Søren Kierkegaard og Karl Marx er to berømte filosoffer, af hvilke den først nævnte som bekendt har 200 års fødselsdag i år. De var samtidige, og virkede begge i den romantiske periode. De blev også begge verdensberømte.

Her i 200 året for Kirkegaards fødsel, kan det være frugtbart at sætte ham i modsætning til en samtidig, ligeledes verdensberømt filosof som Marx. Og man kan vel dårligt finde to personligheder af så stor forskel, hvad angår holdninger og livsanskuelse. Alligevel har de også en del ting til fælles.

Det, som fundamentalt skilte dem,  var på den ene side Kierkegaards ekstreme individualisme – og idealisme. Kierkegaard talte om ”hiin enkelte”. Det enkelte individ og dets problemer og udfordringerne omkring dets eksistens er hans fokus.

Han mente, at det enkelte individ ved at se sin eksistens i øjnene, reflektere over den og tage egne valg i livet, ville befri sig selv som menneske. Dertil var Kierkegaard religiøs og brugte megen tid på at ”forsone sig med Gud”.

Skal man tegne en streg i sandet mellem de to filosoffer, må man sige, at den fundamentalt går mellem den enkelte og fællesskabet.

I modsætning hertil tog Marx udgangspunkt i fællesskabet, samfundet, og de materielle betingelser, vi som mennesker og samfundsborgere delvis er underkastet, og delvist har en mulighed for at forme og forandre.

Marx var materialist, med fokus på de materielle basisbetingelser vi har for at leve. Marx så udfordringen i menneskets befrielse fra kapitalismen og lønslaveriet. Befrielsen kunne kun ske gennem fælles kamp og aktivitet. Desuden var Marx ateist. Han anså religion for at være folkets “opium” – en narresut, der tjente det formål at holde folket nede.

Forskellene mellem de to verdensberømte tænkere er mange. Men der er også en del sammenfald.

DEN GENIALE ENER FRA KØBSTADEN

Kierkegaard var søn af en storkøbmand og boligspekulant. Han læste teologi, og lavede en afhandling med udgangspunkt i filosofi. Han levede hele sit liv af arven fra sin far, og kunne således hellige sig sine refleksioner med udgangspunkt i sig selv. Man sporer ingen social indignation over forskelle mellem fattig og rig i hans samtid i hans skrifter. Selv havde han kun i ganske kort tid et lønarbejde som hjemmelærer.

På genial vis formåede han at gennemføre sin selvrefleksion gennem sine værker, så den ramte noget alment hos læsere, og gør det den dag i dag. Gennem et kort liv som ungkarl og eneboer med en omfattende produktion, formåede han at hæve sig gennem sine skrifter, fra private navlebeskuelser til alment vedkommende eksistentielle betragtninger, der har påvirket en række humanistiske videnskaber.

Kierkegaard havde ikke samme respekt for historien som Marx. Faktisk mente han, at filosofien som humanistisk videnskab var vigtigere end historien.

Kierkegaard gennemførte kun ganske få udlandsrejser gennem sit liv. Blandt andet til Tyskland, hvor han var til forelæsning på et universitet sammen med Marx’ uadskillelige ven og økonomiske velgører Friedrich Engels.

Det meste af sit liv levede Kierkegaard efter en afbrudt forlovelse alene, og vandrede rundt i den lille købstad København, hvor han ifølge sit efterlevned snakkede ”fanden et øre af med gud og hver mand”. Han kom altså jævnligt ned fra sit elfenbenstårn, og må have næret en vis interesse for jævne mennesker.

Han døde i sit hjemland, og blev begravet på Assistens Kirkegård, hvor hans grav gør adskillige andre berømte danske kulturpersonligheders selskab.

DEN REVOLUTIONÆRE VERDENSMAND

Marx kom ligeledes fra borgerskabet, og var således økonomisk begunstiget. Han læste filosofi, og skrev en afhandling i denne disciplin. Det var nogle sociale sager med nogle fattige bønder, han han i sit virke som journalist kom til at beskrive, der vakte hans sociale indignation, og fik ham til at blive kommunist.

Marx økonomi var altid elendig. Han brugte hurtigt arven fra sin velhavende far, og levede af løsarbejde, samtidig med at han fra den ligeledes revolutionære kammerat Friedrich Engels modtog økonomisk støtte gennem hele livet. En enkelt gang i sit liv søgte han et fast lønarbejde ved statsbanerne. Han fik dog afslag, på grund af en ulæselig håndskrift!

Modsat Kierkegaard, som gennemførte få udlandsrejser, var Marx en revolutionær verdensmand, der grundet sin politiske holdning og sine revolutionære aktiviteter, blev udvist og jaget af myndighederne fra land til land. Han måtte ofte flygte over hals og hoved, med politi og magthavere i hælene.

Han døde i England og ligger begravet på Highgate Kirkegård i London.

GENIET OG UNIVERSALGENIET

Kierkegaard og Marx havde deres genialitet til fælles. Men konsekvensen af deres genialitet og dets efterfølgende betydning for samfundsudviklingen, var vidt forskellig.

Kierkegaard beskæftigede sig med individet, og ramte noget centralt i sine bestræbelser på at reflektere over individets eksistentielle problemer. Filosofisk og skønlitterært foregreb han psykologien, inden den overhovedet eksisterede som en videnskabelig disciplin. Han belyste de moderne personlighedskarakterer, som den nyere samfundsudvikling har afstedkommet på tværs af klasserne, fremelsket og opdyrket af de moderne kommercielle underholdningsmedier: De selvoptagede narcissistiske og fortravlede mennesker, der lever et overfladisk liv, rastløst efterstræbende overfladisk nydelse og oplevelser uden dybde og autenticitet.

Kierkegaard havde ikke samme respekt for historien som Marx. Faktisk mente han, at filosofien som humanistisk videnskab var vigtigere end historien.

Kierkegaard gennemheglede også småborgeren, der bare flyder med strømmen, og ikke tager samfundsmæssig stilling. Kierkegaards fantastiske sprog sprudler af humor og ironi, der kan forstås på tværs af lande på verdensplan.

Marx var et universalgeni, som direkte udøvede en påvirkning på samfundsudviklingen. Han var filosof, økonom, politisk organisator, historiker, journalist, taler, agitator, samfundskritiker…

Marx bredte sig over mange discipliner, og lagde grunden til samfundsvidenskaber som økonomi, sociologi, historie, antropologi.

Kierkegaard og Marx er begge verdensberømte for deres citater, som benyttes ofte og i forskellige sammenhænge. Kierkegaards citater benyttes ofte i forbindelse med eksistentielle problemstillinger, og mange af dem er gået ind som talemåder og livsbetragtninger på linje med bibelcitater. Marx’ citater benyttes oftest i politiske sammenhænge, som argumentation og agitation for socialismens nødvendighed, og kapitalismens elendighed. Nogle af dem er faktisk også gået ind i sproget som talemåder.

OPRØRET – OG DETS PRIS.

De to filosoffer har det til fælles, at deres ytringer og protester i deres samtidig havde store omkostninger for dem selv.

Kierkegaard førte en forbitret kamp mod Folkekirken i skrift og tale, og blev derfor genstand for latterliggørelse og karikaturtegninger. Han blev betragtet som en outsider, original, paria og særling. Han formulerede et såkaldt flyveblad, en slags kampskrift mod den eksisterende kristne kirke.

Marx ydede anderledes voldsomme ofre for sine synspunkter. Modsat Kierkegaard, der var ugift eneboer, havde Marx en stor familie, der sammen med ham, måtte stå model til hans engagement mod det kapitalistiske samfund med landflygtighed, fattigdom, død og anden elendighed som følger. Marx skrev et kampskrift til fordel for kommunismen og proletariatet sammen med Engels, Det kommunistiske manifest.

Marx og hans familie var gennem hele livet statsløse flygtninge og jaget vildt. Et oprør mod de herskende har som bekendt altid en pris.

POLITISKE KONSEKVENSER

Kierkegaard var politisk set reaktionær. Han var imod folkestyret, og mente ikke, at arbejderne skulle have lov til at stemme: han fandt dem ikke kompetente til at have parlamentarisk medindflydelse i deres eget samfund.

Hjemlige højrenationale kredse som reaktionære præster, samt de borgerlige partier tager ham jævnligt til som ikon. Kierkegaards overfokusering på individet i hans filosofi, falder jo fint i tråd med nyliberale kredses påstand om, at alting er det enkelte menneskes egen skyld, og valg. Berlinmurens fald gav Kierkegaards tanker vind i sejlene. Fra borgerlig og kapitalistisk hold benyttede man den kolde krigs afslutning til at spille på et behov for ideologisk og eksistentiel nyorientering.

Her kom Kierkegaards filosofi ind som en væsentlig faktor. Det er forskellige akademiske fag som teologi, filosofi og litteraturvidenskab, der har og fortsat uddyber og udbreder forståelsen af hans forfatterskab. Desuden bliver der i anledning af 200 året for hans fødsel udgivet mange bøger om Kierkegaard. Både af teoretisk og skønlitterær karakter.

Marx var kommunist, og er uretfærdigvis blevet taget til indtægt for snart sagt alt hvad der skete i den hedengangne socialistiske verden.  Modsat hvad de borgerlige påstår, havde Marx stor respekt for individet, men mente, at dialektikken mellem individ og fællesskab ikke kan skilles ad.

Marx' økonomiske kriseteorier viser sig med den aktuelle kapitalistiske krise, den såkaldte finanskrise, at være top aktuelle. Han er atter blevet obligatorisk læsning på universiteter. Der bliver udgivet nye bøger om hans teorier, biografier med mere.  

Skal man tegne en streg i sandet mellem de to filosoffer, må man sige, at den fundamentalt går mellem den enkelte og fællesskabet.

Her rammer de ned i et dilemma, der vedkommer os alle, som borgere i et samfund og som individer. Et dilemma af universel karakter.