Monumentet over de danske spaniensfrivillige der faldt i Den Spanske Borgerkrig, som i dag står i Churchillparken i København, har en lang og broget forhistorie. Mange problemer lagde sig i vejen, før monumentet blev en realitet i 1986

af Allan Christiansen
I dag er det præcis 70 år siden, at de Internationale Brigader blev oprettet i den spanske by Albacete. Brigaderne skulle deltage i forsvaret af den spanske republik mod den fascistiske general Franco og hans tropper. Traditionen tro afholder 'De Internationale Brigaders Forening' i dag en mindehøjtidelighed for de danskere der faldt i Spanien. Det starter klokken 12 ved monumentet i Churchillparken i København.
Den 17. oktober 1946, på tiårsdagen for Brigadernes oprettelse, afholdt 'De Danske Spaniensfrivilliges Forening' en fest. I den anledning blev der udsendt en lille pjece, hvori den daværende formand Poul Erik Dreyer blandt andet skrev: 'Omkring 100 danske kammerater vendte ikke hjem, de faldt i kampen. I dag på tiårsdagen må vi andre love, at vi vil hædre deres minde. Lad dem få et værdigt mindesmærke - det skal rejses.'
Senere opgørelser fastlægger antallet af danskere, der mistede livet i Den Spanske Borgerkrig, til mellem 200 og 220.

Fra tanke til handling
Dreyers ide om et monument var både smuk og dybfølt, men tiden stillede andre og nye krav til den enkelte. Den Kolde Krig var indledt med Churchills 'Fulton-tale', freden i Europa var i fare, der var hjemlige problemer af faglig eller politisk art. Der var nok at tage fat på, så tanken om at rejse et mindesmærke blev skudt i baggrunden for mere presserende opgaver.
Emnet blev taget op på adskillige af foreningens møder og generalforsamlinger gennem årene under skiftende formænd, men nogen endelig afgørelse blev ikke taget.
Tanken om at rejse et mindesmærke fik fornyet kraft i begyndelsen af firserne, sikkert med baggrund i og inspireret af at blandt andet den 'Svenska Spanienfrivilligas Kamratförening' havde rejst et monument i Stockholm, og at 50-året for udbruddet af borgerkrigen i Spanien og oprettelsen af de Internationale Brigader nærmede sig.

Oprettelse af komiteen
Egon Farcinsen, der som formand i en årrække havde forsøgt at holde sammen på stumperne af en mere eller mindre hensygnende forening, trak sig på generalforsamlingen den 17. januar 1984 og en ny bestyrelse blev valgt bestående af Egon Gissel, Eigil Buch og Willy Petersen med Marius Christiansen som formand.
Et af punkterne på det første bestyrelsesmødes dagsorden var: 'Mindesmærke for vore faldne kammerater'. Herefter gik det hurtigt. Den 24. august indkaldte en kreds af personer, med Henning Tjørnehøj fra LO som primus motor, til et møde.
Det resulterede i, at der blev startet en komite med navnet: 'Komiteen for de danske spaniensfrivilliges minde'. Komiteen kom til at bestå af Marius Christiansen, Villy Fuglsang, Søren Hansen MF, Børge Houmann, Frode Jakobsen, forfatteren Albert Petersen og Henning Tjørnehøj, konsulent i LO.
På mødet blev man enige om, at rejse et monument i nærheden af Frihedsmuseet. Det blev desuden besluttet at starte en indsamling, til det formål blev der oprettet en girokonto. Advokat Jørgen Christensen tilbød at administrere indsamlingen vederlagsfrit.

Hvilken kunstner!
Komiteen gik straks i gang med at indsamle forslag til kunstner og monumentets udformning. Følgende navne på kunstnere blev bragt i forslag: Knud Nellemose, Robert Jakobsen, Per Ulrich og Gunnar Westmann. Man bestemte sig til sidst for at bede Per Ulrich stå for den kunstneriske udformning.
Lige så let det var at blive enige om valg af kunstner, lige så svært var det at blive enige om, hvordan monumentet skulle se ud. Efter mange og lange diskussioner og flere besøg i Per Ulrichs atelier, hvor kunstneren fremviste flere monumenter i henholdsvis metal, beton og sten, gik man til sidst ind for det af Per Ulrich foreslåede: En retlinet trekantet pyramide-stele med skråt afskåret top i fiberbeton. Per Ulrich mente i øvrigt, at monumentet kunne laves for cirka 200.000 kroner.
Statens kulturfond gav tilsagn om en bevilling til gennemførelse af opgaven, hvilket ifølge fondens vedtægter indebar, at komiteen selv skulle skaffe 50.000 kroner.
På den baggrund blev der indgået en aftale mellem Statens Kunstfond, billedkunstneren Per Ulrich og komiteen. Aftalen indeholdt en nøje beskrivelser af monumentets størrelse og udformning og fordeling af kompetencer.

Monumentets placering
Udover opgaven med at få sat indsamlingen på skinner forestod endnu en opgave, nemlig indhentning af tilladelse til at rejse monumentet i Churchillparken tæt på Frihedsmuseet.
Parken tilhører Københavns Kommune, så komiteen henvendte sig i første omgang til overborgmester Egon Weidekamp, som henviste til stadsarkitekt Eivind Lorenzen - og nu begyndte trængslerne for alvor.
For det første syntes stadsarkitekten ikke om en placering i Churchillparken, den var efter hans mening i forvejen overfyldt med skulpturer. For det andet syntes han ikke om det udkast til mindesmærke, som Per Ulrich havde fremsendt.
Efter mange og lange forhandlinger lykkedes det imidlertid at opnå enighed om det oprindelige forslag til monument og om placeringen i Churchillparken.

Indsamlingen
Indsamlingen af de 50.000 kroner gik trægt, i februar 1986 var man kun nået halvvejs. Projektet var oven i købet blevet fordyret med 50.000 kroner, fordi man var blevet enige om, at monumentet skulle laves i granit, så komiteen skulle nu indsamle 62.500 kroner.
I den situation skrev komiteen til en række fagforbund om at 'spytte i kassen'. Det lykkedes at få skrabet pengene sammen, i første række takket være hjælp fra fagbevægelsen. Ja, man nåede op på 68.000 kroner, så der var også penge til lidt festivitas i forbindelse med afsløringen af mindesmærket.

Benspænd
Tilbage stod nu kun at arrangere selve afsløringen af mindesmærket. Planen var, at den skulle finde sted den 17. oktober - dagen for oprettelsen af de Internationale Brigader i Albacete i Spanien. Men datoen måtte udskydes, da de spaniensfrivillige var blevet inviteret til Spanien i dette tidsrum i anledning af markeringen af brigadernes oprettelse. I stedet valgte man den 1. november.
Alt var nu klar: Kunstneren havde afsluttet sin del af projektet, stenhuggeren var ved at lægge sidste hånd på arbejdet og programmet for dagen var fastlagt.
Og så opstod der alligevel problemer til allersidst. Dels prøvede stadsarkitekten at få flyttet placeringen af monumentet fra det aftalte sted til et sted længere inde i parken, og dels tog de konservative i Borgerrepræsentationen afstand fra opstillingen ved deres formand for Kulturudvalget, Axel Clausen. Det skete - ifølge Berlingske Tidende den 30. oktober 1986 og Land og Folk den 1.-2. november 1986 - med den begrundelse, at opstillingen af monumentet var 'en udfordring overfor det demokratiske Spanien'.
Der er et ordsprog, der siger, 'at man skal høre meget før ørerne falder af' man tilføje, 'at man skal se meget før øjnene triller ud af hovedet'.

Afsløring
Den 1. november skulle afsløringen som sagt finde sted. Klokken 15 mødtes man i Frihedsmuseet, som hurtigt blev fyldt med mennesker samt fagforenings- og partifaner. Henning Tjørnehøj bød velkommen, hvorefter man sang Martin Jensens smukke sang fra 1937, 'En hilsen l jer kammerater'.
Herefter talte Villy Fuglsang. Han sagde blandt andet: 'På mine kammeraters vegne tak til alle jer, der er kommet her til afsløringen af dette minde over vore kammerater, der betalte med livet i det spanske folks frihedskamp - og i folkenes fælles kamp mod fascisme og krigsfare.
Tak til de der tog initiativet til, at der nu også i Danmark rejses et varigt minde over de 'voluntarios internacionales de la libertad' (frivillige for friheden), som der står på det lille emblem, der for os føles som et hæderstegn og en forpligtigelse.
Jeg håber ikke, at jeg går nogen for nær, når jeg her nævner Henning Tjørnehøj som den utrættelige, forstående og drivene kraft i den komite, der har arbejdet med sagen.'
Til slut talte den spanske ambassadør i Danmark, Joacuin Ortega. Han sagde blandt andet: 'Det er for mig en stor ære at repræsentere mit land ved denne hyldest til det mod, den offervilje og den tørst efter retfærdighed, som opildnede unge fra Danmark til at kæmpe for deres idealer på spansk jord, såsom den unge barber, der bekræftede sin begejstring og livsoptimisme i den dagbog, som har givet navn til den film, der for nyligt er lavet som hyldest til frontkæmperne.'
Derefter gik man ud til mindestenen, hvor formanden for de Spaniensfrivilliges Forening, Marius Christiansen, foretog selve afsløringen
Omsider havde de danske spaniensfrivillige fået deres monument - 50 år efter borgerkrigens udbrud og 40 år efter, at de første tanker, om 'at der skulle rejses et værdigt mindesmærke for de kammerater, der ligger begravet i Spaniens jord', blev printet på papir.