp mod at se deres jord ødelagt af tjæresands- og olieudvinding, om rumænske landsbyboeres kamp mod Chevrons skiffergasboring.

Hun giver disse kampområder, beliggende utallige steder rundt i verden, et fælles navn: Blokadia, som altså også vore egne seje nordjyders kamp i Dybvad mod Totals skiffergasboring er en del af.

Grøn kapitalisme

Om grøn kapitalisme skriver Naomi Klein: Mange vil gerne "nedtone sammenstødene mellem markedets logik og de økologiske grænser... " og løse klimakrisen ved at gøre kapitalismen grøn. Selv om hun naturligvis fortæller om og støtter alle bestræbelser for at fremme for eksempel vedvarende energi, afviser hun som nævnt muligheden af, at kapitalismen kan påvirkes eller tvinges til at fungere mod sit absolutte grundprincip, den enkelte virksomheds søgen mod maximal profit, og gøre verden bæredygtig.

Mange miljøorganisationer arbejder imidlertid mere eller mindre underforstået ud fra tesen om grøn kapitalisme. Det kan føre til, at de ser deres rolle i at finde ukontroversielle delløsninger, der ikke går på tværs af industriens interesser. Hun nævner flere store miljøorganisationer i USA, der endog er blevet totalt afhængige af industriens fondspenge og reelt arbejder for denne.

Man kan måske tilføje, at netop grøn kapitalisme og grøn vækst er klimamantraet for politikerne i vores del af verden, og det fra centrum-venstre og ud mod højre, altså, hvis de overhovedet anerkender problemet eller har taget nogen stilling.

Systemskifte

Det er påfaldende, at Naomi Kleins tankebaner om klimakrisen har ført til stort set de samme slutninger som den marxistiske analyse, gennemført af for eksempel amerikanske John Bellamy Foster, som er med i gruppen omkring det amerikanske tidsskrift Monthly Review: -at kapitalismen i sig selv er problemet, - at kun folkelige kræfter kan gennemføre systemskiftet, - at det nye system må bygge på en kombination af folkeligt demokrati og central planlægning.

Anmeldere i USA har typisk enten udvandet hendes budskab eller har fremmanet stalinismens spøgelse (Om bogens modtagelsen i USA se: John Bellamy Foster: "Crossing the river of fire", Monthly Review, februar 2015)

I Kleins bog er der så godt som ingen henvisninger til marxismen. Hendes tanker om revolutionære samfundsændringer inddrager ikke erfaringer fra Frankrig, Rusland/Sovjet og Kina. Det er, som om hun er havnet i "dårligt selskab" uden at erkende det.

Men det er også klart, at hendes meget progressive og nødvendige budskab kunne blive kvalt i fødslen, hvis bogen fremstod som marxistisk. Så ville tavsheden uden tvivl sænke sig omkring hende. Nu nøjes hun formodentlig med at komme på OBS-listen over folk med potentielt farlige synspunkter.

I alle tilfælde skal Naomi Klein have stor anerkendelse for sin fremragende analyse og præsentation af klimakrisen. Hun har givet både marxister og ikke-marxister et godt spark omkring et problem, hvis rækkevidde vi i grunden ikke rigtig fatter og løbende fortrænger: GØR NOGET.