Einar Otto Jeppesen, født 4. november 1888, var søn af en katolsk købmand. Han fødtes i Middelfart, men startede i 1901 i en jesuitter skole i Ordrup, nægtede at skrifte og lade sig konfirmere og fik sig frigjort fra katolicismen ved hjælp af Darwins biologiske standpunkt og det klassiske Grækenlands kultur.

"Jeg er som barn opvokset i en borgerlig verden, hvor jeg aldeles ikke følte mig hjemme", erindrer han senere. Han blev student i 1907 og startede på universitetet, men opgav studierne for at blive huslærer hos en tysk uldgrosserer, der skærpede hans litterære interesse.

I 1912 debuterede han som forfatter med en artikel om forfatteren Knud Hjortø. Han tog samtidig navneforandring til Gelsted efter en landsby uden for Middelfart, hvor han havde boet hos sin husmands onkel.

I 1913 skrev han, som den første i Danmark, en bog om Johannes V. Jensen. Heri angreb han Jensens materialisme. Trods dette anerkendte han Jensen som ”hele Danmarks digter”. I bogen ”Johannes V. Jensen. Kurven i hans udvikling” 25 år senere fortrød han angrebet med ordene ”Den var umoden og forvirret”. Det var ikke blot smukt skrevet, men også typisk Gelsted. Han var blevet klogere og erkendte det offentligt.

Påvirkning fra socialismen

I 1914 var han i Tyskland og blev påvirket af socialistiske ideer og ”nykantianerne”. Hjemme igen blev han huslærer hos den fynske maler Johannes Larsen. Derved blev han tilknyttet kulturtidsskriftet "Klingen", der var det første herhjemme til at introducere de nye kunstretninger.

"Klingen var en rent artistisk revolution vi prøvede at gennemføre, uden politisk baggrund. Men så traf jeg Kirk og kom til at læse Marx og Engels. Der var jo også andre ting end kunsten, og ting, der måske var vigtigere", skrev han senere.

I 1917 blev han anmelder ved Fyns Venstreblad og året efter på Lolland Falsters Folketidende. Samme år forhandlede han med psykoanalytikeren Sigmund Freud om at oversætte dennes værker og i 1920 kom Freuds "Det ubevidste" i Gelsteds oversættelse og udvalgt i samarbejde med Freud. Det var starten på en unik oversættelserksomhed der omfattede alt fra græske filosoffer over Brecht til norske folkeeventyr og Casanovas erindringer.

Han skrev i 1919 den polemiske bog "Ekspressionisme" og blev herefter kaldt "ekspressionismens danske teoretiker". I "Folkets Jul 1921" kunne man i artiklen "Kunst og Kommunisme" se, at Gelsted havde flyttet sig. Han kaldte sig nu "Kommunist og tilhænger af den moderne kunst".

Et upolitisk hoved

Relativt hurtigt i forfatterskabet kan man se, at Otto Gelsteds livssyn var baseret på tre søjler: Kants erkendelsesfilosofi, Marx historiske materialisme og Freuds psykoanalyse.

For Gelsted var Marx "Den, der igen førte humanismen ned på jorden og ideen ud i virkeligheden". Med sit krav om at "det ikke er nok at fortolke verden, man skal forandre den, har humanismen fået en reel virkelighedstilknytning".

Ifølge den kommunistiske forfatterkollega Hans Kirk havde Gelsted "ikke begreb om politik, men var en god kommunist". Otto Gelsted selv sagde, at han ikke havde spor "begreb om praktisk politik. Når vi var til møder i forskellige foreninger, hvor vi var medlemmer, sagde Kirk til mig: - Vent nu med at stemme, til du har set, hvem jeg stemmer på. Du stemmer altid forkert. Du har de mest besynderlige forestillinger om, hvad frisind er. Du er et upolitisk hoved".

Gelsted selv syntes, at det var glimrende for så "behøver jeg ikke tænke på det". Han blev dog først optaget i partiet i 1929, efter at han havde besøgt Sovjet året før. I "Enehøje digte" (1929) omhandler to af digtene denne tur.

Han var flittig og i 1923 kom hans fjerde digtsamling, "Jomfru Gloriant", med det kendte digt "Reklameskibet" om kapitalismen og livsforfladigelse. Emnerne for hans digtning er mangfoldige: natur, kærlighed, filosofi, kunst, krig og klassekamp og så videre. Om poesi skrev han, at:

"Digte skal bruges som værktøj og våben? Gerne! Men alting er ikke af stål. Und poesien at holde sig åben. Menneskets frihed er digtningens mål".

Han var nu ansat ved Politiken og startede sig eget tidsskrift Sirius. Dansk Litteraturtidende. Samtidig skrev han i tidsskrifter som Clarté, Plan og Kritisk Revy.

Marx og Freud

Fra 1925 til 1929 var han redaktør af Ekstra Bladets litteraturside og fra 1931 begyndte han at skrive revytekster. Hans første revy var "Kvindernes oprør" med PH. Året efter debuterede han som skribent i Arbejderbladet med artiklen "Litteraturen i Sovjet 1917-32". Samme år holdt han et foredrag i Studentersamfundet om "Marx og Freud".

I 1934 kom digtsamling "Under Uvejret" på partiforlaget Monde. Her kan man finde det kendte kampdigt "Dannebrog" med linjerne:

"Gør Jer fri af selvbedraget og et liv, der længst er dødt – slet det grimme kors af flaget, gør det rødt!"

Op til 1935 førte DKP en ultravenstrepolitik der fik Gelsted til at kalde sig for "kommunistisk intellektuel og medløber". Efter 1935, hvor partiet førte en bredt orienteret folkefrontpolitik, skrev han artiklen "Giv mig et standpunkt". Her argumenterede han for "den aktive, revolutionære humanisme, der støtter sig til arbejderklassen og virker med til at virkeliggøre det klasseløse samfund".

Han var nu fast tilknyttet Arbejderbladet som kulturjournalist med speciale i teater og billedkunst. Hans løn var et ugentligt måltid skipperlabskovs, som han indtog sammen med Hans Kirk og Børge Houmann på restaurant Davidsen.

Lige som Hans Kirk og Hans Scherfig var han forbeholden over for begrebet socialistisk realisme, og han dyrkede den moderne kunst. Mellem digtsamlingerne og anmeldelserne skrev han bogen "Danmark-Rusland i litteraturen" (1937) i anledning af Puskins 100 årsdag. Heri gjorde han op med den "socialistiske realisme: "virkelige digtere ved, at de ikke skriver efter ydre regler, men efter egen inspiration". I sin anmeldelse skrev Kirk, "Otto Gelsted er lærd som en ugle og har næb som en nattergal".

På DKP’s landskonference i 1938 skrev Gelsted en kantate under titlen "Folkefrontssangen", som findes i mange partisangbøger. I denne periode skrev han, lige som Hans Kirk og Hans Scherfig, noveller og filmanmeldelser til diverse ugeblade.

De mørke fugle fløj

Da krigen kom i 1940, fik Gelsted travlt. På selve dagen skrev han spontant det berømt digt "De mørke fugle fløj" med linerne:

"De mørke Fugle fløj, ved gry med motorstøj, i Eskadriller over byens tage".

Han udgav straks digtsamlingen "De danske strande" med det fine digt "Den niende april". Da Arbejderbladet blev forbudt i 1941, vendte Otto Gelsted tilbage til Ekstra Bladet, blev redaktør på tidsskriftet Athenæum og udsendte digtsamlingen "Solemærker", der var en hyldest til Danmark.

Otto Gelsted var ikke modstandsmand, men i oktober 1943 mødte en mand op og sagde "Gelsted, du ved for meget. Du kender alle vore hemmelige adresser, vi er nødt til at eksportere dig".

Her skrev han i flere emigrantmagasiner og udsendte mesterværket "Jøderne i Husaby", hvor hovedpersonen Edvard er Gelsted selv og handler om tiden før hans flugt, selve flugten, tiden i opsamlingslejren i Husaby sammen med de danske jøder og en tid herefter i Stockholm. Den udkom herhjemme kort efter befrielsen under titlen "Flygtningene i Husaby". Året efter kom de smukke "Emigrantdigte".

Mange af Gelsteds digte efter krigen var bestillingsarbejder med henblik på mobilisering som "Friheds år", der er en stak digte fra krigen, udsendt på DKP's forlag Tiden i 1947. I anledning af hans 60-års dag i 1948 udsendtes "Stå op og tænd lys".

Gelsted skrev en kantate i anledning af 100-årsdagen for udgivelsen af "Det Kommunistiske Manifest" og i 1952 udsendte Tiden hans fine "Sange under den kolde krig".

Kærligheden til Hellas

Halvtredsernes koldkrig fik Otto Gelsted til at kaste sig over sin ungdoms kærlighed – den græske oldtid og Middelhavet. Han gendigtede Homers episke digte "Odysseen" og "Iliaden". De solgte hver over 20.000 eksemplarer og var en kæmpesucces. Han fulgte op med "Guder og Helte. Græsk mytologi" (1956), "Den græske tanke" (1958), og fire bind "Græske klassikere".

Mange af hans bøger var illustreret med fine tegninger af Otto Gelsted selv. Selv kaldte han sig et "middelhavsmenneske".

I hans sidste digt samling "Hellas i mit hjerte" (1969) skriver han: "Hellas her er jeg hjemme, i det jeg føler og ser."

Da Otto Gelsted fyldte 70 år, redigerede vennerne Hans Kirk og Børge Houmann den smukke "Hilsen til Otto Gelsted".

Gelsted havde både i digtning og praksis resigneret i forholdet til kærligheden og givet afkald på at have følelseslivet som en harmonisk integreret del af livet. Han blev aldrig gift.

Han var i mange år forelsket i Hans Kirks søster Ellen, med hvem han oversatte "Det lille hus på prærien"-bøgerne, men hun sagde "Det går nok over, hr. Gelsted".

Han opnåede aldrig at have fast bopæl, men boede hos venner i forbindelse med fælles projekter. De sidste 23 år af sit liv boede han i ’"æresboligen" på partibladet Land og Folk – på en divan i et afsidesliggende redaktionsværelse".

Underligt nok er der aldrig skrevet i biografi om ham, men i 1977 udgav Børge Houmanns forlag Sirius to bind med hans artikler og essays gennem tiden, "Tilbageblik på fremtiden", som giver et fremragende billede af hans liv og tanker.

Humanisme en del af kampen

Gennem sine digte og artikler tilførte han klassekampen et hidtil næsten upåagtet element, han gjorde humanismen til en del af kampen, og på samme tid anviste han humanister et ståsted de ikke tidligere havde kendt – i arbejderklassen.

Otto Gelsted bør blive husket som en stor humanist, en skarp og følsom tænker. Han var en "klassisk intellektuel", der stillede sine evner til rådighed for arbejderklassen og de anti-fascistiske kræfter, når det kræves. Med sin søgende og intense nysgerrighed berigede han dansk litteratur med sine anmeldelser, smukke og vedkommende lyrik og oversættelser.

Otto Gelsted døde den 22. december 1968. Efter hans død indstiftede DKP Gelsted-Kirk-Scherfig kulturprisen.

Om sin ven skrev Hans Scherfig, "Det har altid været Otto Gelsteds sag at tænde lys".