Jeg læser de sidste sider af Glenn Greenwalds nye bog "Overvåget" i flyet mod Amsterdam hvor jeg skal mødes med ham, inden han går på scenen til et udsolgt book-talk arrangement (han omtaler det selv som "Bog-helvede”).

Inden vi kommer for godt i gang med anmeldelsen, bekender jeg kulør: Jeg lader ikke som om jeg er neutral i denne sag. Snowdens (og Greenwalds) kamp er min kamp.

På en café kommer jeg tilfældigt til at sidde ved siden af en hollandsk journalist, som ringer til en kollega for lige at høre om, hvor mange l’er der er i “Glenn Gellman” [Barton Gellman er en af de andre journalister som har modtaget NSA-dokumenter fra Snowden].

Da jeg lidt senere fortæller Greenwald om journalistens sammenblanding af navne, siger han: “Ha! Det ville jeg komme at hedde, hvis jeg blev gift med Bart – min mand ville nok ikke bryde sig om det".

Jeg tilføjer “jeg håber ikke episoden er en indikation på den generelle forståelse af NSA-afsløringerne blandt journalister i Holland?”.

“Nej!”, svarer Glenn,”Alle interviews jeg har givet her i Holland de sidste par dage, og alle de artikler, der har været skrevet om min bog – og om mit besøg her, har været præget af en dyb seriøsitet og af at journalisterne virkelig har sat sig ind i emnet.”

Det lyder sgu godt – jeg klager lidt over, at debatniveauet herhjemme er så lavt, at vi stadig slås med beskyldninger om russiske spioner og “vi har ikke grund til at antage”. Det kender han alt for godt fra USA.    

Inden vi kommer for godt i gang med anmeldelsen, bekender jeg kulør: Jeg lader ikke som om jeg er neutral i denne sag. Snowdens (og Greenwalds) kamp er min kamp.

Hvis du hellere vil læse en politisk korrekt “på-den-ene-side-på-den-anden-side” anmeldelse, findes sådan én fx på Informations hjemmeside.

Hele tre ting...

“Overvåget” er 3 ting på én gang, nogenlunde (men ikke helt) opdelt i sektioner.

For det første er det en skildring af, hvordan de op mod 100.000 NSA dokumenter endte i favnen på en lille håndfuld journalister, kulminerende med den nervepirrende, næsten thrilleragtige gengivelse af de 10 dage i Hong Kong for snart et år siden, hvor Greenwald første gang mødte Snowden.

Vi får (gen)fortalt anekdoten om, hvordan en af nyere tids allerstørste historier var enormt tæt på at gå Greenwalds næse forbi, fordi han ikke magtede at installere de krypteringsværktøjer der er nødvendige for at kunne tale frit på nettet. Det er vi en del, der har mobbet ham med efterfølgende – ikke mindst Snowden - og han har lært lektien.

Vi kommer også omkring de benhårde forhandlinger mellem Greenwald og hans (daværende) arbejdsgiver, The Guardian, om hvor hurtigt og aggressivt historierne skulle publiceres.

Det er faktisk spændende og en god påmindelse om, at når man laver journalistik – rigtig journalistik - er der noget på spil.

Nye afsløringer

For det andet er det en (aldeles ukomplet) oversigt over NSA-skandalen i perspektiv - hvor enormt altomfattende den amerikansk-ledede masseovervågning er.

Når man nu i snart et helt år har været udsat for hundredevis af enkeltstående nyhedshistorier om individuelle programmer og aspekter af NSA & co's overgreb kan det, selv for folk som undertegnede der bruger (alt for) meget tid på at holde sig orienteret om emnet, være svært at bevare overblikket. Bogen er derfor en god lejlighed til at træde et skridt tilbage og se afsløringerne i sammenhæng.

Netop dette er også en af Greenwalds hovedpunkter i den propfyldte (og i øvrigt fantastisk flotte) rustikke teatersal ved Leidesplein i Amsterdam.

Da han skrev bogen, gik det op for ham at der var et væld af NSA-artikler fra det seneste år, han slet ikke kunne huske at have læst – endda nogle stykker af hans egne artikler. Når man konstant fokuserer på detaljerne (som er vigtige), risikerer man at miste “the big picture”. Hvad det egentlig handler om.   

Greenwald understreger igen og igen, at NSA's mål ganske simpelt er at eliminere privatlivets fred ved alle former for elektronisk kommunikation. Det lyder som en overdrivelse - og han er selv den første til at påpege hvor skørt det lyder - men det er faktisk hvad slynglerne arbejder på.

Det er vi nogle der har råbt op om i længere tid, men både fra efterretningstjenesterne selv, fra politisk hold og - endnu mere sørgeligt - fra mange journalister i både Danmark og udlandet, har mantraet hele tiden været: “Der er ikke noget at bekymre sig om”, “vi har ikke grund til at antage”, “Kun terrorister der bliver overvåget”, “Der er streng kontrol” etc. etc.

Nu har vi et ret godt (ekstra) argument ved hånden: NSA's egne dokumenter, hvor de forbavsende åbent fortæller: Collect It All. Process It All. Exploit It All. Partner It All. Sniff It All. Know It All.

Med NSA & co er der ikke noget "enten eller". Det er "både og".

Forskellen mellem hvad efterretningstjenesterne og deres cheerleaders siger offentligt, og hvad de siger når de tror, der ikke er nogen der lytter, er ganske simpelt kolossal.

I denne del af bogen er inkluderet over 100 ikke tidligere offentliggjorte NSA-dokumenter.

Et udpluk:

• Oversigter over hvor meget data om os de hiver i deres net (GCHQ hiver fx 50 mia stykker data fra international internetkommunikation ind - om DAGEN!)
• Dokumentation for at NSA fysisk opsnapper routere osv. når de sendes fra producenter til kunder. Her installerer de grimme ting, som gør det muligt at spionere mod folk med deres eget udstyr.
• Dokumentation for, at NSA’s samarbejde med fx FBI og CIA er for opadgående (ældre læsere vil kunne erindre Church-kommitteen i 70’erne).
• Et dokument der viser, at Danmark er tilknyttet “Tier B”, som beskrives som “fokuseret samarbejde med NSA”.
• Yderligere dokumentation for økonomisk spionage mod Brasilien.

Og man kan blive ved. Læs selv dokumenterne, der er frit tilgængelige, her.

Berretiget kritik

For det tredje, og efter min mening vigtigst, er bogen en sønderlemmende kritik af mainstream medierne i vesten, som hver eneste gang en whistleblower træder frem og afslører magtmisbrug, forbrydelser, korruption gør lige præcis det samme: Allierer sig med magthaverne mod whistlebloweren.

Vi så det med Ellsberg, da han dokumenterede at løgne om Vietnam-krigen; vi så det med Chelsea Manning og vi så det med den række af tidligere NSA-relaterede whistleblowere (Drake, Binney, Tamm, Roark, Loomis, Wiebe,) som på forskellige vis har råbt op om stort set de samme ting som Edward Snowden.

Herhjemme ser vi i øvrigt præcis den samme automat-reaktion: Frank Grevil er stadig den eneste der er blevet straffet for, at Anders Fogh løj os med i Irak-krigen, ligesom Anders Kærgaard er den eneste, der er blevet straffet for dansk medansvar for (og cover-up af) tortur af irakiske fanger.

Snowden er ingen undtagelse, og ligesom mediernes dæmonisering af whistleblowere smittede af på WikiLeaks og Julian Assange, er Greenwald også blevet udsat for lidt af hvert.

Han hiver nogle af de skammeligste eksempler frem, hvor fremtrædende journalister ligefrem argumenterer for, at staten burde retsforfølge ham. For hans journalistik. Hans svar til dette er helt klart: Mediernes opgave er ikke at lade som om pressemeddelelser fra spindoktorer i ministerier og efterretningstjenester er hellige skrifter. Det er at afsløre løgn og magtmisbrug hos magthavere. Dét er hvad journalistik er. Amen.

Om nogle år vil vi kigge tilbage på Snowden-sagaen og enten tænke: "wow, det var tæt på, at vi endte i det totale overvågningssamfund” – eller også vil vi se tilbage og have svært ved at forklare vores børn, hvorfor vi ikke gjorde, hvad der var nødvendigt, dengang vi havde chancen.

Uanset om du har fulgt ekstremt godt med i hele NSA-skandalen, eller om du kun har læst danske mediers udenomssnak om emnet, er “Overvåget” en bog du simpelthen må læse. Giv også gerne et eksemplar til journalister du kender. De har virkelig brug for det.

Her er en video af Greenwalds book-talk i Amsterdam: