Adolf Frederik Charles Meyer, kendt som A.C., blev født den 11. juni 1858 i København i en skomagerfamilie. Han voksede op i beværtningen Enigheden på Fælledvej på Nørrebro, "mellem rejekoner og fattigfolk", mens han gik i De Forenede Kirkeskoler i Nørregade. Han ligner ikke de andre børn i kvarteret. Han havde brune øjne og sorte krøller efter sin russisk-jødiske tipoldefar.
Himmelstormerens trang
Som 14 årig oplevede han Slaget på Fælleden, hvor politi og husarer til hest angreb demonstranterne, fra sin "udkigspost på Blegdamsvej". De socialistiske pionerer Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff blev alle arresteret og måtte senere flygte til USA. Kort før Pio flygtede besøgte A.C. ham.
Han blev udlært maskinarbejder hos symaskinefabrikken Konerding og senere stukkatør. På arbejdet, holdt han "begejstrede taler for Frihed, Lighed og Broderskab" og begyndte at skive i Louis Pios avis, Social-Demokraten. Derudover var læretiden præget af "lømmelalderens kådhed, den unge mands videbegærlighed, himmelstormerens trang til dåd og drømmerens længsel".
Efter læretiden, 18 år gammel, meldte han sig hos smedenes fagforening og blev mødt med ordene "Velkommen! Vi er glade ved at se dig hos os, og vi ved, at du vil blive en god kammerat i kampen for arbejderklassens frigørelse". Det var tider, og hurtigt var han en del af bestyrelsen i fagforeningen.
Da Pio var tvunget til eksil, skulle noget nyt ske og i 1878 er A.C. Meyer med til at stifte Socialdemokratisk Forbund, det senere Socialdemokratiet. Han er kun 20 år, da han bliver forbundets første forretningsfører, og han regnes i dag for Socialdemokratiets 6. formand.
Men det administrative er ikke ham, så efter et år rejser han til Berlin og Dresden i Tyskland "på faget". I Tyskland bliver hans socialistiske sindelag yderligere stimuleret.
Agitator
Hjemme igen bliver han i 1883 gift for første gang og fortsætter som stukkatør og gipsformer. Han er med til at stifte en fagforening for faget i 1884, samme år hvor Socialdemokratiet første gang kommer i Folketinget.
Han bliver nu han ansat som rejsende agitator. Nu "gjaldt det ikke om at lave forme til fade og tallerkener, men om at være med til at forme livet for Land og Folk". Han debuterede som rejseagitator i Nørre Alslev på Falster i september 1884.
At være rejseagitator var et fuldtidsjob, hvor den tid der ikke brugtes på møder blev brugt som journalist ved Social-Demokraten eller andre af partiets lokalaviser.
Det kunne være hårdt at være agitator dengang: "Møde efter møde, i København, provinsbyer eller landdistrikt, navnlig på søndage, når folk har tid til at høre foredrag og kan komme langvejs fra. Taleren kommer rullende på husmandens køretøj, vejlængden er måske en mil eller to fra jernbanestationen og blæse være med vejr! Regn og slud og sne og sjap, en agitator må have god fysik" skriver Meyer i En agitators erindringer.
Overalt hvor han talte, resulterede det i nye partiafdelinger. I 1885 havde Social-Demokraten 20.000 abonnenter.
Stor fornøjelse
I 1885 bliver Folketinget opløst, og en lov giver lov til at oprette t militært gendarmerikorps. A.C. Meyer bliever 1886 bliver fængslet for at udgive en sangbog, men bliver frikendt ved Højesteret, og samme år stifter han Diskussionsklubben Karl Marx, hvis formål var at "træne tanker og øve veltalenhed". De fleste ledende partifolk fik deres skoling her, og klubben ophørte først i 1952.
I 1887 deltog A. C. aktivt i en "sædelighedsfejde" i Social-Demokraten, hvor han sloges for det synspunkt, at prostitution og ulykkelige ægteskaber skyldes social og økonomisk elendighed. Meyer var tilhænger af fri kærlighed.
I 1888 blev han sammen med cand.phil. H. V. Lund, oversætteren af Karl Marx værk Kapitalen og medstifter af Diskussionsklubben Karl Marx, valgt ind i partiets hovedbestyrelse. Begge tilhørte de partiets venstrefløj.
Ved en folke- og grundlovsfest på Fælleden, hvor musikken spillede Socialisternes march og Marseillaisen, talte Meyer og sagde, at "Fattigdommen vil først forsvinde, når socialismen drejer halsen om på den. Hidtil er der kun ført guerillakrig, men det kan ikke vedblive i længden, og kommer der en international social revolution, vil blodet komme over udbytterne og deres gerninger".
Det havde nær kostet ham en tur i Vridsløselille. Han fik en tilsigelse men i anledning af Kong Christians IX's 70-års fødselsdag og 100-året for stavnsbåndets ophævelse bortfaldt tiltalen. Politikens Henrik Cavling skrev i avisen, at Meyer er "vistnok for tiden den mand arbejderne hører på med størst fornøjelse".
Folketingsmand
Friheden bruger han på at deltage i den internationale arbejderkongres i Paris i 1889 sammen med "den revolutionære billedskærer" Peter Christiansen. De var sammen med Nicolaj Petersen fra Det Revolutionære Socialistisk Arbejderparti, der udgav avisen Arbejderen (1889-93), de eneste danskere, der var med til at vedtage kravet om 8. timers arbejdsdag og afholdelse af 1. maj verden over. A. C. besøgte desuden Kommunardernes Mur på kirkegården Père Lachaise og "dansede på Hotel de Ville Carmagnolen sammen med gamle Barrikadekæmpere".
Året efter holdes 1. maj verden over for første gang. I København samles over 50.000 trods trusler om fyring for at høre taler og synge en sang om 8 timers arbejdsdag, som A.C. havde skrevet i dagens anledning.
Han bliver i 1895 valgt til Folketinget i Vesterbrokredsen med så mange stemmer, at "det minder om en kåring", og ved hans jomfrutale i Folketinget skrev en avis: "Hr. Meyer ligner en rigtig socialist, næsten en anarkist, han er høj, mager, gusten; det mørke hår sidder vildt og uordentligt; stemmen lyder som var den dyppet i svovl".
Han fortsatte på tinge, indtil han i 1932 valgte at trække sig.
Kulturens mand
Det er dog ikke som folketingsmand, Meyer gjorde sig mest bemærket. Det var i kultur-, freds-, afholds- og idrætsarbejdet. I 1888 var han medstifter af Københavns atletklub, Arbejdernes Idræts Klub (AIK), og af Arbejdernes Bicykle Club i 1894. I 1895 talte han i Folkets Hus for dannelsen af en idrætsorganisation for arbejdere. Den dannedes kort efter og var forløberen for Dansk Arbejderidræt.
Han blev af Ekstra Bladets første redaktør, Frejlif Olsen, omtalt som manden der var "alle de skikkelige humane ideers ven og beskytter". Det bekræftedes, da han i 1898, under danmarkshistoriens største arbejdskamp, sørgede for, at de lockoutedes børn fik mad og kom på landet om sommeren.
Det arbejde førte siden til stiftelsen af Børnenes Kontor og var et arbejde, som betød, at han i 1938 blev tilbudt Kongens Fortjenstmedalje - hvad han naturligvis afslog.
Under storlockouten var A.C. Meyer desuden i London og Norge for, med stor succes, at samle støtte til de kæmpende danske arbejdere. Konflikten endte som bekendt med Septemberforliget – "arbejdsmarkedets grundlov" og kernen i den danske model, som nu er under angreb af selv samme socialdemokrater, Meyer kæmpede for.
I 1905 stiftede han sammen med tjeneren Louis Florin De Unges Idræt (DUI) for unge i aldersgruppen 8-16 år som modvægt til de religiøse og militaristiske spejder- og idrætsorganisationer. Det skete i Folkets Hus i Rømersgade, det der i dag er Arbejdermuseet i København.
Som journalist dækkede han desuden de olympiske lege i 1906 i Athen og 1908 i London og redigerede i 1909 en to-binds bog om idræt.
Digter, sangskriver og dramatiker
Også som digter, sangskriver og dramatiker var A.C. Meyer utrolig flittig. I 1871, under Pariserkommunen, skrev Eugéne Pottier kampsangen Internationale. Den kom til Danmark i forbindelse med 2. Internationales 8. kongres i København, som Lenin deltog i. Her lavede A. C. en nyoversættelse af den, som indgik som afslutningssang til hans kantate til kongressen.
Til samme kongres havde han skrevet den smukke og anti-militariske Flyv højt, vor sang, på stærke vinger, der var partiets officielle hymne indtil 1952, hvor man gik over til Oskar Hansens Danmark for folket.
Meyer er forfatter til flere skuespil, blandt andet Sypiger (1900) med arbejdere i rollerne og En oprører (1926), der blev opført på Arbejdernes Teater, og i sin levetid blev han både teaterdirektør for Thaliateateret og leder af De Vandrende Sangere, en forening for arbejdersangkor, der om sommeren drog rundt og optrådte med agiterende sang.
Derudover skrev han flere romaner. Som lyriker udgav han samlingerne Under rødt flag (1892), Frie sange (1894), Brænding (1896), Digt og sang (1903), Nattens sange (1906), Mindedigte (1920), Fra krigens tid. Digte 1914-1916, I fred og fejde’ (1924) og Nogle oprørske digte, (1933). I 1929 udgiver han desuden En agitators erindringer, et erindringsværk i to bind, som ligger til grund for denne artikel.
Meyer var også afholdsmand, hvad der bragte ham i konflikt med partiledelsen, der mente, at spørgsmålet ville splitte den socialdemokratiske bevægelse. Han skrev i 1880’erne bogen Arbejderne og afholdssagen, hvor han agiterede for ædruelighed men dog var imod et generelt forbud mod alkohol.
A.C. Meyer til minde
Det er til august 75 år siden, den socialistiske agitator A.C. Meyer døde.
Livet som rejsende agitator havde sat sine spor, og i sine sidste år var Meyer meget syg. Han døde den 7. august 1938 og efterlod sig to sønner på 10 og 12 år, som han havde fået med sin tredje hustru. Han blev bisat fra Idrætshuset og begravet ved søen Det Røde Hav på Vestre Kirkegård.
Han var en vigtig faktor i udviklingen af marxismen og den socialistiske bevægelse i Danmark, men han var forblev i hele sit liv reformist. Da socialdemokratiet i forbindelse med 1. verdenskrig svigtede den unge sovjetstat og den tyske revolution i 1918, valgte han ikke den proletarisk internationalistiske vej, de revolutionæres vej, men blev i stedet med socialdemokraterne.
Alligevel bør bør A.C. Meyer hyldes, også af revolutionære, og minde os om, at der har været en tid, hvor socialdemokrater ville klassekampen. Han var en af arbejderklassens ægte sønner og kommunisternes rødder er i folk som A. C. Meyer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278