13. maj demonstrerer over én million mennesker Paris. Og i de kommende dage breder strejkerne sig i Frankrig.

Den 13. maj 1968 nærmer stemningen i Paris sig kogepunktet. De sidste ugers åbne oprør på universiteterne får nu støtte fra store dele af fagbevægelsen og millioner af arbejdere. Frankrig nærmer sig for alvor en revolutionær situation.

Oprøret begynder i marts på universitetet i Nanterre i forstæderne vest for Paris. Her har de studerende protesteret mod de enorme klasseskel i Frankrig og undertrykkelsen af arbejderklassen.

Da myndighederne erfarer, at protesterne ikke kan standses med normale repressalier, lukker de i starten af maj universitetet på ubestemt tid. Det får oprøret til at brede sig til Sorbonne Universitetet i midtbyen.

Også her prøver politiet at kvæle oprøret og planter urostiftere blandt demonstranterne for at fremprovokere voldelige konfrontationer. Som konflikten eskalerer og breder sig i Paris vokser sympatien for de studerende overalt i Frankrig, især i arbejderklassen.

Snart bliver fagbevægelsen mødt med krav fra medlemmerne om at støtte de studerende, og modvilligt går fagforeningernes top med til at erklære sympatistrejker den 13. maj. Den dag demonstrerer over én million mennesker Paris, mens politiet klogelig holder sig på afstand. Og i de kommende dage breder strejkerne sig i Frankrig.

Mange steder besætter arbejderne fabrikkerne og erklærer produktionsmidlerne for offentlig ejendom. Én uge efter den første strejkedag er over to tredjedele af Frankrigs arbejdsstyrke i strejke eller anden form for faglig aktion.

Arbejdsgivernes forsøger desperat at stoppe strejkerne ved at love store lønstigninger, men det har til at begynde med ingen effekt. De mange millioner aktionerende kræver fundamentale ændringer af samfundet.

Overalt skyder komiteer op, der kræver regeringen og præsident Charles de Gaulles afgang og udskrivelse af nyvalg. De Gaulle flygter i første omgang fra den revolutionære situation til den franske militærbase i Baden-Baden i Tyskland.

Da han erfarer, at han har militærets opbakning til at bekæmpe oprøret med militærmagt, opløser han den 30. maj parlamentet og udskriver valg. I ugerne efter fører de Gaulle en kampagne for at mobilisere alle konservative og reaktionære kræfter samt tvinge arbejderne til at opgive strejken med trusler og målrettede politiaktioner.

Han bruger flittigt sin magt og forbyder en lang række venstrefløjs-organisationer og studenterbevægelser. Valgene den 23. og 30. juni bliver en triumf for de konservative kræfter, og de efterfølgende protester på Bastilledagen den 14. juli bliver brutalt nedkæmpet af politiet.