Hammer eller ambolt, som er Lars Ulrik Thomsens seneste bog, handler om generalstrejken/lockouten i Randers i 1922.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med denne episode i Danmarkshistorien omkring 1973, da jeg læste om hændelsen i DKU’s blad Fremad. Ligeledes læste jeg om begivenhederne hos Carl Madsen og Ib Nørlund. Alle tre steder blev det beskrevet, men ikke så grundigt eller kronologisk, som Lars Ulrik Thomsen nu har gjort. 

Han sætter begivenhederne i perspektiv, da det ikke "kun" var en lokal begivenhed i Randers. Det var derimod en faglig og social hændelse, som arbejdere og progressive over hele landet tog del i. For eksempel var der et stort møde i Fælledparken i København, hvor man viste sin støtte og solidaritet med de strejkende og lockoutede arbejdere i den kronjydske by. Det samme skete i Roskilde og Vejle.

Vi hører også om oprettelsen af Danmarks Kommunistiske Parti i 1919. Partiet fik en central rolle i "generalstrejken i Randers" – ja, i det hele taget i fagbevægelsen og samfundet.

I bogen sættes begivenheden også ind i en større, international sammenhæng. Vi får et fint indblik i Socialdemokratiernes begyndende historie, hvor man i 1914 højtideligt havde lovet – på tværs af landegrænser – aldrig mere at gå i krig med hinanden. Desværre stemte de samme partier og mennesker for krigsbevillinger til deres egne lande. På trods af beslutningerne på Anden Internationales kongresser. Nu var vejen banet for Første Verdenskrig. 

Voldsom begivenhed

Efter Første Verdenskrig opnåede fagbevægelsen betydelige forbedringer. Dels på lønsiden, dels fik man indført en otte- timers arbejdsdag i 1919. Men så snart den økonomiske udvikling i samfundet vendte i 1921 med fornyet krise, stillede arbejdskøberne (arbejdsgiverne) krav om at genindføre 10 timers arbejdsdag og reducere lønningerne med 10-15 procent.

Arbejdskøberne indledte 1922 med at sende en krigserklæring til fagbevægelsen i form af lockout-varsler, med mindre man accepterede lønnedgang og længere arbejdstid. Som forventeligt, med den generelle udvikling i Socialdemokratiet og fagforeningens top, blev man bløde i knæene over krigserklæringen.

Med undtagelse af arbejdsmændenes formand M.C. Lyngsie var man parate til at gå ind på kravene. Det skabte naturligvis stor harme og utilfredshed overalt i landet. Arbejderne var rasende over de faglige lederes kapitulation og arbejdskøbernes ublu krav. Viljen til at tage kampen op var der, og derfor handlede det om at organisere kampen så flest muligt støttede kravet om generalstrejke.

Signalet til kamp

Den 17. marts 1922 var bægeret fyldt i Randers. Et fragtskib forsøgte at losse såsæd til bønderne på Viborg-kanten under politibeskyttelse. Det fik hundredvis af havnearbejdere, arbejdsløse og sympatisører til at gå i aktion. Stemningen var ophidset, og pludseligt skete det helt uventede, at en jernbanevogn af mærkelige grunde satte sig i bevægelse og trillede med voksende fart ned mod politiafspærringen. Betjente og skruebrækkere sprang for livet, og landgangsbroen til skibet blev fuldstændig smadret ved kollisionen.

Det blev signalet til en kamp, hvor arbejdere på den ene side og politi og dragoner på den anden side mødtes i et regulært slag. Arbejderne var bevæbnet med ålejern og stokke, medens politiet med politimester Aage Seidenfaden i spidsen svingende med en pistol anførte ordensmagten. Men det bekom ikke dragonernes heste vel at se den skov af ålejern og træstokke, der kom imod dem - de stejlede og gjorde omkring. 

I bogen præsenteres vi for de vigtige begivenheder, der skete i de 28 dage, som konflikten varede. Generalstrejken erklæres officielt lørdag 18. marts 1922. Samme dag erklærer politimester Aage Seidenfaden Randers i undtagelsestilstand. Søndag 19. marts arresteres en lang række lokale arbejdere. Medlem af DKP´s ledelse, Thøger Thøgersen, der var draget til Randers, anholdes også.

15 procent ned i løn

Justitsminister Svenning Rytter (Venstre) modtager et kompagni officerselever, der med opplantede bajonetter marcherer gennem gaderne. Politimesteren råder nu over en styrke på 235 svært bevæbnede soldater. Efter nogle dage med tiltagende uro afsluttes en landsomfattende konflikt med et forlig, der skal træde i kraft 10. april. Arbejderne har tabt. De skal gå 15 procent ned i løn. Otte timers arbejdsdag bevares dog. 

Randers byråd nægter at genantage funktionærer ved de kommunale værker, der har deltaget i generalstrejken. Alle stillinger opslås. 1/3 bliver ikke genansat. De var for fagligt aktive. 2/3 bliver genansat, men mister deres anciennitet.

Der var stor splittelse i fagbevægelsen omkring generalstrejken. Socialdemokraten, dagbladet, der udkom i København, nægter at trykke en opfordring til landets øvrige arbejdere om at støtte generalstrejken i Randers. 

Formanden for De Samvirkende Fagforbund (datidens LO) C.F. Madsen hævder, at det er kommunisternes og syndikalisternes værk. Så meget for sammenholdet i fagbevægelsen! 

Historisk bog

Dette er en historisk bog. Ja, men samtidig er det ting, som også er sket lige siden. Ja, det sker den dag i dag. Vi ved jo, at pensionsalderen er sat op. Efterlønnen er blevet forringet. Folk kan, stadig ikke, udtrykke sig helt frit.

Mange mennesker har aldrig har hørt om "generalstrejken". Min kone, som er fra Randers, havde aldrig hørt om den, ikke engang i skolen. Det var ellers en voldsom begivenhed i byens historie.

Min svigerfar, der var 17 år i 1922, havde dog både hørt og læst om den i et eller flere af Randers’ seks dagblade. Han og jeg gik en del ture ved Randers havn. Han kunne fortælle og vise i havneområdet, hvor det præcis havde foregået. Hvor politiet trak pistoler mod strejkende og lockoutede arbejdere og så videre.

Lars Ulrik Thomsen giver i bogen et fint, samlet overblik over situationen. Jeg er blevet mere velorienteret, takket være læsningen af "Hammer og ambolt".