Tanker omkring alvor og leg i Hans Scherfigs billedunivers, med udgangspunkt i to aktuelle udstillinger, der vises på Arbejdermuseet og Sophienholm.

af Jørgen Tang Holbek
Mange mennesker er her, rigtig mange, både unge og gamle. Familier, pensionistklubber og skoleklasser myldrer ind for at se Scherfigs to udstillinger.
Både Sophienholm og Arbejdermuseet kan glæde sig over tæt besøg nu en måned inde i udstillingsperioden. Anmeldelser og presseklip hænger ligefrem i lag på den store pressetavle ved siden af indgangen.
Hans Scherfig er et tilløbsstykke af de helt store. Hvad er det der gør Scherfig så populær hos det brede publikum? - for hos de professionelle smagsdommere, anmelderne og kunsthistorikerne har han for de flestes vedkommende indtil nu været en temmelig overset og fortiet størrelse. Nyere danske kunsthistoriske opslagsværker nævner ham end ikke! En bred folkeyndest får altid alarmklokkerne til at bamle hos det selvfede parnas' ypperstepræster.
Scherfigs samlede billedværk er stort og alsidigt.
Den unge Scherfig er kortvarigt under indflydelse af tidens moderne strømninger: kubisme, da-da og tysk ekspressionisme. Hans Amerikarejse i 1929-30 betyder et afgørende vendepunkt i hans udvikling, her får han åbnet øjnene for den enorme sociale ulighed, der skabes under kapitalismen. Han blev socialist og kommunist, og det ses i hans robust enkle og bidsk kommenterende arbejder fra New York fra den tid, ofte med arbejderdemonstrationer og politibrutalitet som motiver.
Denne for det store publikum nok mere ukendte Scherfig kan især ses og opleves på Arbejdermuseet - her viser en mængde tegninger, skitser, plakater og illustrationer i al sin mangfoldighed, hans udvikling hen mod den senere Scherfig.

Forunderligt banal
Denne Scherfig - med de varmt frodige og idylliserende urskovsbilleder, hvor løven og antilopen lever fredeligt side om side, - er drømmende og enfoldigt banal i sit udtryk, forunderligt banal. Og det er han helt bevidst! Han er ikke naivt banal som kunsthistorien frembyder en del eksempler på (mest kendt i den forbindelse er vel nok îtolderenî Henri Rosseaus billeder) - Nej han vælger dette udtryk!
Han siger selv herom:
'Man skal ikke være bange for det banale. De farvelitografier og olietryk og glansbilleder, som forsødede min barndom, er ikke senere blevet fordunklet af anden kunst, jeg har set. Den umiddelbare billedglæde må vel være den første forudsætning for kunstnerisk sysselsættelse. Dukketeateret med dets dekorationer, ABC-bogens lakerede forsidebillede, de gamle københavnske rullegardiner med Fredensborg slot og Vor Frelser kirke, fayancestellet med små landskaber med mænd og koner på bunden af grødtallerkenen har givet mig større kunstglæde end nogen senere museumoplevelse.'
Men samtidig siger han også:
'Kunst er at have magt over imaginationen, at styre fantasien og ikke være i dens vold, at give drømme et eget liv i kunsten uden sammenblanding med praktisk realitet.'
Kunsten og æstetikken har sine egne love, kræver sine særlige betingelser opfyldt, og det uanset indholdets og udtrykkets art og karakter. Kunst er kunst. Og i den forbindelse er Scherfig en ypperlig håndværker, - han kan sit kram! Især hans behandling af de mange grønne og blå farvetoner (valørværdi) i hans urskovsbilleder, og de gule/okker toner i savannebillederne er mesterlig. Og så er der, ikke at forglemme, hans helt eventyrlige evne til at skabe lys i sine billeder. Selv yndede han at fremhæve legens betydning i hele denne proces.

Maleriets begrænsning
Hans Scherfig mener ikke at kunsten skal spændes for en bestemt ideologisk vogn, - kunst er ikke først og fremmest agitation eller propaganda - men kanvære det.
Om dette siger han i sit foredrag 'Kunstneren og motivet' fra 'Naturens uorden og andre Essays', (Gyldendal 1965) (læs side 11 i dag):
'Nu kan man indvende, at en maler bør søge sine motiver i den aktuelle virkelighed, der omgiver ham, og i sine billeder tage stilling til de problemer, der er under debat, benytte sine særlige færdigheder i kampen for fremskridtet. Ved at skildre de fattiges tilværelse, ved at appellere til medfølelsen, ved at afmale krigens rædsler på afskrækkende måde o.s.v. skulle maleren gennem sit arbejde være med til at befordre det sociale fremskridt.
Det er et fornuftigt og rimeligt krav at stille til kunstnere (og også til andre næringsdrivende), at de ikke må isolere sig og indrette sig i en afsondret æstetisk drømmeverden. Men det er et rent praktisk spørgsmål, om maleriet er rigtig velegnet som kampmiddel.
At grafikken - plakater, litografier, reproducerede karikaturtegninger - er det, ved vi. At film og fotografier, der kan mangfoldiggøres ubegrænset og udbredes overalt, er virkningsfulde propagandamidler, ser vi hver dag. Men staffelimaleriet, som i vores samfund kan ses af forholdsvis få, som kan købes af dem, der har råd til det, som kun eksisterer i et enkelt eksemplar, kan næppe få stor betydning som formidler af ideer.
Jeg har truffet flere mennesker, som er nået til deres livsanskuelse og deres indstilling gennem det, de har læst. Men jeg har aldrig hørt om nogen, hvis livsanskuelse og meninger er blevet påvirket af at se på malerier. Maleriet har en begrænsning.'

Den evige diskussion
Dette kan diskuteres. Har Picassos 'Guernica' ikke, både som maleri og reproduktion, sat sind i bevægelse og ledt til handling? - og hvad med de store mexicaneres ikke let oversete murmalerier - Rivera, Siquires og Orozco og deres billedværk, har det ikke haft betydning for den politiske tænkning og udvikling for især store dele af den sydamerikanske befolkning?
Også i forholdet til nogle af Scherfigs kunstnerkolleger og venner i kunstnersammenslutningen Corner, (hvor Scherfig var medlem fra 1939 frem til sin død) har dette hans synspunkt utvivlsomt vel givet anledning til en kammeratlig diskussion i ny og næ.
Corner maleren Victor Brockdorff (1911-1992) var jo fra omkring 1950 den betydeligste fortaler for den 'socialistiske realismes' program her i Danmark. Inspireret som han var blevet af den franske maler André Fougerons ideer om, at kunsten skal være et værktøj og våben i klassekampen. (ideer som Brockdorff tilegnede sig under sit mangeårige ophold i efterkrigstidens Paris, hvor han var en del af den danske kunstnerkoloni, der også omfattede navne som Ricard Mortensen, Robert Jacobsen og Anker Landberg). Denne diskussion er utrolig sejlivet!
Hvad mente mon Digteren Pablo Neruda om dette spørgsmål? - Han var vist nok af den overbevisning, at klassekamp ikke nødvendigvis altid er poesi. Under sit ophold i København i 1957 sidder Pablo Neruda inde på jazzværtshuset 'Vingården' i København, (dengang ejet af maleren og kommunisten Bamse Krag Jacobsen)og får sig et glas vin. Her får han øje på et af Scherfigs urskovsbilleder, det betager ham i en sådan grad, at han på en lap papir skriver følgende til ham:
'Maestro Scherfig, jeg har set et af Deres billeder, i Vingaarden, og jeg vil gerne udtrykke min beundring. Det er meget sjældent jeg gør dette! Deres billede besidder al den omstrejfende poesi som ingen er i stand til at finde. En omfavnelse.
Pablo Neruda.'
Scherfigs billedværks bedste ting er ikke til at komme uden om, - det vil altid være og fylde. Han er en sær (lig) og sjælden begavelse af internationalt format.
Så på trods af hjemlige kanonpudseres og eksklusive logemedlemmers vægren og ulyst, - vil han trænge igennem med sit utopiske...og åhh så uendeligt banale budskab og ønske om fred og lykke på denne truede jord.

To udstillinger af Hans Scherfig
Arbejdermuseet, Rømersgade 22, København. Åbent alle dage 10-16 (dog lukket 23.-26. juni). Udstillingen kan ses frem til 20. juli. www.arbejdermuseet.dk
Sophienholm, Nybrovej 401, Lyngby. Åbent tirsdag-søndag kl. 11 - 17. Torsdag kl. 11 - 20. Mandag lukket. Udstillingen kan ses frem til den 3. juli. www.sophienholm.dk