Uddrag af bogen, »Vi skrev loven, fire og tredive fortællinger af fædrelandets historie«. Bogen er tilegnet »Eigil Larsen, som vi kaldte »Hesten« og gennem ham alle kammeraterne fra den gang. De døde. Dem som Højesteret og dansk politi myrdede. De endnu levende.

af Carl Madsen

Tiden fra den 9. april 1940 til den 22. juni 1941 - det tidsrum i hvilket kommunisterne ifølge den socialdemokratisk - Bjørn Kraftske udlægning betragtede sig som Hitlertysklands allierede - havde for det kommunistiske parti karakter af en anspændt forberedelsens tid.

Alle var vi på det rene med, at denne krig ikke kunne gå til ende, uden at vi ville komme ud i en kamp på liv og død, i disse dramatiske ords bitreste og bogstaveligste forstand, mod Hitlerfascismen, mod overfaldsarméen, der, hjulpet af sin danske femte Kolonne - til hvis geledder forstærkningerne strømmede fra alle sider i tiden efter den 9. April - tromlede vor nationale selvstændighed ned og truede det danske folks kulturelle og sociale erobringer.

I denne periode gjaldt det for det kommunistiske parti, det eneste politiske parti, der fra første færd forberedte modstandskampen, om at bevare legaliteten det længst mulige og i ly af denne legalitet foretage de organisatoriske forberedelser til modstanden.

Den første af disse forberedelser blev truffet i løbet af april måned 1940, da partiet valgte en ledelse bestående af tre mand til at træde i funktion, når illegalitetens time slog.

Fra første færd regnede vi med, at der ville komme en aktion mod partiets ledelse - at det skulle blive det danske politi, der kom til at rette slaget, havde vi ikke tænkt os - og for at imødegå den situation, der derved ville opstå, var det en uomgængelig nødvendighed, at partiet havde sine reserver opstillet i forvejen. At der var en ledelse, som straks kunne træde til.

Desuden opdeltes partiets afdelinger i mindre grupper, og alle om hvem man ikke med 100 procent sikkerhed vidste, at de var pålidelige folk, fjernedes fra dets rækker.

Udadtil måtte partiet indtage en afventende holdning. Arbejderbladet måtte, om det ønskede at udkomme, føre varsom tale.

Krigens karakter

Rent politisk måtte krigen på dens daværende stadium vurderes som en imperialistisk krig mellem to kapitalistiske magtgrupperinger. En krig, der havde de imperialistiske kriges traditionelle formål, at erobre, respektive forsvare råstofreservoirer og afsætningsmarkeder, at gennemtvinge eller hindre en omfordeling af de områder af kloden, der er inddraget under kapitalistisk eksploitering (udbytning - red.)

Det kommunistiske parti måtte tilstræbe, at den antityske magtgruppe gik ud af krigen som sejrende. Ikke fordi den var mindre imperialistisk, mindre gridsk, mindre farlig end den tyske, men fordi Nazityskland umiddelbart truede vort lands selvstændighed, og fordi nazismen betjente sig af voldsmetoder, der ville gøre det af med enhver personlig og politisk frihed.

At partiet vurderede krigen som en imperialistisk krig betød således ingenlunde, at det var indifferent (ligeglad - red.) med hensyn til dens udfald. I praksis viste man dette ved at træffe beslutning om, at det at tage arbejde i Tyskland var ensbetydende med, at den pågældende ekskluderedes af partiet.

I løbet af sommeren blev de fornødne forberedelser bragt til afslutning. Man kunne nu tage en aktion mod partiet, uden at det af den grund ville miste sin slagkraft. Så snart man var nået så vidt, søgte partiets ledelse føling med andre befolkningskredse for at forberede den åbne modstand mod besættelsesmagten.

Skønt det er kendt i alle interesserede politiske kredse, at Aksel Larsen så tidligt som i eftersommeren 1940 på det kommunistiske partis vegne førte konkrete forhandlinger med Christmas Møller og andre, om start af en folkeomfattende modstandsbevægelse på basis af, at alle de spørgsmål, der i politisk henseende delte dem, begravedes indtil tyskerne var fordrevet fra landet, og skønt Christmas Møller efter kapitulationen har erkendt, at det forholder sig således, er den bevidst løgnagtige påstand om, at kommunisterne først efter overfaldet på Sovjetunionen begyndte at interessere sig for bekæmpelsen af okkupationsmagten, stadig, og i større og større omfang, gangbar mønt på den politiske demagogis loppetorv.

Politiske partier, blade og enkeltpersoner, der under besættelsen krøb for tyskerne som små hunde, der trues med pisken, der forrådte landsmænd og iøvrigt hyppede deres egne kartofler, klamrer sig til denne historieforfalskning i håbet om at bringe egen moralsk og national elendighed i glemme.

Sommer, sol og søndag…

Omsider oprandt den uforglemmelige søndag den 22. juni 1941, den strålende sommerdag, da krigen vendte, den dag, der for hundreder af danske kommunister var den endelige afslutning på en normal tilværelse og samtidig den dag, da afdeling D's og Sipos arbejde bar moden frugt. Tværs gennem alt, hvad der er sket i årene der fulgte, erindrer jeg denne dag, som var det i går.

Tidligt om morgenen kom der en kammerat og ringede på min dør. Min kone var rejst på sommerferie til vestkysten - forøvrigt sammen med den senere BOPA-leder Børge Brandt og dennes kone - så jeg var alene hjemme.

- Nu er krigen der.   

- Er de begyndt at arrestere?  

- Ja, de har været hos Martin Nielsen (redaktør af Arbejderbladet og folketingsmedlem - red.), og de har besat partikontorerne i Griffenfeldtsgade 50.  

- Er det militær eller civile tyskere, der rykker ud?   

- Tyskere! Det er dansk politi.  

Jeg blev på én gang desorienteret og lettet over at få den besked. På den ene side undrede det mig, at dansk politi overhovedet lod sig sætte ind mod landsmænd, men på den anden side var jeg - jeg har senere måttet høre meget for min godtroenhed - fuldkommen overbevist om, at der så måtte være truffet en overenskomst med tyskerne om, at det danske politi skulle iværksætte visse formelle foranstaltninger, - måske skulle vi møde til kontrol på Politigården, - men naturligvis kunne der, når dansk politi foretog aktionen, ikke være fare for frihedsberøvelse, end sige i længere tid.   

Nu, efter hvad jeg senere har set med egne øjne og mærket på min krop, må jeg undres over min godtroenhed. De fleste af os var den gang temmelig legalistiske.

Jeg var nok klar over, at alt indenfor politi og retsvæsen ikke var idyl og retfærdighed. Men hidtil havde jeg dog ment, at der var tale om fejl, om pletter og mangler, der kunne skæres bort, men at retsindighed og hæderlighed så langt havde overvægten indenfor retsplejen.

At strafferetsplejen skulle være gennemdemoraliseret og politiledelsen infiltreret med landsforrædere var en tanke, der end ikke strejfede mig.

Faktisk var jeg den gang - og mange kommunister med mig - meget blåøjet.

Min mangel på indsigt og erfaring er den baggrund, på hvilken man må bedømme den himmelråbende letsindighed, jeg udviste den sommerdag for mere end 27 år siden, da jeg lod mig fange af politiet i min egen lejlighed.

Den gang vidste jeg jo ikke, at Odmar (ledende dansk politimand - red.) havde angivet os til Gestapo. Ikke, at jeg stod i tyskernes anholdelseskartotek. Ikke, at regering og rigsdag - ikke modvilligt, ikke protesterende, ikke kæmpende for at beskytte os overfor besættelsesmagten, men villigt og veloplagt - prisgav os som gidsler til fjenden. Ja, i hæsblæsende iver for at behage tyskerne ikke indskrænkede sig til at arrestere dem, som tyskerne selv kunne tage, men af egen drift gik langt ud over den snævre kreds af personer, der var nævnt i Odmars indberetning til Hermannsen (ledende tysk politimand - red.)

Jeg forestillede mig på daværende tidspunkt ikke den mulighed, at et hemmeligt politi havde udspioneret mig i 13 år. Jeg vidste intet - eller dog kun lidt - om afdeling D eller Sipo, og det, jeg endelig havde hørt en gang imellem, anså jeg mest for fantasifostre, udviklet i overophedede hoveder. Det trods Kuhlmann-Vogelsagen (bortførelse og udlevering af en tysk flygtning - red.) og meget mere.

Passe på, men ikke overdrive…

For en sikkerheds skyld gik jeg mine gemmer igennem, samlede de papirer sammen, der havde berøring med mit medlemskab af det kommunistiske parti og sørgede for, at de blev brændt. Det er ikke fordi der var noget kompromitterende imellem, men jeg mente alligevel, at det var det rigtigste - for alle eventualiteters skyld.

Og så forlod jeg min lejlighed. Først ringede jeg fra en gadetelefon til Arbejderbladets redaktion. Jeg kendte stemmerne på dem, der normalt tog telefonen, og jeg var derfor, da jeg hørte en fremmed stemme, ikke i tvivl om, at der virkelig var noget galt. Jeg cyklede ind gennem Rantzausgade, og da jeg passerede Griffenfeldtsgade, fik jeg syn for sagn. Udrykningsvogne holdt udenfor nummer 50 og betjente sværmede omkring.

Jeg stod af cyklen og tog plads i stimlen på gadehjørnet.

En ukendt kammerat puffede til mig.

- Se at komme væk, her er fuldt af opdagere.      

Jeg kørte videre og brugte dagen til et besøg hos mine forældre for at ordne mine private affærer for det tilfældes skyld, at jeg virkelig skulle blive holdt tilbage en dags tid eller to.

Jeg var tilsynsførende med A/S Nørrebros Centraltrykkeri, der trykte Arbejderbladet, og der var også forskelligt at klare i den forbindelse.

Om aftenen tog jeg til en sagfører, som jeg havde et samarbejde med i anledning af, at jeg var i færd med at etablere min egen forretning. Han rådede mig fra at tage til min lejlighed. Han delte ikke mit syn på forholdene. Jeg afviste ham nærmest nedladende.

- Nå, der er nok også gået panik i dig?  

- Du vil da ikke sove hjemme?  

- Jo, det ved gud, jeg vil, hvor ellers? 

- Bliv i hvert fald hos os i nat, så skal jeg sove i din lejlighed og se, om der sker noget.   

Jeg fandt det ydmygende at beskæftige mig med tanken om, at det skulle være nødvendigt for en lovlydig borger at flygte for dansk politi. Havde det været tyskerne, der havde foretaget arrestationerne, havde sagen stillet sig anderledes. Så var der forresten ikke blevet taget ret mange. Overfor dansk politi kunne det ikke falde mig ind at spille indianer.

Så klapper fælden…

Følgelig cyklede jeg hjem i lykkelig uvidenhed om, at det skulle blive min sidste cykletur i mere end to år, og gik i seng. Kl. 02.00 om morgenen indfandt der sig et par danske kriminalbetjente hos mig. En ringede på hoveddøren, og en anden blokerede køkkendøren. Jeg lukkede op og blev straks erklæret for anholdt.

Jeg tog det som en humoristisk oplevelse. Navnlig morede jeg mig, da de to detektiver - August Petersen og Jens Sørensen hed de - foretog en hastig gennemsøgning af min lejlighed og standsede interesseret ved et skab, der indeholdt min kones store flasker med fremkaldervæske, fikservand og andre fotografiske kemikalier.

- Hvad er det til? spurgte den ene af opdagerne dystert og lyste, holdende sig i respektfuld afstand fra skabet, på flaskerne.

- Fremstilling af sprængstoffer, svarede jeg sagligt. Så forlod vi lejligheden og kørte ind på Politigården.      

Her blev jeg ad mange og skumle gange ført ind i et aflåset rum, hvor der opholdt sig en halv snes mennesker.

Det var danske kommunister, som jeg kendte de fleste af, og det var ulykkelige tyske emigranter (flygtninge - red.), der havde - der troede de havde - asyl her i Danmark. Også de blev hin nat arresteret og snart efter af de danske bøddelhåndlangere udleveret til Gestapo, til den skæbne, som danskerne endnu i over to år sparedes for.

Efter en halv times forløb blev jeg fremstillet for de samme opdagere, der havde hentet mig i mit hjem, og blev afhørt til en meget summarisk politirapport.

Om mine politiske forhold blev der i rapporten kun skrevet følgende lakoniske sentens:

»Han har været Medlem af Danmarks kommunistiske Parti, men han har ikke indenfor Partiet været Medlem af Bestyrelse eller Udvalg. Han har de sidste fire Aar været Revisor indenfor Partiet, og han har gennem de sidste Aar været Leder af Studiekredse indenfor Partiet her i Byen, specielt i nationaløkonomiske Spørgsmaal. Hans Agitation og Arbejde indenfor Partiet er stadig sket i København og nærmeste Omegn. Han har aldrig været i Sverige, Tyskland eller Rusland i politisk Henseende, og har ej heller korresponderet med Partiet i de nævnte Lande. Hans Virksomhed er udelukkende faldet her i København eller nærmeste Omegn ...«

En politirapport er meget sjældent noget i sig selv hvilende kunstværk, og i stilistisk henseende rager overbetjent August Petersens produkt ikke op over normen. Blandt det meget, som kriminalbetjente ikke kan, er at skrive dansk.

Til min overordentlige overraskelse blev jeg ikke løsladt efter denne afhøring, der jo ikke bragte sensationelle oplysninger for dagens lys, men i stedet afleveret - afgivet, som det hedder i politisproget - til Politigårdens arrest.

Det skete kl. 03.30 den 23. juni 1941.

Den stædige troskyldighed…

Et godt sovehjerte bragte mig gennem mange vanskeligheder i de år, der fulgte, og jeg sov også den nat de retfærdiges søvn i tryg bevidsthed om, at der ikke kunne ske mig noget værre, end at jeg den næste dag ville blive fremstillet i dommervagten og - selvfølgelig - sporenstregs løsladt.

Jeg var en smule ked af, at jeg ikke kunne møde næste morgen som sædvanlig på mit arbejde hos overretssagfører Emil Nielsen, og min sidste tanke inden jeg sov, var, at jeg forhåbentlig kom tids nok på kontoret til selv at passe mine retsmøder.

Om morgenen kom jeg ikke i nogen dommervagt. Jeg blev vækket, fik en humpel rugbrød og et fajancekrus løbesod, der skulle gøre det ud for kaffe, samt besked om at lægge det udleverede sengetøj sammen og putte det i en pose. Jeg skulle bruge det igen, når jeg kom til fængslet.

Det var ingen fejltagelse.

Kort tid efter blev jeg sammen med andre stuvet ind i en cellevogn. Ført til Vestre Fængsel og lukket inde i en celle, der, så vidt jeg erindrer, havde nummer 67.

Her fik jeg kammerater, idet der straks efter låsedes en tysk emigrant og en ung dansk kommunist ind til mig. Dermed begyndte mit bekendtskab med Vestre Fængsel, hvor jeg med afbrydelser kom til at leve i et år.

Vi lærte snart fængslets rytme at kende. Kommandoråb, piften i signalfløjter, raslen med nøgler, ringen med klokker. En uartikuleret koncert, forvirrende for begynderen, men efterhånden forstår man betydningen af de enkelte lyde:

Gårdtur, vogn til Gården og så videre.

Vi erfarede, hvad det vil sige at være fange i et dansk fængsel. - »Potte og spytbakke« - var den første ordre, vi hørte om morgenen, når der blev purret. Og så trådte der en sælsom parade an ude på fængselsgangen. - Vend Dem om mand. Hvad fanden glor De efter? Ind i døren.

For enden af den lange gang var der to skyllerum, og en kommanderende betjent ordnede processionen, så vi kom ind på tur og fik skyllet den firkantede potte, der natten igennem havde forpestet luften i den lille celle, hvor vi tre mand boede sammen.

Men inden potteparaden fik vi lejlighed til at se, hvem der var arresteret, og undertiden til at veksle et ord med kammeraterne foran eller bagved. Vi forstod efterhånden, at vel var der grebet dybt, men at partiet og dets ledelse trods alt måtte være funktionsdygtigt, således som det også viste sig at være tilfældet.

Naturligvis lærte vi også snart at banke og at anvende de mange andre veje ad hvilke rygter og meddelelser befordredes rundt i fængslet.

Den første banke-meddelelse, jeg med besvær fik dechiffreret, lød:

- Leve Stalin.   

En lære for livet - eller døden…

Langsomt veg tilliden til de danske myndigheders gode vilje for en dæmrende frygt for, at aktionen var dødelig alvor.

Dag sneglede sig hen efter dag. Ingen afhøring. Ingen løsladelse.

Efter otte dages forløb blev vi isoleret. Jeg skiltes fra de to kammerater og lukkedes inde som enefange i celle nummer 210. Her gennemlevede jeg mit fangenskabs værste uger.

I de aviser, det tillodes os at få ind i fængslet, læste jeg om den hastige tyske fremrykning gennem Sovjetunionen. Den gennemførte isolation gjorde det umuligt at spørge nyt hos kammeraterne.

Den 6. august kom jeg omsider til afhøring på Politigården og erfarede uden omsvøb, at der for mit vedkommende ikke ville blive tale om løsladelse.

I min ensomme celle måtte jeg, som alt berettet, gøre mig fortrolig med, at jeg var tyskernes gidsel, med at min skæbne, hvilken udvikling krigen end tog, med stor sandsynlighed var beseglet.

At den dag ville komme, hvor tyskerne krævede at disponere over os, kunne der ikke være tvivl om. Voksede modstanden udenfor, og led tyskerne nederlag, måtte vi regne med at lide krigsgidslernes skæbne. Skulle det ufattelige ske, at sejren blev værnemagtens, var det lige så indlysende, at den ikke ville forlade landet og efterlade os på fri fod i den tyske lydstat, som Danmark under disse omstændigheder ville blive.

Jeg sad i fælden, ladt i stikken af de danske myndigheder, som jeg i tåbelig godtroenhed havde skænket min tillid. Om hvem jeg aldrig kunne tænke mig, at de ville forråde landsmænd til en barbarisk fjende.

Dumhed og forbrydelse…

Af og til kom der besøg til mig.

Pinlige besøg, hvor hvert ord blev overvåget af nidkære fængselsbetjente, og hvor den tid, der var tilmålt, var på 10 fattige minutter, der kontrolleredes med stopur.

Mine kolleger i finansministeriet havde iværksat en aktion for at udvirke min løsladelse. De fik audiens både hos Thune Jacobsen, der imidlertid var blevet justitsminister, og hos statsadvokaten for særlige anliggender - Kjalke hed han - der havde afløst Ejvind Larsen, som den 21. juni var blevet udnævnt til departementschef i justitsministeriet med alle danske politistyrker underlagt sig. Hos begge stormægtighederne - og mine læsere kan bande på, at den gang var de stormægtigheder, så det batter - fik de at vide, at ikke alene var min politiske internering i sig selv vel motiveret, men man ville ikke undlade at gøre mine kolleger bekendt med, at anklagemyndigheden yderligere var sindet at sigte mig for alvorlige kriminelle forbrydelser.

- Jeg understreger, meget alvorlige, mine herrer, gispede den meget snakkende idiot af en statsadvokat, nu politimester i Rønne, idet han var ved at revne bælgen af dumhed og indbildskhed. Mine kolleger var mødt op som talsmænd for hovedrevisoraterne, hvor jeg om ikke just arbejdede, så dog var beskæftiget nogle timer om eftermiddagen. De modtog denne meddelelse med tydelig skepsis.

-  Ja, ja, mine herrer, jeg kan dog lade Dem vide, at vi har sikre holdepunkter for at sigte Deres kollega - jeg må nok snart sige forhenværende kollega - for pengeafpresning.      

Jeg fik smuglet en besked ind om denne sigtelse. Tiden sneglede sig videre. I min celle vendte og drejede jeg problemerne, grublede, men forgæves, for at finde ud af, hvad der nu lå bag truslen om at sigte mig for pengeafpresning.  

Man havde fundet et dokument, et brev, som jeg havde underskrevet, der tydeligt beviste, at jeg var pengeafpresser. Det havde Kjalke fortalt mine kolleger, og desuden at man under ransagning i mit hjem havde fundet et andet dokument. Det var indtil videre så top-secret, at han end ikke turde antyde dets beskaffenhed, men det godtgjorde, at jeg var en farlig, en meget farlig kommunist.  

Hr. Kjalke forstod så udmærket mine kollegers interesse for min sag, men under disse omstændigheder…

En skønne dag blev isoleringen hævet. Jeg kom atter i celle med en kammerat, først en, der hed Knud Schmidt, og, da han snart løslodes, med Otto Melchior, som døde af plettyfus på dødsmarchen fra Stutthof mod vest i 1945.

Det blev muligt at få enkelte oplysninger udefra. Den 22. august aftransporteredes de 109 af arrestanterne fra den 22. juni, der ikke var blevet løsladt i mellemtiden, under skarp bevogtning til Danmarks første koncentrationslejr, der var indrettet til os i Horserød.

Nogen dommer havde vi end ikke set skyggen af.

Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.