Bjørn Førde, som har en baggrund i 40 års udviklingsarbejde i blandt andet Mellemfolkeligt Samvirke og FN, har skrevet en klog og læseværdig bog, Vi tror vi kan måle alt. En historie om udvikling.

Bjørn Førde kommer ikke med mange konklusioner, men refleksioner. Han lader fortællingernes pointer tale for sig selv. 

Let læselig ofte i dialogform indføres den interesserede lægmand i ’anvendt udviklingspolitik’ også kaldet bistands- eller udviklingsarbejde, og fagmanden kan også inspireres af bogens bidrag af refleksion over egen praksis.

Bogen handler om Zimbabwe efter dets befrielse i 1980 og transformation fra koloniale Rhodesia til selvstændig stat.

Fra drøm til mareridt

Dengang forestillede man sig et frit og mere lige samfund for alle uanset race, køn og etnicitet, men drømmen har udviklet sig til et mareridt. En despotisk tyvagtig og brutal politisk elite har på knap 40 år udhungret og mishandlet landet, som i sit udgangspunkt havde alle økonomiske og ressourcemæssige forudsætninger for en god samfundsudvikling.

I dag er Zimbabwe eksempel på "fattigdommens og udbytningens politiske økonomi": For at overleve udpiner og ødelægger befolkningen sit eget naturgrundlag. Det øger risikoen for naturkatastrofer som tørke og oversvømmelser, som bliver hyppigere og voldsommere forstærket af den globale klimakrise. Fra at have et frodigt landbrugsland er zimbabwerne nu afhængig at fødevarebistand.

Alt dette danner ramme om bogens kerne, som Bjørn Førde metaforisk beskriver som sin "kærlighedsaffære" med landet og dets befolkning.

25 år efter

Bjørn Førde besluttede i 2018 at rejse 4.500 km gennem Zimbabwe for uanmeldt at opsøge nogle af de lokalsamfund, organisationer og mennesker, som han 25 år tidligere havde arbejdet tæt sammen med som udviklingsarbejder.

Han ville se, hvad der stod tilbage. Han ville snakke med nogle af de lokale, som havde deltaget i arbejdet et kvart århundrede tidligere – eller som havde mødt projektet, efter at de danske frivillige udviklingsarbejdere udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke var rejst hjem.

Tilbage i Danmark opsøgte han tidligere udsendte, som ikke havde været tilbage siden dengang, og lyttede til de visioner, håb og drømme, de blev drevet af, da de rejste ud.

Bjørn Førde har valgt at udfordre sandhedsværdien i udsagnet om ”ikke se tilbage på fortiden, men møde og forme fremtiden”. Velskrevet, illustreret og smukt layoutet beskriver han på knap 400 sider sit møde med den nutidige tilstand af de udviklingsaktiviteter, som Mellemfolkeligt Samvirke, blandt andet under hans ledelse fra 1995 til 2002, satte i søen, inden organisationen sidenhen blev indsluset i multinationale Action Aid. Hvad endte som fiaskoer eller blev til succeser? Er der 25 år efter sat et vedvarende aftryk?

14 refleksioner

 I 14 fortællinger bygget op om 14 projekter i 14 forskellige geografiske lokaliteter reflekteres der (selv)kritisk over de internationale vedtagne kriterier, der lægges til grund for at definere en indsats/et projekt som en succes eller en fiasko.

I den såkaldt ’faglige’ tilgang skal et projekt være SMART – en forkortelse af 1. Specifikt, 2. Målbart, 3. Attraktivt, 4. Realistisk, 5. Tidsbestemt (alle kvantificerbare størrelser) for ellers kan effekten ikke vurderes på skalaen mellem fiasko eller succes – jævnfør bogens titel: Vi tror vi kan måle alt.

Da Bjørn Førde ledede MS/Zimbabwe, var der sket en nyorientering i den teoretiske tilgang til principperne for Mellemfolkeligt Samvirkes udviklingsarbejde. Den krævede en ændring af de udsendte udviklingsarbejderes professionelle praksis og ikke mindst omstilling af deres selvforståelse. Som Bjørn Førde selv siger det i en samtale med Herbert Mudzamba, en slægtning til en ledende person i et MS partnerskab:

”Jeg forklarer Herbert, at Mellemfolkeligt Samvirke i slutningen af 80’erne gjorde folkestyret udvikling til sin udviklingsideologiske ledestjerne. Derfor kom partnerskabet til at stå i centrum. Forventningen var, at vi kunne få fjernet de elementer af formynderisk, patroniserende og bedrevidende ’hjælpisme’, som dukkede op til overfladen hist og her, trods intentioner om det modsatte.

Hensigten var at gøre partnerne til aktive deltagere snarere end passive modtagere. Indsatsen skulle defineres af de lokales behov, snarere end hvad vi tilfældigvis var i stand til at levere.” (s. 263)

Folkestyret udvikling

Der var mange ’minefelter’ at krydse i virkeliggørelsen af ideen om den folkestyrede udvikling. Grundlæggende afhænger succesraten af, hvor vellykket forventningsafstemningen er mellem partnerskabets aktører.

Der skal etableres en fælles forståelse af målsætning, aktiviteter, roller og ansvar i den lokale organisation (den primære partner), de lokale myndigheder (den sekundære partner), udviklingsarbejderen og Mellemfolkeligt Samvirkes stab.

Men selv når man tror, at denne fælles forståelse er etableret, afhænger det hele af indlevelsen, samarbejdet mellem personerne og deres evne til at række ud over kulturforskellene. Alt dette beskriver Bjørn Førde på kærlig vis.

Ideen om folkestyret udvikling er sidenhen blevet formaliseret i diverse civilsamfundsstrategier som dele af den officielle danske udviklingspolitik og dermed bureaukratiseret i stigende grad i lighed med andre strategier. Effekten skal være målbar – også på den korte bane – for at legitimere, at Danmark bruger penge på ulandsbistand.

Man kan ikke måle alt

Bjørn Førde kommer ikke med mange konklusioner, men refleksioner. Han lader fortællingernes pointer tale for sig selv. Men der er alligevel én overordnet konklusion: Nok er et udviklingsprojekt tidsbegrænset, men effekten kan være livsvarig og som hovedregel positiv på de personlige og mellemfolkelige planer – man kan nemlig ikke måle alt.

I disse dage barsler regeringen og udenrigsministeriet med en ny udviklingsstrategi. Jeg vil anbefale udviklingsministeren og hans stab at læse bogen. Udviklingsassistance bør forstås flerdimensionelt for at blive bæredygtig. Buzzwords og kortsigtede udfordringer må ikke vedblive at skygge for de nødvendige langsigtede indsatser.

Brug bogen.