Mange har sikkert allerede læst Naomi Klein. Hvis ikke, kan det kun anbefales at komme i gang.

Naomi Klein redegør grundigt for, at Trump ikke er en "afviger", men en "logisk konklussion" på de sidste mange års neoliberalistiske politik, det han står for er rent ud et "korporativt kup"!

Den canadisk-amerikanske forfatter har udgivet de bindstærke værker "No Logo" fra 2000 om de verdensomspændende "brands" og deres følger, "Chokdoktrinen" fra 2007 om neoliberalismens = "katastrofekapitalismens" hærgen, og "Intet bliver som før" fra 2014 om klimaforandringerne og disses konsekvenser for den politiske kamp.

Alle bøger skrevet efter årelang, grundig research. Bøgerne kan også læses som en slags "Kapitalismens sortbog" for de sidste 40-50 år.

LÆS OGSÅ: Den forandrede verden ændrer alt

Hendes nyeste bog, "Nej er ikke nok" er en forholdsvis overskuelig sag på cirka 300 sider, skrevet på få måneder efter det CHOK det gav, da Trump i 2016 blev valgt til USA's præsident. I bogen er der dog masser af referencer til hendes tidligere bøger. Men alene gennemgangen af de forbløffende, ja – chokerende – hændelser i Trumps korte tid som præsident gør bogen værd at læse.

Choktaktikken

Hvad er en politisk "choktilstand"? I følge Naomi Klein "når der sker noget omfattende og forfærdeligt, som vi endnu ikke forstår... når der åbner sig en afgrund mellem begivenheder og vores evne til fra starten at forklare dem."

Som eksempler på kriser affødt af sådanne "chok" nævner hun Grækenlands gældskatastrofe, New Orleans efter orkanen Katrina og Bagdad efter den amerikanske besættelse, men der er masser af andre, i høj grad også fra længere tilbage i historien. Og "når det sker, og vi ikke har nogen historie og fortøjninger, så bliver rigtigt mange mennesker åbne for autoritetsfigurer, der fortæller os, at vi skal frygte hinanden og opgive vores rettigheder af hensyn til det fælles bedste". Jo, den beskrivelse giver genklang fra mange begivenhederne i historien og endnu mere i nutiden.

Men hvad gør man så for at modvirke choktaktikken? For det første skal man forstå taktikken! Naomi Klein redegør grundigt for, at Trump ikke er en "afviger", men en "logisk konklussion" på de sidste mange års neoliberalistiske politik, det han står for er rent ud et "korporativt kup"!

For det andet, er vi nødt til – med Naomi Kleins ord – "at fortælle en anden historie end den, som chokiscenesætterne stiller med – vi må komme med en vision om verden, der er udfordrende nok til at kunne tage kampen op mod deres".

Er der håb?

Men hvor skal disse historier så komme fra? Nu synes man jo, at der i arbejderbevægelsens ideologiske ballast er rigeligt med den slags "historier", primært om "socialisme". Men i Naomi Kleins tekster er der ikke bare antydning af marxistisk baserede udtryk, end sige tænkning.

Det er måske det, der fører til modfaldenhed i betragtningerne over, hvorfor finanskrisen i 2008 ikke førte til en mere retfærdig politik for "de generationer , der var vokset op under neoliberalismen kæmpede med i det hele taget at forestille sig noget andet end det, de altid havde kendt". Og videre: "I Vesten er der ikke megen folkelig erindring om nogen anden form for økonomisk system".

Men er det nu rigtigt? Bare her i Danmark ser vi da eksempelvis i disse tider voksende og omfangsrige bevægelser fra bevarelse og udvidelsen af det vi kalder velfærdssamfundet.

Senere kommer Naomi Klein da også ind på nyere, interessante politiske strømninger, personificeret i eksempelvis Saunders, Corbyn og Melenchon, der alle har opnået en vis medvind for rimeligt progressive synspunkter. Jo, som hun skriver: "Progressiv omstillingsvillighed er POPULÆR – mere end mange af os ville have turde forstille os så sent som for bare to år siden". Der er absolut håb endnu.

Alternativer

Men Naomi Klein er ikke bare en verdensfjern forfatter, der skriver tykke bøger. Hun har også været med til sammen med andre mennesker at opbygge disse alternative historier/politikker.

Hun var således med ved Standing Rock, hvor Sioux-indianerne kæmpede og kæmper mod anlægget af en olierørledning. Hun oplevede og beskriver, hvordan andre befolkningsgrupper sluttede sig til, og man i fællesskab begyndte at udvikle bredere politiske krav.

I 2015 var hun i Canada med til, sammen med repræsentanter for en meget bredt sammensat gruppe af organisationer, at udvikle det såkaldte "Leap-manifest", der er aftrykt bagest i bogen. Og nu arbejdes der lokalt rundt omkring på at bringe store dele af programmet ud i livet. Ved læsning af det kommer en kommunist uværgerligt til at tænke på "antimonopolistisk demokrati".

Bevægelsernes bevægelse

Også særdeles tankevækkende er Naomi Kleins konklussion om denne "bevægelsernes bevægelse" (et af hendes yndlingsudtryk): "Vi fandt sammen i en tro på, at fastholdelsen af denne mangel på forbindelse, af denne silotænkning, er grunden til, at progressive taber terræn på stort set alle fronter... når vi alle ved, at vores historiske øjeblik kræver omvæltende forandring. Disse opdelinger og afdelinger – den tøven med at sætte navn på det SYSTEM, vi er oppe imod – fratager os vores fulde potentiale og har oplært alt for mange til at tro, at varige løsninger aldrig vil være inden for rækkevidde".

Jo, men så lad os ikke tøve med at sætte navn på systemet, vi er oppe imod. Gode, solide og anerkendte begreber hjælper også gevaldigt med at forstå choktaktikken og dermed udvikle alternativerne.

Men lad os først og fremmest arbejde på at få alle enkeltbevægelserne til at gå sammen i fælles bevægelser. Især i disse tider, hvor store dele af verden er hærget af orkaner og oversvømmelser, forstår man endnu mere, hvor meget det haster! Og det ER muligt at gøre modstand, at sige nej er ikke nok!

Tak også til Naomi Klein for at understrege dette!