Blandt dansk litteraturs markante skikkelser er det umuligt at komme uden om Gustav Johannes Wied (1858-1914).

Gustav Wied er kendt og elsket for sine ordspil, situationskomik og ironiske personkarakterer.

Hans sarkasme og rammende samfundsbeskrivelser ligger "stadig på lur og er altid klar til at tirre det nævenyttige borgerskab". Hans værker var ofte en skånelsesløs udlevering af menneskeheden uden hensyntagen til rang, stand eller køn.

Gustav Wied er kendt og elsket for sine ordspil, situationskomik og ironiske personkarakterer. Det ses tydeligt i hans bøger om Thummelumsen, Ædedolkenes Klub, Livsens ondskab, Slægten, Knagsted med flere.

Skuespillerdrømmen

Wied blev født den 6. november på forældrenes gård, Holmegaard ved Nakskov som femte barn i en børneflok på 11. Faderen dyrkede jorden, passede dyrene og mente ikke, at kunst og litteratur burde have nogen gang på jorden. Derimod bakkede moderen den tidligt boginteresserede Gustav op.

Han drømte om at blive skuespiller, men kom i stedet i boghandlerlære. I en ung alder kom han til København, hvor han "sværmede ærbart og digtende for pigerne". I 1884 var han huslærer på godset Overgaard ved Mariager Fjord, hvor han katalogiserede biblioteket.

Efter tre forsøg fik han studentereksamen i 1886 og blev året efter cand. phil. Årsagen til de mange forsøg, var, at han for at tjene penge var timelærer ved Borgerdydskolen, arbejdede i bogladen og læste om natten. Man kan læse om denne periode af hans liv i "Ungdomshistorier" (1895).

Han blev journalist ved det respektløse dagblad "København" indtil det i 1893 blev borgerligt. Herefter blev han tilknyttet Politiken, hvis redaktør Georg Brandes, var en stor fan af Wieds skarpe udlevering af borgerskabet:

Forfatterskabet

Gustav Wied debuterede under navnet Peter Idealist i 1887 med pamfletten "Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Storeheddinge og dens Følger", som handler om kultusminister Jacob Scavenius. Han var netop blevet afsløret i at have opsøgt en københavnsk prostitueret, og pamfletten latterliggør ubarmhjertigt ministerens dobbeltmoral.

Wied var en flittig forfatter og flere af hans værker blev folkeeje. Han skrev foruden romaner og noveller, digte, skuespil og de såkaldte satyrspil.

Satyrspillene er Gustav Wieds bidrag til fornyelse og udvikling af den danske litteratur!

Det er skuespil med en grundig beskrivelse af stemninger og de medvirkende tanker. Satyrspillene er Gustav Wieds bidrag til fornyelse og udvikling af den danske litteratur!

Hans mest kendte satyrspil er "Dansemus’ (1905), hvis motto er "Ja, vi danser alle efter en højere lirekasse, Deres Excellence". Da københavnerpressen slagtede stykket, gik hans redaktør, Georg Brandes, til modangreb i en kronik i Politiken:

"Det var dog først med de Fire Satyrspil (1897) at Wied slog afgørende igennem. Den Bog er en af de store Bøger i vor Literatur, en af de vittigste; den er overstadig som sjældent en Bog, der vil tages alvorligt, og paa samme Tid udført paa Grundlag af den omhyggeligste Iagttagelse. Den er overgiven indtil Vildskab, og dog saa behersket, at den ikke rummer en Overdrivelse. Hvad der et Øjeblik kan tage sig ud som Overdrivelse, er her ikke dette, men det Mesterskab, der er saa sikket, at det leger med Stoffet."
Georg Brandes: Gustav Wied, Politiken 1905.

Wied var en stor beundre af den svenske dramatiker August Strindberg og forfulgte barndomsdrømmen om at blive skuespiller på dennes teater i København, inden han i 1889 debuterede som dramatiker med sørgespillet "En hjemkomst". Den blev efterfulgt af novellesamlingen "Silhuetter" (1891), skuespillet "En bryllupsnat" (1892) og novellesamlingen "Barnlige sjæle" (1893), som efter datidens normer var ganske vovede fortællinger.

En af historierne, "De unge og de gamle" handlede om incest mellem voksne kvinder og små drenge. Det kostede Wied en dom på 14 dages fængsel for ’utilstedelige udtryk’. Straffen afsonede han i Tugt – og Børnehuset på Christianshavn og den gav ham rygtet som en af litteraturens slemme drenge. Opholdet er også beskrevet i "Ungdomshistorier".

Han forargede også borgerskabet, da han indledte et forhold til den noget yngre godsejerdatter Alice Tutein, og fik to børn med hende uden for ægteskab. I 1896 meldte hendes far Wied for usædelighed, hvorefter parret giftede sig. Mange af Wieds emner handler om forholdet mellem religion og seksualitet.

Hans første roman "Slægten" (1898), som senere blev i filmatiseret, gør grin med borgerskabet, personificeret ved den kvabsede og hasardspillende baron, Helmuth og den dameglade præst Adolf. Wied var meget optaget af, om idioter som baronen var arveligt degenereret. Fortsættelsen "Fædrene æder druer" (1908) er filmatiseret som "Sort Høst" (1993)

Han var nu på toppen og året efter kom mesterværket "Livsens ondskab" (1899) om livet i Gammelkøbing. Bogens farverige personer, overlærer Clausen, kæmner Lassen, toldkontrollør Knagsted og Luksusbugen mødes i byen eksklumsive "Ædedolkenes Klub". Her møder man også den forbitrede fallent Thummelumsen, der tjener en ekstra skilling som tjener for at generhverve "den fædrende gård".

"Livsens" ondskab danner sammen med ’Knagsted’ (1902) og ‘Pastor Sørensen og Co’ en trilogi med Knagsted som hovedfigur. Det er Knagsted, der siger de bevingede ord om, at "børn er lykkelige, og dyr og kvinder, men vi mennesker er det ikke".

Kastellet

Gustav Wied fik bygget et hus i Roskilde, kaldet Kastellet. Til at passe husets have ansatte familien en gartner, der var så streng, at han blev kaldt ’Justitsråden’. En hyppig gæst i Kastellet var åndsfællen Robert Storm Petersen.

Indflytningen i ’Kastellet’ gavnede hans produktivitet. Kort efter oversatte han den engelske satiriker William Thackerays bog "Snobberne", der latterliggjorde kongehus, adel, militæret og gejstligheden. Så skrev han "Det svage køn", som biskoppen advarede mod, om fire kvinders tilgang til erotikken og dobbeltmoral.

Den vidunderlige karakter Thummelumsen blev til et skuespil i 1901. Samme år udgav han det lille teaterstykke "Skærmydsler", som blev hans mest populære teaterstykker med replikken "Maaner har den farve, som maaner skal ha'".

I 1913 kom hans kyniske roman "Pastor Sørensen og Co", som året efter blev efterfulgt af erindringsbogen "Digt og virkeligheden".

Et kaotisk liv

I dag fremstår Wied som en digter og person der ville chokere, gøre moralsk oprør og distancere sig fra det borgerlige flertal.

Hele livet var Wieds præget af en vekslen mellem store kunstneriske triumfer, personlige nederlag og svære psykiske kriser.

Politisk hørte han hjemme i datidens radikalisme. "Ikke en kværulant, men en forarget, som ville fremme godhed blandt mennesker… Kernen i forfatterskabet er anekdoten, den episke episode eller dramatiske situation".

På spørgsmålet om hvorfor han er så underlig, svarede han: "Jordemoderen var fuld, og tumlede fælt med mig. Snart havde jeg hovedet nedad og snart benene. Jeg tænker, det er grunden til, at jeg altid senere har været så underlig."

Hele livet var Wieds præget af en vekslen mellem store kunstneriske triumfer, personlige nederlag og svære psykiske kriser. 24. oktober 1914 begik han selvmord. Dagen markeres hvert år med Gustav Wied Selskabet lægger en krans på hans gravsted på Gråbrødre Kirkegaard i Roskilde og derefter indtager en stor middag inspireret af ’Ædedolkenes klub’.

Hans eftermæle, og udstilling af det moderne menneskes dårskab, dobbeltmoral og småborgerlighed lever videre igennem hans værker, der heldigvis både læses og jævnligt opføres på vore teatre.