Mens Joe Hill i 1915 sad fængslet sigtet for røveri og mord, korresponderede han med en af sine kammerater i IWW (Industrial Workers of the World), som også besøgte ham i fængslet, og som var en af de ledende kræfter i kampagnen for hans frifindelse.

Hertil svarede Elisabeth til sin mors fortrydelse, at hun arbejdede for arbejderbevægelsen og selv skrev sine replikker.

Det gik så langt som til, at hun opnåede at få en samtale med præsident Wilson for at bevæge ham til at gribe ind, men Joe Hill blev som bekendt dømt og henrettet. Inden da skrev han sangen The Rebel Girl, som han tilegnede kammeraten.

Den fødte oprører

Elizabeth Gurley Flynn (1890-1964) hed hun, og hun var en oprører; det lå næsten i hendes gener, for hendes irske forfædre havde, som man sagde i familien, kæmpet mod de satans englændere i 700 år. Forældrene, Annie Gurley og Tom Flynn, var begge optaget af politik og socialistisk orienterede. I deres køkken, det eneste rum der var opvarmet i lejligheden i Bronx, samledes ofte en flok mennesker, der diskuterede politik over et glas øl eller to, og det var her the Irish Socialist Federation blev dannet. Børnene, tre piger og en dreng, blev taget med til møder og uddeling af løbesedler, og om aftenen læste Tom op af politisk litteratur.

Det kunne blive for meget for de andre børn, men Gurley, som blev Elizabeths navn i IWW og senere i det kommunistiske parti, trivedes fint med det, og supplerede selv med læsning af bøger fra Annies bibliotek, en hylde med irske klassikere, og af August Bebel og Mary Wollstonecraft om kvindernes rettigheder, som sammen med børns vilkår skulle blive mærkesager for hende, men som en del af den fælles klassekamp. Annie gjorde meget ud af at betone overfor døtrene, hvor vigtigt det var, at de uddannede sig, så de kunne klare sig selv og ikke blev afhængige af en mand. Gurley var også en flink elev i skolen og vandt som 13-årig sølvmedalje for en artikel New York Times om byens historie.

To år senere blev Gurley indbudt til at tale i Den Socialistiske Klub i Harlem, hvor hun valgte at tale om kvindernes stilling i samfundet. Samme år debuterede hun som sæbekassetaler på et gadehjørne, og den store tilhørerskare, der samlede sig, gav politiet anledning til at gribe ind og arrestere hende for gadeuorden. Hun blev dog kort efter løsladt uden anden påtale, end at hun skulle gå hjem og passe sin skole. Episoden blev omtalt i aviserne, der skrev om den kønne, lille socialist og kaldte hende en lommeudgave af Jeanne d'Arc. En teaterdirektør fra Broadway sendte hende to billetter til en forestilling og indbød hende og hendes mor til en samtale bagefter, hvor han tilbød Gurley ansættelse som skuespiller. Hertil svarede hun til sin mors fortrydelse, at hun arbejdede for arbejderbevægelsen og selv skrev sine replikker.

Fra skolen til fagforeningen

I 1907 besluttede Gurley, at det kunne være nok med skolegang, når arbejderbevægelsen havde brug for alle kræfter, og hun tilbød IWW sine, hvorefter hun i en årrække arbejdede som agitator og organisator i bevægelsen. IWW var en bred fagforening, der i modsætning til AFL (American Federation of Labor) optog alle uden hensyn til køn, farve, religion og uddannelse. Den var stiftet i 1905 og havde en meget decentral ledelsesform. En af dens dygtigste organisatorer var William Haywood, som efter at være blevet idømt 20 års fængsel, i 1920 flygtede til Sovjetunionen, hvor han døde i 1928. Af ham lærte Gurley, hvordan man skulle tale til mennesker uden megen skolegang og ofte med et ringe kendskab til amerikansk. Det gjaldt om at udtrykke sig enkelt, at bruge ord med så få stavelser som muligt, og at illustrere det, der blev sagt, med hænder og mimik.

Arbejde og kærlighed

I årene fra 1907-17 rejste Gurley fra sted til sted for at organisere strejker. Pengene til billetten blev indsamlet i de lokale fagforeninger, mens det lille vagtmandskab, som passede på den unge pige, rejste som blinde passagerer oppe på taget af toget. Ofte sov hun hos en eller anden familie, og det at se nye steder og træffe nye mennesker hver dag var lige vand på hendes mølle. I 1907 havde hun i Minnesota mødt den 18 år ældre organisator Jack Jones, og selv om det stred i mod hendes opfattelse af, at "ægteskabet binder to mennesker sammen indtil de bliver udfriet af døden", så blev de gift. Undertiden arbejdede de sammen, men som oftest hver for sig, og efter nogle års forløb, da Gurley var blevet gravid, tog hun ægteskabet op til revision og rejste hjem til familien i Bronx og meddelte, at hun ville skilles. På Toms forsigtige forespørgsel om hvorfor, var svaret, at hun ikke elskede Jack mere, og at han kedede hende. Det tog forældrene til efterretning, og sammen med søstrene påtog de sig at tage sig af lille Fred, som blev frugten af ægteskabet, for at Gurley kunne fortsætte sit arbejde i IWW.

I 1912 mødte hun også i IWW Carlo Tresca, en italiensk anarkist og bladudgiver og noget af en latino lover, som hun dannede par med til 1925. De arbejdede sammen og hver for sig med at organisere strejker, og om sommeren holdt de ferie sammen med Fred i et lille sommerhus, hvor de spiste spaghetti og drak rødvin og havde det skønt. Tresca trak sig imidlertid ud af IWW i 1916, fordi William Haywood forsøgte at stramme op på den løse struktur, hvad der ikke passede Tresca, der var en impulsiv natur, god til at sætte ting i gang, men ikke så god til at holde dem på sporet, når løbet kørte. Gurley trak sig først ud året efter.

Da USA gik ind i Første Verdenskrig, spidsede tingene til for socialisterne, der afviste at deltage i en krig, der drejede sig om europæisk kapitalismes interesser. De, der agiterede imod krigen, blev betragtet som landsforrædere og sabotører, og det var en god anledning for regeringen til at få skovlen under fagbevægelsen. For at hjælpe dem, der blev ofre for forfølgelse, var Gurley i 1918 med til at stifte WDU (Workers Defense Union), der var en tværpolitisk organisation. Her arbejdede hun i de følgende fem år i nogle beskedne lokaler, der samtidig var mødested for revolutionære af alle slags. De mest kendte af dem, de prøvede at hjælpe, var de to italienske anarkister Sacco og Vanzetti, som i 1920 blev sigtet for mord og røveri og henrettet i 1927. Der blev udgivet en pjece i 50.000 eksemplarer til deres forsvar, indsamlet penge til dem og sørget for en forsvarer. Selv rejste Gurley rundt og talte deres sag og besøgte dem også i fængslet.

Vendepunkt

Den sidste forsvarssag i WDU, som Gurley var med til, var i 1923, da Tresca blev arresteret og sigtet for i sit blad at have annonceret for en bog om svangerskabsforebyggelse. Det fik han et års fængsel for. To år efter brød Gurley med ham, fordi han havde haft et forhold til hendes søster. Det betød et vendepunkt i hendes liv, hun fik for første gang sin egen lejlighed og et nyt job som sekretær i The Garland Fund, en filantropisk fond der byggede på en arv til en ung mand, der ikke ønskede at modtage penge, der var tjent på udnyttelse af andre. Den støttede strejker og venstreorienterede bevægelser og blade og nåede i de 20 år, den eksisterede, at uddele to millioner $.

Efter bruddet med IWW var Gurley blevet aktivist uden nogen bevægelse bag sig, og i 1926 søgte hun optagelse i CPUSA (USA's Kommunistiske Parti). Der skulle dog gå ti år, før hun fik sin partibog, for på en agitationsrejse i staterne på vestkysten blev hun syg og slog sig ned hos sin veninde Marie Equi, der var læge, og som tog sig af hende. Efterfølgende blev Marie syg, og de byttede roller, indtil Gurley i 1936 vendte tilbage til New York. Da hun i 1951 blev arresteret for samfundsomstyrtende virksomhed, blev hun indgående spurgt ud om sit forhold til Tresca, men heldigvis vidste FBI ikke, at Marie Equi, som hun havde boet sammen med i ti år, var lesbisk. Det kunne der ellers have været kommet meget ud af.

Partisoldat i en svær tid

I New York blev Gurley modtaget med åbne arme af partiet, der talte mange af hendes gamle kampfæller fra IWW. Hun begyndte straks at være aktiv som taler og fik sin egen klumme i Daily Worker. I 1938 kom hun i centralkomiteen og i 1941 i politbureauet. Desuden var hun aktiv i CIO (Congres of Industrial Organizations), der var kommunistisk domineret og afløste IWW.

Det var en svær tid for partiet med ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Tyskland og senere Sovjetunionens indrykning i Finland. Mange kammerater havde svært ved at forstå, hvad der foregik, så partiet skrumpede, samtidig med at regeringen skruede op for forfølgelsen af det. Først i 1941, da USA gik ind i krigen og blev allieret med Sovjetunionen, blev kommunisterne midlertidigt fredet vildt. Der kom påny tilgang og i 1942, da Gurley stillede op på en tværpolitisk liste til kommunevalget i New York, fik hun 50.000 stemmer, hvad der dog ikke var tilstrækkeligt til at blive valgt.

For Gurley personligt var det også en svær tid. Fred døde af kræft, hendes far og søsteren Bina døde og Tresca blev dræbt af en snigskytte. Selv om deres forhold for længst var ophørt, var hans død et hårdt slag for hende, da han var hendes livs kærlighed. Men disse sorger forhindrede hende ikke i at arbejde, måske tværtimod, og der var nok at tage fat på i en tid, hvor kvinderne var kommet på arbejdsmarkedet og skulle organiseres, så de ikke blev løntrykkere, og hvor racismen, både i hæren og på arbejdsmarkedet trivedes i bedste velgående.

Krige på hjemmefronten

Med verdenskrigens afslutning kom der gang i de hjemlige krige: Regeringens mod kommunisterne og den interne krig i partiet, hvor der var splittelse mellem en hård og en blød linje. Gurley var blevet kasserer og stod for en indsamling af 250.000$, der skulle bruges i tilfælde af, at partiet skulle blive forbudt, fordi det blev opfattet som en trussel imod USA, og samtidig rejste hun rundt og prøvede at samle partiet om en fælles linje.

I årevis havde FBI fulgt Gurleys gøren og laden, og i 1951 blev hun arresteret og dømt til 3 års fængsel og 6.000$ i bøde. Hun førte selv sit forsvar, og en avis skrev om det, at problemet for kommunisterne var, at de havde for meget tillid til demokratiet. Straffen blev afsonet i et kvindefængsel i West Virginia, hvor den 64-årige, overvægtige dame med for højt blodtryk og dårligt hjerte tilbragte de første måneder i en særlig sikret afdeling, så hun ikke skulle flygte ud i de omgivende bjerge og skove. Men her, som altid, kom Gurley godt ud af med de andre, personale såvel som fanger. Hun skrev digte og artikler i fængselsbladet, hjalp de indsatte med at skrive breve til de offentlige instanser og var med til at arrangere underholdning. Efter godt to år blev hun løsladt på grund af god opførsel.

...der var nok at tage fat på i en tid, hvor kvinderne var kommet på arbejdsmarkedet og skulle organiseres, så de ikke blev løntrykkere...

Imens Gurley sad inde, fortsatte kampene udenfor. Efter den 20. partikongres i Moskva og interventionen i Ungarn skrumpede partiet igen, og diskussionen endte med en udtalelse om, at partiet "ville følge de marxistisk-leninistiske principper ud fra dets egen fortolkning". Gurleys egen konklusion var, at hun ikke ville opgive sine principper, fordi nogen havde begået fejl. I 1961 blev hun viceformand, og pressen morede sig meget over, at det revolutionære parti havde valgt en sød, gammel dame til denne post.

Den sidste rejse

Som 67-årig kunne Gurley få pension, 90 $ om måneden, hvoraf de 10 blev brugt til afbetaling af hendes bøde. Hun gik dog ikke på pension, men fortsatte trøstigt sit arbejde i partiet. I højesteret var det blevet stadfæstet, at alle partimedlemmer skulle registreres, og der skulle redegøres for økonomien. Folk blev arresteret, nogle blev udvist og andre fik inddraget deres pas. Blandt de sidstnævnte var Gurley, som gik til retten og vandt sagen. Det var imod forfatningen at inddrage folks pas på grund af deres politiske holdninger, og det betød, at både hun og mange andre fik deres pas tilbage.

I de senere år havde Gurley boet sammen med sin søster Kathie, men efter hendes død flyttede hun ind i det legendariske Chelsea Hotel Manhattan, som mange af tidens kunstnere og intellektuelle gjorde til deres hjem, og hvor hun om aftenen ofte nød en drink sammen med den irske forfatter Brendan Behan. Men for at få ro til at skrive anden del af sine erindringer, hvoraf hun havde færdiggjort første del, der selvfølgelig hedder The Rebel Girl, tog hun i 1964 til Sovjetunionen. Her endte hendes livsrejse. Hun blev syg, og på hospitalet konstateredes det, at hun led af bughindebetændelse, som hun døde af 74 år gammel.

I Moskva blev der arrangeret statsbegravelse, ligesom tidligere for hendes landsmænd John Reed, William Haywood og William Z. Foster. Blandt æresvagterne ved hendes båre var Krustjov, og blandt talerne den spanske kammerat Dolores Ibárruri, som Gurley havde mødt første gang ved den Internationale Kvindekongres i 1945 i Paris.

I Pravda bragte man på forsiden en stor mindeartikel om Miss Flynn sammen med en oversættelse af Joe Hills "The Rebel Girl". I New York Times var der ligeledes en forsideartikel, som fremhævede hendes betydning for USA’s arbejderbevægelse fra IWW til CPUSA, og hvor man citerede fra en af hendes 1. maj-taler: "Jeg tror på et socialistisk Amerika. Sikken en 1. maj vi så skal fejre". Halvdelen af hendes aske blev i Moskva, mens den anden halvdel blev sat ned på en kirkegård i Chicago ved siden af Emma Goldmanns og William Haywoods gravsteder.