Fiskerne er historien om en flok stærkt troende kystfiskere, der i søgen efter bedre kår emigrerer fra kysten ind i landet, hvor fjordfiskeriet i deres øjne vil byde på gunstigere vilkår. De bliver med deres "frelsthed" et fremmedelement og finder hurtigt ud af, at de er kommet fra asken til ilden, da de nye sted er domineret af ugudelighed og sanselige drifter. De testes.

Hans .Kirk havde studeret de sociale forskelle, kendte til arbejdets betydning, naturen og kulturens værdibetydning.

"Fiskerne", der er skrevet af forfatteren Hans Kirk, er ingen "action" bog. Dens styrke er historien om den lille floks forhold til hinanden, den enkeltes kamp med og mod omgivelserne.

På dialektisk vis præsenterer Hans Kirk et rigt persongalleri, hvor Laust Sand, Lars Bundgaard, Povl Vrist, Tabita, Jens Rønn, og hans kone Tea, det "åndelige overhoved" Thomas Jensen og ungkarlen Anton Knopper indgår. Vi møder også præsten, den velvillige intellektuelle med et "humanistisk og moderne" livssyn, den "halvstuderede røver", tolder Kock og lærer Aaby - en beskeden ældre skolemand med bondesind - spiller en vigtig rolle i det lille samfund.

Hans Kirk beskriver på glimrende materialistisk vis, hvorledes samfundsbetingelserne og arbejdet er med til at forme mennesket.

Forhistorien til Fiskerne

Hans Kirks far var læge i Hadsund og ud af en familie, der bestod af fiskere og havbønder. Forfatteren kendte således disses forhold, men tilløbet startede i 1923. Efter at være blevet jurist året før, debuterede han som forfatter under pseudonymet Steen Christensen med novellen "Skæbnen på Teglgården" i ugebladet Hver 8. Dag om sociale forskelle i et landsogn.

I sommeren 1925 holdt Hans Kirk, der arbejdede som litteraturanmelderen ved Lolland-Falster Folketidende, ferie i Gjøl ved Limfjorden, hvor en lille koloni af Harboøre-fiskere havde slået sig ned. Han boede og spiste hos sin onkel Niels Kirk og tanten Marie. Hans Kirk var en produktiv mand, og ferien resulterede i en række noveller og notater, der blev til "Roman om Fiskerne". En titel forlaget ændrede til "Fiskerne" og bad ham forkorte.

Kirk havde studeret de sociale forskelle, kendte til arbejdets betydning, naturen og kulturens værdibetydning, men udover sin Marx kendte han også til psykoanalysen gennem sin ven Otto Gelsted. Denne kaldte "Fiskerne" en "psykoanalytisk roman", hvilket flere siden har gjort, men det er også en arbejdets roman og en kollektiv roman, hvor fiskersamfundet er hovedpersonen. Dermed er det den første kollektivroman i Danmark.

Trods otte gennemskrivninger var Kirk ikke tilfreds med bogen og lovede forlaget, at "det ville blive bedre næste gang".

Modtagelsen

Heller ikke de lokale var alle lige begejstrede. Mange følte sig hængt ud, men romanen blev slugt af alle i Gjøl og omegn. Niels og Marie, som Kirk boede hos i sommeren 1925, er forlægget til Tea og Jens Rønn, og flere lokale mener, det er en nøgleroman. Der er ingen tvivl om, at Kirk havde nærstuderet de lokale.

Da romanens Tabita en søndag kom hjem fra byen, fik hun af sin mor at vide, at hun ikke skulle læse bogen.

- Står der noget om mæ, spurgte Tabita.

Moderen: - Det vil æ ett sej. Å hår røvven de blade ud å put dem i æ komfur.

Straks gik Tabita ind og lånte bogen hos naboen.

Af de over 40 anmeldelser bogen fik, var meningerne delte. Lige fra Tom "Hærværk" Kristensens uforbeholdne ros til Kristeligt Dagblads stempling som "uhyggelig kold". Bogen solgte nogenlunde, kom i flere oplag, men da Gyldendal i 1962 begyndte at udsende den som billigbog i Traneserien, kom den i masseoplag og blev en klassiker. Hans Kirk døde samme år, men oplevede desværre ikke denne folkelige succes.

Bogen er også kommet som høre- og tv-spil. Som tv-spil i seks afsnit á en time havde den i 1977 kæmpe succes, og serien bliver i øjeblikket udsendt løbende på DR’s TVK.

Bogen, der i dag er en klassiker og en af de mest læste i Danmark, er oversat til omkring 15 sprog. Dens fortsatte appel ligger afgjort i det forhold, at vi som mennesker opfatter os selv som ét, og gennem møder med andre og "anderledes folk" lærer nyt om os selv.

Den lærer os også, at fællesskabsfølelsen er en berigende faktor, der kan bringe én langt.