21 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flot gennemgang af den spanske borgerkrig

Boganmeldelse:

Flot gennemgang af den spanske borgerkrig

Torben Riis Petersen bog om den spanske borgerkrig, den første af sin slags på dansk, er både flot og gribende.

Unge fascister under den spanske borgerkrig.
1 af 1

Dette er den første samlede fremstilling om den spanske borgerkrig af en dansk forfatter. En beretning om en af de mest myteomspundne konflikter i europæisk historie.

Bombningen af den baskiske by Guernica, slaget ved Ebro, kampene mellem kommunisterne og anarkisterne inden for folkefronten og belejringen af Madrid: borgerkrigen i Spanien fra 1936-39 er fuld af eksempler på og beretninger om heltemod, grusomhed og om demokratiets kamp mod fascismen i årene op til Anden Verdenskrig. På disse områder er bogen gribende.

Bogen giver den historiske baggrund for borgerkrigens opståen og de dybe klassemodsætninger i det spanske samfund, hvor en procent af jordejerne ejede 50 procent af jorden, mens 50 procent af landarbejderne intet ejede ud over deres arbejdskraft, samt et Europa, der var gennemsyret af store ideologiske spændinger frem til 1936.

Når borgerkrigen, der kostede over 1 million mennesker livet, især civile, er interessant i dag, skyldes det naturligvis, at angrebet fra borgerskabet, den katolske kirke og Hitler på demokratiet var en generalprøve på den ultimative test – demokratiets kamp mod fascismen, der endte med 2. verdenskrig.

En situation der på mange måder minder om i dag, hvor en dyb krise giver de fascistiske kræfter vind i sejlene. Der er mange lærepenge at hente ved et studie af den Spanske Borgerkrig.  

Ud over at give en fremragende gennemgang af krigens baggrund, forløb med de største slag og fronter og Francos gradvise overtagelse, giver forfatteren os et indblik i omverdenens indblanding, eller manglen på samme og De Internationale Brigaders rolle

Desuden gennemgår forfatteren mange af årsagerne til Republikkens nederlag. Her vil vandene måske skilles, men det vil ingen bog nok kunne ændre på. Her vil hovedmodsætningen sandsynligvis være som dengang, de der ville revolutionen, og de der ville skabe en bred modstand til forsvaret af Republikken og demokratiet.

En problematik der også dukkede op under besættelsen herhjemme og i Chile for præcis 40 år siden.    

Bogen er rigt illustreret og fint bilagsmateriale og brugbart register.

Undertegnede er ikke enig med bogens forfatter på alle punkter, f. eks om Sovjets rolle og motiver, men mener absolut det er en fremragende bog der kan bruges af såvel folk uden særligt kendskab til krigen, men også af "kendere".

16. aug. 2013 - 09:00   16. aug. 2013 - 09:00

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
5

Torben Riis Petersen: Den spanske borgerkrig. Baggrunden, krigen og verden omkring. 338 sider, illustreret, 330 kroner. Informations Forlag.