Hvad end forklaringen og inspirationen bag fredsmærket har været, så er det blevet utroligt populært - udbredt over hele verden
af Mikael Hertoft, København
Symbolet for nej til atomvåben og mod krig kommer efter nogen fortolkeres mening fra runen R (Ir), (se illustration). For de gamle skandinaver blev denne rune kaldt 'idegran' (det vil sige taks gren) - grenen fra et helligt træ, der for skandinaverne var symbol på begravelse og død. Denne rune havde også den mystiske betydning 'nej'.
Fredssymbolet blev udarbejdet af englænderen Gerald Holtom i 1957 til brug for fredsbevægelsen. Han skal have taget udgangspunkt i to tegn fra det semaforiske alfabet (det vil sige, det man på skibe bruger til at sende signaler med flag.) De to tegn han skal have taget udgangspunkt i er N for 'Nuclear' (engelsk for atom) og D for 'Disarmament' (engelsk for nedrustning). Det er så at sige den officielle forklaring.
B. Ganeev kommer i bogen Jazik (Sprog) fra Ufa i Rusland 2001 med begge forklaringer.
CND, Committee for Nuclear Disarnament i Storbritannien holder på forklaring nummer to.
Det står fast, at det var kunstneren Gerald Holtom, der udformede symbolet, og at det blev brugt første gang til påskemarchen i 1958. Han selv skrev i et brev: 'Jeg var desperat. Helt desperat. Jeg tegnede mig selv. Repræsentationen af et individ der var i desperation, med håndfladerne rakt ud og ned ligesom Goyas bonde foran henrettelses pelotonen. Jeg formaliserede tegningen indtil en linje og puttede en cirkel rundt om.'
Den første engelske påskemarch gik fra London til Aldermaston, et fabriksanlæg der den gang og i dag producerer britiske atomvåben. Den engelske påskemarch blev også inspirationen for de danske påskemarcher, der i begyndelsen af tresserne blev starten på den nye radikalisering og styrkelse af venstrefløjen, der ledte frem til Vietnambevægelsen med mere.
Hvad end forklaringen og inspirationen bag fredsmærket har været, så er det blevet utroligt populært - udbredt over hele verden, tegnet af aktivister og skoleelever utallige gange.
'Dette er symbolet for fred og anarki', skriver den russiske sprogmand B. Ganeev. Man må sige, at hvis vi kunne få fred med i købet, så kunne vi nok tåle lidt anarki. Fredeligt anarki er vel at foretrække for krigens orden?
CND og Stop the War Coalition, som har sine rødder tilbage i 1958 er også aktuel med at indkalde til national demonstration i Manchester i dag 23. september under parolerne: Ingen Trident (atomraket) erstatning, Fingrene væk fra Libanon, Tropperne ud af Irak, Angrib ikke Iran. Demonstrationen anvender naturligvis Gerald Holtoms fredstegn.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278