Mange danskere fik deres første Dario Fo oplevelse med tv-versionen af Tigrene, hvor Fo genfortalte et kinesisk folkesagn om Den Lange March under den kinesiske revolution, iblandet hans groteske fantasi, fantastiske mimik og paradoksale humor.

Dario Fo vender sig mod det borgelige kukkasse-teater, der stiler mod en indlevelse og en affinden sig med tingenes tilstand.

I Tigrene så man, hvordan Fo i praksis, inspireret af den italienske fortællertradition – fabulatori og Commedia Del'arte teatret, kunne folde en fantastisk historie ud på scenen, ene mand uden rekvisitter og kostumer. Vildt sjovt og underholdende satire på højt plan.

Men Dario Fo har også lavet teater med masser af skuespillere, rekvisitter og kostumer. Altid med et politisk sigte. De mest kendte er En tilfældig anarkists hændelige død og Vi betaler ikke.

Begge stykker udspringer af de politiske kampe i 1970'ernes Italien, hvor de to store blokke i Italien bestod af De Kristelige Demokrater(DC) og PCI – Italiens Kommunistiske Parti. Det Nye Venstre opstod i opposition og delte sig groft sagt i to: Desperadoerne i De Røde Brigader og den ikke-voldelige fraktion som Fo knyttede sig an på.

Fra arkitektstuderende til politisk teatermand

Efter Anden Verdenskrig opgav Dario Fo sine påbegyndte arkitektstudier for at hellige sig teatret. Han stiftede bekendtskab med Marx' skrifter og studerede i disse år Brecht, Gramsci og Mayakovsky.

I begyndelsen af halvtredserne udviklede Fo sin satire over samfundet og katolicismen, og det at vende almindeligheder i hverdagen og i gængse historier på hovedet, så det groteske og absurde kommer frem. Her hentede Fo blandt andet inspiration i tysk og russisk avantgarde-teater fra tyverne.

I tresserne skrev og optrådte Fo og hustruen Franca Rame i tv med politiske sketches om aktuelle emner, samtidig med at Fo forsat udviklede sit teater-håndværk og begyndte at skrive deciderede teaterstykker. Fo og Rame knyttede sig samtidigt til Kommunistpartiets kulturelle organisation ARCI, og blev en del af den vesteuropæiske venstrefløjs kulturelle bølge i 1960'erne.

I 1970 etablerede Fo teaterkollektivet "La Comune", der udsprang af den venstrefløj, der havde brudt med PCI. Og her er vi tilbage ved føromtalte stykker fra 1970'erne. De flyttede teatret ud af teatrene, ud på arbejdspladserne, i fabrikshaller og offentlige pladser. Politisk aktionsteater.

Brecht og Fo

I 1981 var det meningen af Fo skulle opsætte Brechts "Laser og Pjalter/Dreigroschen Oper" på Brecht-teatret, Berliner Ensemble, i Østberlin. Men forhandlingerne om en ny Dario Fo version af stykket grundstøder eftertrykkeligt, og det bliver aldrig til noget. I stedet laver Dario Fo sin egen version tilbage i Italien.

Dario Fos teaterteori og praksis er forankret i det folkelige politiske teater. Han vender sig mod det borgelige kukkasse-teater, der stiler mod en indlevelse og en affinden sig med tingenes tilstand.

En hjørnesten i Fos dramatik er latteren, komikken og det naragtiges plads. Fo associerer og fabulerer ud fra et forlæg og en idé, og kobler ofte komikken og latteren ind i et stort og særdeles markant omfang. Hans associationer er ofte polemisk rettet mod samtidens magthavere og figurer, i et farverigt og ofte obskønt sprog.

I 1980'erne kredser ægteparret Fos' stykker om privatlivet og seksualiteten. I 1990'erne fokuserer de igen mere på de samfunds-satiriske stykker.

Nobelprisen i litteratur

I 1997 blev Fo tildelt Nobelprisen i Litteratur. Omkring årtusindskiftet barsler ægteparret med nogle provokatoriske stykker om Berlusconis magt-vælde.

Dario Fo har bibeholdt evnen og lysten til at dykke tilbage i historiens fabler og fortællinger. Sidste skud på stammen af utallige teaterstykker som Fo har skrevet er: "C´è un re pazzo in Danimarca/ Der er en gal konge i Danmark". Et stykke som Dario Fo skrev i 2015 om Christian den Syvende. Det har vi til gode at se opført i Danmark. Dario Fos stykker bliver opført og spillet over hele verden.

Et stort tillykke herfra til et stort teatermenneske.