Viser zapatisterne i Mexico vejen for kampen mod kapitalisme anno 2011? Bogen 'En ny tids revolutionære' rejser diskussionen om imperialisme og antiglobaliseringsbevægelsen igen.
boganmeldelse af Benjamin Carl Egerod
Charlie Emil Krautwald og Daniel Nikolaj Madsen er begge medlemmer af Socialistisk Ungdomsfront (SUF). Sammen har de skrevet bogen En ny tids revolutionære, der udkom i oktober sidste år.
Den tager udgangspunkt i den kamp, som de mexicanske indianeres oprørsbevægelse (EZLN) fører mod den mexicanske stats nyliberalisme og undertrykkelse af det oprindelige indianske folk.
Zapatisternes kamp er også et forsøg på at skabe et alternativ til den kapitalistiske samfundsstruktur. Derfor skal bogen også ses som et indspark i diskussionen om internationalt solidaritetsarbejde i en moderne sammenhæng.
Ud over forfatternes egen beskrivelse af den zapatistiske bevægelse byder bogen på en række interessante interview med bønder, der lever og arbejder i de autonome zapatistiske områder i Mexico, samt med to danskere, der har været fredsvagter i landet.
Forfatterne forsøger at analysere de erfaringer, der er høstet gennem zapatisternes kamp. Formålet er at lære af EZLN og se, hvordan bevægelsen har været med til at forme modstanden mod den moderne kapitalisme.
Bogen slutter med interviews med de tre danske venstrefløjsaktivister Kamille Hjuler Kofod, Ulrik Kohl og Torkil Lauesen, der fortæller om deres syn på internationalt arbejde.
Zapatisterne
Den zapatistiske bevægelse er på mange måder forskellig fra de marxistiske oprørsbevægelser, som vi traditionelt kender fra Syd- og Mellemamerika.
Dens formål har på intet tidspunkt været at tage stats- eller regeringsmagten, men i stedet at organisere sig i autonome politiske og økonomiske fællesskaber, som styres basisdemokratisk, for dermed at skabe et alternativ til den bestående orden i Mexico.
Sideløbende har bevægelsen opbygget et massivt netværk af internationale kontakter med det mål at udfordre hele den nyliberale verdensorden. Zapatisterne er derfor en central spiller i antiglobaliseringsbevægelsen.
Det er et ædelt mål, og jeg skal ikke stille mig til dommer over, hvilke kampformer der er bedst at anvende i den progressive bevægelse i Mexico. EZLN blev stiftet i 1983 og trådte frem i åbent oprør i 1994.
Det var netop i den periode, hvor den socialistiske lejr gik i opløsning, og hvor den antikommunistiske propaganda nåede nye højder.
Det er med den idémæssige krig mod socialismen og med marxismens ideologiske defensiv i baghovedet, at man skal forstå zapatisternes politiske valg og måde at organisere sig på.
Derfor er det også farligt at bruge zapatisterne som forbillede, når man skal organisere sit arbejde i dagens Danmark.
Perspektiver
I første kapitel af bogens perspektiverende del opridses de sidste 20 til 30 års globale økonomiske udvikling. Det er til dels på denne baggrund, at forfatternes tanker om det internationale arbejde har deres afsæt.
De konstaterer blandt andet, at »den nuværende nyliberale fase i globaliseringen nedbryder de nationale grænser«, og »nationalstaterne er, i deres oprindelige betydning, under afvikling.« (side 125).
Det er korrekt, at ny informationsteknologi og internationalisering af produktionen hastigt har forandret de kapitalistiske produktionsforhold. Staten undergår derfor også forandringer og tilpasser sig ændringerne i den økonomiske basis.
Men at grænserne ligefrem bliver »nedbrudt« og nationalstaterne »afvikles«, er at gå for langt. Især hvis man skæver til, hvordan stater verden over har ageret under den nuværende økonomiske krise.
Det minder om de synspunkter, som Negri og Hardt slår til lyd for i Imperiet – som da også er overskriften på dette kapitel.
På baggrund af denne opfattelse af tidens økonomiske globalisering og zapatisternes tanker om, at modstanden skal organiseres gennem globale netværk, beskriver forfatterne hvordan antiglobaliseringsbevægelsen opstod.
De konstaterer ud fra dette, at det er her igennem, at fremtidens antikapitalistiske arbejde skal organiseres.
Ideen er, at man kan skabe en ”bevægelse af bevægelser” ved på tværs af landegrænser at samle forskellige enkeltsagsorganisationer i et løst netværk.
En sådan bevægelse er uden fælles politisk ideologi og strategiske målsætninger og driver sin kamp ved at gennemføre demonstrationer og sociale protester ved magthavernes topmøder.
Påstanden er, at man derved frigør venstrefløjen fra den »gammelkommunistiske måde at tænke på«.
Det nationale spørgsmål
Spørgsmålet er, om dette syn på det internationale arbejde ikke repræsenterer et tilbageskridt i forhold til tidligre tider.
Selvfølgelig er det vigtigt, at alle progressive kræfter står klar til at protestere, når verdens magthavere afholder G8-, G20-, COP-topmøder og lignende. Det er et utroligt stærkt signal, man sender, når mange tusinde mennesker fra mange forskellige lande mødes for at protestere mod grundlæggende uretfærdigheder i kapitalismen.
Men vi er nødt til at beherske alle kampformer og må samtidig gøre os klart, at vores fjende er meget konkret. Det er ikke et abstrakt Star Wars-imperium, der svæver over kontinenterne og kun skal bekæmpes med »anslag«, når de afholder deres møder.
Vores fjende er i hverdagen, når vi kæmper for bedre løn- og arbejdsvilkår, når vi går i mod uretfærdige politiske tiltag, eller når vi protesterer imod, at vores land går ind i den ene røverkrig efter den anden.
Alle vores kampe har grundlæggende et nationalt udgangspunkt, og vort internationale arbejde bliver mest givtigt, hvis det organiseres efter at understøtte og solidarisere os med andre i deres nationale kampe.
Vores internationale arbejde må foregå med respekt for nationale forskelle, traditioner og selvstændighed og med en bevidsthed om, at arbejdende folk verden over grundlæggende har de samme interesser – at gøre op med det kapitalistiske system.
Det er ikke sagt ud fra et snævert nationalistisk synspunkt, men ethvert lands arbejderklasse må gøre op med sit eget borgerskab. Opgøret med kapitalismen kan aldrig komme udefra – og da slet ikke fra tilrejsende antiglobalister fra hundrede forskellige lande.
Klassekampen må tage afsæt i konkrete nationale forhold. Den kan ikke og må aldrig kopieres fra land til land. Revolutionære må drage egne nationale erfaringer og vinde egne kampe i bevidsthed om, at kampfæller verden over støtter dem og kæmper den samme kamp.
Det er det, der er mest demokratisk, og det, der er praktisk muligt.
”Bevægelsen af bevægelser”
Der er ikke noget grundlæggende nyt i antiglobaliseringsbevægelsens måde at organisere sine kampe på. Den minder om økonomisterne, som Lenin polemiserede imod i starten af 1900-tallet.
Det nye ligger i, at revolutionen i kommunikationsteknologierne for første gang gør det muligt at skabe en fuldstændig global bevægelse.
En af den revolutionære arbejderbevægelses største styrker er, at den altid har været bevidst om det socialistiske samfund som sit mål og har orienteret sig imod det.
Med afsæt i en nøgtern taktisk og strategisk tænkning har man formået at forme alliancer omkring dagsaktuelle kampe med det formål at skabe en socialistisk bevidsthed i arbejderklassen og den progressive bevægelse gennem fælles kamp.
Det er, hvad Lenin i sin polemik kalder »bevidst orientering« mod endemålet.
Problemet med den løse samling af »modstandsgrupper, bevægelser, netværk og oprør«, som Krautwald og Madsen kalder »bevægelsen af bevægelser«, er, at tankegangen repræsenterer det stik modsatte af den bevidste orientering.
I et løst netværk, hvis formål er at mobilisere omkring enkeltsager, og hvis ideologiske grundlag er overhovedet ikke at have en fælles ideologi, mister kampene sin sammenhæng og retning.
Man gør med Lenins ord knæfald for de spontane opsving i klassekampen – og de daglige kampe fortrænger endemålet.
Hvis man som revolutionær sætter sin lid til denne bevægelse alene, vil den bevidste orientering efter socialismen som det strategiske mål forsvinde i et væld af bevægelser og enkeltpersoner.
Resultatet bliver ideologisk forvirring og politisk impotens.
Denne »bevægelsen af bevægelser« kan imidlertid være utroligt slagkraftig, når det kommer til enkeltsager. Derfor skal revolutionære ikke opgive at arbejde der.
Tværtimod har kommunisterne altid søgt at fremme dette løse enkeltsagsarbejde, som man traditionelt har kaldt aktionsenheden.
Man skal dog være bevidst om, at denne måde at organisere sig på ikke alene kan pege frem imod et opgør med hverken kapitalismen eller nyliberalismen.
Enhedsfront og folkefront
Der er derimod brug for et mere nuanceret syn på, hvordan man arbejder – og her er aktionsenheden kun én af mulighederne.
Aktionsenheden giver mulighed for bredt og løst samarbejde over korte perioder. Det skaber grobunden for gennem kamp at skabe et stærkere og mere permanent samarbejde.
De progressive kræfter må træde sammen i mere formelle fronter, der kan give kontinuitet og sammenhæng i kampene og på sigt formulere direkte antimonopolistiske krav frem imod socialismen.
Ligesom i aktionsenheden er det vigtigt, at alle organisationer ser hinanden som selvstændige og ligeværdige og samtidig arbejder loyalt for de krav, man sammen har formuleret.
Dette arbejde i enheds- og folkefronterne – der i vid udstrækning muliggøres af aktionsenheden – må være grundlæggende i enhver revolutionær taktik og strategi. Kun herigennem kan den folkelige modstand få reel revolutionær retning.
Uden det bliver det ikke til mere end spontane anslag ved topmøder.
enøjet og unuanceret
Når det handler om zapatisterne, har de to SUF’ere skrevet en meget informativ og spændende bog. Ved at sætte de mexicanske revolutionæres arbejde i en historisk ramme giver de et nøgternt og velskrevet indblik i kampene i Mexico.
Krydret med zapatistiske bønders og internationale fredsvagters beretninger bliver helhedsindtrykket en bog, der kommer hele vejen rundt om zapatisternes forhold.
Men når talen falder på den antikapitalistiske kamp og strategien hen imod socialismen, falder de igennem.
Forfatterne er så forhippede på at distancere sig fra alle andre socialistiske strømninger end lige netop dem, der ligger til grund for antiglobaliseringsbevægelsen – navnlig zapatisterne samt Negri og Hardt – at de smider mange års praktiske og teoretiske erfaringer ud med badevandet.
Derfor bliver deres syn på det internationale arbejde og arbejdet i bevægelserne også enøjet og unuanceret.
Charlie Emil Krautwald og Daniel Nikolaj Madsen:
En ny tids revolutionære - zapatisterne og den globale modstand,
194 sider, 70 kr + forsendelse, Forlaget Comandanta Ramona.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
