I slutningen af 50'erne boede Pablo Neruda og hans kone, Matilde Urrutia, i det lille fiskerleje Isla Negra, og her skrev digteren blandt andet "Hundrede kærlighedssonetter" til Matilde.

Neruda udtrykker sit inderlige ønske om, at det må blive ham, der dør først, for at det, som han elsker, skal leve efter ham. 

En sonet er en gammel, stram digtform bestående af fire strofer, to med fire linjer og to med tre, altså i alt fjorten linjer, der med deres finpudsethed kan minde om filigranarbejde.

Neruda beskriver i dedikationen til Matilde sine sonetter som træskærerarbejde, hvor hver sonet er et lille hus bygget af fjorten brædder. Disse hundrede små huse er alle kærlighedserklæringer til Matilde, som denne metaforenes mester sammenligner med "det daglige brød" og kalder "selleriens og dejtrugets dronning" og "sytrådens og løgenes lille leopard", hvis latter lyder som meteorsten.

Kærlighed, bitterhed, tålmodighed

Bogen er opdelt i fire afsnit. "Morgen" beskriver den første lidenskabelige betagelse, som i "Eftermiddag" udvikler sig til kærlighed og glæde over deres fælles dagligdag, hvor Matilde, ud over at være elskerinde og kammerat, også styrer hele det praktiske menageri. I "Aften" indtræder der lidt bitterhed over de giftigheder, der trænger ind i deres paradis, fordi hans digte på det tidspunkt er blevet mere politiske, og som også rammer hans elskede.

I afsnittet "Nat" kredser digteren om den adskillelse og død, som på et eller andet tidspunkt bliver aktuel, og udtrykker sit inderlige ønske om, at det må blive ham, der dør først, for at det, som han elsker, skal leve efter ham. Ønsket blev opfyldt, idet Neruda døde i 1973, mens Matilde levede til 1985.

Neruda og postbudet

Da det altså her drejer sig om kærlighed og erotik, vil det være på sin plads med lidt opvarmning, og til det kan anbefales Antonio Skármetas lille perle af en roman "Brændende tålmodighed", hvori der fortælles om Nerudas venskab med Isla Negras sværmeriske postbud, som ikke kun bringer ham hans breve, men også insisterer på at tale med ham om poesi og at lære kunsten at finde på metaforer.

Romanen er en hyldest til digteren og venskabet, og den giver en gribende skildring af Nerudas sidste dage, mens militæret kredser omkring hans hus og knuser alt det, han har håbet på og kæmpet for. Den foregår således i begyndelsen af 70’erne, mens den italienske film "Postbudet", der delvist bygger på bogen, er henlagt til begyndelsen af 50’erne og foregår i Italien, hvor Neruda på det tidspunkt levede i eksil. Det er en morsom og rørende film, som desværre ikke mere kan opdrives, men bogen kan lånes på biblioteket.

Forlaget Sohn udgav i 2011 disse kærlighedssonetter, men desværre med et omslag, der lignede en ugebladsillustration. Nu har Lindhardt og Ringhof genudgivet dem, stadig i Peer Sibasts fine oversættelse, men i en æstetisk smuk udgave, hvor hver sonet ikke blot har sin egen side, men har fået et helt opslag.