13 Jun 2021  

KBH: Spredte skyer, 17 °C

Hjerteskærende film om børn fanget i Syrien

Verdenspremiere i Danmark: Children of the Enemy

Hjerteskærende film om børn fanget i Syrien

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har verdenspremiere på en brandaktuel film om en svensk morfars kamp for at hente sine syv livstruede børnebørn hjem fra al-Hol-lejren i Syrien. Ligesom i Danmark vægrer den svenske regering sig ved at hjælpe, og han må tage sagen i egen hånd.

Morfar Patricio Galvez omfavner sit yngste barnebarn Mohammed, efter at alle syv børn er kommet ud af al-Hol-lejren.
FOTO: Rena Effendi
1 af 1

Mens den danske regering har lagt 19 danske børns skæbne i Syrien i noget, der ligner en taskforce-mølpose, præsenterer CPH:DOX netop nu den svenske instruktør Gorki Glaser-Müllers brandvarme dokumentar om en svensk-chilensk morfar, Patricio Galvez, og hans kamp for at få sine syv børnebørn hjem fra al-Hol-lejren.

Filmens formål er først og fremmest at dokumen-tere kampen for børns rettigheder og være en del af den internationale debat.
Gorki Glaser-Müller, instruktør

Omstændighederne ligner: Den svenske S-statsminister Löfven udtaler i filmens start, at spørgsmålet om de i alt 90 svenske børn i to lejre i Nordsyrien "er for kompliceret". Der er ingen hjælp at hente herfra, så Patricio Galvez tager til sidst sagen i egen hånd og rejser derned.

Det sker, efter at han i januar 2019 får besked om, at hans datter Amanda, mor til de syv, er blevet dræbt efter et syrisk luftangreb på en konvoj af flygtende tilhængere af Islamisk Stat (IS). Hun dør to dage efter under store lidelser. Også faderen er dræbt.

Er børnebørnene i live?

Dokumentaren ruller herefter historien ud om, hvad Amanda laver dér, og hvordan det er kommet så vidt. For i denne for Patricio fortvivlende situation henvender han sig til sin bekendte fra det svensk-chilenske miljø i Göteborg, filmfotografen Gorki Glaser-Müller, og beder ham om at tage med på den tur, han nu har planlagt for at komme sine børnebørn til undsætning.

Han véd end ikke, om de lever, men en menneskeretsadvokat i London melder, at de er set i live i al-Hol-lejren for IS-kalifatets flygtninge og tilfangetagne. Lejren er beregnet til 5.000 mennesker, men rummer 80.000. De sanitære forhold er forfærdelige. Der er mangel på rent vand, lægemidler og fødevarer. Den yngste søn, ét-årige Mohammed, er stærkt underernæret og i livsfare, lyder det.

Livet i kalifatet og dets endeligt

Forhistorien er, at den smilende, tilsyneladende livsglade svenske teenagedatter uden Patricios viden er konverteret til islam. Hun bortgiftes til en ukendt mand, der viser sig at være den berygtede svenske jihadist Michael Skråmo, der på de sociale medier åbent har opfordret til terrorhandlinger i Sverige. I 2014 rejser hun med sin mand til det selvudråbte IS-kalifat i Raqqa. 

Amanda sender jævnligt fotos, videoer og breve til Patricio. I filmens start bladrer han igen disse billeder, breve og beskeder igennem og ser nu, at børnene trods deres smil ser underernærede og forsømte ud. I det første brev undskylder Amanda, at hun holdt skjult for faderen, at hun var rejst bort, men forsikrer: "Det er bedre for os her. Her er vi frie, uden problemer".

Det var umuligt at opretholde rollen som neutral observatør. Det var ikke endnu en tilskuer, Patricio havde brug for.
Gorki Glaser-Müller, instruktør.

I december 2018 kommer det sidste brev. Her fortæller Amanda, at de intet har at spise, at børnene sulter, og at det er umuligt at overgive sig eller undslippe. Kort efter ligger hun i en anonym grav et ukendt sted i det østlige Syrien.

"Hvor i dette voldshærgede Syrien er dit legeme begravet?" spørger Patricio direkte ind i Glaser-Müllers kamera. "En dag, når vi frit kan rejse ind, vil jeg finde hendes grav".

På egen hånd

Patricio indlogerer sig på et hotel i Erbil i Irak, nær grænsen til Syrien. Han søger hver dag efter nyt om børnene og deres skæbne, henvender sig til lokale humanitære organisationer, som prøver at hjælpe, men de skal have autorisation fra svenske myndigheder. Han får sporadisk kontakt til den svenske ambassade i Bagdad, men intet sker.

Til sidst får han kontakt med dele af den svenske og internationale presse, og først da begynder der at ske noget. Alligevel holder de svenske myndigheder ham stadig hen i uvished og forbyder ham at kontakte pressen.

Patricio har på sit hotel i Erbil gjort senge til børnene parat. Han tager til sidst igen sagen i egen hånd, får af administrationen i den kurdiske enklave Rojava, som også bevogter al-Hol-lejren, tilladelse til at krydse grænsen og bevæge sig ind i lejren. Her filmer han børnene skjult for at dokumentere, at de er i live.

Efter mange dages venten tilbage i Erbil beslutter en fortvivlet men målrettet Patricio igen at gå i aktion. Der er nu gået halvanden måned, siden han rejste til Irak. Der købes tøj, mad og legetøj til børnene, og han krydser atter grænsen til Syrien i en taxa. For at vende om, da han over mobilen erfarer, at børnene er bragt ud af lejren, og Mohammed indlagt på hospital. Efter nye genvordigheder kan han endelig omfavne dem alle.

Patricios fortrolige fotograf

Fotografen Gorki Glaser-Müller er i hele forløbet forlængst blevet mere end en iagttager i den typiske dokumentaristrolle. Han bliver Patricios fortrolige og hjælper med til at købe ind, skifte ble på børnene, hjælpe med at holde styr på dem i det lille hotelværelse.

"Det var umuligt at opretholde rollen som neutral observatør. Det var ikke endnu en tilskuer, Patricio havde brug for". "Jeg måtte hjælpe ham, der var ikke andre muligheder. Det gik nogle gange ud over optagelsernes kvalitet", siger han i et interview til Weekendavisen.

Selvbebrejdelserne

Denne fortrolighed gør filmen endnu mere intens og og hjerteskærende. For Children of the Enemy (Fjendens Børn) er også et portræt, der går tæt på en hudløst ærligt Patricio.

I januar 2019 får Patricio Galvez besked om, at hans dat-ter Amanda, mor til de syv, er blevet dræbt efter et syrisk luftangreb på en konvoj af flygtende tilhængere af Islamisk Stat (IS).

I sin søgen og endeløse venten i hotelsuiten i Erbil er han opfyldt af selvberejdelser: Hans Amanda boede mest hos sin mor efter skilsmissen, han så ikke så meget til hende og har også to andre teenagebørn boende. Samtidig var han optaget af sit musikerjob.

"Hvad har jeg gjort forkert? Hvordan kunne hun radikaliseres så hurtigt? Jeg havde så travlt med mine egne ting, arbejdede med min musik, kunne ikke skabe den tryghed, hun havde brug for. Og så troede jeg jo nok, at det gik over, alt det med islam, at hun i sidste ende ville komme til fornuft. Inden det var for sent".

"Terroristernes børn"

Efter frigivelsen af børnene lurer alligevel til det sidste faren for nederlag og kaos for hans mission. Dele af pressen og indlæg i de sociale medier taler om "terroristernes børn" og fordømmer Patricios redningsaktion. Beskidte ord og udfald savnes ikke. Og situationen tilspidses yderligere, da Amandas mor dukker op på hotellet for at se og omfavne sine børnebørn. Hun har været i kalifatet i 2014-2015 og er stadig blind i sin tro. Det demonstrerer hun åbent overfor børnene. Hun anråber Allah og taler kun arabisk til dem.

Patricio sættes i et frygteligt dilemma, dels fordi han risikerer, at de kurdiske myndigheder stopper hans projekt, hvis de opdager, at der er en IS-sympatisør på hotelværelset. Og dels fordi børnene risikerer at forvirres og fastholdes i deres traumer. Han må til sidst bede hende forlade hotellet.

Epilog

Hjemme i Sverige tog de sociale myndigheder sig af børnene sammen med Patricio. Da han indså, at han ikke kunne tage sig af dem allesammen alene, lever de nu hos plejeforældre under beskyttet identitet. Han ser dem ofte og snakker tit med dem i telefon, og de er nu ifølge Gorki Glaser-Müller kommet sig rigtigt godt.

De øvrige svenske børn i lejrene i Syrien befinder sig, når dette skrives, stadig dér. Det samme gør 19 danske børn, som Mette Frederiksen nu vil undersøge, om og i givet fald under hvilke betingelser de kan vende hjem til Danmark. Den vage hensigtserklæring er kun kommet i stand under voksende pres fra en oprørt folkelig opinion. Det sker også, efter at udenrigsminister Jeppe Kofod har hemmeligholdt en efterretningsrapport om, at IS rekrutterer børn i lejrene til deres fortsatte "hellige krig".

I al-Hol-lejren filmer Patricio Galvez børnene skjult for at dokumentere, at de er i live.

Mødrene vil næppe bare slippe deres børn. De kan straffes ved ankomsten til Danmark, men regeringen og folketingsflertallet vil ikke have dem med. Selv om politikerne intet véd om deres bevæggrunde til at følge deres mænd til Syrien. Red Barnet er til stede i lejrene.

Og selv om også talrige journalister og embedsmænd fra Belgien, Finland og andre lande uden problemer har kunnet få adgang til lejrene, så har man på nuværende tidspunkt ikke set én eneste dansk embedsmand, der kunne fortælle regeringen om menneskelivet og forholdene dér. 

"Filmens formål er først og fremmest at dokumentere kampen for børns rettigheder og være en del af den internationale debat", siger Gorki Glaser-Müller i pressemeddelelsen fra CPH:DOX.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. apr. 2021 - 15:00   21. apr. 2021 - 15:02

Film

Arne Lennartz
Anmelder
Children of the Enemy
  • Dokumentarfilm: Children of the Enemy (Fjendens Børn). Varighed: 96 min. 
  • Filmfotograf: Gorki Glaser-Müller
  • Verdenspremiere den 22. april på CPH:DOX kl. 15.15
  • Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX løber fra 21. april til 12. maj. Festivalen kører primært på onlinebasis. Fra den 6.-12. maj vil udvalgte film også kunne ses i københavnske biografer.
  • Onlinebillet til Children of the Enemy og andre film kan købes for kr. 49,-. pr. film. Festivalpas: kr. 495,-. Det kræver oprettelse af en brugerkonto på doxonline.dk Info også om program på cph.dox.dk
  • Ved premieren på Children of the Enemy er der online-paneldebat med deltagelse af generalsekretær i Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen, advokat Knud Foldschack, journalist og dokumentarist Nagieb Khaja og retsordfører Peter Skaarup (DF).