Christen Berg var en fremtrædende politiker i sidste halvdel af 1800-tallet, medstifter af dét, der siden udviklede sig til partiet Venstre. I opposition til det reaktionære godsejerparti Højre, deraf navnet.

Christen Berg sloges hele sit liv for småfolks rettigheder og interesser og blev sågar beskyldt for at være socialist, hvad han dog på ingen måde var. 

Christen Berg blev født i vestjyske Fjaltring i 1829, søn af en bonde med i alt 10 børn og mest sandsynligt var Christen selv også blevet bonde. Men sådan skulle det ikke gå. Allerede inden han var fyldt 20 år, arbejdede han som huslærer, tog siden lærereksamen på Ranum Seminarium og havde flere job som lærer, inden han i 1852 blev ansat ved Borgerskolen i Kolding.

Kolding blev hans base resten af livet, og der står i dag en stor statue af Christen Berg foran Banegårdspladsen i byen. Måske er det den statue, som har inpireret historiker Erik Voss, som er bosiddende i Kolding og medlem af Enhedslisten, til at skrive bogen Christen Berg – Gå aldrig på akkord med uretten, som udkom sidste år.

Forfatningskampen

Christen Berg blev ikke ved lærergerningen. Han engagerede sig i politik, stærkt fortørnet over hvordan  samfundets nederste blev behandlet. 

Det helt store politiske spørgsmål var på det tidspunkt forfatningskampen. Grundloven opererede med dels et Folketing, dels et Landsting. Mens der var almindelig valgret til Folketinget, skulle medlemmer af Landstinget vælges ved privilegeret valgret, altså at valgretten kun var for mænd af en vis stand, med en vis ejendom eller en vis indkomst. Derudover skulle 12 ud af 66 medlemmer vælges direkte af kongen.

Det betød, at Landstinget blev en meget konservativ størrelse. En meget stor del af medlemmerne var godsejere eller andre velstillede. Én af disse godsejere var J.B.S. Estrup, der i perioden 1875-1894 var konseilspræsident, datidens titel for en statsminister. Estrup dannede undervejs partiet Højre.

Christen Berg stillede derfor op til folketingsvalget og blev valgt ind i 1865. Dengang var der ikke et parti, der hed Venstre, men ved valget optrådte forskellige venstre-grupperinger, hvor Christen Berg hørte til. 

Manifestet

Siden Grundlovens indstiftelse havde det været Højre-folk, der sad på regeringsmagten og havde flertal i både folke- og landsting. Men ved en afstemning i 1870 – om militær bevillinger – led regeringen nederlag i Folketinget og Christen Berg stillede krav om folketingsparlamentarisme, altså at en regering ikke måtte have et flertal imod sig i Folketinget – hvad han ikke kom igennem med. 

Men Folketingets opposition, der bestod af grupper, der kaldte sig Det folkelige Venstre, Det nationale Venstre og Mellempartiet, begyndte – trods mange uenigheder – et samarbejde, og der blev udarbejdet en slags manifest, der skulle definere, hvad gruppen stod for. Måske blev det skrevet af Berg – måske ikke – og dengang blev det ikke udnævnt som en partistiftelse.

Manifestet havde otte punkter, blandt andet: sparsommelig statshusholdning, ligeligere fordeling af skattebyrden, fæstegårdsvæsenet afskaffet, len, stamhuses og fideicomisgodsers overgang til fri ejendom, rigsdagens fulde lovgivningsmyndighed opretholdes også i kirkelige sager, udvidet frihed i folkekirken, folkekirkens præster skal have fast løn og statens tilsyn i offentlig undervisning skal præciseres.

I tiden efter begyndte de politiske skillelinier at blive trukket op: bønderne gik til Venstre, godsejerne til Højre. Arbejderbevægelsen var endnu ikke på banen.

Moderne politiker

Berg var én for sin tid moderne politiker, der talte direkte til vælgerne. Han holdt et stort antal valgmøder rundt omkring i både små og større jyske byer – hvilket var noget helt nyt – og blev, med rette, betragtet som en meget folkelig politiker.

Også på et andet felt blev Berg banebrydende: han opstartede en lang række dagblade for at bryde Højres pressemonopol. De Bergske Blade var blandt andre Kolding Folkeblad, Frederiksborg Amts Avis, Ringkjøbing Amts Dagblad, Viborg Stifts Folkeblad og Thisted Amts Tidende. 

Udover spørgsmålet om parlamentarisme gik Berg ind for højere skatter til de rigeste, og han syntes bevillingerne til militæret var for store. 

Christen Berg sloges hele sit liv for småfolks rettigheder og interesser og blev sågar beskyldt for at være socialist, hvad han dog på ingen måde var. Men i Kolding blev han æresmedlem i Arbejdsmændenes Fagforening.

Alt dette og meget mere kan læses i Erik Voss' bog. Desværre generes læsningen af et hav af detaljer og kunne i det hele taget have haft godt af en redigerende hånd, der kunne have luget ud i detaljerne og sikret et bedre overblik.

Men ingen tvivl om, at Christen Berg som historisk person er interessant, og bogen giver god indsigt i, hvordan dansk politik så ud i slutningen af 1800-tallet.