21 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bob Dylan for alle

Bob Dylan for alle

Lørdag, 26. september, 2009, 00:00:00

¤¤Bob Dylan. Mennesket - Myten - Musikeren¤¤ er en fremragende bog og den første danske fremstilling af Dylans liv set i sammenhæng med hans omskiftelige karriere

af Bjarne Nielsen
Jævnligt udkommer der bøger om Bob Dylan. I januar anmeldte undertegnede den fremragende guide til hans plader af Braad Thomsen og Asger Schack. Så bliver han indstillet til Nobelprisen i litteratur og senest har han meldt sin ankomst som maler.
Nu kommer en ligeså fremragende 'Bob Dylan. Menesket-Myten-Musikeren' af John Christensen, som ellers er mest kendt for sine bøger om USA.
Det er den første danske fremstilling af Dylans liv set i sammenhæng med hans omskiftelige karriere som plade- og scenekunstner. Bogen er opdelt i otte overskuelige kapitler og et dejligt let sprog uden at blive overfladisk og poppet.
Naturligvis starter Christensen med Robert Allen Zimmermann, som er Dylans rigtige navn, og hans opvækst i Duluth og Hibbing i det nordlige Minnesota i et jødisk middelklassehjem, hvor han blev født den 24. maj 1941.
Familien var flygtninge fra Odessa ved Sortehavet under Zaren. Efter spændende beskrivelser af Dylans barndom og ungdom, hvor han både stjæler mad og kollegaers plader, møder han den kendte sorte folksangerinde Odetta og sit forbillede Woody Guthrie og en ny Zimmermann er født.
Derefter går bogen fint videre med Dylans udvikling som folke- og protestsanger i New Yorks Greenwich Village, hvortil han ankommer i 1961, og hans udvikling frem til 'talsmand for sin generation'.

Forrådt af tavshed
Greenwich Village er på det tidspunkt endnu et landsbyagtigt kvarter i millionbyen, og et fristed for farverige eksistenser og diverse kunstnere. Dylan fandt vej til Café Wha? og cirkulerede ellers rundt blandt musikstederne.
Bogens afsnit fortæller omhyggeligt, hvorledes han spiller med blandt andet John Lee Hooker og kommer i fagforening, gør op med singellivet og bryder igennem med såvel omtale i New York Times som en pladekontrakt med Colombia.
Hans første album 'Bob Dylan' solgte beskedne 5000 eksemplarer, men allerede toeren 'The Freewheeling', der udkom to måneder efter, gik bedre.
Dylan forlod kæresten og begyndte et forhold til folkemusikkens ukronede dronning, Joan Baez. De fejrede store succeser på såvel Monterey som Newport Folk Festivalerne.
Bogen er fuld af gode historier om albummene 'The Times They Are A-Changin`' og 'Another Side of Bob Dylan', blandt andet om hvordan sangen 'A Hard Rain`s A-Gonna Fall' er skrevet under indtryk af missilkrisen på Cuba, ligesom han i denne periode langede hårdt ud efter våbenindustrien.
Dylan er i denne periode meget politisk og hans 'Blowin In The Wind' er et resultat af at han følte '... at alle os i Amerika, som ikke åbner munden, bliver forrådt af vores tavshed, forrådt af magthavernes tavshed'.
Bogen har meget nyt at give om denne periode af hans liv.

Gennem lydmuren
Kapitel tre skildre de 18 måneder i 1960`erne, hvor Dylan ændrede alle regler og facitlister for hvad man kunne og ikke kunne inden for populærmusikken.
Han røg sig skæv med The Beatles i 1964, da gruppen var på turne i staterne. Rygtet vil vide at det var efter mødet med Dylan, at Lennon begyndte at skrive tekster med mening. Men mødet med Beatles og den engelske bluesgruppe The Animals betød også, at Dylan kunne se den elektriske lyds muligheder, til chok for hans fans.
I hans femte album 'Bringing It All Back Home' lå en hilsen til de amerikanske grupper, der havde 'bortført' rocken fra dens amerikanske fødeland, og han agtede at hente arvesølvet hjem igen.
Selv om de traditionelle protestsange var gledet i baggrunden, kunne den 'nye' Dylan ikke undlade at kritisere den moderne tilværelses trøstesløshed og absurditet. Baez kritiserede ham for nihilisme, men Dylan havde ramt tidens ånd med sine tekster og nye lyd.
Han røg på hitlisterne og scorede stor kommerciel succes med blandt andet nummeret 'Like A Rolling Stone'. Paradoksalt nok blev han samme år pebet ud og afbrudt, da han spillede nummeret elektrisk med Paul Butterfields Bluesband på årets Newport festival. Et rygte siger endog, at Pete Seeger huggede kablerne over til Dylans sæt!

På verdensturne
Dylan fulgte sit spor og dannede gruppen The Hawks, det senere The Band. I 1966 tager han på en verdensturne, blandt andet til K.B. Hallen. Det bliver en kamp mellem hans gamle og hans nye publikum.
I DKP`s 'Land og Folk' roste Braad Thomsen Dylan for hans 'fyldige, runde og varme klang'. Thomsen kunne også dengang skille skæg fra snot.
Såvel psykisk som fysisk var det hårdt ved ham og kun den berømte motorcykelulykke reddede ham fra at blive skrevet på listen over rockmusikkens unge døde.
Derefter tager bogen fat på årene 1966 - 1975, hvor Dylan dyrker familien med base i det legendariske og idylliske hus 'The Big Pink' i Woodstock. I denne periode optrådte han sjældent, ja kun med års mellemrum, indtil en turne med The Band i 1974 fik lokket eller provokeret den go`e gamle og uregerlige Dylan frem igen.
Han var yderst produktiv og albums som 'The Basement Tapes' og 'John Wesley Harding', der var totalt renset for al hippiesnak, i det blomsterrige 'Summer of Love' år 1967. Året efter, i 1968, døde hans forbillede Woody Guthrie og Bob Dylan optrådte ved mindekoncerten. Efter Woodstock festivalen, som Dylan nægtede at deltage i, rejste han og familien til Greenwich Village i New York.
Kapitlet omhandler også suveræne tekster om Dylan som billedkunstner, hans børn, kommercialiseringen af Dylan samt hans møde med 'danske` Billy Cross.

Optur og nedtur
Her afdækkes den nye kunstneriske opblomstring med efterfølgende knust ægteskab og en ny vej banet for en personlig krise, der i 1979 fik Dylan til at springe ud som genfødt kristen, hvilket Christensen bruger et helt kapitel på.
Et spændende kapitel er om den periode i 80`erne, hvor Dylan ramte bunden, både privat som kunstnerisk, og helt mistede orienteringen. Hans storhed viser sig imidlertid ved at han formår at rejse sig og indlede et formidabelt comeback, som beskrives i bogens sidste kapitel. Perioden, som af mange kaldes hans guldalder, er fra 1988 og frem til - foreløbig - 2009.
Gennem hele bogen er der nærmest leksikale portrætter af mennesker, der har betydning for forståelsen af Dylan og hans liv og karriere, ligesom der bagerst i bogen findes en glimrende litteraturoversigt, diskografi, filmografi og et dejligt register samt en række fine sort/hvide fotos.
En på alle måder fremragende og anbefalelsesværdig bog, der sammen med Braad Thomsens 'Guide til hans plader' og Karsten Jørgensens 'Bob Dylan leksikon' gør det nemt og muligt at sætte sig ind i det dylanske univers, også for andre end de frelste dylanologer.
God anmelderoplevelse!

John Christensen: Bob Dylan. Mennesket - Myten - Musikeren. 240 sider, illustreret. 288 kr. Forlaget Emil

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. sep. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur