"Fascismens Italien" er en glimrende og grundig undersøgelse af diktaturet under Mussolini, og ikke mindst hvordan det fik så stor en magt
Dimitrov sagde en gang, at 'Fascismens udvikling og selve det fascistiske diktatur antager forskellige former i de forskellige lande, alt efter de historiske, sociale og økonomiske forhold, efter vedkommende lands nationale særegenheder og internationale position'.
Dette er en vigtig pointe, når man vil undersøge hvorfor og hvordan den italienske fascisme under ledelse af Mussolini blev som den blev, og det har forfatteren Flemming Larsen sat sig for.
'Fascismens Italien' er en spændende og pædagogisk fremstilling af fascismens historie i Italien fra dens opståen i 1922 og helt frem til i dag, med fokus på perioden 1922-45 hvor Mussolini var frontfigur.
Forfatteren gennemgår kort Italiens historie, lige fra det antikke romerrige, over Vatikanstaten, den glorværdige renæssance med personligheder som Michelangelo og Da Vinci til landets samling i 1848-70. Han runder den før-fascistiske periode af med Italiens rolle i 1. Verdenskrig og 'det røde toår' som årene 1919-20 omtales. En periode hvor arbejderklassen under blandt andet Gramsci og det spirende kommunistpartis ledelse, oprettede arbejderråd på landets store arbejdspladser.
Bogen portrætterer naturligvis Mussolini, der startede som leder på det socialistiske partis, PSI, revolutionære fløj og var redaktør af deres avis Avanti og ivrig krigsmodstander.
Fascismens fødsel
Bogens bedste afsnit handler om fascismens fødsel i 1919 med en blanding af skuffede krigsveteraner, socialister der drev mod nationalismen, som mange menige DF`ere her hjemme, kunstnere og intellektuelle fra den futuristiske bevægelse, og frem til dens magtovertagelse gennem blandt andet systematisk vold mod venstrekræfterne.
Her stod især det nydannede kommunistparti, PCI, for had.
Fascismen fandt i starten ikke fodfæste i byerne, men hurtigt på landet og den såkaldte agrarfascisme blev en vigtig brik i opbygningen.
De borgerlige kræfter spillede, som herhjemme med DF, et dobbeltspil. De var ikke accepterede men kunne bruges, men endte med selv at blive brugt.
I sommeren 1922, kaldet 'ildsommeren' besluttedes at udfordre statsmagten og Marchen mod Rom startede. 60.000, dog ikke Mussolini, marcherede og starten på et statskup var en realitet.
Som senere i Tyskland så hæren og en splittet arbejderbevægelse på og 20 års fascistisk styre påbegyndt. Den fascistiske overtagelse fandt således reelt sted i 1922-25.
I 1926 indføres de såkaldte leggi fascistissime, fascistiske love. Det betød tyve års terror, hvor de antifascistiske kræfter blev deporteret, fængslet, tæsket og myrdet systematisk.
Socialisternes leder Matteotti blev bortført og myrdet. PCI`s leder Gramsci idømt 20 års fængsel. Han døde seks dage efter sin frihed på grund af sygdom han fik i fængslet.
Det betød også pressecencur, opløsning af fagforeninger og indførelse af korporatisme, dvs. sammensmeltning af arbejdskøbernes og arbejdstagernes organisationer under en statslig styreform, noget både de Konservative, Venstre og Socialdemokraterne har praktiseret og løbende tager yderligere initiativer til.
Det fascistiske menneske
Forfatteren skildrer glimrende hvorledes fascisterne, gennem kulturelle og masseidrætsmæssige tiltag og med hjælp fra kirken, forsøgte at forme det nye fascistiske menneske. Hans påstand er, at katolicismen 'forlovede sig' med fascismen. Noget som også er glimrende skildret i bogen 'den danske partisan' (anmeldt i Arbejderen 15/1/10).
De fascistiske kvindeorganisationer arbejdede for, at kvinderne alene skulle virke i hjemmet og føde børn, da Mussolini ønskede at befolkningstallet skulle vokse fra 40 millioner til 60. Dette bl. a af hensyn til en fremtidig hær.
Udgangspunktet var at kvinder var mindre intelligente og blev mere 'mandliggjorde' af arbejde, samt det gjorde dem sterile samt nedbrød moralen og racen.
Antifascismen
Forfatteren bruger en del på at vise bredden i kampen mod fascismen. Mange flygtede. Men PCI havde det særstandpunkt at blive og opbygge en illegal organisation, ligesom en del blev sendt ind i de fascistiske organisationer for der at påvirke.
I årene fra 1928-39 blev der afsagt 42 dødsdomme og 4.596 personer blev idømt i alt 27.735 års fængsel! I årene 1931 blev over 6.000 kommunister arresteret og ca. 85 % af dem, der blev dømt af Den Særlige Domstol var kommunister. Der blev desuden forvist en del til små øer.
Modstanden mod Mussolini var bred, men spredt. Bogen konkluderer at det antifascistiske arbejde ikke spillede den store rolle før 2. Verdenskrig.
Dog skal nævnes at allerede i 1934, året for Kominterns folkefrontstrategi blev vedtaget, aftalte socialisterne og socialdemokraterne en fælles platform.
Bogen har derudover et spændende kapitel om fascisternes kamp for et nyt romerrige, herunder generobring af tidligere kolonier, blandt andet Libyen.
Efter at have angrebet Abessinien, i dag Etiopien, med blandt andet giftgas, var Mussolini klar til noget større. Og som Hitler kunne den spanske borgerkrig være en udmærket øvelse. Her nævner bogen, at mange af de italienske flygtninge meldte sig som frivillige på republikkens side.
Således havde et af borgerkrigens største slag, slaget ved Guadalajara, deltagelse af mange italienere på begge sider af fronten. Slaget blev et af republikkens største sejre.
Tæv til Mussolini
I 1940 erklærede Italien krig mod Frankrig og Storbritannien, trods intern uenighed. Den italienske hær fik ørene i maskinen i Grækenland og Albanien. I 1941 mistede den atter Somalia, Eritrea og Etiopien, i 1942-43 Libyen.
Mussolini mistede 85.000 mand mod Den Røde Hær og støtten til ham styrtdykkede. Allerede i 1941 blev landet sat på brødration og en del af partiets ledelse ønskede 'en fascisme uden Mussolini', noget som kongen støttede.
I juli 1943 blev han afsat og partiets organisationer opløst til massernes jubel. Krigen fortsatte under kongen og et militærdiktatur og de antifascistiske partier var forsat forbudt.
I august blev Rom erklæret for åben by for at skåne den for bombardementer. Først den 8. september overgav Italien sig og kongen flygtede sammen med hærchefen Badoglio. 650.000 af de italienske soldater blev deporteret til tyskland, medens mange blev partisaner.
Efter at være befriet af SS og fløjet til Tyskland, udråbte Mussolini den 18. september republikken Sal. Men ikke engang hans gamle våbenfælle Franco ville anerkende den. Omkring denne republik og partisankrigen i denne periode har bogen utrolig meget nyt.
Den 28. April 1945 hængtes Mussolini. Nogle påstår det skyldtes partisanernes dødsdom, andre at englænderne var 'inde over' fordi Mussolini havde en kompromitterende brevveksling mellem Churchill og Mussolini
Bogen slutter med fine kapitler om fascismens væsen og fascismen i Italien efter 1945.
Debatten om fascisme
Der har siden dens fremkomst været en debat om hvad fascisme er. Herhjemme kender vi tåbelige begreber som ligusterfascist, økofascist eller fascist om bøllerne fra fodboldklubben AGF.
Bogen gennemgår de forskellige udlægninger af begrebet i Italien. Den har en fin kronologisk oversigt, et 'hvem er hvem?', fantastisk billedmateriale, litteraturliste og en oversigt over kilder der kan studeres på www.his2rie.dk .
Der findes bøger der går mere i dybden, men denne er fremragende som introduktion og inspiration om et fænomen der har og fortsat præger italiensk og europæisk historie.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
