Den 28. juli 1900 sendte en vandrende svend et brev hjem til familien i Danmark:

"Lørdag den 28. Juli afholdtes et socialdemokratisk Møde, hvor Wilhelm Liebknecht holdt et Foredrag  for en Forsamling paa 2.-3.000 Mennesker. Det var mig en stor Glæde at høre Liebknechts udmærkede Foredrag".

Det blev Liebknechts sidste offentlige optræden, idet han døde den 7. august. Begravelsen fandt sted den 12. august i et arbejderkvarter i det østlige Berlin. Han blev fulgt til graven med den hidtil største demonstration i Tyskland – mellem 150 og 200.000 mennesker deltog. "Revolutionens soldat" var yderst populær blandt arbejderne.

I dag forbindes navnet Liebknecht nok mest med sønnen Karl, som i december 1914 fulgte i faderens fodspor, blandt andet ved at stemme mod krigsbevillingerne i den tyske rigsdag. I januar 1919 blev han brutalt myrdet af militærfolk i Berlin samtidig med hans ”polsk-jødiske hjælperske” Rosa Luxemburg, som der stod i skolebøger for cirka 50 år siden.

Omstridt betydning

Wilhelm Liebknechts betydning for arbejderbevægelsens udvikling er stor. Men den er også omdiskuteret, fordi han er kommet til at stå i skyggen af den anden store personlighed i den tidlige tyske arbejderbevægelse, nemlig August Bebel.

Dermed havde ”de gamle” i London (Marx og Engels) endelig fået en fast organisation, som kunne støtte deres politisk/teoretiske holdninger.

Bebel havde nok større taktisk fornemmelse og teoretisk indsigt end Wilhelm Liebknecht. Hertil kom, at Bebel havde Friedrich Engels opbakning, en opbakning som aldrig kom Liebknecht til del.

Årsagen hertil er ukendt, formentlig var det den menneskelige kemi, som fungerede godt mellem Engels og Bebel og dårligt mellem Liebknecht og Engels. Selv om også Marx til tider kritiserede Liebknecht, beundrede denne Marx, som han lærte at kende, da han som flygtning levede i London fra 1850 til 1862.

Revolutionen 1848-49

Liebknecht havde deltaget i den revolutionære bevægelse i 1848-49 i Tyskland. Det var oprindelig fra disse kampe, at betegnelsen ”revolutionens soldat” stammer. I en af de talrige processer, der blev ført mod ham, afviste han at være landsforræder – men soldat i revolutionens tjeneste ville han derimod gerne vedkende sig at være.

Det prægede hans selvopfattelse livet igennem. Han var oprindelig optaget af den borgerlig-demokratiske bevægelse og deltog i revolutionskampene i det sydvestlige Tyskland i foråret 1849. Det lykkedes ham i sidste øjeblik at undslippe en dødsdom ved at flygte til Schweiz.

Dér kom han i kontakt med tyske arbejderorganisationer, som han forsøgte at samle i én stor organisation til forberedelse af en ny revolution. Han blev derfor udvist fra Schweiz og måtte tage ophold i London.

Viden er magt, magt er viden!
Wilhelm Liebknecht

Her tilsluttede han sig den tyske arbejderoplysningsforening og kom i kontakt med Marx (Engels havde han allerede mødt under revolutionen). Det blev til et venskab, der varede resten af livet – også til Marx familiemedlemmer havde han et godt forhold, specielt den yngste datter Eleanor, med kælenavnet Tussy.

Folketribunen

Liebknechts stærke sider kom til udfoldelse i hans arbejde som journalist, folketaler og organisator – teoretisk arbejde var ikke hans stærke side. Hans indsigt i den økonomiske teori var ikke stor, og han udarbejdede til forskel fra for eksempel Bebel ingen selvstændige bidrag til udviklingen af marxismen.

Liebknechts betydning lå på et andet område. Han forstod til fulde, hvad der kunne lade sig gøre på det politiske område, og han formåede at omsætte denne indsigt til politiske retningslinjer for andre i bevægelsen.

I en af de talrige processer, der blev ført mod ham, afviste han at være landsforræder – men soldat i revolutionens tjeneste ville han derimod gerne vedkende sig at være.

I tæt samarbejde med Bebel og andre medlemmer af bevægelsen udviklede han en fleksibel politisk taktik. Ganske vist argumenterede han i de senere år i visse sammenhænge ret dogmatisk – specielt når han stædigt fastholdt udsagn af Marx, selv når de faktiske omstændigheder havde ændret sig.

Man kan i denne forbindelse nævne hans konflikt med Rosa Luxemburg vedrørende Polen. Som Marx og Engels havde påpeget fra 1840'erne og fremefter, så var enhver svækkelse af det russiske rige et fremskridt, fordi tsardømmet var de konservatives og reaktionæres faste holdepunkt i Europa. Derfor understøttede de kampen for polsk uafhængighed af Rusland.

Men i 1896 havde situationen ændret sig: den polske og den russiske økonomiske udvikling var indbyrdes så tæt forbundet, at polsk selvstændighed ifølge Rosa Luxemburg ville medføre en svækkelse af arbejderbevægelsen. Liebknecht holdt dog fast ved det gamle standpunkt – i misforstået trofasthed over for Marx.

Tilbage til den tyske slagmark

I 1862 kunne Liebknecht som følge af en amnesti for de revolutionære fra 1848-49 vende hjem til Tyskland. Han var den eneste fra den lille gruppe omkring Marx, der tog dette skridt. På dette tidspunkt var Marx og Engels glemt i Tyskland, men arbejderbevægelsen blev undertrykt og nøje overvåget.

De indledende skridt mod en organisering af en ny bevægelse blev først taget omkring årsskiftet 1862-1863. Det var en anden blandt de revolutionære fra 1848, nemlig Ferdinand Lassalle, der stillede forslag om oprettelse af en selvstændig arbejderbevægelse frigjort fra de liberales dominans.

Det lykkedes, men det var ikke en organisation, som Marx vurderede som værende i overensstemmelse med hans opfattelse. Han mente ikke, at Lassalles politiske fremgangsmåde ville føre til arbejderpartiets selvstændige optræden.

Leipzig som bevægelsens centrum

Året efter blev Liebknecht igen udvist af Preussen og måtte flytte til Leipzig, en af datidens store tyske industribyer. Han kom her i kontakt med Arbejderoplysningsforeningen og i samarbejde med Bebel lykkedes det at samle flere demokratiske arbejderforeninger og oprette en forbindelse mellem dem og Første Internationale, som var ledet af Marx og Engels.

Den nye organisation udviklede sig hurtigt, og med et socialistisk program kaldte den sig fra 1869 Socialdemokratisk Arbejderparti, i daglig tale kaldet ”Eisenacherne”, fordi partiet blev oprettet i Byen Eisenach.

I modsætning til det i 1863 oprettede lassalleanske parti var det fri for udpræget sekteriske politiske vurderinger. Det var et parti, Marx og Engels kunne acceptere, selv om de i hårde vendinger bebrejdede Liebknecht, at partiet ikke var oprettet hurtigere, opstillede til valg og ikke havde et klart marxistisk program.

Fordi vi forstår uadskilleligheden mellem demokrati og socialisme, kalder vi os for "socialdemokrater".
Wilhelm Liebknecht

De anerkendte ikke Liebknechts indsats, fordi de ikke helt havde forståelse for de reelle forhold i den spirende tyske arbejderbevægelse. Hverken fabrikanten Engels eller akademikeren Marx kunne helt forstå, hvad der var væsentlig for arbejderne og konkret kunne mobilisere dem. Liebknecht var heller ingen arbejder, men han havde i mange år i London lidt nød, og stået i den samme forening som de emigrerede tyske arbejdere dér.

Den fransk-tyske krig

Meget mod Liebknechts politiske skøn blev både han og Bebel opstillet og valgt til det nordtyske parlament i 1867. Liebknechts vurdering var, at den kommende tyske stat skulle have en demokratisk forfatning og ikke indordne sig under Preussen. Men udviklingen forløb anderledes, end Liebknecht havde håbet. Preussen bestyrkede ved dannelsen af det nordtyske parlament udviklingen af en autoritær stat.

Tilstedeværelsen i parlamentet skulle dog vise sig at være vigtig, fordi Liebknecht og Bebel i første omgang afholdt sig fra at stemme for krigsbevillingerne til den fransk-tyske krig 1870-71. I anden omgang stemte de imod, fordi krigen havde forandret karakter.

Hidtil havde fjenden været Napoleon Bonapartes Frankrig, der havde ført en erobringskrig, men efter at Frankrig havde tabt slaget ved Sedan i efteråret 1870, havde situationen ændret sig: nu var det de samarbejdende tyske stater, der fortsatte en erobringskrig for at indlemme de franske tysktalende områder i Tyskland.

Engels havde tidligere set ned på Eisenachernes aktivitet i de lokale parlamenter. Men han måtte nu anerkende, at deres afstandtagen fra krigen ved at stemme mod krigsbevillingerne blev et gennembrud for arbejdernes selvstændige optræden i forhold til andre politiske retninger.

Dermed havde ”de gamle” i London (Marx og Engels) endelig fået en fast organisation, som kunne støtte deres politisk/teoretiske holdninger. Forud for 1870 havde det uden større succes været forsøgt at oprette stabile arbejderorganisationer i næsten hele Europa og Nordamerika. Men nu var ”Eisenacherne” en reelt eksisterende slagkraftig organisation, som udviklede en selvstændig politisk taktik i hverdagen.

En ny biografi

I en ny udgivelse af historikeren Wolfgang Schröder gøres der en indsats på at udarbejde et mere overordnet billede af Wilhelm Liebknecht. Schröder har i årtier arbejdet på biografien om Liebknecht, og det er blevet til værket Wilhelm Liebknecht. Soldat der Revolution, Parteiführer, Parlamentarier. Ein Fragment, der er udgiet på Karl Dietz Verlag og er på godt 500 sider.

Han var en fremtrædende historiker i DDR, men han stod i nogen grad i et modsætningsforhold til partiets opfattelse af, hvordan den historiske udvikling skulle udlægges. På baggrund af omhyggelige arkivstudier nåede han frem til resultater, som i sin tid blev udgivet, men som på det tidspunkt ikke kunne udvides til en egentlig biografi.

I Schröders analyse af sammenslutningen af de to eksisterende arbejderpartier, Eisenacherne og lassalleanerne, i 1875, lagde han hovedvægten på situationen i Tyskland, forholdet mellem arbejderpartiernes medlemmer, deres ledere og de politisk-organisatoriske forhold, der kunne styrke de socialistiske arbejdsmuligheder i det autoritært styrede Tyskland under Bismarcks ledelse.

Men ”de gamles” opfattelse i London var en anden, idet de mente, at lassalleanerne var svækket så meget i forhold til Eisenacherne, at Liebknecht burde have ventet et halvt år. Derved ville en sammenslutning af de to partier have fundet sted uden accept af politiske programformuleringer, som var ude af trit med den aktuelle virkelighed.

At klage over, at stilen i "Kapitalen" er tung, svær at forstå eller endda smertefuld er ikke andet end at ankerkende ens egen tankes dovenhed eller ens egen manglende evne til at tænke.
Wilhelm Liebknecht

Det var den kritik, som Marx fremlagde i Kritik af Gotha-programmet, en gennemhegling af det program, der var vedtaget for sammenlæggelsen. De to i London overså derved selv til dels, at ”hvert skridt virkelig bevægelse er vigtigere end snese af programmer”, som Marx ellers skrev i et brev til Bracke 5. maj 1875.

Og som det skulle vise sig i socialistlovenes tid, 1878-1890, så klarede den tyske arbejderbevægelse sig gennem de tolv års hård undertrykkelse uden at give efter, tværtimod stod den efter at have gjort den erfaring stærkere end nogensinde før, og var samtidig blevet det stærkeste tyske parti med en vælgertilslutning på ca. 20%

Revolutionær parlamentarisme

Engels indrømmede da også senere, at han havde fuld tillid til de arbejdere, der havde båret bevægelsen gennem de tolv års forfølgelse (selv om det var en hård periode, var den dog langt fra så brutal som nazisternes tolv år).

Liebknecht var foregangsmand på dette område, og han fandt nye veje på ukendte områder.

Han anerkendte også den taktik, partiet havde udarbejdet i den tyske rigsdag, den ”revolutionære parlamentarisme”, som i hans tid var et forbillede for de andre socialdemokratiske partier.

Det faldt ham imidlertid vanskeligere at godkende Liebknechts indstilling. Ifølge Engels var den ofte fejlagtig, og hans redaktion af bevægelsens centrale aviser fra 1868 til 1900 var efter Engels mening for lemfældig. Schröder hævder derimod med rette, at Liebknecht var personifikationen og formidleren af den marxistiske politiske tradition fra tiden efter revolutionen 1848-49 og frem til arbejderbevægelsens genoprettelse i1860’erne.

Udviklingen af en ny taktik

Wilhelm Liebknecht var den helt centrale person i udviklingen af den meget komplicerede nystart – under den nye situation måtte der skabes organisatoriske forhold, som kunne sikre de mest effektive metoder til at overvinde de mangeartede modstande i arbejderklassens nye sammensætning.

Liebknecht var foregangsmand på dette område, og han fandt nye veje på ukendte områder.

Fagbevægelsen var et sådant område: der havde tidligere eksisteret faglige sammenslutninger, men de måtte nyopfindes efter 1860. Liebknecht kunne her formidle erfaringer fra den britiske fagbevægelse.

Han udviklede tidligt en særlig journalistik for arbejdere, idet han skrev oversigtartikler, der gav indblik i de politiske udviklinger i Europa. Han satte dem ind i en sammenhæng, i en ramme, der uden propagandistiske tricks forklarede de eksisterende modsætninger.

Det var en særlig kunst, som senere blandt andet blev anvendt herhjemme af Nina Bang i Social-Demokraten under første verdenskrig.

Internationalisme

Internationalismen var også vigtig for Liebknecht, fordi han var klar over, at arbejderklassen ikke isoleret kunne gennemføre en revolutionær udvikling i de enkelte lande. Han skrev derfor i flere landes arbejderpresse, for eksempel Workingman’s Advocate (Chicago, USA) og også Social-Demokraten i Danmark, hvor han i ti år skrev ”Breve fra Tyskland”.

I denne serie analyserede han forskellige aktuelle processer. Desuden tryktes nogle af hans artikler fra andre aviser – Schröder skønner, at han skrev omkring 10.000 avisartikler.

Det var også en selvfølge for ham, at han i Rigsdagen protesterede mod udvisninger af udenlandske statsborgere, enten de nu søgte at få et arbejde i Tyskland eller var politiske emigranter – således også i slutningen af 1890’erne i Sønderjylland, der på den tid jo var en del af Tyskland.

Programmer, derimod, eksisterer ikke blot for at blive bekendt af munden men underkendt af handlingen; de bør være rettesnoren for vore handlinger.
Wilhelm Liebknecht

Han bebrejdedes i rigsdagen, at han ikke forsvarede tyske interesser, at begejstringen for fædrelandet manglede – ”ingen bebrejdelse kan jeg bære så let som denne”, var hans svar.

Organisation

Liebknecht satsede på et stærkt arbejderparti, under hvis ledelse en vidt forgrenet flora af alle mulige sang-, kultur- og sportsforeninger såvel som understøttelseskasser og andre sammenslutninger skulle udvikles og trives.

De kunne dels levere input til den socialistiske bevægelses holdninger og samtidig være en organisatorisk platform, fra hvilken socialistiske idéer kunne spredes.

Hertil kom forudsætningen for det parlamentariske arbejde: det tætmaskede net af tillidsmænd, lokale politiske organisationer, som i princippet dækkede hele landet ud til den mindste afkrog. Denne model blev et forbillede for en lang række af arbejderpartierne, også i Danmark.

Ny indsigt

Desværre kunne Schröder ikke nå at afslutte sit værk om Liebknecht. Man kan dog være udgiverne og forlaget taknemmelige for at have samlet de færdige afsnit i en læseværdig bog. Også i denne form formidler den ny indsigt i en vanskelig proces og er således med til at øge vores viden.

I et tillæg har udgiverne samlet Schröders videnskabelige produktion, inklusive de forarbejder til biografien, som ikke kunne indgå i den foreliggende udgivelse. Man kan dér hente yderligere materiale til en mere all-round biografi.

Schröder har således udgivet de vigtigste taler og afhandlinger i samlebindet Kleine politische Schriften (Leipzig, 1976). Den nye biografi er skrevet på et let tilgængeligt tysk, hvilket også gælder Liebknechts Erinnerungen eines Soldaten der Revolution (Berlin, 1976).