Hvor stammer jødehadet fra? Hvordan udviklede det sig i specifikt i Tyskland? Hvilken skæbne fik de jøder, som undgik koncentrationslejrene? Disse spørgsmål forsøger Dan H. Andersen at svare på

af George Zeuthen
Skønt det er 70 år siden, at Anden Verdenskrig brød ud, bliver den ved med at fascinere. Ikke mindst fordi der var tale om en verdenskrig, men også fordi krigen blev indledt af fascistiske stater.
Diktaturer havde man set før i verdenshistorien, men at en samlet ideologi - fascismen repræsenteret gennem de tre store magter Tyskland, Italien og Japan - stræbte efter verdensherredømmet, var hidtil uset.
Naturligvis har fascismen forskellige fremtrædelsesformer i dag som tidligere, men alligevel.
Den tyske fascisme under diktatoren Hitler havde det særkende, at den var antisemitisk indtil det paranoide, og i kraft af den tyske fascismes fremmarch blev antisemitismen mere og mere voldelig.
Cirka seks millioner jøder blev brutalt myrdet i løbet af Hitlerfascismens år, både tyske jøder, og efterhånden som den tyske hær underlagde sig store dele af Europa og Sovjetunionen, også fra disse områder.
Men hvor stammer jødehadet fra? Hvordan udviklede det sig i specifikt i Tyskland? Hvilken skæbne fik de jøder, som undgik koncentrationslejrene?
Disse spørgsmål og mange andre har forfatteren Dan H. Andersen sat sig for at skildre i bogen 'Krystalnatten - vejen til holocaust'.

Jøderne fik skyld for alt
Gennem en mængde kilder forsøger Andersen at nå frem til nogle plausible forklaringer på nazismens jødehad og gør det med held.
I de første dele af bogen skildrer han opkomsten af antisemitismen i Europa. Han definerer jøder som bærere af en religion, ikke som noget etnisk folk.
Fra år nul spredte jøderne sig over hele Europa og Mellemøsten. De bosatte sig oftest i enklaver, hvilket lagde grundstenene til ghettoer, for sig selv, men ikke nødvendigvis. Også enkeltvis kunne man her og der finde familier af jøder både på landet og i de europæiske byer.
At det i den tidlige middelalder var logik at give jøderne skylden for religionsstifteren Jesus` død, var oplagt, og derfra var der ikke langt til at gøre jøderne skyldige for alskens dårligdom. De fik skyld for pest, misvækst, uvejr og alt muligt andet, beskyldninger vi i dag kun kan ryste på hovedet af, men som dengang var realiteter for folk.
I kraft af den jødiske religion skilte jøderne sig ud, og dette blev endnu mere udpræget på grund af forskellige jødelove, som europæiske fyrste indførte. Blandt andet var det i flere europæiske lande forbudt jøder at eje jord og at udøve håndværk. Tilbage var kun handel og bankvirksomhed, og da nogle jøder blev meget rige, var det oplagt for denne eller hin fyrste at beslaglægge disse formuer under dække af, at jøderne var nu engang var anden rangsmennesker.
Der blev brugt hårde metoder: I 1290 blev jøder fordrevet fra England. I 1300-tallet udvistes jøderne af Frankrig, og i 1492 af Spanien - medmindre de lod sig døbe.
Senere kom det også til massakrer på jøder. Blandt andet i 1648, hvor jøder i det nuværende Polen og Ukraine blev nedslaget. Her i Danmark var forholdene kun en smule bedre. I 1711 mente visse københavnere, at jøderne havde forgiftet brøndene i København.

Hitlerfascismens syndebukke
Da Tyskland havde tabt Første Verdenskrig, var landet i kaos, og udover at give kommunisterne skyld for at være den indre fjende, der havde forårsaget nederlaget, kom jøderne igen i front som syndebukke.
I Wien gik den unge Adolf Hitler rundt og ved at læse obskure og afgjort uvidenskabelige bøger, blev hans jødehad næret. Dog ikke så konsekvent, som det senere blev.
Den globale krise i 1929 satte både gang i det tyske naziparti og i jødehadet. Hitlerfascismen havde brug for syndebukke, og jødehadet blussede voldsomt op i Tyskland.
Da Hitler blev rigskansler i 1933, blev jødeforfølgelserne sat i system: Den tyske stat indførte en lang række racelove, så befolkningen blev delt op i jøder, halvjøder, ottendedels jøder og 'rene' mennesker. Jøders muligheder for uddannelse og erhverv blev kraftigt beskåret og en massiv hetz blev iværksat.
Denne hetz kulminerede Krystalnatten mellem den 9. og 10. november 1938. Hundredevis af synagoger blev afbrændt, jødiske forretninger og private hjem blev raseret. Glasskårene gav anledning til navnet Krystalnatten.

Noget for de fleste
Derefter var det direkte livsfarligt at være jøde i Tyskland. Nogle lykkedes det at flygte og mange børn lykkedes det at sende til blandt andet England og Irland. Nogle af disse skæbner har Dan H. Larsen fulgt på en meget nærværende måde.
Larsen er en habil skribent, der har orden i sine kilder og forstår at bruge dem. Resultatet er blevet et 'must', hvis man interesserer sig for Anden Verdenskrig og/eller hvor galt det kan gå, hvis man tillader fascismen at slå rod.
Og netop her er det, at Andersen stopper. Læseren må så selv drage paralleller til for eksempel Danmark og de kredse, hvor fascisme og semifascisme trives.
I sin bog citerer Larsen en forfatter ved navn Saul Friedländer:
'Nazismens tiltrækning lå mindre i en eksplicit ideologi end i kraften fra følelser, forestillinger og fantasier.
Ud fra dette kunne der broderes og udvides, og det betød, at bevægelsen var særdeles fleksibelt og kunne optage personer med vidt forskellige standpunkter. Der var noget for de fleste'.
Hvis man tænker på visse politiske grupperingers holdninger til muslimer, og skifter nazismen ud med Dansk Folkeparti, så giver ovenstående citat desværre mening i det moderne Danmark.
Hvor galt det kan gå, hvis man stigmatiserer en hel befolkningsgruppe, viser Dan H Andersen så tydeligt.
Tak for det!

Dan H. Andersen: Krystalnatten - vejen til holocaust. 269 kr. Gyldendal.