Fredsaktivisten Jesper Klein udgav i 2003 »Om Fred« som et modsvar til krigskunstneren Karl von Clausewitz’ standardværk »Vom Kriege«. Vi bringer et uddrag.
Kapitel II
Forsvaret for forsvaret
Mange Pacifister – ja lad os kalde dem »Antimilitarister« – bliver fra den anden Side mødt med Modargumentet: »Jamen, hvad vil Du gøre, hvis Dit Barn bliver truet med Dolk, eller Din Kone bliver voldtaget?«
Ja, jeg vil i hvert Fald ikke forvente, at Korvetten Olfert Fischer og U-Baaden Sælen ankrer op i min Baghave. Disse to Skibe synes at være mere egnede til at præsentere vores Regering i en Ørkenkrig.
Nej, jeg vil selvfølgelig formode, at Politiet møder op. Ligesom jeg jo heller ikke forventer, at Fyrværkermester Barfoed møder op, hvis der er Brand i mit Hus. Man beder jo heller ikke en Elefanttæmmer om at komme, hvis man har Mus i Køkkenskabet.
Maa det være tilladt at gøre opmærksom paa et Argument som: »Hvis to Børn i Skolegaarden er oppe at slaas, vil Du saa ikke standse dem?« Jo da, hvis jeg kan, og hvis Gaardvagten ikke er til Stede. Han maa formodes at have bedre Haand om den Slags.
I det hele taget har Folk for Indførelse af Krig mange gammeldags Meninger: »Tænk, hvis Roosevelt ikke var gaaet ind i anden Verdenskrig?«
Jamen, det gjorde han da ogsaa først, efter at USA var blevet angrebet – oven i Købet paa eget Omraade.
Paa den anden Side kan man spørge, hvad der var sket, hvis engelsk Kapital ikke havde styrket Hitlers industrielle Fremgang?Hvis man havde kunnet indse »Fuppet« allerede i 1933? Der var sandelig Kræfter over hele Evropa, ja hele Verden, der gjorde opmærksom paa, at noget var galt.
Selvfølgelig er det nemt nok at sidde paa Taberholdet og sige: »Jamen, hvad nu hvis ...!« Det er bare forbandet, at det aldrig har været den Humanitære Tanke, der vandt.
Først sender vi Specialstyrkerne, og saa kommer Røde Kors.
(...)
Kapitel VI
Fred
(...) Vi har gennem hele Menneskehedens Historie fundet os i Forsvar og Angreb. Aldrig i Fred og Ro. Vilde det mon være muligt at lære den Smule fra os, som vi trods alt har lært, saa vi ikke nærede denne Frygt for alt, hvad der maatte forekomme os fremmedartet.
Der findes faktisk ikke det Menneske, der har lært noget, og som siden har fortrudt. Jo, Atomfysikere. De har aldrig fornægtet deres Indsigt, men de har ofte skiftet deres oprindelige Synspunkt. Det er mærkeligt at tænke sig, at Fædrene til Atombomben levede et langt Liv, mens de to Piloter, der smed dem over henholdsvis Hiroshima og Nagasaki, begik Selvmord ganske kort efter.
Folk, der har oplevet Krig, faar ofte Traumer og Nervesammenbrud. (...)
Mange gaar i Krig for at skabe Fred. Historien har vist, at man som Regel tager Fejl. Efter 2. Verdenskrig har man altid lovet at rydde op efter sig, men det er aldrig rigtig lykkedes.
Nar Sejren er hjemme, og Pressen er væk, saa glemmer man de gyldne Løfter. Der bliver efter en »fredsbevarende« Krig samlet slaaet flere ihjel end under de egentlige Krigshandlinger. Det har vist sig Gang paa Gang, men der er ingen, der synes at have lært af Historiens helt evidente Beviser.
Kapitel xi
Status
(...) Hvis man gør et Forsøg på at omtale Fred som en Mulighed, bliver man helt automatisk betragtet som naiv Ignorant. Hvorfor skal det være saadan, naar man ønskr det bedste for alle og enhver?
Vi taler ikke engang om Toldgrænser, Straaaforkortere eller Kvalitetstid. Vi taler om, at alle i hvert Fald skal leve uden Overgreb fra Magthaverne. Vi taler om, at den eene Nation ikke har grund til at overfalde den anden. (...)
Hvor er det dog mærkeligt at være Borger i et Land, der normalt anses for at gaa forrest i Fredens Tjeneste, og som nu har forbudt almindelige Folk at gaa med Lommekniv, mens vi stadigvæk har professionelle Soldater med Græsslaamaskiner i Iraq.
Jesper Klein:Om Fred. 73 sider, Lindhardt og Ringhof. Udsolgt fra forlaget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
