I sommeren 1916 er Lenin netop vend tilbage til Skt. Petersborg, Ruslands daværende hovedstad, som dengang hed Petrograd.

Første Verdenskrig raser på snart tredie år, og arbejderbevægelsen er splittet.

Kort sagt handlede Første Verdenskrig altså om, at de forskellige regeringer forsøgte at beskytte deres hjemlige kapitalister.

Selvom Anden Internationale, den internationale sammenslutning af de socialdemokratiske partier, havde besluttet, at partierne skulle stemme imod krigsbevillinger i de nationale parlamenter og dermed forhindre et krigsudbrud, er verden alligevel blevet kastet ud i et blodbad af internationale dimensioner.

For en lang række af de socialdemokratiske partier har alligevel stemt for at bevillige penge til krigsindsatser i deres parlamenter. Forrest står de tyske socialdemokrater med reformisten Karl Kautsky i spidsen.

Krigsmodstandere

Men de får kamp til stregen i den internationale bevægelse af de socialdemokrater, der stadig står steglt på kravene om fred og socialisme. De er begyndt at kalde sig »kommunister« i stedet for socialdemokrater, og mest fremtrædende iblandt dem er den russiske revolutionære Vladimir Lenin. Men også Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg i Tyskland taler fredens sag, ligesom Giorgi Dimitrov gør i Bulgarien.

De ser ikke krigen som et udtryk for en kamp mellem folkeslag eller stater, men derimod som en konsekvens af kampen mellem de forskellige landes kapitalister. En kamp om markeder.

Imperialisme

Det er denne analyse, Lenin sætter sig for at udbrede i sommeren 1916. Både for bedre forstå imperialismen, men også som et modspil til Kautsky og hans allierede i det europæiske socialdemokratier, som taler det krigsglade borgerskab efter munden. For imperialisme er ikke blot et spørgsmål om at kolonisere fjerne områder og civilisere barbariske folkeslag, mener Lenin.

Imperialismen er derimod et særligt stadium af kapitalismen, hvor den tidligere så frie konkurrence er blevet erstattet af store monopoler, og hvor den gamle industrikapital er smeltet sammen med finanskapitalen.

Men kapitalismen har brug for vækst og for at øge profitterne – det er dens natur, som allerede Marx havde påvist. Og når der ikke er mere marked tilbage at erobre i hjemlandet, så må virksomhederne i stedet søge markedsandele på tværs af landegrænser.

Dét er den virkelige grund til, at verdens lande for alvor får travlt med at erobre territorium i slutningen af 1800-tallet, mener Lenin.

KRIGENS ÅRSAGER

Og det er også der, årsagerne til den raserende verdenskrig skal findes, argumenterer Lenin for. Det første land, der i stor skala gennemlevede en industrialisering, var Storbritannien. Siden er andre fulgt med, men på grund af den politiske splittelse i mange småstater, kongeriger og fyrstedømmer er Tyskland slet ikke fuglt med i samme tempo. Men efter samlingen i først Det Tyske Forbund og siden i det tyske kejserrige, havde den stærkere centrale magt gjort en lynindustrialisering mulig. Og nu havde også Tyskland nået monopolismens stadium, og havde brug for at udvide.

Når englænderne følte sig truet af tyskerne var det ikke et spørgsmål om nationalisme eller fædrelandskærlighed. Det var et spørgsmål om, at de ikke ønskede, at tyskerne nu også skulle til at møve sig ind på verdensmarkedet. Kort sagt handlede Første Verdenskrig altså om, at de forskellige regeringer forsøgte at beskytte deres hjemlige kapitalister.

Revolution

Overfor dette stod så Lenin og kommunisterne. De ønskede brændende fred, og måden at få det var i deres øjne den socialistiske revolution.

Den plan viste sig at holde stik, da Lenin og bolsjevikkerne i 1917 erobrede magten i Rusland, grundlage sovjetstaten og kort efter sluttede fred med tyskerne.