Den 31. januar 1933 blev den politiske magt i Tyskland overdraget det nazistiske parti, NSDAP. 

I løbet af ganske få uger forandrede situationen sig voldsomt fra at være et parlamentarisk demokrati til at blive et reaktionært diktatur. Ledelsen i det tyske socialdemokrati, SPD, indså hurtigt, at denne udvikling ville få en katastrofal virkning for dets handlefrihed og ejendom. Hvis det socialdemokratiske partiarkiv skulle overleve, måtte det bringes i sikkerhed. En væsentlig del af dette arkiv bestod af Marx’ og Engels’ efterladte papirer: Manuskripter, udkast og korrespondance.

Hvis det socialdemokratiske partiarkiv skulle overleve, måtte det bringes i sikkerhed. 

De centrale dele af arkivet blev flyttet mellem februar og juni 1933. Biblioteket blev dog efterladt i Berlin. Det blev spredt over mange biblioteker. Den største del af arkivet blev overført til Frankrig skjult i den franske ambassades kurerpost til Paris, herunder en del af brevene til Marx og Engels.

Andre dele – især Marx’ og Engels’ skriftlige efterladenskaber - blev i første omgang gemt i Berlin hos en pålidelig partifælle, en tapetserer med adgang til lokaler, hvor der var plads til at opbevare materialet. Han var en personlig ven af partiets formand, Otto Wels, og flytningen blev gennemført med partiledelsens samtykke.

Men netop "pålidelige partifæller" var i fare for at blive overfaldet af SA, som havde fået status af ekstraordinært politikorps og terroriserede politiske modstandere. Det gjaldt om at finde et sikkert skjulested, hvorfor det var nødvendigt atter at flytte. En løsning blev fundet af Gerhard Breitscheid, søn af den fremtrædende socialdemokrat Rudolf Breitscheid.

Gerhard Breitscheid havde fra sin skoletid en ven i den dengang kendte forfatter, Gerhard Salomon. Under pseudonymet Hans Roger Madol havde han i 1928 udgivet en biografi om den franske konge Louis den XVII, som var udkommet i store oplag. Han havde for overskuddet dels oprettet et antikvariat i Berlin, som Madols far ledede, dels købt landejendommen Gl. Avernæs på Fyn. Gerhard Breitscheid gemte Marx’ og Engels’ papirer hos faderen, David Salomon, der især handlede med manuskripter. Imidlertid var Salomon jøde og risikerede dermed at blive udsat for overfald. Arkivet kunne således ikke forblive i hans varetægt og måtte flyttes hurtigst muligt.

Partiformanden, Otto Wels, og et andet medlem af SPD’s hovedbestyrelse, Paul Hertz, godkendte flytningen. SPD’s formue var allerede blevet beslaglagt den 10. maj 1933, og partiet blev formelt forbudt den 22. juni. 

Matteotti-komiteen

Imidlertid var Gerhard Breitscheid i begyndelsen af maj blevet advaret om, at hans arrestation var umiddelbart forestående og var omgående flygtet til Danmark. Han kendte forskellige personer i Danmark, blandt andet det tidligere danske medlem af den tyske rigsdag, H.P. Hanssen i Åbenrå, men vigtigere var forbindelsen til Socialdemokratiets partisekretær Hans Hedtoft.

Efter sin ankomst til Danmark henvendte Breitscheid sig hurtigt til Hedtoft, som allerede var begyndt på at bistå tyske socialdemokratiske emigranter. Hedtoft var ligeledes aktivt involveret i den danske Matteottikomité, opkaldt efter den af italienske fascister myrdede socialdemokrat Giacomo Matteotti. Komiteen hjalp socialdemokrater, der blev forfulgt af de regerende højrefløjs-partier overalt i Europa. 

Hedtoft var gået i gang med at opbygge et netværk af unge socialdemokrater, som han kendte fra sin tid som formand for den socialdemokratiske ungdomsorganisation, DSU. Det var dog kun et fåtal, der blev involveret i det illegale samarbejde med de tyske socialdemokrater. Det var folk som Carl Uffe Andersen fra Haderslev, kredsformand for DSU i Sønderjylland i begyndelsen af 1930'erne, Robert Huhle i Sønderborg, journalist ved Sønderborg Social-Demokrat og især togfører Aage Lassen fra Padborg, som dog ikke havde været aktiv i DSU. 

Huhle var fra et tosproget hjem i Sønderborg og kunne flydende tysk. Også Carl Uffe Andersen havde efter et flerårigt ophold i Tyskland et grundigt kendskab til tysk, hvilket gjorde det muligt for begge at færdes i Tyskland uden at vække opsigt.

Carl Uffe Andersens færd til Berlin

Som det fremgår af et brev fra Hedtoft til Gerhard Breitscheid den 31. maj 1933, blev en kurer udstyret med den fornødne legitimation – formentlig i form af et håndskrevet brev til David Salomon. Kureren, Carl Uffe Andersen, drog derefter i begyndelsen af juni af sted til Berlin, hvor han fik udleveret to store kufferter med Marx’ og Engels’ efterladte personlige arkiv.

 Carl Uffe Andersen drog i begyndelsen af juni til Berlin, hvor han fik udleveret to store kufferter med Marx’ og Engels’ efterladte personlige arkiv.

Efter at Andersen var rejst med de to kufferter, fandt David Salomon enkelte oversete foldere fra arkivet; han bragte disse enten til Avernæs eller sendte dem som tryksag til samme sted, hvor Breitscheid modtog dem og omgående videresendte eller afleverede dem til Hedtoft.

Carl Uffe Andersen kunne, da han blev spurgt i slutningen af 1960'erne, ikke mere huske, hvor han havde afleveret de to kufferter. Han mente, at det var i Flensborg – derefter havde han ikke mere at gøre med denne sag. Andre fremstillinger har hævdet, at kufferterne blev afleveret i Kiel. Adskillige af de indtil da ledende socialdemokrater i Kiel var imidlertid blevet fængslet midt i maj, og deres netværk var midlertidigt ude af funktion. Nye modstandsgrupper var først i deres vorden; der fandtes dog en begyndende struktur, som kan have ekspederet materialet videre til Flensborg.

Under alle omstændigheder ville det have været for farligt at rejse direkte over grænsen med de to store kufferter. Paul Mayer hævdede, at kufferterne var blevet bragt til Kiel og derfra transporteret videre med fiskerbåde og sammenklappelige småbåde. Denne påstand skyldes måske, at Mayer især støttede sig til oplysninger fra SPD’s tillidsmand Richard Hansen i København.

Hansen var en førende socialdemokrat i Slesvig-Holsten, leder af partiets forsvarsorganisation "Reichsbanner" og medlem af forskellige parlamentariske forsamlinger. Han var umiddelbart efter januar 1933 aktiv i den socialdemokratiske modstandskamp. Midt i maj 1933 måtte Richard Hansen flygte fra Kiel og ankom først til København den 26. Maj, hvor Hedtoft og Breitscheid allerede havde udarbejdet en fremgangsmåde til flytningen af arkivet.

Dagene mellem flugten over grænsen og ankomsten til København havde Hansen brugt til at forsøge at etablere et lokalt netværk i Sønderjylland af folk, som var villige til at deltage i dette arbejde. Han havde på det tidspunkt ikke kontakt med hele det grænseoverskridende arbejde – specielt ikke med dokumenterne fra Marx og Engels, som blev hentet i Berlin i begyndelsen af juni 1933. Meget tyder på, at kun Hedtoft, Carl Uffe Andersen og Breitscheid var involveret i dette arbejde. Såvel Hedtoft som Breitscheid havde i samtiden gode grunde til fuldstændig at hemmeligholde denne aktion.

Videre fra Flensborg

Sandsynligheden taler for, at kufferterne blev afleveret i Flensborg eventuelt efter en mellemstation i Kiel. Derfra kunne dele af arkivet være blevet transporteret videre på forskellig måde, blandt andet via småbåde, der sejlede over Flensborg Fjord til Kollund, hvor ungdomsafdelingen i det tyske HK i Flensborg en overgang havde en fast teltlejr. En anden mulighed var, at de blev bragt til den privatejede Lille Okseø på den danske side af Flensborg Fjord. Socialdemokraterne i området havde lejet sig ind her og drev en dansk-tysk børnelejr i 1932. 

 Gerhard Breitscheid hentede pakkerne og overdrog dem til Hedtoft, som derefter placerede dem i en boks i Arbejdernes Landsbank.

Det mest sandsynlige er, at den største del af materialet, således som Carl Uffe Andersen havde hentet det i Berlin og bragt det til Flensborg, blev delt op i mindre pakker, hvoraf muligvis nogle blev fragtet med småbåde til Danmark. 

En anden mulighed var at bære kufferternes indhold over landegrænsen – og formentlig er den største del af arkivet kommet til Danmark ad den vej. Det var så heldigt, at Wilhelm Schmehl, en partifælle fra Harreslev udenfor Flensborg, havde forpagtet nogle småsøer i nærheden af grænsen, som på begge sider var omgivet af moser og sumpede områder, som han kendte ud og ind. Schmehl smuglede ad den vej over hundrede flygtninge med forskellig baggrund til Danmark.

Det er ikke kendt, hvor han afleverede pakkerne med arkivmaterialet i Sønderjylland, formentlig var Aage Lassen den første, der fik dem; de blev sendt videre frem til Sønderborg og Avernæs. Gerhard Breitscheid hentede pakkerne dér og overdrog dem til Hedtoft, som derefter placerede dem i en boks i Arbejdernes Landsbank. Schmehl fortsatte sin aktivitet også efter at arkivpakkerne var kommet til Danmark. Han blev først arresteret i april 1940 og slap "billigt" med en 18 måneders fængselsstraf.

Registreringen af arkivet

En anden tysk emigrant, den socialdemokratiske redaktør og medlem af rigsdagen, Karl Raloff fra Hannover, havde i 1921/22 deltaget i et kursus på Den Internationale Højskole i Helsingør, hvor han fik gode kontakter til medlemmer af DSU, heriblandt Hans Hedtoft. Han skrev artikler til danske socialdemokratiske tidskrifter og fastholdt kontakten til de danske partifæller. Han måtte flygte i august 1933, og Carl Uffe Andersen hentede hans familie til Danmark i december 1933.

Umiddelbart efter ankomsten til Danmark skrev Raloff under pseudonymet Karl Ehrlich to pjecer om tilstandene i Tyskland efter NSDAP’s erobring af magten. I 1936 blev Raloff ansat i en halvtidsstilling som leder af Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. 

Han fik fra SPD’s flygtede partiledelse i Prag efter aftale med Hedtoft til opgave at registrere arkivmaterialet i København. Han havde til dette formål fået udleveret en fortegnelse over kufferternes indhold (Liste I og liste II). I en rapport til SPD’s eksilledelse meddelte Raloff i februar 1934, at indholdet i pakkerne ikke stemte overens med indholdsfortegnelsen, som var udarbejdet af en polsk socialistisk forsker ved navn Marek Kriger, medlem af det polske socialdemokrati. Han havde arbejdet med arkivet i Berlin i en længere periode i 1932. 

På den ene side fandt Raloff manuskripter i arkivet, som ikke stod i fortegnelsen, og på den anden manglede der adskillige dele af forarbejderne til de økonomiske tekster. Man mente i sin tid at de var gået tabt.

Imidlertid har det nu vist sig, at Kriger af arkivledelsen i Berlin havde fået lov til at udvælge enkelte dele af manuskripterne til brug for sine egne studier. Disse dokumenter solgte Kriger til instituttet i Moskva, hvor de fortsat befinder sig.

Forhandlinger med Bukharin og Adoratskij

I 1936 indledtes forhandlinger mellem Instituttet for marxisme-leninisme (IML) i Moskva og SPD’s ledelse om at opbevare og sikre Marx’ og Engels’ efterladte papirer i IML eller alternativt at købe arkivet. SPD’s ledelse overvejede ligeledes at sælge arkivet, dog ikke til Moskva men om muligt til et skandinavisk partiarkiv.

I den anledning besøgte en to-mands delegation fra Moskva bestående af Nikolaj Bukharin og Vladimir Adoratskij i marts 1936 København, for at se på de efterladte manuskripter. De to opholdt sig i en uge i Landsorganisationens daværende bygning og aflagde efter hjemkomsten en beretning, men handelen blev af forskellige grunde ikke til noget: de politiske modsætninger var for store. Skueprocesserne mod Bukharin og andre gamle bolsjevikker var en af årsagerne til, at forhandlingerne blev afbrudt.

Solgt til Amsterdam

I mellemtiden var en anden interessent blevet aktiv. Det Internationale Institut for Socialhistorie i Amsterdam var blevet oprettet med støtte fra det nederlandske Arbejderforsikringsselskab og kunne tilbyde en passende købspris, således at SPD’s politiske arbejde kunne videreføres, samtidig med, at det garanteredes, at materialet ville være tilgængeligt i Amsterdam. Denne handel blev realiseret, og sidst i maj 1938 blev arkivet for en sikkerheds skyld transporteret direkte fra København til Amsterdam uden at anløbe en tysk havn.

Det var en bemærkelsesværdig indsats, der blev gjort af en række unge socialdemokrater fra begge sider af grænsen, som reddede en stor del af Marx’ og Engels’ papirer.

Instituttet i Amsterdam overførte før Anden Verdenskrigs udbrud blandt andet denne samling til England og hentede den efter krigens afslutning hjem til Instituttet. Dér ligger den nu og er i den senere tid blevet digitaliseret, hvorved enhver nu kan se manuskripterne – men ikke i alle tilfælde læse dem: Marx’ håndskrift er vanskelig at tyde, Engels’ er mere tilgængelig, men også den følger den gamle tyske skrift.

Det var en bemærkelsesværdig indsats, der blev gjort af en række unge socialdemokrater fra begge sider af grænsen. Dels reddede de en stor del af centrale manuskripter, udkast og breve i Marx’ og Engels’ skriftlige efterladenskaber, dels hjalp de efterlyste mennesker med at slippe ud af Tyskland. De gjorde det uden hensyn til deres egen personlige sikkerhed, de gjorde det, fordi deres internationalistiske indstilling fik dem til at handle sådan. Nogle klarede det uden at pådrage sig alvorlige problemer, andre led under følgerne af det hemmelige arbejde resten af deres liv.