Den unge historiker, Morten Møller, har skrevet to yderst lærerige og imponerende bøger om en imponerende skikkelse i kommunismens og demokratiets historie

af Bjarne Nielsen
'Fra modstandshelt til landsforræder' og 'Den røde rektor' hedder de to bind om Mogens Fog, som historikeren Morten Møller netop har sendt på markedet.
Titlens brug af ordet landsforræder er dårligt valgt, da det alene hentyder til pøblens reaktion mod Fog i koldkrigsdagene.
'Professor Mogens Ludolf Fog, født på Frederiksberg den 9.6. 1904, signaleres således: ca. 173 cm høj, slank, markeret ansigt, sort hår, gråmeleret jakkesæt, sort overfrakke, grøn blød hat, brune handsker, svære brune sko' lød politiets efterlysning den 3. februar 1943. Dusøren var på 5.000 kr.
Dertil var det nået for Mogens Fog 39 år efter fødselen i et borgerligt og radikalt Brandes miljø.
Inden da var han blevet uddannet på den af Scherfig berygtede Metropolitan skole sammen med DKP`s første folketingsmedlem Arne Munch-Petersen, Hal Koch, K. E. Løgstrup og Kjeld Abell. Helt forsømt kunne det forår ikke have været!
Mogens Fog blev senere læge og i 1938 professor i neurologi, DKP`s første professor.
Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, blev stiftet i 1919 og i 1924 meldte Fog sig under fanerne, grundet 'den høje arbejdsløshed, værdisammenbruddet efter første verdenskrig og ikke mindst Landmandsbankens katastrofale krak i 1922-23'.
Kapitalismen havde i Fogs øjne spillet fallit.

Bolsjevisering af partiet
Sammen med Otto Melchior og Munch-Petersen startede han 'Unge Pionerer' med det formål at opdrage børnene 'i socialistisk ånd'.
Som 23-årig blev han organisationssekretær og medlem af partiets centrale ledelse, hvilket blandt andet førte til, at da Komintern i 1928 sendte en instruktør, der skulle hjælpe partiet med bolsjeviseringen af partiet, det vil sige omlægge partiets afdelinger fra vælgerforeninger til celler med udgangspunkt i produktionen i stedet for geografien, kom han til at arbejde sammen med Fog.
Således var Fog med til at starte celler på B&W og General Motors sammen med 'Johann', der senere viste sig at være den legendariske mesterspion Richard Sorge.
Efter at have rådført sig med partiets formand Thøger Thøgersen om, hvorvidt han skulle satse på lægekarrieren eller partiet, svarede denne 'Vi har ikke i det lange løb brug for anden klasses folk, hverken akademikere eller andre'.
Således rådført gik Fog i gang med lægekarrieren og det faglige arbejde, hvor han i 1932 var med til at stifte foreningen Socialistisk Medicinergruppe.
DKP`s ultrasekteriske periode var, efter Kominterns verdenskongres i 1935, slut og et nyt syn på Socialdemokratiet og arbejdet med folkefrontstaktikken mod fascismen begyndte at dominere partiets arbejde, og her var Fog på alle måder manden, der kunne realisere dette projekt.
I modsætning til mange andre kommunister forstod og forsvarede Fog Hitler-Stalin Pagten som sovjetisk taktik, om end bogens forfatter kører rundt i det og mikser sine egne fordomme.

Frit Danmark perioden
Fog var medlem af DKP indtil illegaliseringen den 22. juni 1941 og blev aldrig siden medlem, trods han gerne ville.
På opdrag af DKP`s formand, Aksel Larsen, tog Fog kontakt til den konservative Christmas Møller med henblik på at få etableret et tværpolitisk modstandsarbejde, som folkefrontstaktikken og fornuften krævede. Således blev Fog atter partiarbejder, dog uden medlemsbog.
I april 1942 udkom det første nummer af 'Frit Danmark', som var en slags videreførelse af den antinazistiske kulturfront fra 30`erne, bare på et folkefrontsgrundlag. Bogen dokumenterer fint, hvorledes flere DKP`ere forholdt sig til taktikken. Fog skrev, 'Hvis nazismen knuses - og det skal den - vil der utvivlsomt ske politiske og sociale skred.. med den erkendelse må det nationale og sociale stige mod en højere enhed'. Her taler han om socialismen.
Forfatteren kan i øvrigt berette, at den sovjetiske sikkerhedstjeneste NKVD (fra 1945 KGB) i maj 1942 søgte oplysninger om Fog hos Komintern, og selveste Dimitrov kunne meddele han var OK.
Frit Danmark blev en kæmpesucces. I 1944 udkom det med én million eksemplarer, kun DKP`s 'Land og Folk' var større. I 1943 var Fog Frit Danmarks reelle leder, da Christmas Møller sad i London.

Modstandskampens centrale leder
På det tidspunkt var Aksel Larsen arresteret og i et forhør den 5. november 1942 havde han afsløret Fogs rolle i Frit Danmark. Samme år krævede den nye tyske rigsbefuldmægtigede, Best, Fog arresteret.
Fra dette tidspunkt blev Fog illegal og jagtet af såvel tysk som dansk politi. Flere af lederne af Frit Danmark lod sig arrestere, men ikke Fog, der mente modstandskampen nu trådte ind i sin næste fase.
Via breve, der både offentliggjordes i BBC og illegale tryk, fremstod Fog hurtigt som modstandskampens centrale leder. Han appellerede bredt til befolkningen ud fra devisen 'en dråbe i havet, nuvel, havet består af dråber'. Det var den aktive og forpligtende humanist, der talte til folket.
Mogens Fog virkede, skarpt forfulgt som illegal, helt frem til 14. oktober 1944, da han grundet sjusk røg i fælden og blev fanget, hvilket førte til en midlertidig krise i modstandsarbejdet. Bogen beskriver fint Fogs fængselsophold med tortur og så videre.
Fog blev befriet da englænderne bombede Shellhuset den 21. marts 1945, med Frihedsrådets godkendelse.

Fog bag facaden
Et yderst spændende kapitel er 'Fog bag facaden', hvor Fog i et memorandum, skrevet i 1943, angiveligt til DKP`s ledelse, blandt andet Børge Houmann, gør sig sine tanker om fremtidens Danmark.
Fog redegør omhyggeligt for, hvorledes revolutionen vil kunne realiseres i Danmark. Det er yderst selvkritisk over, hvorfor partiet ikke kan slå igennem, når det har de vise sten. Selv om han fastholder arbejderklassens centrale betydning, mener han man skal inddrage flere grupper og lag, samt tidssvare propagandaen.
Set med dagens briller er det konturerne til det anti-monopolistiske demokrati eller folkedemokratiet som forløberen for proletariatets diktatur. Han gjorde her op med en stram klassisk udgave af marxismen, og søgte 'en dansk vinkel' også fordi han som tidligere ser Danmarks store 'kommunistiske potentiale' som følge af samfundets gennemorganiserede karakter.
I memorandumet ligger en selvstændiggørelse fra slavisk at følge Sovjet. Samtidig med de, på dette tidspunkt, kætterske tanker, var Fog parat til en kommunistisk magtovertagelse, hvis muligheden forelå. Men 'jeg betvivler, krigen afføder en revolutionær situation her i landet', skrev han, hvilket både han og partiet måtte erkende i 1945, til manges skuffelse. Fog bruger megen tid på 'under hvilke former, vi ser proletariatets diktatur gennemført her i landet'.

Danmarks Frihedsråd
Danmarks Frihedsråd blev dannet i september 1943 for at koordinere modstanden og bestod især af fire store grupper, DKP, Frit Danmark, Ringen med socialdemokraten Frode Jacobsen og Dansk Samling.
Fog var medlem af det vigtige bladudvalg og senere af kommandoudvalget, som sikrede samarbejdet mellem den civile og militære del af modstandsbevægelsen samt britiske SOE. Fog sad som medlem for Frit Danmark, ikke DKP, hvilket nogle borgerlige stejlede over.
Bogen peger på mange modsætninger mellem Frit Danmark og DKP, blandt andet omkring auguststrejkerne. Her så man et problem som opstod i flere lande lige efter krigen, Folkefrontens politik med de borgerlige kontra ønsket om revolution.
Bogen fortæller fint om, hvorledes socialdemokraterne med deres kommunistforskrækkelse opererede i dette DKP-dilemma.
Da krigen sluttede var Komintern opløst, de gamle samarbejdspolitikere og Socialdemokratiet, der ikke var repræsenteret som parti i Frihedsrådet, havde trukket det længste strå og trukket Fog og DKP til højre.
Det var en desillusioneret Fog, der i februar 1944 skrev til Ib Nørlund, 'Det vil vistnok vise sig, at det store folk trods alt hvad det i dag mener, alligevel vil klynge sig til de gamle partier og deres ledere'. Det var ikke kun Fog der prægede Frit Danmark, det var naturligvis også omvendt.

Efter krigen
I befrielsesregeringen blev socialdemokraten Vilhelm Buhl statsminister, mens Fog blev minister for særlige anliggende og DKP`s Alfred Jensen blev trafikminister. Verden var igen normal. Fog fik dog ansvaret for erstatninger til modstandskampens ofre, heriblandt DKP som fik 750.000 kroner. De havde krævet to millioner kroner.
Bogen kommer godt ind på DKP`s højreafvigelser i kølvandet på folkefrontens succes. Efter at ideer om et 'modstandsparti' eller 'folkefrontsparti' var døde, og DKP ledelsens drømme om revolution var knuste, søgte partiet enhedsforhandlinger med Socialdemokratiet. Det parti som saboterede modstandskampen og forbød partiet i 1941.
En måned efter initiativet blev taget, var det dødt og socialdemokraterne kaldte til fornyet kamp mod kommunismen. De var således mere tro mod deres politik end kommunisterne. Det syntes som om Sovjet og DKP forvekslede taktik og strategi.
Ved valget i oktober 1945 opstillede Fog 'i tilknytning til DKP', da han jo af taktiske grunde havde forladt partiet. Han blev valgt og sad i Folketinget til 1950, hvor især opfattelsen af demokrati var centralt og den kolde krig var i gang.
Hetzen var uhyrlig, især mod Fog, og modstandshelten blev således af en socialdemokratisk avis kaldt 'en klat slim, der endnu dirrer, lige efter den har ramt fortovet', og af den konservative leder Bjørn Kraft kaldt landsforræder fra Folketingets talerstol.

Ideologisk kamp i DKP
Frit Danmark brød sammen i 1948, i forbindelse med krisen i Tjekkoslovakiet og Fog gik af som formand. Ligesom han ikke genopstillede til Folketinget i 1950.
Han blev formand for Fredens Tilhængere fra 1950-58 og han sad i Verdensfredsrådet med blandt andre Martin Andersen Nexø, Picasso og Brecht.
I forbindelse med hetzen fra højre blev den ideologiske kamp i DKP skærpet og her stod Fog ofte i skudlinjen fra partiets ledelse omkring spørgsmål som Sovjet, propagandaens karakter, demokrati og Lysenkos teorier. Kimen til et brud blev lagt.
Fog var på mange områder langt forud for sin tid. Han gik i et foredrag i 1947 til angreb på 'at mange kommunister i blind gudhengivenhed finder alt strålende i U.S.S.R.' og 'Land og Folk ofte tager standpunkt i international politik som Sovjetunionen'. Foredraget blev trykt i flere oplag på i alt 35.000 eksemplarer.
I forbindelse med en berømt kulturkonference i 1948 stødte Fog med indlægget 'Materialisme og idealisme i kulturstrømningerne' sammen med blandt andre Hans Kirk og Scherfig om Sartre og individualismen.
Uanset hvad man end mener om Fogs udvikling, virker det bogen igennem som om Fogs forståelse af marxismen og anvendelsen af dialektikken var mere på højde med virkeligheden end DKP ledelsens.
Bogen skildre på interessant vis hele Fogs arbejde i fredens tjeneste, som på alle måder lå i forlængelse af hans enhedsarbejde under besættelsen. Som inspiration for vores arbejde i dag, skal Fog citeres for 'som rent kommu-nistisk bevægelse er Fredens Tilhængere efter min mening uden mening og betydning..'. Der skulle være bredde på.

Fra DKP til SF
Efter mere end 30 års 'medlemskab' (dog efter 1942 som uformelt medlem) af DKP flød bægeret langsomt over, trods han på DKP`s kongres i 1957 appellerede til enhed og ikke lade Ungarnsopstanden splitte partiet.
Efter en kongres i 1958 var det slut, men som den tidligere islandske kommunist Halldr Laxness, var det ikke andet end 'kommunistpartiet havde meldt sig ud af kommunistpartiet'.
Da man stiftede SF var det ifølge bogen mere Aksel Larsen, der fulgte Fog end omvendt. Ved læsning om denne proces slår det en, hvor meget af den tids diskussioner, der forsat gælder på 'fløjen' i dagens Danmark.
Denne anmeldelse har primært fokuseret på bind et, 'Fra modstandshelt til landsforræder', da det er her 'guldet' ligger.
Bind to, 'Den røde rektor', handler primært om Fogs periode som rektor på Københavns Universitet fra 1966 til 1972, hvor han indtog en yderst fleksibel holdning, grænsende til repressiv tolerance, til 68-oprøret.
Dette bind tilføjer intet nyt, men det er dog underholdende at læse om de gamle 68-oprørere, der ofte var afkom af de børn, Fog opdrog 'til socialistisk ånd' i Unge Pioner, og i dag, for manges vedkommende, er mere borgerlige end Fog nogensinde blev. Mogens Fog døde i 1990.
Bevidst eller ubevidst dokumenterer bogen, at Fog fra sin indmeldelse i DKP i 1924 og frem til de første år i SF var marxist og havde sine meningers mod. Da partiet i opgøret med venstrefejltagelserne gik mod højre gik han med og fortsatte. Han gjorde ikke op med marxismen, men mod 'stalinismens' forvrængning af den.

Imponerende bog - men...
Den unge historikers debut er på mange måder overbevisende. Den er imponerende i sine informationer, noter og kilder samt sprogligt letlæst. Forfatteren er som undertegnede lettere fascineret af Mogens Fog. Og Fog havde Star Quality!
Men der er et men. Det får undertegnede op i det røde felt, når forfatteren, Morten Møller, skriver 'For os, der er vokset op i et samfund, hvor de store ideologier er lagt på hylden, og hvor identitet og sammenhænge skal søges andre steder'.
Møller er vokset op i et samfund, der er i krig, ideologisk som fysisk, en halv verden der sulter, og så videre. Hvordan kan man være historiker og blind for realiteterne, at ideologierne kæmper overalt?
Det er ligeledes træls, at forfatteren omtaler Fog som et 'Janushoved', fordi han ikke forstår hvorledes denne kunne være både 'Jesuitisk kommunist og idealistisk humanist' på samme tid, trods Fog selv besvarer det i bogen.
Forfatteren postulerer også løbende, at DKP`s folkefrontspolitik gik ud på at 'kontrollere' og for eksempel 'infiltrere den såkaldte Mondegruppe'.
Hovedkonklusionen er, disse irritationsmomenter til trods, at det er en yderst lærerig og imponerende bog om en imponerende skikkelse i kommunismens - og demokratiets historie.

Morten Møller: Mogens Fog. Bind 1: Fra modstandshelt til landsforræder. Bind 2: Den røde rektor. 832 sider. Rigt illustreret. 499 kroner. Gyldendal.