¤¤Hellere dø stående end leve på kn椤. Ja, sådan stod der på et banner ud fra det besatte hus under slaget om Ryesgade for 20 år siden. Dengang blev vi i øvrigt også udskreget som terrorister, skriver Anders Fenger, der var blandt de 500 unge, der i september 1986 forsvarede kvarteret i København i ni dage med sten og barrikader

af Anders Fenger
Det er nøjagtig 20 år siden i dag.
Jeg var lige ved at fylde 20 år. Var flyttet til København fra Nordsjælland. Havde fået arbejde på Toms Chokolade i Ballerup, og kværnede råmarzipan dagen lang ved en stålblank maskine.
Men så blev det søndag den 14. september. Det var i 1986. Som sædvanlig gik vi unge kommunister til demonstration, når bz'erne indkaldte til protest. Denne gang var det på Rådhuspladsen i København. Vi var 1000.
Og nu gjaldt det Ryesgade 58, hvor et halvt hundrede friske folk i tre et halvt år havde besat huset i protest mod bolignøden i København.
Men det socialdemokratiske boligselskab Ungbo havde givet beboerne en frist til klokken 14 samme dag til at rømme huset. Ellers ville politiet blive sat ind.

Noget i luften
En højtaler fra en ladvogn spillede massiv punk dér på Rådhuspladsen. Jeg kan huske, duerne blev skræmte!
Der var noget i luften. Vi fulgte med gennem de søndagstomme gader mod Østerbro, hvor Ryesgade ligger.
Indrømmet, vi så lidt op til de seje bz'ere med deres sorte raidhuer for ansigtet og mørke støvler på fødderne.
Siden starten af 1980'erne havde de udviklet en frisk og fornyende aktivistbevægelse i bedste tradition fra slumstormerbevægelsens aktioner i 1960'erne og 1970'erne. Bz`erne deltog i kampen for et bedre liv med både farver og kulør. Med fede og fantasifulde aktioner. Med militans og konsekvens.
På efterskolen i 1982 havde vi jublet, da vi i tv så, at husbesætterne i Allotria-bygningen på Nørrebro havde snydt politiet og gravet en tunnel under vejen og havde undgået bøllebank. Og vi klappede i vores små teenagehænder af fryd, da de unge tilkæmpede sig Ungdomshuset på Jagtvej 69. Vi fik en sortklædt punker med sort strithår ud til efterskolen for at fortælle og vise diasbilleder.
Nu gik vi endelig dér. Sammen med dem i 1986. Vi trak vores partisantørklæder op for munden.

Barrikader
Så var vi derude ved det besatte hus på Østerbro.
I Trepkasgade, der førte lige ned til Ryesgade, gik det pludselig hurtigt. En luftværnssirene lød fra den besatte bygning i nummer 58. Og ud strømmede husets be boere iført sorte eller mørkeblå kedeldragter.
Nogle med motorcykelhjelm på hovedet for at være forberedt på knippelsuppe.
Træbukke med pigtråd blev hurtigt sat op som foreløbige barrikader. Men så gik det stærkt. Vi, flere hundrede unge, gik i gang med at slæbe containere, bjælker og sten ud på vejene, så Ryesgade blev komplet barrikaderet i hele fire retninger. En skurvogn blev væltet og dannede effektivt bolværk i retning mod Østerbrogade.
Hele kvarteret var besat! En helt overrumplende manøvre.
Jublen ville ingen ende tage. Vi strakte vores knytnæver mod himlen.

Kampformer
Bz'ernes kamp siden 1981 havde nået et højdepunkt. De tjekkede bz`ere i Ryesgade havde valgt en offensiv taktik for at undgå at blive fanget som ræve i fælden. Et offensivt forsvar.
Det var egentlig logisk nok. Kampen om Ungdomshuset på Jagtvej 69 havde vist, at man ikke fik noget forærende.
Bz'ernes - og nu vores - kampmetoder var helt i overensstemmelse med selve kampens betingelser. Taktikken var ny. Men der var ingen vej tilbage.
Og hold kæft, hvor blev Ungbo, politiet, Justitsministeren og den socialdemokratiske overborgmester taget med bukserne nede.
Under kyndig og absolut rolig ledelse af beboerne i Ryesgade 58 begyndte forsvaret at blive mere organiseret.
Vi blev delt op i grupper, der havde ansvaret for hver sin barrikade. Nogle gik i gang med at lave mad til de nu ca. 500, der var i blevet i området.
Andre skærmede de lokale butikkers ruder af så politiet ved en aktion ikke skulle smadre ruderne. En lille bil blev behændigt flyttet nogle meter væk af tyve par hænder. En gruppe gik i gang med at berolige de lokale beboere. Og begyndte så småt at gå små ærinder for de ældste af dem i butikker.

Politi
Så angreb politiet ved Det Grønne Område, som enden ud mod Nørrebro hurtigt blev kaldt.
De henved 25 betjente med hjelme og skjolde blev slået tilbage af sten og andet kasteskyts. Også da de prøvede at komme igennem en port ved Røde Kors-bygningen overfor det besatte hus gik det galt for dem. En gang tåregas under træporten gjorde udslaget.
Så opgav de. Midlertidigt.
En civilklædt betjent provokerede dog snart ved Trepkasgade og løb i sikkerhed i en sidebygning ved Rigshospitalet, skarpt forfulgt af nogle friske fyre med kæppe. Betjenten nåede dog at smadre glasdøren til fødeafdelingen med sin knippel.

Terror
Mørket faldt over kvarteret. Alt var roligt. Jeg besluttede at pjække fra arbejde. På ubestemt tid.
Dagen efter vågnede vi op til Politikens forsidehistorie:
'Bz'ere angreb føde-afdeling'.Lidt senere læste vi i BT's leder:
'En relativt lille gruppe fanatikere holder i disse timer et helt københavnsk kvarter i belejringstilstand. Og mens sagesløse beboere er gidsler i en af de uhyggeligste voldsdemonstrationer, der længe har udspillet sig i Danmark, ser samfundet magtesløst til.'
Ekstra Bladet fulgte trop:
'De oprindelige 56 husbesættere fra Ryesgade 58 er blevet til en brutal hær af 300 terrorister.'
Dagbladet Arbejderen skrev:
'De unge, der har boet tre et halvt år i Ryesgade 58, fremstilles fom farlige terrorister, mens politiet fremstilles som den besindige ordensfaktor, der ikke lader sig provokere eller søger konfrontation.'(mandag 15. september, 1986)
Fra denne dag var det kun Dagbladet Arbejderens journalister, der for alvor blev tolereret bag barrikaderne. papiravisen blev i øvrigt smuglet udenom politiet og ind bag barrikaderne hver dag og delt gratis ud af flere af avisens aktivister iført sort motorcykelhuer.
Og fra denne dag stillede Arbejderens trykkeri sig til rådighed, når der skulle laves bz-løbesedler.

Overraskelse
Det var en stor overraskelse for nogle bag barrikaderne at blive fremstillet som desperados, parate til angreb på spædbørn og ammende mødre på fødegangen! Vi fik også skyld for hærværk på Røde Kors-bygningen!
Løgn, løgn, løgn, gentog vi for os selv under de sorte huer.
Men set i bakspejlet har magthaverne jo altid kaldt alle slags oprørerne for terrorister, så vi havde vel ikke grund til at være overraskede.
De færreste havde vel alligevel nok ikke forestillet sig, at man i de følgende år sagtens kunne blive kaldt terrorist for blot at blokere færgelejer og bybusser eller støtte befrielsesbevægelserne FARC og PFLP med småpenge.
Vi følte os ikke det fjerneste terroristiske i Ryesgade. I stedet oplevede vi i de følgende dage, at københavnere spontant klappede og jublede, når vi slog panserne tilbage med sten, slangebøsser og træstokke.

Terrorismeproblem
Pludselig en formiddag så vi, at politifolk filmede os fra taget af Rigshospitalet overfor Ryesgade.
Det viste sig, at de havdebesat hele 10-etage. Tillidsfolkene på Riget protesterede efterfølgende skarpt.
De virkelige terrorister afslørede sig. Overborgmester Egon Weidekamps ansvar trådte tydeligere frem. Justitsministerens, pressens... Det var dem, der vil skabe et terrorismeproblem. Ikke os. Under påskud af kampen mod terror styrede de direkte mod at begå vold. Systemet afslørede sig og spillede fallit. Samfundets magtstrukturerne udfoldede sig.
Flere gamle modstandsfolk afleverede hjelme fra krigens tid til os, så vi kunne beskytte os. Folk kom med roser og rakte dem op til os. Vi følte os ikke helt berettiget til blomsterne. Vi var jo ikke alle bz'ere, men almindelige unge fra hele Københavnsområdet. Heriblandt en pæn flok unge, organiserede kommunister.

Organisering
Det var underligt. Alle 500 mennesker bag barrikaderne kunne ikke se hinandens ansigter. Alle bar huer eller havde tørklæder for munden.
Man brød i øvrigt alle anarkismens grundregler og organiserede kampen strengt. Fra hver barrikade sendtes repræsentanter til et kollektivt råd, der efterhånden ledte kampen under ansvar for hele forsamlingen. Nu var det ikke længere spontant, det hele.
Da støtterklæringerne begyndte at rulle ind fra hele landet kom der perspektiv på kampen. Man opdagede, hvem ens forbundsfæller var. Der kom blandt andet støtte fra Faglig Ungdom i Ålborg, der udtalte, at Ryesgade 58 fortjente opbakning, selvom de måske ikke var enige i alt, hvad bz foretog sig.
Nu var man ikke længere afskåret fra den aktive arbejderklasse!
Vi må ikke lade os isolere, tænkte vi. Ikke være sekteriske.

Himmelblå
Da Kim Larsen og hans Cirkus Himmelblå-fond om onsdagen den 17. september tilbød at købe Ryesgade 58 og overdrage det til kommunen, hvis bz'erne fik lov at blive der på egne betingelser, steg presset på borgmester Weidekamp og Socialdemokratiet.
En pressemeddelse fra Ryesgade 58 lød torsdag aften:
'Vi accepterer Cirkus Himmelblås tilbud. Vi fastholder betingelserne om kommunal overtagelse og vor ret til at bruge huset på vore betingelser. Vi kræver også frit lejde til alle, der befinder sig i området. Indtil Weidekamp kommer til fornuft opretholder vi barrikaderne.'
Om natten hængte nogle friske folk et banner ud af vinduet til nummer 58:
'Hellere dø stående end leve på knæ!'
Så afslog Weidekamp og Ungbo arrogant Kim Larsens forslag om at købe huset. De ville ikke høre tale om tilbuddet om, at Himmelblå købte den kondemnerede ejendom til overpris og gav den kvit og frit til kommunen!
Nu havde Weide og Ungbo bragt sig selv helt i defensiven.

Støtte
En solidaritetsbevægelse voksende op i hele landet. Støt den Himmelblå holdt protesmøder i Ålborg, Odense og Esbjerg. 3000 mødte op i København under parolerne: 'Stop konfrontationen Weidekamp - sig ja til den himmelblå!'
Det væltede ind med protester mod Weidekamp fra blandt andet lejerforeninger i kvarteret omkring Ryesgade.
Savage Rose og en række samvittighedsfulde kunstnere optrådte en nat for os bag barrikaderne. Der var oprørsstemning i den kølige efterårsnat.
Samtidig kunne man høre rygter om at Jægerkorpset eller Hjemmeværnet ville blive sat ind for at rydde området, der var overstrøet med barrikader og kasteskyts.

Forhandlinger
Så begyndte rævekagerne på Rådhuset. Partipolitiske forhandlinger kørte hele natten - både lørdag og søndag. Forhalinger blev til manøvrer. Ingen klare løsninger. Febrilsk forhandlede diverse politikere frem til et dødsdømt, socialdemokratisk projekt kaldet Berlin-modellen. Den gik ud på, at bz'erne fik huset i Ryesgade mod at en 'privat fond' for fremtiden skulle administrere og løse de unges boligproblem.
'Men det er jo Københavns Kommune, der løber fra ansvaret,' råbte en ung fyr, da vi diskuterede det en sen aftentime bag barrikaden.
'Det er tydeligt, at Weide ikke ville påtage sig sin opgave at løse problemet, der rækker langt ud over dette enkelte hus,' sagde han.

Tilbagetog
Vi blev enige bag vores barrikade. Politikerne ville blot lulle os i søvn, mens de forberedte rydningen. Der var kommet ekstra politistyrker fra provinsen kunne vi se over barrikaden. Og vi ville ikke æde et kompromis for et enkelt hus og derved nedlægge våbnene i kampen for boliger og en bedre fremtid.
Vi valgte ved demokratiske forsamlinger bag hver enkelt barrikade at gå fra området. At udføre et ordnet tilbagetog. En ny aktion.
Nogle var uenige, men flest for. Vi hev huerne og tørklæderne af ansigtet og sev ud i nattemørket. Det var mandag den 22. september. Ni dage var gået.
De forbløffede journalister fra den borgerlige presse fandt klokken 21 til det aftalte pressemøde ikke én bz'er i området. Kun beboere, der hyggede sig om bålet.
I stedet kunne de læse en pressemeddelelse:
'Der var kun en løsning, og den har de forkastet. Vi vil ikke være brikker i deres spil og langsomt kvæles. Vores kamp fortsætter. Vi bestemmer selv, hvornår, vi vil slås. Selv om vi har mistet et hus, har alene opbakningen og modstanden været en sejr.'
Også politiet var totalt overraskede. De nåede ikke at anholde en dén aften. Panik.
Gennem aftentrafikken tænkte mange af os, at dette var en god kamp. Ikke bare en kamp for et hus, men en politisk kamp, hvor der blev organiseret og agiteret på livet løs. Vi faldt ikke i deres fælder. Vi brugte militante, direkte kampformer, men lavede også alliancer og førte politik.
Kampen lærte os, hvem de virkelige fjender var, og hvem de rigtige venner var. Og ikke mindst, hvem de falske venner var. Dem, der støttede os i tomme ord, men som helst ville have os til at strække våben og opgive.
Vi forlod ikke slaget med et nederlag, men med nogle vigtige erfaringer rigere. Selvfølgelig ville der ikke gå en halv dag før politikerne havde glemt alt om Ryesgade og problemerne med boliger og bz.
Da vi vågnede tirsdag morgen var det med en følelse af fryd. De fik os ikke. Hverken overborgmester, justitsminister eller politidirektør. Snydt!
Selvom min fyreseddel fra fabrikken lå på dørmåtten og gloede olmt...
I år, præcis 20 år senere, besøgte jeg en efterårsformiddag Ungdomshuset på Jagtvej i København. De forberedte sig feberagtigt på forsvar og byggede ivrigt barrikader.
Ja, de gadens parlament har aldrig fået noget forærende. Vi har altid kun fået, hvad vi selv har taget...